Sygeplejersken
Evaluering med huller
Der er ros til social- og sundhedshjælperne i en nylig offentliggjort evaluering af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Uddannelsen er en succes: Social- og sundhedshjælperne er fleksible, og de kan, hvad de kommunale arbejdsgivere forventer af dem. Noget tilsvarende kan ikke konkluderes om social- og sundhedsassistentuddannelsen: Arbejdsgiverne giver udtryk for, at de har for få erfaringer med social- og sundhedsassistenterne til at sige noget om dem. Men man kunne for eksempel have spurgt praksis!
Sygeplejersken 1997 nr. 16, s. 32-37
Af:
Linda Kragelund, sygeplejerske, ph.d.
Elever ved de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser føler sig mere velkomne i psykiatrien end i somatikken, og når de er uddannede, får de i somatikken kun i begrænset omfang lov til at bruge deres kompetence. Elevernes vejledning under praktikforløbene er for ringe og for sygeplejeorienteret.
Sådan lyder nogle af konklusionerne i evalueringsrapporten, der bygger på et stort materiale. Der er dog en meget alvorlig mangel: Praksis har i meget ringe grad deltaget i evalueringen, og det forekommer mærkværdigt, når to tredjedele af uddannelsen foregår i praksis.
Fra januar 1991 trådte reformen af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser i kraft.
Med reformen blev uddannelserne til hjemmehjælper, sygehjælper, plejer, plejehjemsassistent og beskæftigelsesvejleder nedlagt. I stedet for kom et sammenhængende uddannelsessystem, der består af indgangsåret, social- og sundhedshjælperuddannelsen, social- og sundhedsassistentuddannelsen og de videregående social- og sundhedsuddannelser. Systemets opbygning fremgår af figur 1.
Indgangsåret er en speciel form for 10. klasse, hvor eleverne ud over folkeskolens valgfri prøveforberedende fag blandt andet undervises i social- og samfundsforhold og sundhedsforhold, og kommer i praktik i primærkommunerne. Eleverne ansættes af kommunerne, og hvis de skønnes egnede, er de garanteret en plads på social- og sundhedshjælperuddannelsen.
Social- og sundhedshjælperuddannelsen varer et år og består af en vekselvirkning mellem teori og praktik. Eleverne ansættes af kommunerne og uddannes til at arbejde i primærkommunalt regi. De opnår kvalifikationer til at kunne yde praktisk og personlig bistand til borgere i eget hjem, herunder til at kunne aktivere borgere, så de kan bevare en normal livsudfoldelse. Desuden uddannes eleverne til at kunne udføre elementære sygeplejeopgaver.
Social- og sundhedsassistentuddannelsen varer 1-1/2 år og består også af en vekselvirkning mellem teori og praktik. Eleverne ansættes af såvel kommunerne som amterne, og de uddannes og kvalificeres til at kunne arbejde både i primær og sekundær sundhedstjeneste. Social- og sundhedsassistenternes arbejdsområde er grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver og sammensatte omsorgs- og aktiveringsopgaver (1).
Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet satte i slutningen af 1995 en evaluering af reformen af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser i gang. Evalueringen er foretaget af Erhvervs- og voksenuddannelsesgruppen på Roskilde Universitetscenter.
Evalueringsgruppen fik følgende kommissorium (2): ''Hensigten med evalueringen er i forhold til reformens formål og indhold at få beskrevet, analyseret og vurderet væsentlige kvalitative og kvantitative forhold ved de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Overordnet skal evalueringen af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser afdække forhold og problemstillinger i relation til såvel optag, uddannelsesforløb som beskæftigelsessituation, således at man får belyst følgende:
- Dimensionering af og rekruttering til uddannelserne.
- Uddannelsesforløbet i forbindelse med såvel skole- som praktikophold.
- Beskæftigelses- og uddannelsesveje, samt beskæftigelsessituation for de færdiguddannede.''
