Viden om ernæring ligger på et lavt niveau

Fejl- og især underernæring er et almindeligt og velkendt problem i den primære sundhedssektor og hænger sammen med højere morbiditets- og mortalitetsrater (1-3). Mere end halvdelen af de ældre, som bor på danske plejehjem eller modtager hjemme- eller sygepleje, er i ernæringsrisiko (4). En undersøgelse blandt 441 ældre på tre plejehjem afslørede, at 16 pct. havde et BMI under 18,5, mens tre ud af fem ældre var i risiko for underernæring med et BMI under 24 (4). Denne underernæringsrate kan være en følge af uopdagede og ubehandlede ernæringsmæssige problemstillinger hos især den ældre population i den primære sundhedssektor.

Ernæringspleje er en tværfaglig opgave, som udføres af flere personalegrupper. I den primære sundhedssektor i Danmark er det typisk sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, som yder ernæringspleje. I takt med de øgede krav og stigende behov for kompleks ernæringspleje og -behandling i patienternes eget hjem eller på plejehjem kræver det, at kommunikationen mellem de forskellige sundhedspersonalegrupper er præcis, struktureret og standardiseret. Nøjagtig overlevering af ernæringsrelaterede oplysninger i patienternes journaler er afgørende for, at der kan sikres kontinuitet i plejen og ydes ernæringspleje og -behandling af høj kvalitet (5).

Ifølge flere undersøgelser kan op til 25 pct. af utilsigtede ernæringsrelaterede hændelser henføres direkte til dårlig kommunikation i dokumentationen (6-8). Problemer med dokumentation er blevet diskuteret i mange år og udspringer bl.a. af manglende struktur, manglende standardisering og manglende præcision (9). Disse problemer påvirker de daglige arbejdsgange og iværksættelsen af terapeutiske ernæringsprogrammer og påvirker dermed kontinuiteten i ernæringsplejen og -behandlingen (10-12).

Dokumentation af høj kvalitet er betinget af en række eksterne og interne faktorer. De eksterne faktorer omfatter organisatoriske hindringer såsom manglende prioritering og manglende allokering af tid og ressourcer til dokumentation, kulturelle aspekter og mangel på tilgængelige og intuitive systemer (både it-baserede og manuelle), der understøtter dokumentationsprocessen (13-17). De interne faktorer omfatter bl.a. sundhedspersonalets viden, deres rutiner og deres opfattelse af og holdning til dokumentation og ernæring (11,16,18-24).

Flere studier har undersøgt sygeplejerskers og lægers viden og rutiner i forhold til ernæringspleje og -behandling samt deres viden og holdninger og har fundet, at deres viden om ernæring lå på et utilstrækkeligt niveau, hvilket medførte dårlige kliniske beslutninger i forbindelse med ernæringsinterventioner (18,20-25).

Der er imidlertid ingen undersøgelser, der har beskrevet vidensniveau, rutiner og holdninger til dokumentation og ernæring blandt de tre primære plejepersonalegrupper i den primære sundhedssektor i Danmark: sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Disse tre faggrupper har et tæt samarbejde med hinanden og med patienten, både på plejehjem og i patientens egen bolig. Der er endvidere ingen studier, som har undersøgt, om der er forskelle i sundhedspersonalets rutiner, viden og holdninger, når man sammenligner deres arbejdssted – plejehjem eller hjemmepleje/hjemmesygepleje.

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge det primære sundhedspersonales rutiner, viden og holdninger i forhold til ernæring og dokumentation i den primære sundhedssektor. Vi stillede derfor følgende spørgsmål:

1. Hvad er sygeplejerskers, social- og sundhedsassistenters og social- og sundhedshjælperes rutiner, viden og holdninger i forhold til ernæring og dokumentation i den primære sundhedssektor?
2. Er der forskelle i rutiner, viden og holdninger i forhold til ernæring og dokumentation mellem disse faggrupper på plejehjem og i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen?

Webbaseret spørgeskema

I et deskriptivt tværsnitsstudie fik sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere tilsendt et webbaseret spørgeskema vedrørende deres holdninger, rutiner og viden i forhold til ernæring og dokumentation. Se tabel 1 (nederst i denne artikel), der viser en oversigt over deltagernes faglige karakteristika.

