Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 1997 nr. 16, s. 29-31
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
NÅR BØRN FÅR ASTMA
Producent Nils Feldballe
Det er dit liv og din ...
ASTMA
Odense: Sundhedsministeriet-Astma-Allergiforbundet-GlaxoWellcome 1996
Varighed 16 min.
VIDEO
Man kan leve godt med astma, hvis man selv og ikke mindst omgivelserne tager visse hensyn, er videoens budskab. Filmens målgruppe er de 6-13-årige.
Børn fortæller om deres astma. En familie, hvor datteren får astma, beskrives før og nu, og der vises klip af astmabørn i belastende situationer. Astmaskoler nævnes. En kendt håndboldspiller, der selv om hun måske ikke fortæller alverden ved sin medvirken, dog kan vise, at det er muligt at dyrke sport på eliteplan og samtidig have astma.
Der gøres utrolig meget ud af at fortælle, at man kan blive allergisk over for alt muligt, men samtidig pointeres det dog, at de hyppigste allergigener alligevel er pollen, skimmelsvamp, husstøv og dyrehår.
Filmen kommer vidt omkring på de 16 minutter og er i sin iver efter at fortælle så meget som muligt blevet overfladisk og springende.
Det er godt at filmen viser, at et astmaanfald faktisk kan ende med en hospitalsindlæggelse, men det er også meget uheldigt, hvis man kommer til at tro, at et astmaanfald er som de i filmen improviserede anfald. At vise et ægte anfald kunne måske hjælpe til at afdramatisere det mest dramatiske og skræmmende ved astma.
Også omkring medicinindtagelsen ved et anstrengelsesudløst astmaanfald virker det uklart, hvad det egentlig er, der foregår.
Videoen kan vises i klassens time og bruges som udgangspunkt for en samtale om astma, idet et ud af hvert tiende barn har astma, så i en almindelig klasse sidder to eller tre elever med astma og/eller allergi.
Men videoen kan ikke stå alene. Det er den for springende og usammenhængede til, selv om den er udarbejdet som en børnevideo og specielt henvender sig til de 6-13-årige, og i sit sprogbrug viser, at man har forsøgt at leve sig ind i de spørgsmål, der opstår, når et barn får astma. Med opfølgning af skolesundhedsplejerske, lærer eller konsulent fra Astma-Allergiforbundet er den brugbar til at få en diskussion i gang om, hvordan det er at have astma.
Af Joan Pia Åberg, assisterende områdesygeplejerske, Frederiksberg Kommune.
AFHÆNGIGHED MELLEM BEHANDLER OG PATIENT
Fayek Nakhla, Grace Jackson
Oversat fra engelsk af Lisbeth W. Sørensen
Hvem samler stumperne op?
To beretninger om en psykoanalytisk rejse
København: Hans Reitzels Forlag 1996
189 sider, kr. 185,-
Hvis det ellers er godt skrevet, er det fascinerende at læse om et terapiforløb. Det har fortællingens karakter og kan være så spændende som en novelle eller lille roman. Og lad det være sagt med det samme, Nakhla og Jacksons beretning har gode litterære kvaliteter og undgår helt den missionerende karakter, som nogle beskrivelser af vellykkede terapiforløb kan have.
Men bortset fra at vi, der ikke er terapeuter, får lov til at kigge psykoanalytikere og deres patienter over skuldrene, hvad glæde kan vi så have af at læse disse beretninger? Det vil jeg vende tilbage til. Først lidt om den foreliggende beretning. 'Hvem samler stumperne op?' beskriver et langt terapiforløb, der på flere måder overskrider rammerne for en klassisk psykoanalyse, som vi kender den fra fx Th. Vanggaards bog 'Angst'.
Grace Jackson er en ung amerikansk kvinde med en psykotisk eller måske snarere grænsepsykotisk problematik. Efter et udramatisk brud med sin meget nære veninde begynder hun en analyse, først i London, hvor hun er på studieophold, og siden hos F. Nakhla i New York. På det ydre plan fungerer Grace Jackson relativt godt, hun har arbejde og har altid været en veltilpasset og dygtig pige, men hun har aldrig rigtig 'tag i sig selv'. Hun føler kun, at hun er virkelig i en tæt relation til et andet menneske – veninden. Hele tiden forsøger hun at opbygge sin eksistens gennem veltilpasset adfærd eller ved at skrive om sit liv. Først i sine dagbogsnotater opnår hun realitet for sig selv. Men dette er kun en erstatning – et falsk selv.
