Fag & Forskning
Eftertanken: Der er kvalitet i sygeplejen. Dårlig kvalitet
FUNDAMENTAL SYGEPLEJE. Kvalitet i sygepleje kan have trange vilkår, det ved sygeplejersker, og det tales der om. Men virkelig dårlig eller direkte elendigt udført sygepleje tales der ikke om.
Fag & Forskning 2019 nr. 2, s. 7
Af:
Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning
De er engle eller helte, som udfører deres fine og samfundsvigtige arbejde til gavn og glæde for de patienter, som for en stund ikke kan klare at spise, drikke, vaske sig, komme på toilettet eller skifte position i sengen. Eller måske er ved at dø.
Men der findes også en anden virkelighed.
”Shitty nursing” – The new normal? Sådan spørger forfatterne til en forskningsartikel (1). De anerkender, at vilkårene for udøvelse af sygepleje er betrængte, og at der mangler sygeplejersker, men mener, at en moden profession må være i stand til at vurdere egen praksis, tage ansvar for den og diskutere, om sygeplejen er på vej mod afgrunden.
Artiklen er ikke opløftende læsning, men vi må spørge os selv og hinanden, om budskaberne kunne gælde i Danmark og ikke blot skal tilskrives forhold i Sverige og UK, som forfatterne kommer fra.
Det er deres egne oplevelser som patienter samt omfattende litteratur, der udgør belæg for hovedbudskaberne i artiklen. Den er interessant, fordi den beskriver nogle områder, vi sjældent diskuterer: Dårligt udført sygepleje, manglende evidens for sygepleje og manglende kvalitet af den forskning, der skulle bidrage til at højne niveauet.
Hovedparten af forskningen i sygepleje er enten irrelevant for klinisk praksis eller så dårligt udført, at resultaterne har ringe værdi, hedder det. Kun én ud af 149 forskningsrapporter havde tilstrækkelig kvalitet og relevans til at være vejledende for sygeplejepraksis, viste et review af international forskning.
Anbefalingen lyder, at der må mere pres på at undersøge effekten af fundamental sygepleje, og at interventioner med reel betydning for patienterne bliver defineret.
Sygepleje og sygeplejersker har bevæget sig væk fra fundamental sygepleje og mod mere prestigefyldt specialisering eller overtagelse af lægeopgaver. Sygepleje bliver som en konsekvens uddelegeret til andre grupper. Så meget ved vi, og det samme spor forfølger de to forfattere.
For tiden øges interessen for ”Fundamentals of Care” i Danmark. En teoretisk forståelsesramme, som bygger på kendt stof, bl.a. Virginia Hendersons grundlæggende principper for sygepleje.
Begrebsrammen skal fremme kvalitet i sygeplejen, fordi den ikke altid er tilstrækkelig – selv om sygeplejersker bliver kaldt både fantastiske, positive og helte. Meget fornemt.
Men laurbærrene har ikke godt af at blive hvilet på. Min opfordring lyder: klap vingerne sammen, læs artiklen og tag stilling til, hvilken sygepleje sygeplejersker skal kendes på. Og fortæl patienterne, hvad sygeplejersker kan og gør, så de ikke blot beskriver sygeplejersker som fantastiske, positive og helte, men bemærker virkningen af dygtig sygepleje.
Shitty sygepleje? Ikke her. Vel?
Læs
- Richards DA, Borglin G. Shitty Nursing – The new normal? International Journal of Nursing Studies. 2019; Vol 91: 148-52. https://doi.org/10.1016/j.ijnurstu.2018.12.018
- Sørensen EE, Bahnsen IB, Pedersen PU, Uhrenfeldt L. Sygepleje tilbage til det basale. Fag&Forskning 2017;(01).