Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Planlæg patienternes genoptræning tværfagligt

Tryksår. De sundhedsprofessionelle forebyggede tryksår ved at opnå viden og anvende den, og de brugte patienternes livshistorier aktivt i organiseringen og udførelsen af den daglige patientpleje.

Fag & Forskning 2018 nr. 4, s. 35

Af:

Kirsten Specht, klinisk sygeplejespecialist, ph.d., MPH

journal-club-ikon3

Sachs MB, Wolffbrandt MM, Poulsen I.
Prevention of pressure ulcers in patients undergoing subacute rehabilitation after severe brain injury: An observational study.
J Clin Nurs. 2018 Jul;27(13-14):2776-84. doi: 10.1111/jocn.14266.

Introduktion: Tryksår er til stor gene for patienterne og medfører betydelige sundhedsudgifter. Tryksår er alligevel udbredt i både primær og sekundær sektor. Formålet med projektet var systematisk at undersøge de sundhedsprofessionelles indsats for at forebygge tryksår hos patienter med alvorlig hjerneskade i et subakut rehabiliteringsforløb.

Metode: Studiet havde et kvalitativt design med gennemførelse af 24-timers observation af fire patienter i et rehabiliteringsforløb efter alvorlig hjerneskade. Der blev udviklet en observationsguide med inspiration fra Braden Scale og Spradleys teorier og metoder. Observationerne blev analyseret med anvendelse af indholdsanalyse. Patricia Benners kliniske forståelse blev inddraget i fortolkningen.

Resultater: Et overordnet tema blev identificeret: "Professionalisme udtrykt gennem forebyggende interventioner, involvering af patienten, inddragelse af klinisk forståelse og faglig stolthed", og syv underkategorier blev opsummeret i følgende tre kategorier: 1) Organisering af klinisk praksis, 2) Faglig vurdering, 3) Interaktioner med patienten.

Diskussion: En svaghed ved undersøgelsen var, at observatørerne var fra egen klinik, mens en styrke kunne være, at der var gennemført triangulering gennem hele analysen for at opnå konsensus.

Konsekvenser for praksis: I denne danske undersøgelse anbefaler forfatterne, at patienternes genoptræning planlægges tværfagligt og på en måde, der sikrer, at aktiviteter, mobilisering og træning udføres i løbet af hele dagen og aftenen. Endvidere opfordres sundhedsprofessionelle til at søge informationer om patientens tidligere liv. Forfatterne foreslår desuden, at undersøgelsens fund overføres til andre patientgrupper, f.eks. patienter i forløb med hjerterehabilitering.

Kirsten Specht, postdoc, klinisk sygeplejespecialist, ph.d., MPH, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge.

Læs også: Sommer C. Trialog. De fleste tryksår kan forebygges. Fag&Forskning 2018;(2):22-35.