Lang vej til job

”Vi skal til højre her!”

Det skal gå stærkt, hvis man vil holde trit med operationssygeplejerske Marie Højsgaard i labyrinten af lange gange på Aarhus Universitetshospital, men farten er helt nødvendig. Store gåafstande og mangel på omklædningsrum i det 250.000 kvadratmeter store nybyggeri i Skejby æder af fritiden, når sygeplejerskerne skal møde ind på job.

”Det tager mig vel i gennemsnit 15 minutter fra jeg forlader bilen, til jeg står på afdelingen, men nogle gange kan det føles som en evighed,” siger Marie Højsgaard, da vi skynder os videre fra kitteldepot til omklædning, hvor sygeplejerskerne med hendes egne ord ofte står som ”sild i en tønde.”

Hun er endda én af de heldige. Afhængigt af, hvilken afdeling man tilhører i det enorme hospitalskompleks, kan det tage op til en halv time for en sygeplejerske at komme på arbejde. I den oprindelige planlægning af byggeriet var der ganske vist indtænkt flere omklædningsrum, men på grund af besparelser blev en del skrottet til fordel for decentrale lagre til supersygehusets sterilcentral.

”15 minutter virker måske ikke af meget, men det løber alligevel op,” siger Marie Højsgaard. ”Jeg synes ikke, det kan passe, at vi skal bruge så meget tid på at komme fra A til B.”

Marie Højsgaard i et af de omklædingsrum som der ifølge mange ansatte er for få af.

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Dyrebar tid

Den længste gåtur, som nogle af sygeplejerskerne må ud på, efter de er kommet ind på hospitalets område, er en rute, som strækker sig fra den yderste parkeringsplads, rundt, op, ned, frem – og tilbage igen – indtil de står omklædte ude på de afdelinger, som er beliggende i den vestlige del af hospitalet.

Dén rute går jeg sammen med FTR Jacob Gøtzsche, imens jeg tager tid og tæller skridt. Undervejs skal vi forbi kitteldepotet, som ligger nede for enden af en lang gang i kælderetagen – sygeplejerskerne skal ikke kun traske hele vejen ned for at hente kitler, de skal også tilbage samme vej for at klæde om og komme på arbejde.

”Selvom man er gode til at hjælpe hinanden og for eksempel tager kitler med til flere kolleger, så koster det alligevel minutter. Det kan godt være, at man har været nødt til at prioritere, men det er ikke rimeligt, at det er sygeplejerskerne, som skal betale for besparelserne med deres fritid,” siger Jacob Gøtzsche.

Efter knap en halv time, 1,7 kilometer og omtrent 2.700 skridt, er vi endelig nået frem til vores destination – godt ømme i benene.

Hospitalsdirektør Poul Blaabjerg oplyser, at parkeringsforholdene bliver bedre, når de sidste p-pladser er blevet etableret.

”Efter de sidste udflytninger er vi i gang med at omfordele omklædningsrummene efter et nærhedsprincip, så ingen skal gå fra den ene ende af hospitalet til den anden,” siger Poul Blaabjerg, men tilføjer:

”Alle vil skulle gå et stykke om morgenen. Det giver ikke mening at spørge, om det er rimeligt; det er et vilkår.”