Gør sygepleje synlig

Jeg har læst rigtig mange faglige artikler i årenes løb og observeret, hvordan form og indhold over tid bliver bedre og bedre, og hvordan sproget er fulgt med.

Gulvsygeplejerske, det skrækkelige ord, er nu en sjældenhed, men i bytte er der kommet en række flertalsbetegnelser, som er pænt upræcise.

Fagprofessionelle, sundhedsprofessionelle, velfærdsmedarbejdere, sundhedsarbejdere og sidst men ikke mindst sygeplejersker. Ingen lønarbejdere.

At være professionel er klart forbundet med noget positivt, men hvad ligger der i ordet?

Sygeplejerskeuddannelsen blev akademiseret i 2001, og det betyder, at sygeplejersker må opfatte sig som både akademikere og praktikere.

Dvs. at sygeplejersker skal mestre såvel akademisk tænkemåde som praktiske færdigheder og kunne forholde sig kritisk til egen praksis.

En tilgang, der inkluderer et samfundsnyttigt perspektiv på sygepleje. 

Profession kan også forstås som sygeplejerskers faste greb om viden og opgaver, der kan være en måde at opnå magt og status på.

Altså en kamp for det, der er nyttigt for egen faggruppe. Profession kan derfor ses fra to perspektiver: samfundsnytte og egennytte. 

Hvis en gruppe udelukkende forsvarer professionen ud fra egne interesser, kan den over tid miste samfundets respekt og status.

At sygeplejersker opfatter og definerer sig som professionelle er ikke nok. Det omgivende samfund skal være enige.

Det er derfor nødvendigt, at sygeplejersker har en argumentationskraft, der ruster dem til at forklare og beskrive, hvilken nytte patienter har af at møde en sygeplejerske i hjemmet eller under en indlæggelse.

”Vi gør en forskel” er ikke nok. Det handler om at synliggøre det arbejde, sygeplejersker udfører, uanset hvor de udfører det. 

Forskning og diverse projekter er i stigning, men vi er stadigvæk ikke der, hvor professionen rutinemæssigt udvikler praksis med baggrund i egen undren, søgning af litteratur, ændring af praksis og evaluering.

Nogle sygeplejersker føler sig f.eks. ikke klædt på til f.eks. palliativ sygepleje i hjemmet eller til at mindske angst hos mennesker med KOL.

Men hvem skal stå for påklædningen? 

Det skal sygeplejerskerne. Sparebøssepædagogik findes ikke. Der kommer ikke nogen og laver en ridse i ryggen på sygeplejersken, fylder på og lukker til.

At være professionel kræver, at praksis drives fremad gennem nysgerrighed og udforskning og med den aktuelt bedste vidensbaserede pleje af patienten som mål. 

De mange sygeplejersker med en ph.d.-grad og de ca. 40 professorer hjælper udviklingen på vej, men bliver de brugt efter fortjeneste?

En professor fortalte f.eks., at hun aldrig havde været inviteret til at holde oplæg om sin forskning på sygeplejerskeuddannelsen.

Synd. Selvfølgelig skal studerende have mulighed for at møde en forsker og høre om den forskning, der foregår i klinikken – og der foregår rigtig meget derude.