Rammer

I undersøgelsen deltog en kommune i Danmark som repræsentant for den primære sundhedssektor. Både hjemmepleje, hjemmesygepleje og plejehjem blev inkluderet, og en lokal projektkoordinator kontaktede afdelingslederne de respektive steder via e-mail vedrørende deltagelse i undersøgelsen og lokal distribuering og formidling af spørgeskemaerne til deltagerne. Kommunen var inddelt i fire land- og bydistrikter (distrikt 1-4). Hvert distrikt havde en lokal leder, men de refererede alle til en overordnet centerleder. Data blev indsamlet fra april 2017 til juni 2017.

Specifikt udviklet spørgeskema

Da der ikke fandtes validerede og pålidelige spørgeskemaer, udviklede forfatterne et spørgeskema specifikt til denne undersøgelse baseret på aktuel forskning og ekspertudtalelser. Se spørgeskemaet her

Spørgeskemaet bestod af 40 spørgsmål, der var inddelt i fire delskalaer: 1) demografiske data bestående af ni spørgsmål, 2) rutiner i forhold til ernæring og dokumentation bestående af 10 spørgsmål, 3) viden i forhold til ernæring og dokumentation bestående af 11 spørgsmål, og 4) holdninger i forhold til ernæring og dokumentation bestående af 10 spørgsmål.

Spørgeskemaet indeholdt hovedsagelig lukkede spørgsmål og kun få åbne spørgsmål med mulighed for at uddybe nærmere. Hovedparten af spørgsmålene havde en numerisk skala med svarmuligheder fra 0-10 (hvor 0 typisk var aldrig eller meget vanskeligt, og 10 var typisk altid eller ikke vanskeligt), og hvor de resterende spørgsmål kunne besvares dikotomisk (ja/nej).

For at teste spørgeskemaets overflade- og indholdsvaliditet blev fire sundhedspersonaler, tre ledere i den primære sundhedssektor og tre eksperter inden for ernæring og dokumentation bedt om at vurdere, om spørgsmålene dækkede relevante og vigtige data på en tydelig og eksplicit måde (26). Dette blev gjort ved hjælp af en 4-punktsskala, der gik fra "ikke relevant" (1) til "yderst relevant" (4). Hvis spørgsmålene fik scoren 3 eller derunder, blev punktet revideret. Den samlede score var 3,7 og gav derfor kun anledning til mindre sproglige og layoutmæssige ændringer.

For at teste den interne konsistens blev Cronbachs alfa beregnet, hvilket gav alfakoefficienter på 0,85 ved delskalaen rutiner, 0,56 ved delskalaen viden og 0,69 ved delskalaen holdninger. Den samlede Cronbachs alfa for de tre delskalaer er 0,86.

Procedure

Et webbaseret spørgeskema (udviklet i et online-undersøgelsessystem, www.onlineundersoegelse.dk) blev linket til en e-mail og sendt til alle deltagere med oplysning om fuld anonymitet. Efter to uger blev der sendt en påmindelse til afdelingslederne for dem, som ikke havde besvaret spørgeskemaet. Denne procedure blev gentaget tre gange med to ugers mellemrum. Forbindelsen mellem spørgeskemaerne og e-mailadresserne blev slettet, da dataindsamlingen var gennemført, for at sikre fuld anonymitet.

Dataanalyse

Statistical Package for Social Sciences (SPSS), version 22.0 (SPSS Inc., Chicago, IL, USA), blev anvendt til de statistiske analyser. De dikotome resultater er angivet i procent. De øvrige resultater er angivet som middelværdier +/- 1 SD. Parametriske data blev testet for normalfordeling med F-testen. Normalfordelte data blev sammenlignet ved hjælp af Student’s t-test. Til at teste for signifikans mellem mere end to grupper data blev der anvendt ensidet variansanalyse (ANOVA). P-værdier under 0,05 blev betragtet som signifikante. Der blev udført lineære regressionsanalyser for at bestemme, om scorer for viden og holdninger var prædiktorer for rutinescorer.