Praksis' vurdering tynd
Stor var min undren, da jeg ved læsning af evalueringsrapporten ikke umiddelbart kunne se, hvor praksis' vurdering af social- og sundhedsassistentuddannelsen var beskrevet, lige med undtagelse af de fire sider, hvor cirka 30 praktikansvarlige fra primær og sekundær sektor kommenterer både social- og sundhedshjælper- og social- og sundhedsassistentuddannelsen. Og lige med undtagelse af de cirka fem en halv side, hvor et antal ledere – hvor mange fremgår ikke af rapporten – giver de uddannede social- og sundhedsassistenter nogle få ord med på vejen. Rapporten, der i øvrigt bygger på et stort empirisk materiale, er tynd, når det drejer sig om praksis' evaluering af social- og sundhedsassistentuddannelsen. Specielt er der en skæv vægtning mellem elevernes og skolernes deltagelse i undersøgelsen i forhold til praksis' deltagelse. Det er kun få ledere og praktikansvarlige for social- og sundhedsassistentuddannelsen, der er
Side 33
kommet til orde i evalueringen, og det er ikke engang praktikvejlederne, der jo i det daglige uddanner eleverne. Tankevækkende!
Som repræsentant for sekundær sundhedstjeneste falder det også i øjnene, at på de fire sider, hvor praktikansvarlige udtaler sig, kommer eksemplerne, så vidt jeg kan se ud fra en analyse af teksten, udelukkende fra primær sundhedstjeneste. Hvad er mon grunden til det? Har det ikke været muligt at få praktikansvarlige på sygehusene i tale, eller er der fra rekvirenternes side ikke ønske om en evaluering af social- og sundhedsassistentuddannelsen på sygehusene? Hvad grunden end er, mener jeg, det er uheldigt, at det er sådan. Og jeg er af den overbevisning, at evalueringen ville have været mere værd, hvis sygehusenes vurdering af social- og sundhedsassistentuddannelsen i højere grad havde været repræsenteret i den.
Hvad angår praksis' deltagelse i evaluering af social- og sundhedshjælperuddannelsen er situationen en lidt anden. Af rapporten fremgår det, at der er lavet gruppeinterview med mellem én og fire personer i 24 kommuner. Disse personer har fortrinsvis været ledende sygeplejersker på forskellige niveauer. Desuden er der lavet seks gruppeinterview med rundt regnet 30 praktikansvarlige for social- og sundhedshjælperuddannelsen.
I rapporten fylder praksis' evaluering af social- og sundhedshjælperuddannelsen, ud over de fire sider, hvor cirka 30 praktikansvarlige fra både primær- og sekundærsundhedstjeneste kommenterer både social- og sundhedshjælper- og social- og sundhedsassistentuddannelsen, i alt rundt regnet ni sider. Her udtaler både ledere og praktikansvarlige sig om social- og sundhedshjælpernes kvalifikationer.
I psykiatrien får eleverne ved de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser lov til at bruge deres kompetence, i modsætning til somatikken, lyder en af konklusionerne i evalueringsrapporten. Social- og sundhedsassistent Jytte Kræmmer (tv) fra Amtssygehuset Fjorden i Roskilde er her fotograferet sammen med en klient. Personalet på den psykiatriske afdeling optræder normalt i civilt tøj. Foto: Mark Andersen.
Side 34
I forhold til indgangsåret har praksis overhovedet ikke bidraget til evalueringen.
Til trods for disse kritikpunkter er jeg ikke i tvivl om, at rapporten rundt om i landet kan bruges til at se nogle tendenser, positive såvel som negative, i de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. På den måde vil evalueringen være et godt udgangspunkt for diskussioner og eventuelle ændringer af uddannelserne.
FIGUR 1: OVERSIGT OVER SOCIAL- OG SUNDHEDSUDDANNELSERNE
Kilde: Linda Kragelund
Indgangsåret
Evalueringen af indgangsåret bygger på en spørgeskemaundersøgelse af 355 elever. Eleverne er relativt tilfredse med uddannelsen, specielt synes de om de praktikperioder, der har med børn at gøre. Eleverne giver udtryk for, at praktikforløbene er med til at afklare, hvilken uddannelse de ønsker på sigt. Men evalueringen giver ingen svar på, hvordan praksis stiller sig til uddannelse af indgangsårseleverne. Det er interessant set i lyset af, at amternes dimensionering på landsplan endnu ikke er opfyldt.
Jeg spørger mig selv, om praksis ikke er blevet spurgt, fordi rekvirenterne ikke ønsker at få afdækket grunden til det. Min erfaring fra primær sundhedstjeneste med indgangsårseleverne er, at arbejdsgiverne nogle steder er tilbageholdende med at ansætte dem, fordi de i praksis kræver mange ressourcer i forbindelse med vejledning, fordi de ikke kan udføre opgaver selvstændigt, og fordi de, hvis de fortsætter på social- og sundhedshjælperuddannelsen, kræver særlig opmærksomhed, da de er under 18 år, og der derfor er specielle retningslinjer for dem i henhold til Arbejdsmiljøloven.
