Mettes stemme er blevet hørlig

 ​”Mette, jeg vil vide, hvad der er sket med dig i dit liv?”

Spørgsmålet fra en socialpædagog sætter noget i gang indeni Mette Askov, som på det tidspunkt bor på det psykiatriske bosted, Ørbæklund i Brande.

”Foredragsvirksomheden griber stadig om sig. Jeg elsker at holde oplæg. Du lærer noget nyt om dig selv hver gang, du kan give noget videre til andre,” siger Mette Askov, som har været medicinfri i et år. Lige bortset fra pillerne mod den epilepsi, hun blev diagnosticeret med i år. Foto: Søren Holm
 

Hun begynder for første gang i sit liv at mærke efter, hvem hun selv er, og hvordan hun har det. Hun er på det tidspunkt kraftigt medicineret, stærkt overvægtig, inaktiv og vant til at leve med diagnosen: paranoid skizofreni.

Vi befinder os i 2008. Et årstal, der bliver et vendepunkt i Mette Askovs liv, og et årstal, vi vender tilbage til.
Mette Askov, 45 år, er uddannet sygeplejerske. Hun er uddannet fra Aarhus Sygeplejeskole i 1996.

I dag – november 2014 – er hun parat til at rykke teltpælene op og flytte fra Jylland til København med flere jobtilbud på hånden.
Hun vil gerne arbejde som sygeplejerske igen – efter en pause fra arbejdsmarkedet på godt 15 år og efter lige så mange år som psykiatrisk patient.

Hun har sagt farvel til angstdæmpende og antipsykotisk medicin i kilovis, til elektrochok på elektrochok og ikke mindst til tilværelsen som kronisk sindslidende. Hun har samtidig sagt farvel til 42 kg.

”Jeg var en zombie på 100 kg. Medicinen havde berøvet mig al energi og ethvert initiativ. Jeg overlevede bare.”
I dag ved Mette Askov, at hendes sygdomshistorie starter helt tilbage i barndommen. En barndom, som ellers tegnede lyserødt.
Hendes familie var på overfladen helt almindelig. Far, mor, Mette og den fem år yngre lillesøster. Begge piger kom til verden som ønskebørn.

Men barndommen overskyggedes af moderens nyresygdom. Moderen røg ind og ud af hospitalet, og faderen koncentrerede sig alene om sin hustru og hendes sygdom. Så snart han havde fået fri fra sit job, fodrede han pigerne hurtigt af og tog op på sygehuset for at være nær sin hustru.

Hjemme i familiens villa fik den otteårige Mette et alt for stort ansvar for sin lillesøster og for familiens trivsel generelt. Hun lærte aldrig at lytte til sine egne behov.

”Alt drejer sig om min mor. Hun har førsteprioritet i familien, og det er hende, vi alle sammen skal tage hensyn til. Hvis vi f.eks. er kede af det, siger hun altid: ”Hold nu op. I kan godt se, at jeg har det meget værre end jer!””
 

Stemmerne styrer

Stemmerne har været en trofast følgesvend i Mette Askovs liv, siden hun var otte år.

”Min mor var indlagt, og jeg havde lige puttet min lillesøster, som savnede sin mor. Jeg kunne ikke trøste hende, og det gjorde mig utroligt ked af det. Pludselig hører jeg en klar kvindestemme, som begynder at trøste mig. Stemmen fortæller mig, at jeg gør, hvad jeg kan.”

”Hvad der er sket, kan du ikke ændre. Men i stedet for at se på symptomerne og behandle dem, skal man se på, hvad der ligger bagved,” siger sygeplejerske Mette Askov.

Hurtigt får kvindestemmen følgeskab af to mandestemmer. Stemmerne er hele tiden i baggrunden.
”Stemmerne støtter og opmuntrer mig. De er alt det, mine forældre ikke kan være.”

Lille Mette er bange for, at stemmerne skal blive taget fra hende, og fortæller derfor ikke nogen om sine stemmer.

Op gennem teenageårene og gymnasiet lever hun udadtil som sine jævnaldrende. Stemmerne er der, når hun har brug for dem. Men pludselig ændrer de karakter. De begynder at skælde ud, de kritiserer og nedgør hende.