Etiske overvejelser

Sygeplejerskernes, social- og sundhedsassistenternes og social- og sundhedshjælpernes deltagelse i undersøgelsen var frivillig. Deres besvarelser var anonyme, og alle data blev behandlet fortroligt. I informationsbrevene til afdelingslederne og deltagerne understregede vi, at formålet med undersøgelsen ikke var at foretage en gennemgang af forhold vedrørende individuelle personalemedlemmer, men overordnet at beskrive rutiner, viden og holdninger i forhold til ernæring og dokumentation hos det adspurgte sundhedspersonale.

Spørgeskemaet blev sendt til 1.391 egnede sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere i en kommune i Danmark. Den samlede responsrate var 32 pct. svarende til i alt 449 respondenter. I alt 54 pct. af mulige sygeplejersker, 47 pct. af mulige social- og sundhedsassistenter og 26 pct. af mulige social- og sundhedshjælpere besvarede spørgeskemaet.

Der var repræsentanter fra alle fire distrikter blandt respondenterne. Distrikt 3 var stærkt repræsenteret med 57 pct. af respondenterne. Distrikt 3 er imidlertid også det største distrikt målt på antal medarbejdere. Responsraten på plejehjem svarede til responsraten i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen med henholdsvis 52 pct. og 48 pct.

Respondenternes anciennitet i deres respektive fag varierede fra mindre end 1 år til 48 år.

34 (62 pct.) af de deltagende sygeplejersker havde en bachelorgrad eller tilsvarende, og 21 (4,8 pct.) havde taget en diplomuddannelse. Se tabel 2 (nederst i denne artikel), der viser respondenternes demografiske karakteristika.

Rutiner i forhold til ernæring og dokumentation

Der blev ikke fundet signifikante forskelle, hvad angik daglige rutiner, mellem de sygeplejersker, som havde en bachelorgrad, og de sygeplejersker, som ikke havde en bachelorgrad.

De fire distrikter i kommunen adskilte sig signifikant fra hinanden inden for fem spørgsmål, der omhandlede deres rutiner. Deres middelscorer var signifikant forskellige for spørgsmål 2, 3, 5, 7 og 8. De rutiner, der er dækket af Sp2) vejning af nyhenviste patienter ved første besøg (p-værdi = 0,045), Sp3) planlægning af regelmæssige ernæringsvurderinger (p-værdi = 0,017), Sp5) rapportering af eventuelle ernæringsproblemer (p-værdi = 0,030), Sp7) henvendelse til egen læge ved identifikation af eller formodning om et ernæringsproblem (p-værdi = 0,017) og Sp8) kostregistrering for patienter, som var blevet identificeret som værende i ernæringsrisiko (p-værdi = 0,000), var signifikant forskellige i de fire distrikter.

Rutiner i forhold til ernæring og dokumentation var signifikant forskellige inden for syv ud af 10 spørgsmål ved sammenligning af uddannelsesniveau. Der hvor resultaterne var statistisk signifikante, havde social- og sundhedsassistenter den højeste score (tættest på altid at opretholde eller udføre en rutine), og social- og sundhedshjælpere havde den laveste score (tættest på aldrig at opretholde eller udføre en rutine), se tabel 3 (nederst i denne artikel).

Rutiner vedrørende ernæring og dokumentation var signifikant forskellige indenfor fem ud af 10 spørgsmål ved sammenligning af ansættelsessted (hjemmepleje/hjemmesygepleje kontra plejehjem). Der hvor resultaterne var statistisk signifikante, angav plejehjemmene den højeste score (tættest på altid at opretholde eller udføre en rutine), og hjemmeplejen/hjemmesygeplejen angav den laveste score (tættest på aldrig at opretholde eller udføre en rutine) (se tabel 3).

Viden i forhold til ernæring og dokumentation

Der blev ikke fundet signifikante forskelle, hvad angik viden om ernæring og dokumentation mellem de sygeplejersker, som havde en bachelorgrad, og de sygeplejersker, som ikke havde en.