Behandlingens forløb bestemmes af et forsøg på at komme bag om det falske selv. Og det bliver et dramatisk forløb, hvor Graces regression bliver dyb og faretruende gennem voldsomme, selvdestruktive handlinger. Hun skærer sig med glasskår og barberblade i et forsøg på at opleve sin reelle eksistens – sin kropslighed.
Terapeuten må opgive sin neutrale holdning og tillade en tæt afhængighed, yde omsorg og inddrage Graces familie i behandlingen. Fayek Nakhla og Grace Jackson vælger at afslutte behandlingen ved sammen at skrive beretningen om deres fælles psykoanalytiske rejse.
Bogen veksler mellem afsnit, som Grace har skrevet og afsnit, som Nakhla har skrevet. Ofte er det samme fase i terapien, som beskrives fra hver sin synsvinkel. Men der er også mere teoretiske afsnit, hvor Nakhla begrebsliggør sine kliniske erfaringer. Disse afsnit er klare og præcise i deres beskrivelse af de teoretiske begreber. Og det er her, jeg mener, at bogen får en særlig værdi i en professionel sammenhæng. Den basale enhed mellem terapeut og patient bliver gjort til genstand for grundige overvejelser. En tæt afhængighed mellem behandler og patient, der har en anden karakter end overføringens, og som medfører patientens identifikation med behandleren, beskrives indgående. Nakhlas analyse af denne afhængighed mener jeg kan være både oplysende og samtidig støtte refleksionen over den relation, mange sygeplejersker oplever som kontaktperson. Også selv om sygepleje-patient-relationen ikke har så dramatisk karakter som den fortælling, vi kan læse om i Nakhlas og Jacksons meget anbefalelsesværdige bog.
Af Agnete Iversen, chefsygeplejerske, Psykiatrien i Århus Amt.
FORHOLDET MELLEM FILOSOFI, VIDENSKAB OG SYGEPLEJE
Kari Martinsen
Fenomenologi og omsorg
Tre dialoger
Med efterskrift af Katie Eriksson
Oslo: Tano-Aschehoug 1996
150 sider, kr. 262,-
Temaerne i Kari Martinsens nyeste bog er forholdet mellem filosofi og videnskab og forholdet til sygeplejen. Relationen mellem krop og ånd og forskellige sproglige udtryksformer i sygeplejen diskuteres også, ligesom samfundsengagementet i sygeplejen.
Bogen består af tre artikler, som er skrevet på baggrund af de foredrag, Kari Martinsen har holdt som oplæg til efterfølgende dialoger med Katie Eriksson i tidsrummet 1994-1995.
Udgangspunktet er omsorgen for den anden, dvs. næstekærligheden og barmhjertigheden, som både Kari Martinsen og Katie Eriksson ser som fundamentale for det menneskelige liv – og bærende for sygeplejen. De to forfattere fremstiller imidlertid omsorgsbegrebet forskelligt, hvilket må tilskrives deres forskellige sproglige udtryksformer og især teoretiske inspirationskilder.
Sammenstillingen mellem Kari Martinsens og Katie Erikssons synspunkter er interessant, men egentlige dialoger er der i bogen vel ikke tale om. Katie Eriksson har ikke ønsket at udgive sine oplæg til dialogerne, så det er kun Kari Martinsen, der taler og udlægger fortolkninger af Katie Erikssons (og i mindre grad Patricia Benners) synspunkter. Katie Erikssons meget korte efterord fremstår som svar til Kari Martinsen. Det havde været spændende, og havde tilføjet bogen større dynamik, hvis Katie Eriksson i højere grad havde medvirket i bogen, så en egentlig samtale mellem de to kunne have fundet sted.
