Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Manglende instruks kan være fatalt for patienten

Blodtab. Der mangler oplæring i og fælles retningslinjer for, hvordan et blodregnskab skal opstilles. Det giver fejlagtige resultater, som kan skade patienterne.

Fag & Forskning 2018 nr. 1, s. 74

Af:

Anja Anker Høeg, operationssygeplejerske,

Mie Buron Christiansen, sygeplejerske

Baggrund. Sygeplejersken har et ansvar for sygeplejen i den peroperative fase, hvor en af opgaverne er at føre regnskab med et eventuelt blodtab. Det er vigtigt at have overblik over blodtabet i forhold til den videre behandling, hvilket stiller krav om, at dokumentationen er præcis. Det sikres ved, at sygeplejerskerne dokumenterer ensartet, så kvalitet og sikkerhed er optimal. Som nyansat på en operationsgang i Region Hovedstaden oplæres man i at opmåle blodtabet, men der er ikke beskrevet en konkret metode til at opstille blodtabsregnskabet på.

Formål. At undersøge, i hvilket omfang der opstår fejl, når det totale blodtab udregnes, og hvilken indflydelse oplæring har på dette.

Metode. Metodetriangulering med primært fokus på det kvantitative forskningsdesign. Empiri blev indsamlet via en spørgeskemaundersøgelse, som blev udformet på baggrund af et observationsstudie på to operationsgange på to store hospitaler i Region Hovedstaden.

Resultater. Resultaterne er baseret på svar fra 73 sygeplejersker. Kun 47 sygeplejersker ud af de 73 kom frem til det rigtige resultat, da det samlede blodtab skulle udregnes ud fra en case. De resterende 26 kom frem til resultater, der svingede mellem 960 ml og 3.055 ml, hvor det rigtige resultat var 1.255 ml.

Kun 36 sygeplejersker svarede, at de var blevet oplært i at udregne blodtabet, og der viste sig en statistisk signifikant sammenhæng mellem oplæring og korrekt udregnet blodtab (p-værdi=0,0172).

Konklusion. Undersøgelsen viste, at over en tredjedel af sygeplejerskerne kom frem til et forkert resultat. De varierende resultater skyldes sandsynligvis, at der ikke er en ensartet metode at opstille blodtabsregnskabet på. Især i vagtskiftet kan der ske fejl, hvis sygeplejerskerne ikke udregner blodtabet ens. Undersøgelsen gør det tydeligt, at der mangler en instruks, så mængden af fejl mindskes.

Ekstrakt bringer korte sammendrag af udviklings- og forskningsprojekter.