Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Evidensbaseret praksis - et fælles skole-praksis-anliggende

Evidens. Uddannelsessteder og praksis skal samarbejde om at fremme evidensbaseret praksis, så sygeplejestuderende kan anvende principperne.

Fag & Forskning 2018 nr. 1, s. 39

Af:

Helle Svenningsen, adjunkt, MKS, ph.d.

Title

Malik G, McKenna L, and Griffiths D. Envisaging the use of evidence-based practice (EBP): how nurse academics facilitate EBP use in theory and practice across Australian undergraduate programmes. J Clin Nurs, 2017;(26): 2669-79. DOI:10.1111/jocn.13705

Introduktion: Undervisning i evidensbaseret praksis (EBP) kan have stor indflydelse på viden, færdigheder og brug af EBP hos sygeplejestuderende. For at de studerende kan udvikle færdigheder inden for EBP, er det afgørende at møde evidensbaseret pleje i praksis. Globale undersøgelser af EBP tyder på, at der er behov for at undersøge, hvilke tilgange underviserne anvender for at lette elevernes forståelse og brug af EBP under deres uddannelse.

Metode: Ved hjælp af konstruktivistisk grounded theory blev 23 akademiske sygeplejersker (undervisere) på tværs af australske universiteter interviewet og ni observeret under deres undervisning af sygeplejestuderende. Nogle undervisere berigede tillige analysen med deres studieplaner. Dataanalyse blev udført med Charmaz’ tilgang til kodningsprocedurer. Der blev konstrueret fire kategorier, men i artiklen fokuseres på én kategori: begrebet "forestillingen om brug af evidensbaseret praksis".

Resultater: Resultaterne viste, at de fleste undervisere støttede de studerende i at anvende beviser i akademisk relaterede aktiviteter/skolastiske opgaver. Nogle af de studerende forventede også at anvende EBP i deres klinik, idet de erkendte vigtigheden af EBP.

Niveauet af de studerendes forståelse for EBP i klinikken var imidlertid ukendt for underviserne, og underviserne udtrykte praksisrelaterede barrierer som en forklaring på dette. Underviserne anerkendte disse udfordringer og var i dialog med de studerende om behovet for et akademisk-praksis-samarbejde til bekæmpelse af barriererne.

Diskussion: Sikring af klinisk anvendelse af EBP kræver strategier både på uddannelsesinstitutioner og i praksis. Undervisningsudvikling, inddragelse af kliniske sygeplejersker i EBP-undervisningen, en støttende kultur for sygeplejersker og studerende i praksis til anvendelse af principperne i EBP og samarbejde mellem akademi og praksis vil gøre det praktisk og meningsfuldt for studerende.

Konsekvenser for praksis: Resultater fra denne undersøgelse peger på en række initiativer, hvor de kliniske ledelser via ændret infrastruktur kan støtte akademikere/undervisere, sygeplejersker og bachelorstuderende til undervisning i, vedtagelse og anvendelse af EBP og dermed værdsætte EBP fuldt ud.

Kommentar: I rapporten "Sundhedsfremsynet" lægges der op til øget udvikling og brug af evidensbaseret viden i Danmark, og området er ligeledes opjusteret i 2016-uddannelsen. Mon ikke undervisere og klinkere i Danmark også kan have gavn af en gensidig værdsættelse af EBP?

Helle Svenningsen, adjunkt, MKS, ph.d. Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College, Aarhus.