2 studerende med 60 års forskel

”Ved stuegang kom overlægen ind. Så 1.- og 2.-reservelæge, afdelingssygeplejersken og til sidst en elev. Eleven skulle enten sprøjte hexoderm i overlægens hænder eller følge efter med et askebæger, som han kunne skodde i.”

Det fortæller 83-årige Aase Damtoft i sit køkkenalrum, hvor møblerne har ens beigeblomstret betræk, og kaffestellet er af porcelæn og delikat. Hun sidder side om side med 58 år yngre Christine Sonne, som har samme trang til at arbejde med mennesker, som Aase havde i 1960, da hun startede som sygeplejeelev på Bispebjerg Hospital. Christine Sonne er sygeplejestuderende på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde og er i øjeblikket i praktik som udekørende sygeplejerske i Roskilde Kommune.

De to kvinder er mødtes for at tale om, hvad de har tilfælles: Sygeplejen. For der er nemlig sket en del med uddannelsen de sidste 60 år.

”Min tid som sygeplejeelev er jo som taget ud af serien Sygeplejeskolen. Vi boede på tremandsværelser, vi rullede vattamponer og vatpinde, når der var en ledig stund, og en vagt sørgede for, at vi ikke havde besøg efter kl. 22. Det lyder jo som et nonnekloster!”

Aase fortæller med øjnene rettet mod Christine Sonne, som selv har lidt svært ved at forestille sig at bo på hospitalet under sin uddannelse.

”Rent praktisk ville det det da være rart at bo der, hvis jeg nu f.eks. blev sendt langt væk i praktik. Men det lyder lidt mere som en højskole end en uddannelse,” svarer hun rettet mod Aase Damtoft.

Aase Damtoft nikker og fortæller, at hun kalder sine medelever under uddannelsen for livsvidner - til forelskelser og bryllupper, på charterrejser og til begravelser.

Tiden har ændret sig, men selvom sygeplejestuderende ikke længere bor sammen, er der stadig socialt samvær på uddannelsen.

”Vi mødes, når vi har undervisning, til fredagsbarer og internt med studievenner. Og så er det nok lidt nemmere at mødes nu, fordi vi har sociale medier, hvor vi hele tiden kan være i kontakt,” fortæller Christine Sonne.

Vejen ind i sygeplejen

Selvom de to kvinder har haft forskellige oplevelser med uddannelsen, der har ændret sig med årene, ligner deres vej ind i sygeplejen hinanden. At arbejde med børn var deres første indskydelse.

“Jeg ville så gerne have været barneplejerske. Men så sagde min mor en dag, at jeg ville have mange flere muligheder som sygeplejerske,” fortæller Aase Damtoft.

“Altså, barneplejerske? Er det ligesom en sundhedsplejerske i dag?” Spørger Christine Sonne.

"Nej, det var en uddannelse for sig selv. Det var en form for hjælper til sygeplejersken i børneinstitutioner, der ofte blev ledet af sygeplejersker.”

Så hun blev sygeplejerske, men endte med at arbejde på plejehjem det meste af sin karriere, fortæller Aase Damtoft, som i dag er glad for sin mors råd.

Christine Sonne ville egentlig også arbejde med børn, men efter et stressforløb i den vuggestue, hun arbejdede i, måtte hun finde på noget andet.

“Jeg ville gerne arbejde med mennesker og børn, og der tænkte jeg, at sygeplejersker måtte have meget med mennesker at gøre.”

“Er du glad for det?” spørger Aase Damtoft.

“Ja, meget. Jeg kan rigtig godt lide, at man er sin egen person, når man er på arbejde. At man bruger sin faglighed, men også sig selv, når man skaber en relation til de mennesker, man passer.”

Aase Damtoft nikker i enighed.

Injektioner i appelsiner

Aase Damtoft kan se, at der er noget, der har ændret sig med uddannelsen de sidste 60 år. De studerende virker mere rustede i dag, end de var dengang.

”Det var jo ikke fordi, vi ikke havde undervisning løbende dengang, men nok ikke så meget som i dag. Og det var undervisning på en anden måde. Jeg blev f.eks. undervist i, hvordan man injicerer, på en appelsin.”

