Sygeplejerskerne omtaler patienten med “hun”. Hvad gør jeg?

En af hospitalets sygeplejestuderende henvender sig en dag til Hanne. Hanne er vant til at forholde sig til de studerendes etiske udfordringer. Hun har været uddannelseskoordinator på hospitalets psykiatriske afdeling i seks år. Forinden har hun arbejdet som sygeplejerske i psykiatrien, har en kandidatgrad og har også undervisningserfaring. Men hun bliver pludselig i tvivl om, hvad hun skal råde den studerende til. Hun fortæller Hanne, at en af patienterne, der er langtidsindlagt med en voldsom psykose, gerne vil omtales som en mand, selvom vedkommende er født med et kvindeligt køn. Problemet er, at personalet konsekvent ignorerer ønsket og fortsætter med at sige “hun” og “hende”.

“Jeg bliver meget overrasket over, at det fylder så meget for den studerende,” fortæller Hanne og tilføjer:
“Men det går hende meget på. Hun mener, at det nærmer sig en form for diskrimination.”
Hun fortæller Hanne, at patienten er meget ked af situationen. Det frustrerer den studerende, som ved, at patienten mest af alt har brug for ro og støtte.

“Det fylder meget i de snakke, hun har med patienten.”

Hun spørger derfor Hanne, om hun bare skal lade det ligge og være loyal over for personalet, eller om hun skal gå videre med det og tage det op i personalegruppen.

Hanne er i tvivl om, hvad hun skal råde hende til. På den ene side, kan den ændrede kønsidentitet i princippet være en del af psykosen, ligesom nogen vil kaldes for “Gud” eller “statsminister,” og i så fald er Hanne klar over, at det kan forværre tilstanden, hvis personalet spiller med på patientens forandrede virkelighedsopfattelse.

Hanne kan dog høre på hende, at det med kønsidentiteten ikke er en del af psykosen - patienten har længe identificeret sig med det modsatte køn. Men alligevel - hun har ikke selv mødt patienten, og hvad nu hvis det er en del af psykosen?

Samtidig synes Hanne også selv, at det ind imellem kan være svært at finde hoved og hale i de her nye kønsidentiteter, som hun og personalet ser flere af, og hun kan godt forstå, hvorfor det korrekte pronomen kan smutte for personalet midt i travlheden.

Men på den anden side synes Hanne ikke, det er i orden, at personalet fastholder nogle utidssvarende normer og vaner. Det må være belastende for patienten også at kæmpe for sin identitet - oven i kampen mod psykosen. Måske kan det endda forværre sygdomsbilledet, hvis der opstår mistillid til personalet, fordi patienten også skal kæmpe med ikke at blive respekteret og forstået?

Hvad skal Hanne råde den studerende til at gøre?

Patienten skal føle sig respekteret

“Der er sket meget i debatten om kønsidentitet, siden Hanne oplevede de beskrevne udfordringer. Den offentlige debat om emnet har betydet, at vi i vores hverdag har fået en helt anden opmærksomhed omkring menneskers oplevelser af, hvilket køn de tilhører. Det kan betyde, at udfordringerne med, hvordan en patient ønsker at blive tiltalt, er anderledes i dag.

I forhold til de Sygeplejeetiske Retningslinjer handler mødet med patienten om, at sygeplejersken tager ansvar for at være med til at sikre, at patientens værdighed opretholdes sådan, at patienten oplever at blive respekteret.

I dag er der forsat mange patienter, der er tilknyttet psykiatrien, som kan være i tvivl om deres kønsidentitet – som en del af deres psykiske lidelse. Derfor er sygeplejerskens vigtigste opgave her at få forståelse for, hvorfor patienten ønsker at blive omtalt som han og ikke som hun, som det biologiske køn indikerer. Det handler om at indgå i en respektfuld relation med patienten og samtidig om, at personalet interesserer sig for, hvordan den psykotiske patient oplever verden lige nu. I den proces bør personalet være opmærksom på patientens præferencer og med deres professionelle tilgang tiltale patienten som han, når det er ønsket.”

Sygeplejeetisk Råd

Det gjorde Hanne

Hanne råder hende til at tale med personalet. Men de synes, det er svært at huske og ændrer ikke sprogbrug. Derfor tager Hanne fat på den studerendes vejleder, så hun ved, at det fylder for den studerende.

Dilemmaet fandt sted for mere end to år siden:

“Dengang var jeg – og sikkert også personalet – først på vej til at forstå, at det med køn ikke er så enkelt. Vi er nu mere opmærksomme på patienter med en anden forståelse af eget køn end det biologiske køn. Her er det vigtigt, at vi forholder os til en ny virkelighed – og selvfølgelig ser det hele menneske,” siger Hanne i dag.

Sygeplejersken er anonym i artiklen. Redaktionen kender hendes rigtige navn og identitet.