På ambulancetog i Ukraine – skal pigen flyttes til intensivvognen?

Det er tidlig morgen. Ambulancerne står klar på perronen, og her tager Maria Strange imod en seksårig pige og hendes familie. På et splitsekund ændrede pigens verden sig, efter et missil slog ned, en dag hun legede i haven. Hun har fået amputeret begge underben lige under knæet og skal nu med Læger Uden Grænsers tog. Det evakuerer sårede patienter fra hospitaler i det østlige Ukraine og kører mod et sikrere Ukraine i vest. Her skal pigen i specialiseret behandling, så hun kan få benproteser. Hendes mor er også såret, men faren og lillebroren har ingen fysiske skader.

Toget sætter i gang og starter den 24 timer lange tur gennem det store land.

“Det går relativt fint til at starte med. Hospitalet har anlagt en smertepumpe, som bedøver hende lokalt, og hun har minivac, der sikrer god sårheling,” fortæller Maria Strange.

I de fem togvogne er der to læger, der tager sig af patienter med voldsomme traumer, og otte lokale sygeplejersker. Det er Maria Stranges opgave at sikre kvaliteten af sygeplejen. De ukrainske sygeplejersker er nemlig ikke alle vant til at tage sig af i.v.-medicin til børn og har ikke nødvendigvis viden om intensiv overvågning af respiratorpatienter.

“Hen mod natten kan vi se, at pigen begynder at ømme sig mere. Medicinen i smertepumpen er ved at løbe tør, og hospitalet har ikke givet os medicin med til den.”

Pigen og familien er i en af togets sengepladsvogne. Moren er selv sengeliggende, og begge forældre er i dyb krise. Toget ankommer først til destinationen næste morgen, og Maria Strange og personalet diskuterer, hvordan de skal smertedække hende. Hun får allerede paracetamol, ibumetin og p.n.-morfin, som kan øges i hyppighed. Men skal de fortsætte den behandling? Eller flytte hende til intensivvognen?

I intensivvognen er der respirator, og de vil kunne smertedække med mere potent medicin, så hun ikke mærker smerterne i lige så høj grad.

“Men det gør man ikke bare med en seksårig. Man kan risikere respirationsstop, og worst case er, at hun skal i respirator. Der er også risiko for at få maveindhold i luftvejene. Så det er vigtigt, at vejrtrækning understøttes, og man sørger for frie luftveje. Men jeg er usikker på, om vi har kompetencerne ombord til det.”

Hun synes også, det er voldsomt at rykke pigen ned i intensivvognen.

“Vi er i et bumlende tog i ingenmandsland – midt om natten. Vi kan ikke stoppe undervejs.”

Men hun kan høre, at smerterne tager til, og snart vil smertepumpen være løbet helt tør.

“Vi kan tage toppen af smerterne, men hun er ikke smertefri. Vi vil gerne have, at hun skal sove, men hun har for mange smerter, og hun er bange.“

De andre patienter i togvognen er tydeligt påvirkede. Det er stressende, og Maria Strange er også berørt af situationen:

“Jeg synes jo ikke, at den lille pige skal opleve mere smerte, end hun i forvejen har været udsat for. Også derfor overvejer vi at rykke hende.”

Det er anæstesilægens ansvar, men det lille hold vender beslutningerne sammen. Skal de fortsætte med kun at give små, men hyppigere doser morfin, eller skal de lægge hende til at sove i en medicinrus?

Det gjorde Maria Strange og personalet

De rykker ikke pigen, men fortsætter med at give smertestillende i.v.-morfin. Samtidig afleder de pigens opmærksomhed fra smerterne:

“Ressourcerne i Ukraine er knappe, og vi har bare det, vi nu har. Det handler om at komme frem hurtigst muligt. Det er otte timer, hvor det er hårdt for alle.”