"Jeg bruger mælk i kaffen"

"Hvis der skulle ske mig noget, så husk, at jeg bruger mælk i kaffen," har jeg et par gange sagt til mine voksne børn de seneste år. For tanken om måske at være tvunget til at drikke sort kaffe, fordi jeg af den ene eller anden grund ikke længere kan formulere mine egne ønsker og behov, gør mig helt kold indvendig. Ligesom de fleste andre mennesker frygter jeg at blive alvorligt syg og afhængig af hjælp fra sundhedsprofessionelle i livets basale forhold. Egentlig ikke fordi jeg ikke har tiltro til, at plejepersonale og andre, jeg måtte komme i berøring med, vil gøre deres bedste, men jeg kan blive i tvivl, om de vil vide, hvad det bedste er for mig.

At bistå mennesker med aktiviteter, som almindeligvis hører til voksne menneskers enemærker, kræver både viden og empati og er ikke noget, man nødvendigvis bare kan. Heldigvis er der en gryende interesse for basal sygepleje i disse år, så der er håb om, at sygeplejerskers stedmoderlige forhold til f.eks. det at hjælpe syge og gamle med at spise vil ændres til det bedre.

Når det drejer sig om institutionsmadens substans, er der gennem de sidste 20 år gjort en betydelig indsats for at forbedre denne. Dels for at give patienter og borgere en bedre smagsoplevelse og dels for at mindske risikoen for underernæring. Maden er nu i det store hele tilfredsstillende bortset fra de relativt få tilfælde, hvor den fortsat består af ubestemmelige elementer, der er svære at identificere som menneskeføde.

Generelt er det muligt at få sund og indbydende mad på danske institutioner. Imidlertid er mad ikke til gavn for mennesket, før den er spist. På det område er der endnu plads til forbedringer, for desværre negligeres alt, hvad der vedrører distribution, servering og rammer omkring måltidet stadig mange steder. På hospitaler og andre institutioner betragtes måltider generelt ikke som betydningsfulde aktiviteter. Derfor er det ikke usædvanligt, at patienter får taget blodprøver eller hentes til undersøgelser midt i maden.

Manglende faciliteter som f.eks. spisemiljøer betyder, at måltider indtages i gråmelerede korridorer uden tanke for, hvad der ellers foregår disse steder. Ud over at blive eksponeret for en stadig strøm af forbipasserende kan spisende også risikere at være placeret i nærheden af skyllerummet eller andre elementer, som ikke just er appetitfremmende. Dertil kommer, at maden indtages af det klassiske kommuneporcelæn placeret på kantinebakker uden så meget som en farvet serviet eller andre sansestimulerende rekvisitter. Måltidets æstetiske aspekter kunne mildest talt trænge til et løft. Ingen raske mennesker ville få en bid ned under de omstændigheder og omgivelser, vi byder personer, som er tvunget til at spise på en institution. Og i den sammenhæng er det absolut en detalje, hvorvidt der er mælk i kaffen eller ej.

Supplerende litteratur:

1. Martinsen B & Dreyer P. Dependence on care. J Neurosci Nurs 2012;(2):82-90.
2. Beck M, Birkelund R, Poulsen I, Martinsen B. Supporting existential care with Protected Mealtimes: Patients’ experiences of a mealtime intervention in a neurological ward. J Adv Nurs 2017 aug;73(8):1947-57.