De fire distrikter i kommunen var ikke signifikant forskellige med hensyn til viden om ernæring og dokumentation.

Viden om ernæring og dokumentation var signifikant forskellig inden for ni ud af 11 spørgsmål ved sammenligning af uddannelsesniveau (se tabel 4). Social- og sundhedshjælpere angav et lavere vidensniveau inden for ni spørgsmål sammenlignet med sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Der sås ingen signifikante forskelle mellem sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i forhold til viden omkring ernæring og dokumentation.

Viden om ernæring og dokumentation var signifikant forskellig inden for syv ud af 11 spørgsmål ved sammenligning af ansættelsessted (hjemmepleje/hjemmesygepleje kontra plejehjem). Der hvor resultaterne var statistisk signifikante, angav plejehjemmene det højeste vidensniveau og hjemmeplejen/hjemmesygeplejen det laveste niveau (se tabel 4) (nederst i denne artikel).

Holdninger i forhold til ernæring og dokumentation

Der blev ikke fundet signifikante forskelle, hvad angik holdninger til ernæring og dokumentation, mellem de sygeplejersker, som havde en bachelorgrad, og de sygeplejersker, som ikke havde en. Kun for spørgsmål 2 (Bør der være en handleplan for rutinemæssig evaluering af patienternes ernæringsmæssige status? (10 = altid, 0 = aldrig)) adskilte de to grupper sig fra hinanden. Sygeplejersker uden en bachelorgrad havde en middelscore på 8,52 (SD 2,46), og sygeplejersker med en bachelorgrad havde en middelscore på 6,91 (SD 3,78).

De fire distrikter i kommunen var ikke signifikant forskellige, hvad angik respondenternes holdninger til ernæring og dokumentation.

Holdninger til ernæring og dokumentation var signifikant forskellige inden for otte ud af 10 spørgsmål ved sammenligning af uddannelsesniveau (se tabel 5 (nederst i denne artikel)).

Holdninger til ernæring og dokumentation var signifikant forskellige indenfor fem ud af 10 spørgsmål ved sammenligning af ansættelsessted (hjemmepleje/hjemmesygepleje kontra plejehjem) (se tabel 5).

Viden og holdninger som prædiktor for rutiner

Der blev anvendt lineær regressionsanalyse for at teste, om deltagernes viden og holdninger er en signifikant prædiktor for deres rutiner. Resultaterne af den lineære regressionsanalyse viste, at vidensscoren ikke var en signifikant prædiktor for rutinescoren (F(2310) = 1,151, p-værdi≤ 0,853 med en R2 på 0,007), og at holdningsscoren ikke var en signifikant prædiktor for rutinescoren (F(1315) = 0,947, p-værdi≤ 0,823 med en R2 på 0,003). Desuden var vidensscoren heller ikke en signifikant prædiktor for holdningsscoren (F(2305) = 0,907, p-værdi≤ 0,745 med en R2 på 0,006). Hverken viden eller holdninger er derfor signifikante prædiktorer for rutiner (se tabel 6 (nederst i denne artikel)).

449 sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere deltog i dette tværsnitsstudie i en kommune i Danmark, som er den første deskriptive undersøgelse, der undersøger disse gruppers viden, rutiner og holdninger i forhold til ernæring og dokumentation. En responsrate på 32 pct. er lav, men kan regnes for acceptabel i en webbaseret undersøgelse, hvor den typisk ligger 10 pct. lavere end i brev- eller telefonundersøgelser (27).

Følgende foranstaltninger blev iværksat for at fremme besvarelsen af undersøgelsen: Spørgeskemaet blev valideret blandt en gruppe eksperter i ernæring og dokumentation samt fremtidige respondenter og dermed pilottestet for at forbedre det. Der var desuden et link i den tilsendte e-mail, som åbnede spørgeskemaet direkte med et klik, hvorfor tilgængeligheden til spørgeskemaet var høj, da alle deltagere også hyppigt fik tilsendt påmindelser. Da samtlige ansatte i kommunen har en arbejdsmail og anvender elektroniske dokumentationssystemer, blev distribueringen af det webbaserede spørgeskema ikke betragtet som en hindring.

