Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Modstand mod nedtrapning af antipsykotisk medicin

FORSKEREN FORTÆLLER. Nyt studie sætter spørgsmålstegn ved, hvor reel den fælles beslutningstagen er, når det gælder antipsykotisk medicin til mennesker med skizofreni. Selv om medicinen har kraftige bivirkninger, kan patienter have svært ved at få opbakning til nedtrapning fra sundhedsprofessionelle.

Sygeplejersken 2023 nr. 12, s. 52-53

Af:

Ulla Abildtrup, Journalist

61431060

Mere og mere tyder på ubalance mellem virkning og bivirkninger af antipsykotisk medicin på mennesker med skizofreni. Alligevel er sundhedsprofessionelle tilbageholdende med at henvise patienter til nedtrapning.

Det viser et af de første resultater af det ph.d.-studie, som sygeplejerske og forsker Kickan Roed fra Psykiatrisk Center Glostrup står bag. Og som er blevet til på baggrund af et andet projekt.

”Enhed for Kompliceret Skizofreni i Glostrup har gennemført et projekt med guidet nedtrapning af antipsykotisk medicin for voksne med skizofreni, som viste, at halvdelen af patienterne kunne halvere deres medicinforbrug uden konsekvenser for sygdommen,” siger Kickan Roed.

Resultaterne betød, at indsatsen blev gjort permanent, men enheden oplever modstand blandt sundhedsfaglige, og det er de barrierer mod nedtrapning, som Kickan Roed bl.a. har sat sig for at undersøge med sin ph.d.

Hun har netop afsluttet sit første studie, hvor hun ved hjælp af fokusgrupper studerede holdningerne hos bl.a. læger, sygeplejersker og psykologer. I alt 39 medarbejdere fra hospitals- og socialpsykiatrien deltog, og meningerne delte sig i tre:

”Nogle var imod nedtrapning, fordi de mente, at risikoen for en forværring var for stor. Andre var positive overfor nedtrapning på grund af de mange bivirkninger ved medicinen, men havde alligevel så mange forbehold, at de endte med at blive imod. Den tredje gruppe var tilhængere af guidet nedtrapning og argumenterede med bedre recovery i form af bedre fysisk helbred, sociale relationer og funktionsevne for patienterne,” siger Kickan Roed.

Faggrupperne havde indbyrdes forskellige holdninger. Sygeplejerskerne var ikke nødvendigvis enige med de andre sygeplejersker i fokusgruppen.

Klassisk sygeplejerske-udfordring
Nedtrapning af medicin for mennesker med skizofreni er omdiskuteret, fordi der mangler sikker evidens for konsekvenserne. Nogle studier tyder på bedre funktionsevne, andre peger på, at patienterne får flere tilbagefald.

Kickan Roed peger på, at klinikere først og fremmest ser på risikoen for tilbagefald, hvorimod mennesker med skizofreni ofte lægger større vægt på en forbedret funktionsevne ved nedtrapning.

I fokusgrupperne fandt hun helt overvejende en tilbageholdenhed blandt de sundhedsfaglige medarbejdere.
”Hvis man skal generalisere, kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvor reel den fælles beslutningstagen er, når vi finder denne tilbageholdenhed i at lade mennesker med skizofreni træffe beslutninger om egen medicinsk behandling,” siger Kickan Roed og fortsætter:

”Her støder vi også på en klassisk sygeplejerske-udfordring. Sygeplejersker mener nogle gange, at de kender patienten bedre, end patienten selv gør. Men sygeplejersker har jo et sundhedsfagligt blik, når de indsamler sundhedsdata m.m. Derfor skal vi holde fast i, at kun patienten selv kan tale for patienten. Ellers overskrider vi patientens grænser og begrænser muligheden for at indgå i aktiv fælles beslutningstagning.”

Perspektiver på nedtrapning

Antipsykotisk medicin kan have alvorlige bivirkninger, som kan have indvirkning på, at mennesker med skizofreni lever kortere end baggrundsbefolkningen.

I sin forskning ser sygeplejerske Kickan Roed på guidet nedtrapning fra både klinikeres og patienters perspektiver. I første del af studiet deltog bl.a. sygeplejersker i fokusgruppe-diskussioner.

En grad af paternalisme
Hun mener, at studiet kan give grobund for videre refleksion over anvendelsen af paternalisme i tilgangen til og behandlingen af mennesker med skizofreni og en diskussion af vilkårene for aktiv deltagelse i fælles beslutningstagning.

Paternalisme er i studiet defineret som handlinger, der begrænser patientens frie valg gennem undladelse af at inkludere kendte patientpræferencer i beslutningstagning, manipulation eller tilbageholdelse af information og afspejler en ’vi ved bedre end patienten-holdning’.

”Diskussionerne i fokusgrupperne viste en grad af paternalisme, uanset om de sundhedsfaglige som udgangspunkt var for eller imod guidet nedtrapning eller indtog en lidt mere både-og-position,” fortæller Kickan Roed og uddyber:

”Hvis fælles beslutningstagen skal kunne udfordre den paternalistiske tilgang som den mest dominerende, handler det ikke alene om, at patienten skal være informeret om behandlingen, eller at eksempelvis sygeplejersker skal være patientens talerør. Fælles beslutningstagen kræver, at patienten er aktivt involveret i behandlingsprocessen, og at beslutninger bliver truffet i fællesskab og med hensyntagen til patientens præferencer.”

Mere støtte til yngre
Kickan Roed er i gang med næste studie i sin ph.d.-afhandling, hvor hun følger mennesker med skizofreni før og under guidet nedtrapning.

”Jeg taler med dem om oplevelsen af at have været medicineret med antipsykotisk medicin og baggrunden for ønsket om nedtrapning. Desuden spørger jeg, hvordan de har oplevet inddragelsen i beslutningsprocessen inden nedtrapningen,” fortæller Kickan Roed og fortsætter:

”Ud fra fokusgrupperne ses en tendens til, at de sundhedsfaglige er mere tilbøjelige til at støtte yngre patienter i guidet nedtrapning. Hvorimod der er langt mere tilbageholdenhed i at støtte ældre patienter med mange psykotiske tilfælde.”

Hun mener, der kan være behov for debat om, hvad der er det ønskede resultat af behandlingen.

”De sundhedsprofessionelle vægter naturligt risikoen for tilbagefald højt, men for nogle patienter kan der være andre argumenter, som vejer tungere. Det kan for eksempel være beskyttelse af deres fysiske helbred eller funktionsevne, hvor de hellere oplever lidt flere symptomer på sygdommen ved at være i lidt mindre medicin end at risikere deres øvrige helbred,” siger Kickan Roed.

Læs mere
Læs projektet og dets resultater 

61431058
Kickan Roed
Specialsygeplejerske i psykiatrisk sygepleje og ph.d.-studerende i Center for Anvendt Forskning i Mental Sundhed (CARMEN) på Psykiatrisk Center Glostrup. Offentliggjorde i september sit første studie i ph.d.-afhandlingen om perspektiverne på nedtrapning af antipsykotisk medicin til mennesker med skizofreni hos de ansatte i hospitals- og socialpsykiatrien.