Peter på 52 er one of the girls

På sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg er de fleste studerende på 1. semester i starten af 20’erne. Her er Peter Andersen undtagelsen. Som en mand på 52 år med familie og et langt CV, skiller han sig ud fra mængden.

”Pigerne fra mit hold griner af mig, fordi vi skal i praktik om lidt, og jeg skal på plejehjem. Det synes de er sjovt. Og det er det jo også,” griner han.

Peter Andersen har bl.a. rundet søværnet som veteran i over et årti, været radiograf og klinisk vejleder, er uddannet psykoterapeut, har arbejdet i psykiatrien og været misbrugsbehandler i et fængsel.

Men en dag, da han sad i sin bil på vej hjem fra sit arbejde i Nyborg Statsfængsel, tænkte han, at nu skulle det være nu. Han sagde sit job op og søgte ind på sygeplerskeuddannelsen. Og kom ind.

Store faglige helte

Når man spørger Peter Andersen, hvorfor han ville læse til netop sygeplejerske lige præcis nu, svarer han:

”Fordi jeg kunne, og jeg var klar. Jeg slap jo alt - indtægter, hele lortet - og så søgte jeg. Det var det, jeg ville. Der var ingen dvælen og ikke nogen tvivl.”

For sygeplejen har nemlig siddet i Peter Andersen længe. Han husker tilbage til et bifag om åndelig omsorg i 00’erne på radiografuddannelsen. Sygeplejeunderviseren omtaler han i dag som en af sine faglige helte, og det har betydet, at sygeplejen har ligget i hans baghoved og ulmet i mange år.

Når det kommer til faglige helte, mødte han også mange dygtige sygeplejersker på Svendborg Sygehus i sit virke som radiograf. Dem lærte han meget af, fortæller han ­- og så var han en lille smule misundelig på deres opgaver:

”Min faglighed er meget holistisk og menneskenær, og som radiograf fik jeg kun lov til at være med et vist stykke ad vejen. Når jeg begyndte at synes, at det blev rigtig interessant, var der ikke mere adgang, for det var sygeplejerskeopgaver. Og der kunne jeg bare mærke, at jeg var det forkerte sted. Jeg var simpelthen på en forkert sti.”

Han nævner mere omsorgsnær patientkontakt og hele forløb, som dét, han manglede.

Strikkecafé og Crazy Daisy

Peter Andersen vidste godt, at der ville være en stor aldersforskel mellem ham selv og hans medstuderende, da han søgte ind på uddannelsen.

”Selvfølgelig har jeg gjort mig nogle tanker på forhånd om, hvordan jeg kobler mig på det her fællesskab, på nogle unge mennesker, som kommer fra en anden tid, og som f.eks. er knivskarpe til IT. Og hvordan jeg gør mig gældende med min tidligere erfaring uden at virke som sådan en klog, gammel tosse,” fortæller han.

Men det kan man godt, siger han. Hans strategi er at være ydmyg og sig selv. Og så vil han gerne være en del af det sociale fællesskab det meste af tiden – f.eks. til Svendborg Løbet i maj, hvor de studerende lavede et gå- og løbehold, men også når pigerne inviterer ham med på strikkecafé.

”Sidst, jeg blev spurgt, kunne jeg ikke, fordi jeg skulle hente min søn på efterskole. Der er vi jo forskellige steder i livet. Jeg har også en datter på syv, og de siger, at jeg bare skal tage hende med, og det kommer jeg da til at gøre på et tidspunkt.”

”De siger, at jeg skal være one of the girls. Men du kan ikke finde mig på Crazy Daisy klokken to om natten mere. Det har haft sin tid. Og det forstår de godt. Det er der respekt omkring,” fastslår han.

Foruden det sociale aspekt af aldersforskellen, er der nogle fordele ved, at forskellige aldersgrupper er samlet i en faglig sammenhæng, oplever han. Når de skal lave nogle mere tekniske ting i undervisningen, som at producere en podcast eller lave et Mindmap, aner Peter Andersen ikke, hvilke knapper, han skal trykke på. Det ved hans medstuderende i 20’erne. Til gengæld har han noget faglighed i bagagen, han kan bidrage med – og en arbejdsmoral fra en hel karriere.

Peter på plejehjem

Praktikken er noget af det, Peter Andersen ser frem til i løbet af resten af sin studietid. Hans næste praktik er på et plejehjem.

”Jeg glæder mig til at komme ud og være sammen med de mennesker, som det handler om. Det handler jo ikke om mig.”

Han fortsætter:

”Praktikken er en virkelig god måde at koble teori og praksis sammen på. Læringen på sygeplejerskeuddannelsen handler jo ikke om 12-tallet. Det handler om at kunne sætte det, vi lærer, i spil for patienterne.”

Peter Andersen har endelig fundet sin rette sti. Nu har han et råd til dig, der har skiftet sti – eller bare har fundet den rigtige:

”Mød op. Altså, simpelthen mød op, og bliv en del af det, der er på sådan en uddannelse. Og spørg. Alle mennesker har noget forskelligt at byde ind med. Og så skal du komme, som du er, og være dig.”