Hun forsøger at holde stemmerne i skak og ryger store mængder hash gennem hele 3.g. Hun har også mange skiftende kærester. Går fra den ene til den anden. Dropper fyrene, så snart de kommer for tæt på.

Studentereksamen kommer alligevel i hus, og efter forskellige småjobs starter hun på sygeplejeskolen i Aarhus i 1991. Hun har et års orlov undervejs og bliver færdig i 1996.

Under et praktikophold på en psykiatrisk afdeling går det op for hende, at hun ligner patienterne. Hun har det ligesom dem.

”Jeg er selv lidt skør, og det skræmmer mig.”

Tilbage på skolen bliver hun så dårlig, at hun bliver indlagt på psykiatrisk afdeling i en måned med diagnosen depression. Hun er 24 år gammel og bliver for første gang i sit liv sat i behandling med antidepressiv medicin.

Som nyuddannet får Mette Askov job på en lukket ungdomspsykiatrisk afdeling. Hun har elsket det psykiatriske speciale siden sin praktiktid. Hun er fascineret af de specielle relationer mellem personale og patienter, som hun oplever på afdelingen. Specialet rummer store udfordringer og også en snert af vanvid, der tiltaler hende. Der er en særlig humor i psykiatrien, som man ikke finder andre steder i sundhedsvæsnet. Patienterne er ikke så hæmmede af samfundets regler og normer.

Hun skifter til et job på en psykiatrisk skadestue. En periode, hun betegner som den bedste i sit liv. Men efter et års tid bliver stemmerne mere og mere invaliderende. Til sidst kan hun ikke skjule dem overfor sine kolleger.

”Du sidder nogle gange og svarer nogen, som vi andre ikke kan se,” lyder beskeden fra en læge og to sygeplejerskekolleger, da de møder op hjemme hos hende på en fridag. Hun får valget mellem at blive indlagt frivilligt eller med tvang. Hun vælger at blive indlagt på Silkeborg Sygehus, hvor de ikke kender hende.

Indlæggelsen bliver starten på en lang rejse ind i psykiatriens land. Med sig i bagagen har hun fået diagnosen: paranoid skizofreni eller skizoaffektiv psykose.

Siden har Mette Askov kun haft kortvarig beskæftigelse som sygeplejerske. I stedet ryger hun i 15 år ind og ud af psykiatriske afdelinger.

”Ved hver indlæggelse tilføjer lægerne nye præparater til min medicinliste eller forhøjer dosis af min gamle medicin. Jeg prøver stort set alt, der er på markedet. Men udover at lægge en dæmper på mine symptomer har det ingen effekt. Jeg er stadig ked af det, og i tilgift bliver jeg træt og ugidelig.”

Hun prøver også elektrochok. 150 i alt. De har heller ikke nogen effekt.

”Jeg er meget autoritetstro og har stor tiltro til, at personalet gør det rigtige. Hvis jeg undervejs i forløbet forsøger at sætte spørgsmålstegn ved omfanget af medicineringen, siger lægerne, at jeg ikke har nogen sygdomserkendelse. Jeg er jo selv sygeplejerske, så jeg må kunne forstå, hvor vigtigt det er, at jeg tager medicinen som foreskrevet. Hvis jeg beder om en ekstra forklaring, afslører jeg indirekte, at jeg ikke kan mit fag. Og det vil jeg ikke risikere. Det rører for meget ved min selvfølelse.”
 

Den store nedtrapning

Mette Askov er i 2007 flyttet ind på det socialpsykiatriske bosted i Brande, Ørbæklund. Livet vender til det gode, da hun i 2008 får en ny kontaktperson, som er socialpædagog.
Socialpædagogen opfordrer Mette Askov til at fortælle om sin barndom, og i de lange samtaler, bliver hun bevidst om, at hun har en tendens til at tilsidesætte sine egne behov.

”Der er lagt låg på mine følelser. Jeg kan ikke græde, fordi jeg ikke ved, hvad det vil sige at være ked af det. Jeg kan ikke mærke mig selv.”
Mette Askovs medicinliste består på det tidspunkt af flere forskellige typer angstdæmpende, antipsykotisk og antidepressiv medicin plus sovepiller.

”Jeg er totalt sederet. Hvis nogen taler til mig, tager det fem minutter, før de får et svar,” husker hun.

