Måling af vitalværdier optimerer patientforløbet

Observation af vitalværdier er ikke noget nyt i sygeplejen. Alligevel har det vist sig, at sundhedsprofessionelles rutiner relateret til observation af patienter ikke altid har været tilstrækkelige til at opspore akut kritisk sygdom i tide.

Derfor skal observationer af bl.a. respiration og bevidsthedsniveau sættes i system, og det skal være tydeligt, hvordan der skal handles på observationerne, forklarer Bodil Sestoft, klinisk sygeplejespecialist på Aarhus Universitetshospital (AUH).

"Der skal være et standardiseret observationssystem og en standardiseret beslutningsstøtte. Den mest syge patient skal tilses af den mest kompetente læge. Det handler om at optimere patienternes forløb, altså om at opdage og behandle sygdommen, inden den er så kritisk, at patienten f.eks. skal overflyttes til et intensivt afsnit."

Bodil Sestoft, som er en af forfatterne til retningslinjen, angiver dette som argumentet for, at sundhedsprofessionelle bør følge anbefalingerne i den kliniske retningslinje "Tidlig opsporing af akut opstået kritisk sygdom hos indlagte patienter over 16 år."

Retningslinje sideløbende med implementering

Læge Lone Fuhrmann m.fl. viste i et observationsstudie foretaget på Herlev Hospital i 2006, at der var flere tilfælde, hvor abnorme vitale parametre ikke var erkendt af plejepersonalet.

"Den daværende hospitalsledelse på AUH skønnede, at hvis dette forekom på Herlev Hospital, ville det formentlig også forekomme her og på andre hospitaler. En gennemgang af utilsigtede hændelser i 2007-2008 her på hospitalet viste, at hvis vi havde målt vitalværdier, kunne vi formentlig have reageret tidligere i processen," fortæller Bodil Sestoft.

Som anæstesisygeplejerske og klinisk sygeplejespecialist har hun beskæftiget sig med og haft interesse for vitalværdier og dokumentation i mange år.

Derfor sad hun med i arbejdsgruppen, der stod for projektet, og gennemgik litteratur til den kliniske retningslinje samtidig med, at hun var med til at udvikle undervisningsmateriale til både hospitalspersonale og studerende på byens sundhedsuddannelser.

Retningslinjen var således et af resultaterne af et omfattende projekt på AUH i 2009, hvor observationssystemet blev implementeret sideløbende med, at retningslinjen blev udarbejdet.

At måle vitalværdier er ikke et tilvalg

Når en patient indlægges, får vedkommende målt vitalværdier. Afhængigt af, om disse er normale eller afvigende, sikrer anvendelse af det standardiserede beslutningsstøttesystem, at der tages stilling til, hvor ofte patienten skal observeres, og hvordan der skal handles ved afvigende parametre.

Det er vigtigt for patientens sikkerhed, at det er et aktivt fravalg at undlade måling af en patients vitalværdier, forklarer Bodil Sestoft.

"Hele pointen ved systemerne er, at måling af vitalværdier ikke er noget, der skal vælges til.

Der skal aktivt tages stilling til hver enkelt patient," forklarer Bodil Sestoft, men "observationssystemerne kan selvfølgelig ikke stå alene, de er et supplement til det kliniske skøn," understreger hun.

Hvis værdier er afvigende, skal det føre til handling, og derfor er det vigtigt, at den sundhedsprofessionelle hurtigt kan overskue værdierne. Derfor skal observationerne indføres i et system, der grafisk viser udviklingen af vitalværdierne over tid.

"Forskning viser, at grafisk fremstilling er meget bedre til at give overblik end tal," forklarer Bodil Sestoft.

På AUH, hvor observationssystemet er implementeret på alle afdelinger, har Bodil Sestoft fået positiv respons fra både nye og erfarne sygeplejersker.

"Jeg kan helt overvejende høre, at de nyuddannede synes, det er fantastisk at have et redskab at støtte sig til. De erfarne beskriver det som et godt supplement til det kliniske skøn til f.eks. tidligt i forløbet at kunne overveje: "Kan det være, at denne patient er ved at udvikle sepsis," fortæller Bodil Sestoft.

Bedre kommunikation på tværs

Og det er ikke kun sygeplejersker, som retningslinjen er målrettet til. Den er til alle sundhedsprofessionelle, der arbejder med patienter over 16 år. Da observationssystemet blev implementeret på AUH og retningslinjen udarbejdet, skete det i et tæt samarbejde mellem læger, sygeplejersker og uddannelsesinstitutioner.

"Vi kunne slet ikke have gjort det uden lægerne. Det havde ikke givet mening," fortæller Bodil Sestoft.

Og det er også helt essentielt, at anbefalingerne ikke kun følges af sygeplejerskerne, de skal følges af alle de sundhedsprofessionelle, forklarer hun. På AUH giver det fælles sprog i klinikken, og anvendelse af ISBAR giver en tydeligere kommunikation faggrupperne imellem.

"Kommunikationen er blevet mere præcis. Jeg har hørt sygeplejersker udtale, at de får hurtigere respons fra lægerne, fordi de kommunikerer langt mere præcist.

Det er ikke "jeg tror, jeg synes, jeg mener". Det er helt konkret: "Patienten har en høj respirationsfrekvens, lav puls og scorer 3"," forklarer hun.

Læs også: Patienter og pårørende er trygge