Moralske dilemmaer avler skam og stress

Pernille Steen Pedersen holdt for nylig et oplæg om stress i et fyldt lokale i Dansk Sygeplejeråd.

"Jeg har selv lige været i kontakt med sundhedsvæsenet og fik en lang snak med sygeplejersken om netop jeres arbejdsforhold," siger hun til de fremmødte sygeplejersker.

Og Pernille Steen Pedersen ved, hvad hun taler om. I april forsvarede hun sin ph.d.-afhandling, hvor hun bl.a. har interviewet sygeplejersker om stress og sygemeldinger.

Hun har været ansat som erhvervs-ph.d. hos en psykologisk klinik, PPclinic, og tilknyttet Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.

På baggrund af 55 kvalitative interviews af medarbejdere og ledere om, hvad der får stress til at ende i sygemeldinger, har hun skrevet afhandlingen "Udkast til et nyt copingbegreb – en kvalifikation af ledelsesmuligheder for at forebygge sygefravær ved psykiske problemer." Og budskabet er klart:

"Sygeplejersker er særligt presset på deres faglighed, fordi de oftest går ind i faget for at hjælpe andre og gøre en forskel. Når de bliver mødt med forringelser og krav om at løbe hurtigere, bliver konflikten mellem det, de gerne ville, og det, de reelt har mulighed for at yde, ekstra hård.

Sygplejersker kan stå i en situation, hvor de føler, de gør skade på andre mennesker. Og dér er det ikke den enkeltes ansvar at sige nej," siger Pernille Steen Pedersen.

Skam er en overset stressfaktor

Ét af citaterne fra hendes afhandling illustrerer den skamfølelse, der kan opstå, når sygeplejersker klemmes mellem deres ønske om at yde god sygepleje og de forringede arbejdsvilkår, der spænder ben for ønsket:

"Min chef havde sagt mange gange, at jeg skulle geare ned og ikke bruge så lang tid på opgaverne, men jeg kunne bare ikke lade være. Det følte jeg bare ikke, jeg kunne."

En central konklusion i afhandlingen er, at når spændingen mellem de ideelle og de faktiske muligheder bliver for stor, så opstår skam. Skam er en almenmenneskelig følelse, der knytter os til flokken og gør os samvittighedsfulde, pointerer hun, men skam er overset i forhold til stress.

Dér får den os til at føle os forkerte og bange for at blive afsløret i ikke at være gode nok, så vi gemmer os. Og den kan få os til at miste dømmekraften og dømme samvittigheden ude.

"Der opstår et anerkendelsesparadoks. Jo mere vi har brug for anerkendelse og støtte, jo mindre er vi i stand til at tage imod den, og det sætter relationen mellem medarbejder og leder under pres.

Ledere er sjældent rustet til problemet og møder typisk stress med anerkendende ros om, at medarbejderen sagtens kan klare det, hvis hun fokuserer på det positive," siger Pernille Steen Pedersen, der også er meget kritisk overfor professor i psykologi Svend Brinkmanns "stå fast-holdning," hvor man skal undertrykke sine følelser.

"Der er jo ikke en knagerække udenfor døren, som vi hænger vores følelser på, når vi går på arbejde. Målet er tværtimod at kunne være hele mennesker med plads til vores følelser, også de svære," siger hun og mener, at vi skal skelne mellem stress som et personligt vilkår, og sygefravær som et fælles anliggende på arbejdspladsen.

"Lederen skal i perioder med stress agere vikarierende samvittighed, så det netop ikke er den stressramtes ansvar at sige fra, stå fast eller tænke positivt. Det skal være legitimt at udtrykke sine følelser, uden at de skal laves om, og det er faktisk et paradigmeskift," siger Pernille Steen Pedersen.

Neddrosl forventningerne

Ifølge hende må fagforeningerne tage kampen for ordentlige arbejdsvilkår. Mental robusthed er nemlig ikke svaret på stress, understreger hun. Lederen skal væk fra at udlicitere sit lederskab til coaches og sundhedsforsikringer eller agere "semi-terapeut," der skal forebygge stress.

"Det personlige lederskab skal tilbage ved at styrke relationen mellem leder og medarbejder. Lederen forebygger sygefravær ved at forstå stressreaktionerne og gendefinere rammerne for arbejdsindsatsen ved f.eks. at sige, at lige nu er forventningerne kun 80 pct. Der skal jo to til at anerkende."

Pernille Steen Pedersen fandt frem til to grundlæggende stressreaktioner på skam, som hun kalder for hhv. "problemløseren" og "relationsmesteren." Normalt indeholder vi begge reaktioner, men under pres vil den ene ifølge hende overtage.

• Problemløseren har fokus på opgaven og dens kvalitet og er bange for at svigte andre. Hun skammer sig over ikke at løse opgaven godt nok og skammer sig over sig selv og sin manglende formåen.
• Relationsmesteren derimod er bange for at blive svigtet af gruppen og udelukket fra fællesskabet. Hun føler sig uværdig til arbejdsfællesskabet, og er meget opmærksom på signaler fra lederen og de andre kolleger – hvad tænker, gør og siger de? Hun har relationen som omdrejningspunkt for sin skam.

De to "skamprofiler" skal lederen håndtere helt forskelligt. Det håber Pernille Pedersen at få lejlighed til at forske videre i gennem et treårigt projekt med Væksthus for Ledelse i København i samarbejde med HK, FOA, Danske Regioner og andre parter fra arbejdsmarkedet. Her er tanken, at en ny ledelsespraksis, som tager afsæt i ph.d.-afhandlingen, skal udvikles og afprøves i praksis.

Læs også:  "Jeg svigtede de mennesker, jeg havde ansvar for"