Besvarelserne fra sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter var omtrent ens, hvad angik holdninger til ernæring. De betragtede ernæring som en del af deres daglige arbejdsopgaver. Disse fund stemmer overens med andre undersøgelser, der tyder på, at plejepersonale overordnet set har en positiv holdning til ernæringspleje og føler, at det er en del af deres ansvarsområde (19,20, 29-31). Bachrach-Lindström (31) et al. fandt dog i 2007, at plejepersonale, som arbejder med ældre mennesker, ikke udviser en endegyldigt positiv holdning til deres ernæringsplejeansvar. Med hensyn til dokumentation gav de to grupper også omtrent samme svar, selvom social- og sundhedsassistenter anførte, at dokumentation af ernæring er mere tids- og ressourcekrævende, end det opfattes af sygeplejersker.

Social- og sundhedshjælpere adskilte sig fra de to andre grupper inden for otte ud af 10 spørgsmål. Særligt i forhold til ansvarsområder anførte de, at de følte sig mindre forpligtede til at udføre ernæringsrelaterede aktiviteter end de to andre grupper. Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter anførte imidlertid, at alle tre grupper har et lige stort ansvar, når det gælder ernæringspleje og -dokumentation. Uoverensstemmelsen i deres besvarelser kunne derfor tyde på en forskel i opfattelsen af, hvilke faggrupper der har hvilke ansvarsområder med hensyn til ernæringspleje og dokumentation, og resultaterne stemmer derfor overens med en undersøgelse, hvor sygeplejersker udtrykte et behov for en formel tydeliggørelse af ansvarsområderne inden for ernæringspleje blandt det sundhedspersonale, der er involveret i patientplejen (32).

Stor variation i rutiner

Samlet set angav mellem 10 pct. og 38 pct. af sundhedspersonalet, at de ikke vidste, hvor de skulle dokumentere ernæringsproblemer eller oprette ernæringshandleplaner i patienternes journaler. Sundhedspersonalets opfattelse af de daglige rutiner for ernæring og dokumentation var meget spredt, og det tyder derfor på, at der er en stor variation i rutiner mellem de tre personalegrupper. Dette har en negativ indvirkning på kontinuiteten i ernæringsplejen og -behandlingen, og patienterne er i større risiko for at blive udsat for en række ernæringsrutiner og -praksisser, der er unødvendige eller ligefrem skadelige.

Disse fund understøttes af en stor tværsnitsundersøgelse udført i Skandinavien blandt sygeplejerskers og lægers ernæringsrutiner, som viste en ringe ernæringspraksis i alle lande på tværs af de to discipliner (19). I vores studie var det igen sygeplejerskernes og social- og sundhedsassistenternes besvarelser, der lignede hinanden mest, om end social- og sundhedsassistenterne i højere grad angav, at de udførte specifikke ernæringsrutiner og derfor benyttede sig af mere sammenhængende og konsistente rutiner og praksisser for ernæring og dokumentation. Samlet set er ernæringsrutinerne i nærværende undersøgelse dog præget af inkonsistens og stor variation uanset uddannelsesgrad.

Generelt lavt vidensniveau

Med hensyn til viden var der ingen forskel i scorer mellem sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Social- og sundhedshjælperne adskilte sig imidlertid fra de to andre grupper for ni ud af 11 spørgsmål. De tre grupper udviste generelt et lavt vidensniveau med store variationer, hvad angår ernæring og dokumentation, hvilket også var det, man fandt i andre undersøgelser af sygeplejerskers viden om ernæring på plejehjem og hospitaler (1,20,30,33). Mellem 42 pct. og 88 pct. af deltagerne i dette studie kendte ikke til de lokalt anbefalede ernæringsscreeningsværktøjer. Mellem 5 pct. og 21 pct. af deltagerne kunne ikke beregne BMI (Body Mass Index), og fortolkning af BMI var en udfordring for alle tre sundhedspersonalegrupper. Alle tre grupper angav, at deres uddannelse kun i nogen grad havde givet dem et grundlag for at træffe beslutninger og handle i forhold til ernæringsrelaterede problemstillinger, hvilket understøttes af en anden undersøgelse, der fandt, at sygeplejersker rapporterede et utilstrækkeligt videns- og kompetenceniveau til at identificere og behandle underernærede ældre mennesker (32).

