Skiftede sygehus ud med skole

Pernille Værum Petersen har sagt farvel til urimelige arbejdsvilkår i et presset psykiatrisk hospitalssystem. Nu har hun åbnet døren til en ny verden – som underviser på Social- og Sundhedsskolen Syd.

Foto: Michael Drost-Hansen

”Det er helt fantastisk!”

29-årige Pernille Værum Petersen har kun arbejdet som underviser på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa i få uger, men hun er allerede begejstret:

”Lønnen og pensionsindbetalingen er væsentlig højere, og så er tempoet langt mere roligt end på sygehuset,” forklarer hun.

Pernille Værum Petersen blev uddannet i 2017, hvor hun fik job på et voksenpsykiatrisk akutafsnit. Efter et par år gik hun på barsel.

”Da jeg vendte tilbage i 2019, var forholdene betydeligt forværret. Psykiatrien var generelt underfinansieret, og vi var med i et forsøg, der skulle mindske brugen af tvang med bælte og medicin. Jeg begyndte at føle, at min sikkerhed var truet.”

Ansvar for 130 patienter
Pernille Værum Petersens mand og øvrige familie var også bekymrede.

”Mindst én af patienterne vidste, hvor jeg boede, så jeg måtte få hemmelig adresse. Min mand syntes ikke, at det var trygt nok, og ønskede, at jeg kom helt væk fra akutpsykiatrien,” fortæller hun.

Pernille Værum Petersen søgte væk fra akutpsykiatrien og fik i 2022 arbejde på en ældrepsykiatrisk afdeling, hvor hun arbejdede 21 timer i sengeafsnittet og 16 timer i ambulatoriet for demensudredning om ugen.

”I ambulatoriet løb vi ikke rundt som på akutpsykiatrisk, men jeg havde behandleransvaret for 130 patienter, så vi havde stadig vanvittig travlt. Nogle af mine kolleger havde 180 patienter! Vi burde ’kun’ have haft 40-60 hver. Når man er under så massivt pres, kan man ikke yde sit bedste,” siger hun.

Elsker at yde omsorg
Men forventningerne til sygeplejerskerne var skyhøje.

”Vi havde samme opgaver og ansvar som reservelæger. Vi skrev primærjournaler, henvisninger til scanninger m.m., men vi fik ikke ekstra tillæg, selvom vi søgte både lokalt og regionalt. Når pårørende ringede om akutte problemer, måtte vi presse det ind i en fuld kalender uden at få overtidsbetaling. Det var kun muligt at få afspadsering, selvom jeg havde mere brug for pengene,” fortæller hun.

Med tiden led hun desuden i stigende grad under et mentalt pres.

”Jeg er en arbejdshest, men nogle gange følte jeg mig udbrændt, selvom jeg kun er 29 år. Jeg elsker at yde omsorg, men på sygehuset kunne jeg kun slukke ildebrande,” konstaterer Pernille Værum Petersen.

Hun fortæller bl.a. om patienter, der kom alt for sent til demensudredning:

”Der var var tre til fire måneders ventetid på udredning, og vi var endda nogle af dem med kortest ventetid. Vi fik visiteret patienter fra andre dele af landet, som havde ventetider på 7-12 måneder. Jeg forstår de pårørendes frustration, for mange af vores patienter var dødhamrende syge, når de endelig kom til, og da var toget kørt – vi kunne ikke hjælpe dem,” siger hun.

Pernille Værum Petersen var også frustreret over uligheden i sundheden:

”Patienter, som havde mulighed for at få en udredning på privatklinik, var meget bedre stillet. Jeg synes, det er så trist en udvikling.”

Da ledelsen meddelte, at en omstrukturering var på vej, tog Pernille Værum Petersen sin beslutning:

”Jeg frygtede, at jeg blev sendt tilbage på akutafdelingen. Psykiatrien er så underbemandet, og vilkårene er blevet endnu værre, så det ville jeg ikke,” slår hun fast.

God forberedelsestid
En kollega havde undervist på social- og sundhedsuddannelsen og inspirerede Pernille Værum Petersen til at gå den vej.

”Her på skolen har vi god tid til at forberede os til undervisningen, hvilket vi næsten aldrig havde før mødet med patienterne. Desuden har vi flekstid, så jeg kan arbejde hjemme om aftenen, hvis mine børn f.eks. skal til læge en dag.”

Og så er der lønnen:

”Jeg synes, det er vigtigt at få højere løn. Det gør bare arbejdsdagen lidt sjovere,” siger Pernille Værum Petersen, der stadig har kontakt til kollegerne på sygehuset.

”Tidligere var vi 10 sygeplejersker i ambulatoriet og knoklede under fuldstændig urimelige vilkår. Nu er der syv tilbage om samme opgave,” siger Pernille Værum Petersen, der ikke kan se sig selv vende tilbage til det offentlige sygehusvæsen.

”Der mangler sygeplejersker overalt, hvilket betyder, at social- og sundhedsassistenterne får flere opgaver. Selv om assistenterne kan en masse, kan de ikke det samme som sygeplejersker og har brug for at blive opkvalificeret. Det bliver min opgave som underviser, og derfor synes jeg stadig, at jeg forfølger min drøm om at hjælpe andre. Jeg er bare sygeplejerske på en anden måde end før."