”Det har jeg hørt om før!” udbryder Christine Sonne.

”Ja, men der er jo også patienter med appelsinhud, ikke?” griner Aase Damtoft.

Christine Sonne har ikke skullet øve injektion på en appelsin, men hun oplever også, at man bare bliver kastet ud i nye ting som studerende anno 2026. Hvis man vil.

”Vi havde ikke fået undervisning i at give en subkutan injektion, så da jeg kom i praktik, spurgte de, om jeg havde lyst til at prøve det. Det havde jeg egentlig ikke, for jeg blev lidt usikker på mig selv - det turde jeg da ikke gøre på et rigtigt menneske.”

Hun fandt frem til et kompromis:

”Til sidst sagde jeg, at jeg gerne ville se en anden gøre det, og så kunne jeg gøre det bagefter. Og nu kan jeg så det.”

Ængstelig autoritet

Efter Aase Damtoft har rakt sin gæst en skål med træstammer og bedt hende om at huske at tanke sin kaffe op, spørger Christine Sonne, om Aase Damtoft stadig kan huske sin første patient. Og det kan hun helt tydeligt. Han var en meget nydelig 75-årig mand, som tog det pænt, at hun var usikker.

Christine Sonne kan også godt huske sit første møde med en rigtig patient i sin første praktik:

”Jeg skulle ind på en patientstue, og jeg havde aldrig været på den side af sygehuset før. Så stod jeg lige pludselig der i uniformen, og det var ekstremt angstprovokerende at skulle gå derind. Jeg overtænkte meget, hvad jeg skulle sige og gøre, for de ville jo se mig som en slags autoritet.”

”Hvad gjorde du så?” spørger Aase Damtoft.

”Jeg bankede på, og gik ind og sagde godmorgen, præsenterede mig selv og spurgte, om han havde sovet godt. Det var bare en stille og rolig snak, der førte hen til, hvad han kunne tænke sig til morgenmad.”

Det viste sig, at det slet ikke var så slemt, som hun troede.

”Det var overhovedet ikke skræmmende. Da det var overstået, tænkte jeg, at nu har jeg prøvet det, nu kan jeg godt gå ind til den næste også,” siger Christine Sonne.

Aase Damtoft tilføjer:

”Og nogle gange kan den usikkerhed, der er første gang, godt være positiv for patienterne. Man kan godt blive meget hårdhudet af vanen, hvor mennesket måske ikke rigtigt skinner igennem. Så en lille smule usikkerhed er ikke usundt.”

Er omsorgen stadig til stede?

Aase Damtoft griner højt og slår i bordet, hver gang hun husker tilbage på nogle af de opgaver, sygeplejeeleverne havde i 1960’erne: Hvordan de skulle skylle stålkanyler igennem for blod, så de kunne genbruges, og at de skulle sørge for, at patienterne lå pænt med hænderne foldet over dynerne under stuegang.

Men alligevel synes hun også, at der mangler noget i dag:

”Vi kaldte os de varme hænder. For vi var gode til at skabe patientkontakt og sætte os ind i patientens situation.”

I dag mener hun, at sygeplejersker har for meget fokus på at dokumentere, og hun har en oplevelse af, at sundhedspersonalet sidder med ryggen til patienterne ved deres computere.

Men Christine Sonne er ikke helt enig i, at omsorgen har måttet vige for dokumentationen.

”Jeg synes helt sikkert, at der er et stort fokus på plejen. Men jeg tror også, det varierer fra person til person, hvad man prioriterer. Omsorg er dog stadig et stort fokus på uddannelsen.”

Aase Damtoft supplerer:

”Det, tror jeg, er meget rigtigt. Det er individuelt. Fordi jeg oplever selv som patient, at nogle sygeplejersker har mere tid end andre.”

”Ja, lige præcis. Det handler om, hvad man går op i,” siger Christine Sonne.

Efter kaffen er drukket, giver Aase Damtoft et råd til Christine Sonnes videre færden i sygeplejen:

”Nyd det. Vælg et speciale. Du virker som et empatisk menneske, så du skal nok nå langt. Og så hav det sjovt imens.”