Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Eftertanken: Velkommen til

Bump på vejen. Sygeplejestuderende og nyuddannede må give studie og praksis en chance, for det tager tid at vænne sig til en ny rolle og et ansvar, som kan føles tungt.

Fag & Forskning 2019 nr. 4, s. 7

Af:

Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning

Jette Bagh
Jette Bagh
Jeg fotograferer en lokal bus i en lille flække i USA. Budskabet på dens side er så åbenlyst rigtigt, at det skal dokumenteres. Et billede af en mandlig og en kvindelig sygeplejerske med teksten: ”We are nurses. One degree.

Endless opportunities”.

Vi er enige her i Danmark, og det betyder, at sygeplejerskeuddannelsen er populær.

Men begejstringen daler i løbet af studiet, frafaldet er på 20-25 pct., og når de uddannede sygeplejersker skal i gang med at praktisere, skifter mange hurtigt job eller studerer sig væk fra praksis.

Sygeplejersken har f.eks. fulgt en nyuddannet sygeplejerske, Anja, som var parat til en kandidatuddannelse efter den første svære periode, men som over tid blev en glad sygeplejerske med interessante ansvarsområder og begyndende specialisering i horisonten.

Hvad skal der til, for at studerende bliver i studiet og senere i praksis?

”Robust”, som betyder ”modstandsdygtig/som kun vanskeligt går i stykker eller nedbrydes”, er blevet et fyord, der sidestilles med at acceptere elendige arbejdsvilkår.

Men robusthed er en udmærket, personlig egenskab hos en studerende og betyder ikke, at man skal have galvaniserede nervespidser eller henkoge følelsesmæssige reaktioner.

Sygeplejersker bliver udsat for lidt af hvert, og det er sygeplejens store trækplaster, at det er sådan. Det er jo netop muligt at finde et arbejde, der passer til den person, man er, og den psyke man har.

Men et er den studerendes personlige egenskaber, noget andet er studiemiljøet og særligt miljøet i praktikken. Det er praktikken, der slår de fleste studerende hjem, og det går ikke.

Mange sygeplejersker omtaler deres arbejdsplads som en familie, når de skal forklare, hvilke vilkår og relationer, der gør det værd at stå op og begive sig på arbejde i kommunen, på hospitalet, boreplatformen eller i patientforeningen.

Man kan diskutere, om familiemetaforen er værd at bruge som forbillede, men jeg håber, at den i hvert fald omfatter en venlig tilgang til familiemedlemmerne.

Jeg iagttog for nylig en sygeplejerske, som hilste på en patient i et ambulatorie. Hun rakte hånden frem med ordene: ”Velkommen til”.

Imødekommende. Sådan bliver sygeplejestuderende ikke altid hilst, og en del unge er i forvejen præget af mistrivsel. Skrøbelige og angste. De bump, der er på vejen, udgør forhindringer, der kræver megen støtte, fortæller underviserne.

Ambulatoriesygeplejersken angiver en retning. Venlighed. Fulgt op af stigende ansvar også for mere end en eller to patienter, for sådan er virkeligheden. En hånd i ryggen. Arbejdsglæde, bevidsthed om samfundsmæssig nytte.

Der er altid bump på vejen, uanset om man vil være gartner, læser antropologi eller er sygeplejestuderede. Når international forskning afspejler, at patienterne oplever ringe eller ingen sygepleje, sådan som kredsen om Fundamentals of Care har vist, er det tid til at slå et slag for den gode sygepleje og dokumentere, at den har betydning.

Velkommen til.