Her er der også fødsler og hjerneblødninger på skemaet

De sygeplejestuderende begynder stille og roligt at indfinde sig i undervisningslokalet på 3. sal, hvorfra der er udsigt til både hav og bjerge. Det er fredag eftermiddag, og emnet for dagens fremlæggelser på 6. semester er tværprofessionelt samarbejde i patientforløb.

Det er ikke kun udsigten, der adskiller sig fra et undervisningslokale på en dansk professionshøjskole. Det samme gør antallet af studerende og længden på bacheloren, der udbydes af Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, i Nuuk.

Studielektor og sygeplejerske Maja Christensen har sat sig på et bord til højre for den elektroniske tavle, og efter lidt tekniske udfordringer er hun klar til at overvære de i alt fem fremmødtes PowerPoint-præsentationer. Yderligere en studerende er med på teams, mens to er fraværende i dag.

Set med danske øjne er der altså tale om et lille hold, men helt normalt for sygeplejerskeuddannelsen i Grønland, forklarer Maja Christensen, der er født og opvokset i Nuuk.

”Vi har optag en gang om året og optager normalt 14 hver gang, da antallet af praktikpladser er begrænset. I år har vi otte, der dimitterer, for nogle falder jo fra eller har orlov, hvilket er helt normalt.”

Tilpasset grønlandske forhold

De studerende har arbejdet med dagens fremlæggelser to og to, og mens præsentationerne foregår på dansk, går snakken lystigt på både dansk og grønlandsk før og efter. Og netop muligheden for at tale grønlandsk er vigtig, mener 27-årige Aviaq Sørensen.

Hun har gået på efterskole og gymnasium i Danmark og taler fejlfrit dansk. Hun tog også første semester af sygeplejerskeuddannelsen i Odense, men valgte at flytte tilbage til Grønland igen af personlige årsager. Og det er hun glad for.

”Uddannelsen er tilpasset de grønlandske forhold, og det betyder meget, at vi alle kender hinanden og kan tale sammen på både dansk og grønlandsk. Nogle ting er bare lettere at forklare og forstå på grønlandsk,” siger hun.

Det er sygeplejestuderende Ulda Poulsen på 32 enig i, og hun er også glad for de små hold.

”Jeg startede i 2020, men har haft orlov nogle år. Vi kender heldigvis hinanden godt på tværs af årgangene, og man bliver hurtigt tæt med sine medstuderende.”

Apopleksi og fødsler

Den grønlandske sygeplejerskeuddannelse adskiller sig fra den danske ved at være en universitetsuddannelse, og den tager fire år, bl.a. fordi de studerende også skal undervises i arktisk sygepleje, som f.eks. omfatter nødhjælp til fødende, suturering (sy/lime sår eller flænger) og vurdering af akutte tilstande.

”Vi bliver undervist dybdegående i sygdomslære og behandling af akutte sygdomme og tilstande. Det er vigtigt, da det ofte er os, der kommer til at stå alene i de mindre byer og bygder og har den første kontakt med borgerne,” fortæller Aviaq Sørensen, mens Ulda Poulsen uddyber:

”Vi skal kunne handle på akutte henvendelser og sy flænger, og vi har haft om fødsler og mange forskellige akutte tilstande f.eks. apopleksi (blodprop eller blødning i hjerne, red.). Vi er også blevet undervist i at bruge den systematiske ABCDE-tilgang, der hjælper en med at prioritere, hvilke undersøgelser og behandlingstiltag, man skal iværksætte.”

Rynke på næsen betyder nej

Den grønlandske uddannelse består også af lige dele undervisning og praktik, og de studerende har bl.a. været i praktik på et af de regionssygehuse, der ligger uden for Nuuk. Det har givet indblik i de mange forskellige opgaver, man ofte står med alene som sygeplejerske, og hvilke konsekvenser den udbredte mangel på fastansatte sygeplejersker i Grønland har.

”Mange steder er de kliniske vejledere også vikarer, så nogle gange har man ikke en vejleder hele praktikperioden. Man bliver hurtigt god til at tage sin læring i egne hænder,” siger Aviaq Sørensen.

Det er også i praktikperioderne, de for alvor har fået øje på de kulturforskelle og sprogvanskeligheder, der kan opstå i mødet mellem grønlandske patienter og sygeplejersker fra f.eks. Danmark.

”Vi grønlændere siger f.eks. ”nej” ved at rynke på næsen og ”ja” ved at løfte øjenbrynene. Det er der mange, der ikke ved. Og vi kan også blive bedt om at tolke mellem patienter og vikarer. Selvom det er op til en selv, om man vil, kan det godt være lidt frustrerende,” siger Aviaq Sørensen.

Ulda Poulsen er enig:

”Der er mange ting, der er anderledes her i Grønland, men vi brænder alle for sygeplejen og har hver vores passion. Selv er jeg blevet vild med sundhedsplejen efter at have været i praktik her.”

Sparring er vigtigt

Kultur- og sprogvanskeligheder er også temaet for dagens sidste PowerPoint-præsentation, der kigger på tværfagligt samarbejde i en case, hvor en grønlandsk patient, der ikke taler dansk, skal til Danmark for at få behandling. Efter fremlæggelsen opsummerer studielektor Maja Christensen.

”Det kan være svært nok at koordinere patientforløb mellem forskellige faggrupper og afdelinger, og det er endnu mere komplekst, når der skal koordineres mellem to hospitaler og to lande.”

Som underviser er hun også glad for de små hold og den fortrolighed, hun har med de studerende.

”Vores studerende er meget forskellige. Nogle kommer lige fra gymnasiet, mens andre har stiftet familie. Mange må allerede som ung flytte hjemmefra for at tage en gymnasial uddannelse, og bagefter skal de så flytte til Nuuk for at tage sygeplejerskeuddannelsen. Det er store krav, og jeg er glad for, at vi har tid og mulighed for at følge de studerende individuelt og tage flere snakke, hvis de har brug for det.”

Det værdsætter de studerende også.

”Mange af de patienter, vi har i praktikken, møder vi igen. Og sker der en ulykke i Nuuk, påvirker det os alle. Her betyder det meget, at der altid er nogen at sparre med, enten blandt underviserne eller ens medstuderende, også på tværs af årgangene. Det er vigtigt i et lille samfund som vores,” siger Aviaq Sørensen.