”Men medicinen hjælper ikke. Jeg bliver ikke rask af alle de piller og alle de elektrochok. Jeg bliver bare ved med at have det dårligt, uanset hvilken behandling de giver mig.”

Dét, der hjælper hende på vej, er de forskellige strategier, personalet på Ørbæklund benytter sig af.

”F.eks. har jeg en fornemmelse af, at min hjerne er på vej ud af mit hoved. ”Prøv at tage en hat på,” er der én, der siger. Og det hjælper!”

Mette Askov har også haft god gavn af hesteterapi, en metode, hvor man lærer at styre en hest uden brug af magtmidler. Der opstår en særlig dynamik mellem hesten og dens fører, og det er guld for selvværdet.

Personalet på Ørbæklund holder også kurser i håndtering af stemmer. Bostedet har tillige en stemmehørergruppe, som mødes i et fællesrum. Her møder Mette Askov for første gang andre ”stemmehørere” og begynder selv at fortælle om sit lange liv med stemmerne. Hendes psykiater kommer på besøg på bostedet hver tredje måned.

”Pludselig føler jeg, at jeg har tilstrækkeligt med strategier til at tøjle min uro, angst og mine stemmer til, at jeg tør begynde at trappe ned på min medicin. Jeg er langsomt ved at indse, at medicinen ikke hjælper mig. Mit mål er at blive medicinfri.”

Fordi hun selv har arbejdet i psykiatrien som sygeplejerske, ved hun, hvor farligt det kan være at trappe for hurtigt ud af de mange forskellige præparater, hun tager hver dag. For hurtig nedtrapning kan betyde svære abstinenser, der i værste fald kan forstærke de oprindelige symptomer som angst, uro og hallucinationer. Hun risikerer et alvorligt tilbagefald.

Hun begynder derfor en meget langsom nedtrapning, der varer ca. 2½ år. Beslutningen er helt hendes egen. Hun har ikke talt med psykiateren siden 2011.

”Jeg vidste godt, han ikke ville støtte mig i min beslutning om at trappe ud af medicinen.”

Det er også i nedtrapningsperioden, Mette Askov får overskud til at tale med en psykolog om voldtægten, hun var ude for som ganske ung. Det skete i sommerferien mellem 2. og 3.g. Mette Askov var sydpå med en veninde. De to piger gik med to fyre ned på en båd, de fik noget at drikke, og pludselig blev Mette låst inde i en kahyt og voldtaget. Hun fortæller det ikke til nogen, heller ikke til veninden. Det lykkes hende helt at fortrænge overgrebet. Episoden er slettet af erindringen og dukker først op igen, da hun er trappet ud af de beroligende benzodiazepiner og den stærke antipsykotiske medicin.

”En aften jeg lige er gået i seng, fortæller én af stemmerne mig, hvad der skete dengang på båden. Oplevelsen rammer mig som en boomerang. Det føles, som om det er sket lige ugen før. Jeg kan slet ikke rumme tankerne og de ubehagelige følelser og forsøger at tage mit eget liv ved at skære pulsårerne i håndleddene over.”

Hun husker nu, hvordan stemmerne ændrede karakter netop dengang, lige efter voldtægten. I dag hører Mette Askov stadig stemmer indimellem. Men de har mistet deres magt over hende. I dag bruger hun en stor del af sin tid på at rejse rundt og holde foredrag om sin recoveryproces. F.eks. har hun holdt foredrag for psykologistuderende på Odense Universitet og undervist på sommerskole for sygeplejestuderende i Region Hovedstaden.

”Jeg tror ikke på, at man bliver sindslidende eller psykotisk ud af den blå luft. Jeg tror, der er en årsag.

Bare det at jeg fik sat ord på min barndom og en problematisk periode i mit liv, var med til at gøre mig rask. For mig giver det rigtig god mening, at nogle af mine reaktioner stammede fra den periode. Hvad der er sket, kan du ikke ændre. Men i stedet for at se på symptomerne og behandle dem, skal man se på, hvad der ligger bagved. Er der en årsag til, at patienten har det dårligt? Har hun været ude for noget ubehageligt på et tidspunkt i sit liv?

I dag ved jeg, at jeg har lov til at være ked af det og vred over det, der er sket mig.”