Plejehjemsansatte ved mere

De rammer, ernæringsplejen ydes og dokumenteres i, var også en indikator for statistisk signifikante forskelle i sundhedspersonalets besvarelser. Ansatte på plejehjem angav den højeste grad af viden, rutiner og holdninger sammenlignet med sundhedspersonale i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen. Sundhedspersonale fra begge plejeområder udviste dog generelt en lav grad af viden og rutiner i forhold til ernæring og dokumentation, hvilket stemmer overens med ovenstående resultater. Ca. 13 pct. af de deltagere, som arbejdede inden for hjemmeplejen/hjemmesygeplejen, kendte til og anvendte de lokalt anbefalede ernæringsscreeningsværktøjer, hvorimod ca. 40 pct. af de deltagere, der arbejdede på plejehjem, kendte til og anvendte de lokalt anbefalede ernæringsscreeningsværktøjer. Op til 18,4 pct. af sundhedspersonalet, som arbejdede i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen, kunne ikke beregne BMI (Body Mass Index), hvorimod kun op til 7,7 pct. af de ansatte på plejehjem ikke kunne. Både deltagere, som arbejdede i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen, og deltagere, som arbejdede på plejehjem, rapporterede om udfordringer med fortolkning af BMI, om end deltagere, som arbejdede i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen, rapporterede en signifikant højere grad af vanskeligheder med fortolkning af BMI. Hasson (34) et al. rapporterede lignende resultater i 2008, hvor en større procentdel af sundhedspersonalet i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen bedømte deres viden til at være utilstrækkelig på en række områder, herunder ernæringsområdet, sammenlignet med sundhedspersonalet på plejehjem (34).

Vigtigt med højt kompetenceniveau

Hovedparten af social- og sundhedshjælperne og social- og sundhedsassistenterne er ansat på plejehjem, mens hovedparten af sygeplejerskerne er ansat i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen. Det kunne synes rimeligt at antage, at forskellene mellem de to plejeområder afspejler forskelle i repræsentationen af uddannelsesniveau. Da sygeplejersker har et højere uddannelsesniveau end social- og sundhedshjælpere og -assistenter, skulle man imidlertid tro, at niveauet med hensyn til viden, rutiner og holdninger ville være højere i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen end på plejehjemmene, som denne undersøgelse viser.

Flere undersøgelser har rapporteret, at uddannelse og træning er vigtigt for kvaliteten i plejen og underbygger vigtigheden af, at der er sundhedspersonale til stede med et højt uddannelsesniveau uanset rammerne (35,36). Resultaterne af denne deskriptive undersøgelse tyder imidlertid på, at organisationerne bør fokusere på opkvalificering, træning og uddannelse af sundhedspersonale uanset deres uddannelsesniveau, hvilket vil sige, at organisatorisk, kulturel og ledelsesmæssig støtte er potentielt lige så vigtigt som uddannelsesniveau i forhold til at yde pleje af høj kvalitet.

Ernæringspleje skal italesættes og prioriteres

I den lineære regressionsanalyse, der blev udført i denne undersøgelse, blev der fremsat den hypotese, at en høj score på holdninger og viden ville være en prædiktor for høje scorer på rutiner. Analysen viste imidlertid, at en høj grad af viden om og holdninger til ernæring ikke var direkte bestemmende for ernæringsrutiner og -praksisser. Dette står i modsætning til andre undersøgelser af sammenhængen mellem viden om ernæring og rutiner for ernæring blandt sygeplejersker, læger og diætister i forskellige rammer. Disse undersøgelser tydede på, at en lav grad af viden om ernæring er en prædiktor for ringe ernæringspleje og -praksisser (19,20,37).

