Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mit job: Kaos både ude og hjemme

Mie Ravnemose Terkelsen er glad for det omskiftelige og uventede. Derfor passer det hende godt både at være sygeplejerske på en akutmodtagelse og udsendt for Læger Uden Grænser.

Sygeplejersken 2023 nr. 10, s. 38-39

Af:

Diana Mammen, Journalist

60805180

Billedtekst: Mie Ravnemose Terkelsen ser det som et skulderklap og en anerkendelse af hendes arbejde som udsendt, at hun den 15. august modtog Florence Nightingale Medaljen

Foto: Nikolai Linares

”Det sagde du også sidste gang” joker mine kolleger på Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital altid med, når jeg er kommet hjem efter en udsendelse.

For til spørgsmålet om jeg skal afsted igen, svarer jeg ofte ”nej”, eller ”nu må vi se”. I foråret kom jeg hjem efter udsendelse nummer syv. Nummer fem med Læger Uden Grænser. Jeg blev netop sygeplejerske, fordi jeg gerne ville ud i verden og både opleve og hjælpe.

Det rigtige arbejde
De sidste syv år har jeg arbejdet som behandlersygeplejerske på Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse. Det er jo i virkeligheden mit rigtige arbejde. Her passer jeg patienter, der kommer ind med ambulancen, og så har jeg også en koordinerende funktion, hvor jeg er den, der har overblikket over, hvad der kommer ind og ud af hospitalet.

Det er både travlt og kaotisk til tider, men det trives jeg rigtig godt i. I min optik er Bispebjerg Københavns fineste hospital. Her møder jeg alle slags mennesker og ser alle aspekter af at være menneske i et skønt virvar.

Men jeg har også set meget elendighed som udsendt, så nogle gange føler jeg en modstridighed på akutmodtagelsen. På den ene side er det vildt frustrerende, at vi – som så mange andre – er påvirket af personalemanglen, så man oplever at se folk, som ikke bliver grebet.

Eksempelvis folk med misbrug eller uden cpr-nummer. På den anden side kan det føles som en bagatel, når man skal hjælpe en, der har fået luseshampoo i øjnene. Så er jeg hjemme, tænker jeg.

Som sygeplejerske skal jeg kunne rumme alle patienter, men det kæmpede jeg lidt med efter hjemkomsten fra mine første udsendelser: Med at hjælpe alle dem, der egentlig ikke fejler noget.

Vil ikke redde verden
På akutmodtagelsen er jeg generalist. Det er en god ting, for når jeg er udsendt for Læger Uden Grænser, så har jeg en god portion viden inden for flere specialer med mig i bagagen. Jeg ved godt, hvordan man er sygeplejerske, så når alt er kaos, kan jeg være i det.

Jeg synes ikke, jeg er skabt af noget særligt, men det kræver noget at være udsendt. Du ser ting, du aldrig kan lukke øjnene for igen.

Bl.a. under min udsendelse i 2018, hvor jeg var seks måneder på Lesbos i Moria-flygtningelejren. En mor til en lille pige, som jeg ordnede et brandsår på, sagde til mig: ”Det er første gang på tre måneder, at nogen taler til mig som et rigtigt menneske.”

Jeg var på Lesbos igen i syv måneder og kom hjem i 2020, lige før hele lejren brændte og efterlod 13.000 mennesker uden et sted at være. Særligt derefter gav det mening for mig at bruge min stemme.

Præmissen som udsendt for Læger Uden Grænser er at bære vidnesbyrd, men her følte jeg virkelig, at jeg havde set og oplevet ting, som gav mig ret og lyst til at tale højt og have en mening. Og hvis jeg bare kan få én person til at være mindre sur, mere taknemmelig eller måske overveje sit politiske kryds, vil det være det hele værd.

Det med at redde verden, når man rejser ud, det tror jeg ikke på. Men at være udsendt og få syn for sagen for noget af den elendighed og til tider uretfærdighed, tusindvis af mennesker lever under, og også at kunne være der for nogen, der virkelig har brug for det, gør, at min tilstedeværelse ude i verden føles betydningsfuld.

Pavestolt efter Pakistan
Udover at have været på Lesbos to gange, så har jeg med Læger Uden Grænser også været seks måneder i Palæstina, fem måneder i Nigeria og i marts i år kom jeg hjem efter tre måneder i Pakistan.

Her var der tale om et akutprojekt pga. voldsomme oversvømmelser, hvor vi tilbød basal sundhed til folk, der var tvunget væk på grund af vandet.

Der viste sig dog hurtigt at være en underernæringskrise, så med mig i spidsen som øverst medicinkoordinerede, omlagde vi projektet. Det var fedt at stå på den administrative side og kæmpe for, at projektet kunne fungere.

Hvor har mit arbejde gjort den største forskel for de lokale? Det har det måske i Pakistan, og derfor har jeg heller aldrig været mere stolt, end da jeg kom hjem derfra.

Kameler kontra kolonihave
Mine udsendelser har givet mig så mange oplevelser. Både horrible og smukke. Essensen af dem alle er, at jeg føler mig ekstremt heldig. Særligt over at få lov til at møde lokalbefolkningen, de virkelige helte, som ikke kommer for at rejse igen som mig, men er der hele tiden, dag efter dag.

Samtidig har de tid og overskud til at give ud af sig selv og deres kultur til mig. Som da jeg i Nigeria susede afsted med afrobeat-musik på fuld smadder ud af bilens højttaler og stoppede for at købe eksotiske frugter og sjove snacks som stegte græshopper, der blev spist siddende på jorden. Eller da jeg kørte rundt i ørkenen i Pakistan med kameler, der væltede forbi.

Selvom jeg elsker at rejse ud i verden som sygeplejerske, så er det, når alt kommer til alt, min sidegeschæft. Mit rigtige liv er herhjemme i min lejlighed og kolonihave, med mine venner og familie og på akutmodtagelsen på Bispebjerg.

Jeg savner at have en plads og ikke kun være ugens gæst. Men jeg skal ikke udelukke, at jeg tager en udsendelse mere. En dag.

Læs artiklen 'International hæder til tre danske sygeplejersker' i dette nummer af Sygeplejersken