I den første dialog beskrives videnskabens og sygeplejeforskningens plads i forhold til omsorg og metafysik. Metafysisk tænkning beskriver Kari Martinsen som tænkning om helheden og de sammenhænge, vi indgår i, sådan som vi umiddelbart erfarer dem. Katie Eriksson lægger vægt på videnskabens muligheder i forhold til at definere begreber som lidelse og håb. Først når sygeplejersken har forstået hvad begrebet lidelse dækker over, er hun i stand til at møde fænomenet lidelse (som noget mere fundamentalt) hos patienten.
Kari Martinsen afviser ikke videnskaben, men anser det for betænkeligt at begrebsanalysere eksistentielle spørgsmål. Hun er derimod optaget af videnskabens grænser og metafysikkens muligheder, forstået som udfoldelsen af de skabte livsmuligheder, der realiseres i livet med medmennesker. Som sygeplejersker må vi støtte patientens livsmod i lidelsen og møde fænomenet lidelse og ikke det entydige begreb lidelse. Kari Martinsen fastslår, at videnskab ikke er metafysik, men metafysik må have en selvstændig position på linie med videnskaben.
Den anden dialog omhandler krop og ånd i praktisk sygepleje, og Kari Martinsen kommer her bl.a. ind på, hvordan skabelsesfænomenologien placerer sig imellem filosofi og videnskab. Den tredje dialog handler om Løgstrups religionsfilosofi i mødet med sygeplejerskens praksis. Med udgangspunkt i sit eget ståsted inddrager hun såvel Katie Erikssons som Patricia Benners synspunkter.
Højt abstraktionsniveau
I den filosofiske diskussion om forholdet mellem videnskab og metafysik, fortolkes og citeres en række teologer, der tidligere har ført samtaler om lignende emner. I denne fremstilling bliver Kari Martinsen især den danske fænomenolog, teologen K.E. Løgstrups talerør, mens Katie Eriksson (i mindre grad pga. det korte bidrag til bogen) især taler gennem den svenske teolog Anders Nygren.
En stor del af budskabet i denne bog har Kari Martinsen været inde på i sine tidligere udgivelser, men hun gør det her ud fra nye vinkler. Hun giver indtryk af et indgående kendskab til sine referencer, ligesom hun beskriver en nuanceret og gennemarbejdet holdning til disse livets store spørgsmål. Hermed må bogen for mig at se være relevant også for læsere uden for sygeplejen med filosofisk eller teologisk interesse. Som sygeplejerske savner jeg imidlertid en større vægtning af forbindelsen til den praktiske konkrete sygepleje, hvilket både kunne være interessant og vedkommende læsning, og samtidig gøre bogen mere læsevenlig. For bogen er vanskeligt tilgængelig. Særligt i den anden dialog, hvor Kari Martinsen inddrager en række forfattere, bevæger hun sig på et højt abstraktionsniveau, og generelt er hendes brug af sproget ikke lettilgængeligt. Bogens layout giver heller ikke en hjælpende hånd.
Bortset fra to skematiske fremstillinger har end ikke en lille vignet sneget sig ind blandt de 150 sider, der er trykt med bogstavtyper mindre end i de fleste andre bøger. Her er det alene ordene, der taler – hvilket på den anden side er befriende. Bogen er overordnet disponeret i de 3 hoveddialoger, med Katie Erikssons afsluttende kommentarer. Hver dialog er opdelt i mange mindre afsnit, hvilket fremgår af indholdsfortegnelsen, og som gør den nem at slå op i. Bogens omslag angiver, at den især henvender sig til grund- og videreuddannelserne i sygepleje. Efter min vurdering hører den hjemme på videreuddannelserne, da et godt kendskab til såvel videnskabsteoretiske retninger som Kari Martinsens teoretiske univers er en forudsætning for, at læseren kan opnå et reelt udbytte af bogen.
Kari Martinsen har igen bidraget med et betydningsfuldt arbejde til diskussionen om de overordnede antagelser i forhold til, hvilket grundlag sygeplejen bygger på, og hvad to beslægtede, men dog forskellige, filosofiske/teologiske antagelser kan betyde for fagets udvikling og forskningsmetodik.
Af Merete Munk, sygeplejelærer, Sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.