Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Studiestart

Læs

Flere hundrede sider. Så meget teori skal du læse på 1. semester for at blive klogere på f.eks. anatomi, farmakologi og sygdomslære. Synes du, det lyder uoverskueligt, er du ikke alene, men der er hjælp at hente.

Studiestart 2026 nr. 2.5, s. 19

Af:

Christina Sommer, journalist

Du når dårligt at hilse på dine nye studiekammerater, før studielivet banker på med undervisning, mødepligt og masser af læsestof. Pensumlisten på 1. semester byder på flere hundrede siders teori i emner som anatomi, farmakologi og videnskabsteori, og nogle gange skal du læse 100 sider på en uge.

Det kan virke uoverskueligt, men der er hjælp at hente uanset, om du er ordblind, har mistanke om at være det eller bare synes, de mange sider er svære at komme igennem. Det fortæller læsevejleder ved UC Syd, Astrid Monrad.

”Man skal først og fremmest indstille sig på, at det er en ny form for læseopgave og andre typer tekster og ord, end man har prøvet før. Formålet er også anderledes, så man skal ikke lade sig slå ud af, at det hele er lidt nyt og svært, for det er det,” forklarer hun.

Dan dig et overblik

Lange fagtekster kræver først og fremmest en helt anden læsetilgang end f.eks. skønlitteratur, siger Astrid Monrad.

”Man skal ikke starte med at læse teksten lige under overskriften og så køre igennem til sidste punktum. Man skal allerførst danne sig et overblik – kig tekst og billeder igennem, læs overskrifterne og overvej, om det er noget, du er stødt på før. Stil dig også spørgsmålet, hvad du skal bruge det til, og hvad du skal kunne, når du har læst teksten. Er du i tvivl, så spørg din underviser eller dine studiekammerater.”

Vurdér, nærlæs og skim

Når du har dannet dig et overblik og kender formålet med den tekst, du skal læse, er det også nemmere at vurdere, hvilke afsnit du med fordel kan nærlæse eller skimme samt tage de rette noter, siger Astrid Monrad.

”Når man skimmer, er mit tip, at man læser første sætning i hvert afsnit i en given tekst. Det kan give en idé om, hvad teksten handler om. Min erfaring er også, at teksterne på sygeplejestudiet er ret læsevenlige. Mange kommer fra det samme forlag og har en pædagogisk tilgang og tydelig struktur, hvor overskrifterne er dækkende for, hvad der kommer hvornår.”

Ordblind eller i tvivl?

Som ordblind har du krav på at få en række IT-programmer gennem den såkaldte SPS-ordning, der støtter din læsning og skrivning. Du kan også få forlænget tid til udvalgte prøver og studiestøttetimer med en læsevejleder på skolen eller gennem dit lokale VUC.

Har du mistanke om, at du er ordblind, har du ret til at blive testet, også selvom du er blevet det tidligere. Spørg din studievejler for mere hjælp.