Botox-behandling skal give flere kram

“Hej Christa, så er det blevet tid til din behandling igen,” siger sygeplejerske Louise Munk Ottosen og tager imod Christa Madsen på 68 år, idet kørestolen triller ind i behandlingsrummet.

Christa Madsen er uddannet korrespondent i tysk og fransk, fik konstateret parkinson i 2017 og har siden 2020 været diagnosticeret med atypisk parkinson. Hun har ikke meget bevægelighed tilbage i kroppen.

Sygdommen, der langsomt æder sig ind på hjernen, ødelægger også ens synkemekanisme, og hun kan kun lige fremstamme et svagt “ja” og “nej.” Derfor er det rart for hende, at hendes mand Sten Eske Christensen kan hjælpe med at føre ordet, når hun hver tredje måned er til behandling for hypersalivation - for meget spyt - på Behandlingsafsnit for Bevægeforstyrrelser. Her har sygeplejerskerne overtaget flere af behandlingerne med botulinumtoksin, efter at lægerne behandler flere komplekse patienter.

“Jeg kan se, at du har dit lommetørklæde klar i hænderne. Har du brugt det mindre?” spørger Louise Munk Ottosen, der også sikrer sig, at hun ikke er blevet for tør i munden:

“Det kan være ubehageligt, og så kan vi reducere til kun at behandle i to spytkirtler.”

Andre tror, at patienten sover

Imens de gør status, trækker hendes kollega sygeplejerske Anne Lise Villadsen medicinen op i fire sprøjter og spritter huden af. Ved siden af stålbordet med kanyler og medicin står en autoklave. Nervegiften, som de behandler med, er nemlig så giftig, at sygeplejerskerne sender alle instrumenter en tur igennem den, inden de kasseres.

“Jeg starter lige med at scanne på denne side,” siger Louise Munk Ottosen, mens den grå ultralydsscanner bevæger sig rundt på Christa Madsens højre kind.

Sygeplejersken følger med på skærmen for at se, hvor spytkirtlen er, og fra hvilken vinkel det er bedst at stikke. Anne Lise Villadsen rækker hende den første sprøjte.

“Så kommer der et prik,” siger Louise Munk Ottosen, og i det samme kan man på skærmen se nålen sprøjte væske ind i den store spytkirtel foran højre øre.

Det giver et gib i Christa Madsen, og en svag gråd breder sig i rummet.

“Du klarer det så flot. Skal jeg holde dig lidt i hånden?” spørger Anne Lise Villadsen og forklarer, at sygdommen også påvirker ens evne til at hæmme grådrefleksen.

Christa Madsen har da også svært ved at stoppe med at græde. Det er tydeligt, at sygdommen har sit tag i hende. Der er ingen livsforlængende behandling, og den behandling, som man bruger ved Parkinsons sygdom, har begrænset effekt. Men selvom patienterne er meget syge, giver det mening at behandle følger som hypersalivation, forklarer Louise Munk Ottosen. Hun er ansat 32 timer til kun at behandle med botulinumtoksin:

“De bliver til sidst så frontalpræget, at de ikke altid selv ved, at der ligger en sø om dem. Det løber bare ud. Her betyder behandlingen meget for pårørende og plejepersonale. Og den betyder noget for deres egen værdighed. Også for dem, som mister mekanismen til at holde øjnene åbne. Det er ikke rart, at folk tror, at man bare sidder og sover, når nogen taler til én.”

Rart at være to sygeplejersker

Christa Madsen kan godt holde sine øjne åbne, så hun skal kun stikkes i spytkirtlerne. Der går ikke lang tid, før det næste stik under kæben også er overstået, og så er det Anne Lise Villadsen, der fører scanneren og injicerer væsken i de sidste to spytkirtler på venstre side.

“Når vi stikker i spytkirtlerne, er vi nødt til at være to for at være enige om, at vi stikker det rigtige sted,” siger hun.