Resultaterne af dette studies regressionsanalyse understøtter vores tidligere forslag om en organisation, ledelse og kultur, der formulerer og prioriterer ernæringspleje og -dokumentation. Der er også evidens, der tyder på, at uanset hvilke faggrupper der indgår i sundhedspersonalet, eller hvad deres specifikke roller er, kan en virkelig effektiv arbejdsstyrke kun genereres ved at takle organisatoriske og strukturelle problemer (38).

Begrænsninger i undersøgelsen

Nærværende undersøgelse har sine begrænsninger. For det første har undersøgelsesdesignet en prædiktiv begrænsning, idet det ikke er muligt at vurdere noget forhold mellem årsag og virkning mellem de undersøgte parametre. Desuden er det en rent deskriptiv undersøgelse, der har til formål at kortlægge de aktuelle forhold i en kommune i Danmark.

For det andet er resultaterne af denne undersøgelse ikke blevet verificeret med en gennemgang af deltagernes dokumentationspraksis, f.eks. brug af screeningsværktøjer og udvikling af ernæringshandleplaner.

For det tredje har det udviklede spørgeskema en god og acceptabel opsummeret Cronbachs alfa-score på 0,86. Delskalaen for viden havde dog en Cronbachs alfa-score på 0,56, hvilket tyder på en ringe intern konsistens. Vi anbefaler derfor at være forsigtig med kun at anvende delskalaerne og spørgeskemaet som helhed i andre sammenhænge i den primære sundhedssektor, før spørgeskemaet er blevet tilpasset og forbedret.

For det fjerde kan den lave responsrate samlet set afspejle et lavt interesseniveau for emnet, eller at sundhedspersonalet ikke opfatter det som relevant. På den anden side kunne man forvente, at det sundhedspersonale, som deltog i undersøgelsen, var mere interesserede i ernæring og dokumentation end dem, som ikke deltog.

Et studie af Mowe fra 2006 (19), hvor man har foretaget en analyse af ikkedeltagere sammenlignet med deltagere, viste, at dem, som deltog, var mere interesseret i ernæring og anså det for at være mere relevant end dem, som ikke deltog i studiet. Dette kunne tale for den antagelse, at rutiner for ernæringspleje og -dokumentation, vidensniveau og holdninger blandt sundhedspersonalet i denne kommune rent faktisk er forbundet med endnu større variation og inkonsistens, end denne undersøgelse illustrerer.

Det ville være nyttigt at udføre kvalitative undersøgelser, der uddybede de variationer og forskelle, der er registreret i denne undersøgelse. En kvalitativ undersøgelse af viden, rutiner og holdninger i forhold til ernæring og dokumentation blandt sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere på plejehjem og i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen ville give en mere dybdegående indsigt i disse områder. Den kunne i givet fald forsyne ledere i den primære sundhedssektor med fremtidige anbefalinger og specifikke strategier for at sikre en ernæringspleje og dokumentation af højere kvalitet.

Generelt lavt vidensniveau hos alle grupper

Dette er den første undersøgelse af rutiner, viden og holdninger i forhold til ernæring og dokumentation blandt sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere på plejehjem og i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen i en dansk kommune. Undersøgelsen viste, at alle tre sundhedspersonalegruppers viden om ernæring og rutiner for ernæring og dokumentation lå på et lavt niveau. Respondenterne udviste store variationer i viden og rutiner, hvilket komplicerer videregivelsen af nøjagtige og relevante ernæringsdata i patienternes journaler og udgør en risiko for manglende kontinuitet i plejen og behandlingen og dermed forringet plejekvalitet. Samlet set angav alle tre personalegrupper en positiv holdning til dokumentation og ernæring og betragtede ernæring og dokumentation som en del af deres ansvarsområde, omend der var uoverensstemmelser blandt sundhedspersonalegrupperne i forhold til ansvarsgrad grupperne imellem.

Regressionsanalysen, der blev foretaget i denne undersøgelse, viste, at en høj grad af viden og holdninger i forhold til ernæring ikke er bestemmende for ernæringsmæssige rutiner. Disse oplysninger tyder på, at det kan synes overflødigt at fokusere på at øge sundhedspersonalets viden om ernæring, hvis organisationer og ledelser ikke løbende formulerer og prioriterer ernæringspleje og -dokumentation.