Det kunne jo være en jeg kendte

Illustration: Mikkel Henssel

Sygeplejerske Lene Kousgaard, som er leder på et plejecenter, kom i foråret til undersøgelse på Aabenraa Sygehus. Hun skulle tjekkes for, om det var nødvendigt akut at operere for en diskusprolaps. Hun skulle vente i et rum sammen med 4-5 andre patienter.

”Alle kunne høre, hvad alle talte om,” siger Lene Kousgaard.

”Da jeg kom derind, lå vi patienter på rad og række, der var også pårørende. Der var en gammel kone, hvis hofte var gået af led, et barn, som var kommet til skade, og en ung mand, som var kørt galt, og som muligvis var narkopåvirket. Det var først, da lægen kom ind, at gardinerne blev trukket for,” fortæller Lene Kousgaard.

”Jeg overværede, at politiet kom og afhørte ham, som måske havde kørt med stoffer i blodet. Læger og sygeplejersker talte med patienterne, og jeg kunne høre alt, hvad der blev sagt. De andre kunne også høre, at lægen lige skulle undersøge mig intime steder, der var bare et gardin imellem. Det var meget ubehageligt og en krænkelse af min blufærdighed,” siger Lene Kousgaard.

Som sygeplejerske og leder ved Lene Kousgaard alt om, hvordan man omgås tavshedspligten, og hun sendte efterfølgende en klage til sygehusledelsen.

”Jeg fik også en undskyldning fra ledelsen, som skrev, at de godt kunne se, at det var uhensigtsmæssigt. De henviste til problemer med de fysiske rammer, og at de er i gang med at bygge et nyt supersygehus. Men det er jo ikke lige noget, der sker i morgen,” siger Lene Kousgaard, som godt mener, at man kan være diskret, selvom de fysiske forhold ikke er optimale.

”Det kunne jo være en jeg kendte, som havde kørt spirituskørsel og blev afhørt af politiet, men man behøver ikke at tale så højt, at alle kan høre det. Desuden vedkommer det hverken mig eller de andre patienter og pårørende, hvad vi hver især fejler,” siger Lene Kousgaard.

Ubeskriveligt ydmygende

Sygeplejerske Kirsten Månsson, der arbejder som klinisk ansvarlig sygeplejerske i en akut børnemodtagelse, fulgte i foråret 2012 med sin mor til akutmodtagelsen på Hillerød Hospital.  

 ”Jeg er oprindelig uddannet på Hillerød Sygehus tilbage fra 1983, og sygehuset står for mig som noget ganske særligt. Stedet, hvor vi tog hånd om patientens totale situation,” fortæller Kirsten Månsson. Men det var ikke sådan, hun oplevede gensynet den forårsdag i 2012.

”Her blev min mor, som havde akutte voldsomme rygsmerter, lagt i en seng på gangen for at blive triageret. Midt i virvaret kom en tidligere kollega fra min tid på Hillerød, som nu var patient. Hun var voldsomt præget af svær terminal sygdom, og jeg var bare så glad for, at hun og hendes mand ikke kunne genkende mig. Efter vi havde ventet små to timer, blev min mor overført til et stort rum, hvor der var plads til fem patienter langs hver side med en harmonikaskillevæg imellem. For hver ende kunne der lægges yderligere to patienter, dvs. syv patienter langs hver side. Min mor, som fik en yderplads, havde kun skillevæg til den ene side, altså til patienten ved siden af, ellers var der frit udsyn til en travl akutgang. Patienten ved siden af fik optaget journal. Min mor havde taget høreapparatet ud, men jeg hørte og forstod alt, hvad der foregik. Lidt senere ankom min alvorligt syge tidligere kollega og fik plads midt i det hele til skue for os alle. Det var ganske enkelt ubeskrivelig ydmygende. Jeg var lige hjemkommet efter fem ugers ophold på hospital i Sydetiopien og var bare så rystet over at se, hvordan vi behandler patienter på de nye store akutmodtagelser i Danmark,” fortæller Kirsten Månsson.