Hver fredag har hun det seneste år assisteret her i behandlingsrummet. De andre dage er hun i afdelingens daghospital:

“Jeg kan godt lide at veksle mellem de komplekse konsultationer og behandlingen her. Det giver mig en fornemmelse for, hvem der kan få god effekt af behandlingen.”

De to sygeplejersker kigger på de flimrende grå billeder på skærmen og peger endnu en spytkirtel ud.
“Den er der,” siger Anne Lise Villadsen, får det bekræftet af sin kollega, hvorefter hun sprøjter væsken ind foran venstre øre.

Der går ca. syv dage, før effekten kommer, og den aftager igen efter tre måneder.

Håber behandlingen breder sig

Louise Munk Ottosen er for nylig gået i gang med at opgøre behandlingens effekt. Meget tyder på, at patienterne har gavn af behandlingen. På en skala fra 0 til 10, hvor 10 er der, hvor man er mest generet af mundvand, ligger 13 ud af 16 patienter mellem 0 og 3 efter behandlingen, mens de alle før lå på en score 9 eller 10.

“Jeg har et ønske om, at flere neurologiske patienter kan få gavn af behandlingen,” siger Louise Munk Ottosen.

Hun har været i afsnittet siden 2017.

“I starten assisterede jeg, men så overtog jeg flere behandlinger – under lægens ansvar. Det er rart med en tro på, at vi sygeplejersker kan behandle lige så godt som lægerne.”

Hver mandag og tirsdag kommer en tredje sygeplejerske og assisterer hende ved ultralydsbehandlingerne. Onsdag og torsdag står hun selv for behandlinger, som ikke kræver ultralyd, f.eks. af patienter, der har svært ved at holde øjnene åbne. Og så har hun overtaget behandlingen til unge mennesker med cerebral parese eller anden psykomotorisk sygdom, som betyder, at de er nødt til at blive behandlet i fuld narkose på operationsgangen.

For nylig har hun været med til at undervise sygeplejersker fra Glostrup, Aalborg og Aarhus, men kun ift. de sygdomme, der rammer øjnene. Hun kender ikke til sygeplejersker på andre hospitaler, der injicerer i spytkirtlerne.

“Sidste år kom en patient hele vejen fra Ringkøbing og kørte lige forbi fem hospitaler på vej hertil. Det er skørt. Så jeg håber, at flere får øjnene op for, at sygeplejersker sagtens kan behandle.”

Krammebehandling er et hit

De to sygeplejersker er ved at være færdige med det fjerde og sidste stik.

“Nu er det overstået,” siger Louise Munk Ottosen, mens hendes kollega forsigtigt trækker nålen ud af spytkirtlen under kæben i venstre side.

Hun er glad for, at hun kan hjælpe patienterne til at få en bedre livskvalitet. De smertefulde stik kan for nogen føre til mere omsorg og flere kram. Behandlingen har da også fået sit helt eget navn her på afsnittet.

“For nylig fortalte en pårørende, at hun ønskede, at hendes søn fik mere omsorg på sit bosted. Personalet distancerede sig til ham, fordi han tit var smurt ind i savl og madrester. Andre pårørende har fortalt mig, at børnebørnene ikke har lyst til at kravle op til farfar eller mormor. De synes, det ser ulækkert ud med alt det savl. Men når vi reducerer spytmængden, har man måske mere lyst til at give dét kram,” siger Louise Munk Ottosen og tilføjer:

“Derfor kalder vi det for krammebehandling.”

Det med mundvand på tøjet kan Sten Eske Christensen godt genkende. De har ingen børn eller børnebørn, men Christa Madsen får tit besøg på plejehjemmet af veninderne.

“De fortæller om minder fra gamle dage. Der betyder det meget for Christa, at mundvandet ikke bare løber derudaf. Det handler om værdighed,” siger han og ruller hjemad med hende i kørestolen.
Lommetørklædet ligger klar i skødet.

“Vi ses om tre måneder,” siger Louise Munk Ottosen og tilføjer:

“Så håber jeg ikke, du får behov for at bruge lommetørklædet så meget.”