Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Jeg er blevet et koldt menneske under denne krig"

Ukraine. Det gør ondt at se sine landsmænd blive revet i stykker af fragmenter, fortæller sygeplejersken Natalia. Hun arbejder ved fronten i Østukraine, hvor hendes ansvar langt overstiger det, som var hendes opgaver i det civile liv på et hospital.

Sygeplejersken 2023 nr. 13, s. 54-55

Af:

Stefan Weichert, Journalist

61812911

Foto:

Stefan Weichert

55-årige Natalia har altid været en leder. Når hun føler, at tårerne presser sig på, så minder hun sig selv om, at hun skal være et forbillede for de andre. Det hjælper hende med at presse følelserne i baggrunden og fokusere på opgaven foran hende.

Artilleri-ilden mellem de ukrainske og russiske soldater kan høres i baggrunden ikke langt fra en gruppe sygeplejerskers skjul i en skov i Østukraine. Det er som en konstant brummen. Nedslagene er flere kilometer væk, men det handler om altid at være klar, forklarer 55-årige Natalia, der viser Sygeplejersken indenfor i et skur, skjult under trækronerne.

Det er hendes hjem i de næste dage. Malingen skaller af væggene, og der er koldt. Natalia peger på en klapseng med en sovepose. Det er hendes. Hun har et par dages pause, før hun igen skal tilbage til et felthospital ved fronten og lappe sårede soldater sammen.

“Det er hårdt at være her. Det tærer på os alle sammen, men jeg er her for at hjælpe. Jeg er her for at beskytte mit land, og det er jeg klar til at sætte livet på spil for,” siger Natalia, der har kaldenavnet “Frau”, men ikke må opgive sit efternavn grundet militærets regler.

Natalia er uddannet sygeplejerske i 1986, da Ukraine hørte under Sovjetunionen. Da krigen begyndte sidste år, arbejdede hun som operationssygeplejerske på et privathospital i nærheden af den ukrainske hovedstad, Kyiv, med ansvar for de andre sygeplejersker.

”Forfærdelig at se på”
Privathospitalet er i et område, hvor russerne hurtigt kom væltende den 24. februar sidste år. Natalia, der ikke i sin vildeste fantasi havde troet på, at russerne ville invadere, fik hurtigt travlt, da de sårede soldater væltede ind på hospitalets gange. Siden har hun ikke set sig tilbage. Hun meldte sig til hæren for at gøre det, som hun kalder sin pligt.

Hendes søn, der er læge, meldte sig også sammen med hustruen, der er sygeplejerske.

Natalia har været tæt på at miste livet flere gange. Rusland rammer ofte efter felthospitaler og lægepersonale, der spiller en vital rolle i at holde soldaterne i live, forklarer hun.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har registreret mere end 1.100 russiske angreb på det ukrainske sundhedsvæsen siden invasionens begyndelse.

“Jeg har set forfærdelige ting. Det er på en måde anderledes, når det er soldater, fordi de er blevet såret på en helt anden måde af fragmenter. De har ofte også så mange skader, og de er så unge. Det er forfærdeligt at se på,” siger Natalia, der dog vil fortsætte med at hjælpe.

61812924

Sygeplejersken Natalia bærer altid våben. Hun har dog endnu aldrig brugt det.

Foto:

Stefan Weichert

”Forfærdelig at se på”
Privathospitalet er i et område, hvor russerne hurtigt kom væltende den 24. februar sidste år. Natalia, der ikke i sin vildeste fantasi havde troet på, at russerne ville invadere, fik hurtigt travlt, da de sårede soldater væltede ind på hospitalets gange. Siden har hun ikke set sig tilbage. Hun meldte sig til hæren for at gøre det, som hun kalder sin pligt.

Hendes søn, der er læge, meldte sig også sammen med hustruen, der er sygeplejerske.

Natalia har været tæt på at miste livet flere gange. Rusland rammer ofte efter felthospitaler og lægepersonale, der spiller en vital rolle i at holde soldaterne i live, forklarer hun.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har registreret mere end 1.100 russiske angreb på det ukrainske sundhedsvæsen siden invasionens begyndelse.

“Jeg har set forfærdelige ting. Det er på en måde anderledes, når det er soldater, fordi de er blevet såret på en helt anden måde af fragmenter. De har ofte også så mange skader, og de er så unge. Det er forfærdeligt at se på,” siger Natalia, der dog vil fortsætte med at hjælpe

61812923

En tegning hænger på væggen i skuret. Lavet af børn til soldaterne.

Foto:

Stefan Weichert

Følelser forsvinder
På væggen i skuret hænger en tegning fra nogle børn i lokalområdet. Et rødt hjerte ved siden af to håndaftryk. Et blåt og et gult. Samme farver som det ukrainske flag. Natalia siger, at det er for landets og de ukrainske børns fremtid, at hun har meldt sig til hæren.

Det kræver en speciel psyke at holde til de daglige trusler fra russiske artillerigranater, den megen død og det minimalistiske liv ved fronten, forklarer hun. Hun ser sig selv som en leder, og det gør det lettere at håndtere usikkerheden. Natalia vil vise de andre styrke.

“Jeg er blevet et koldt menneske under denne krig. Jeg har ikke så mange følelser mere. Jeg tager ikke længere så meget vare på mig selv, og jeg er også blevet mere striks,” siger hun og tilføjer, at der ingen tvivl er om, at man bliver skør af konstant at leve ved fronten.

To typer personer efter krigen
Efter krigen har Natalia planer om at vende tilbage til jobbet på hospitalet ved Kyiv. Hun er dog usikker på, hvem hun vil være som menneske, når hun kommer tilbage.

“Der vil være to typer af personer i Ukraine efter denne krig. Dem, der har set ødelæggelserne, og dem, der ikke har. Jeg er en af dem, der har set de forfærdelige skader, døde mennesker, og det vil altid være hos mig,” siger Natalia, der viser Sygeplejersken voldsomme billeder af sårede ukrainske soldater og døde russiske soldater på sin mobil.

“Det kan godt være, at jeg er sygeplejerske og har set meget før, men det er meget voldsomt, hvad der foregår her,” tilføjer hun.

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken:

"Døden er blevet lidt for normal"