Social- og sundhedshjælperne
Evalueringen af social- og sundhedshjælperuddannelsen bygger på et bredt udsnit af besvarelser fra elever, uddannede social- og sundhedshjælpere, lærere, skoleledere og praktikansvarlige. Figur 2 viser, hvordan eleverne vurderer praktikperioderne.
Evalueringen af praktikperioderne bygger på 480 elevers besvarelser af spørgeskemaer. På tidspunktet for evalueringen havde 82 procent af eleverne afsluttet praktik1 og kun 20,4 procent havde af-sluttet praktik 2. Af evalueringen fremgår desuden, at 46 procent af eleverne oplever praktikperioderne som ren uddannelse, og 22 procent oplever perioderne som rent erhvervsarbejde, dvs. eleverne mener, de bliver betragtet som ren arbejdskraft. Imellem disse to grupper ligger 29 procent af eleverne, der synes, at deres praktikperioder består af en blanding af erhvervsarbejde og uddannelse. Disse tal kan sammenholdes med, at eleverne i gennemsnit følges med deres praktikvejleder i 1-2 uger, før de selvstændigt begynder at udføre elementære bistands-, pleje- og omsorgsopgaver.
Endvidere fremgår det, at 18 procent af eleverne kun har møde med deres praktikvejleder(e) én gang om måneden, og at 49 procent af eleverne har møde med deres praktikvejleder(e) én gang om ugen. Det fremgår dog ikke af evalueringen, om det er den eneste vejledning, eleverne får, eller om de også får vejledning i det daglige arbejde som blandt andet før-, under- og eftervejledning.
Derfor mener jeg, det kan være svært at konkludere noget endegyldigt på tallene i forbindelse med, hvor meget vejledning eleverne reelt får.
Det fremhæves i undersøgelsen, at elevernes vurdering af praktikperioderne og deres oplevelse af den vejledning, de får, er meget forskellig. Dog efterlyser en del elever, at praktikstederne og dermed praktikvejlederne får større kendskab til social- og sundhedshjælperuddannelsens indhold og opbygning.
En stor del af eleverne oplever en god sammenhæng mellem teori og praksis, selvom nogle elever siger, at teorien er for rosenrød. Et eksempel er den teoretiske undervisning om aktivering og kost, der kun i ringe grad kan bruges i praksis, fordi der ikke er tid til at arbejde med disse ting.
En del social- og sundhedshjælperelever og social- og sundhedshjælpere giver udtryk for, at de ingen interesse har i at gøre rent. Det synes jeg er tankevækkende, da en stor del af social- og sundhedshjælpernes arbejde består i praktisk bistand hos borgere i eget hjem, og det må give problemer i forhold til uddannelsens ideal om helhedspleje.
Ikke overraskende giver lærerne udtryk for, at social- og sundhedshjælperelevernes praktikvejledere ikke er godt nok uddannede i forhold til funktionen som vejledere. Det resulterer blandt andet i, at praktikvejledere i nogle tilfælde vurderer elevernes faglige kunnen efter få uger og ikke ved praktikperiodens slutning, og at eleverne skal bruge kræfter på at få den vejledning, de har brug for.
Ifølge rapporten giver både elever og uddannede social- og sundhedshjælpere udtryk for, at disse
Side 35
problemer kan hænge sammen med, at praksis i for høj grad har et arbejdskraftsyn på eleverne og ikke et uddannelsesmæssigt syn! Og lærerne mener, problemerne skyldes, at nogle praktiksteder har vanskeligt ved at se, at det er deres ansvar at undervise eleverne i praksis.
De kommunale arbejdsgivere giver udtryk for, at social- og sundhedshjælperuddannelsen er en succes. De oplever social- og sundhedshjælperne som fleksible, samtidig med at de har de kvalifikationer, der er nødvendige for at kunne udføre elementære bistands-, pleje- og omsorgsopgaver hos borgere i eget hjem.
FIGUR 2: HJÆLPERELEVERNES VURDERING AF PRAKTIKPERIODER
Anmærkning: Evalueringen af praktikperioderne bygger på 480 elevers besvarelser af spørgeskemaer. På tidspunktet for evalueringen havde 82 procent af eleverne afsluttet praktik 1 og kun 20,4 procent havde afsluttet praktik 2.
Kilde: Evaluering af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.
Undervisningsministeriets Forlag, 1996.
Social- og sundhedshjælperne
Som nævnt er grundlaget for evalueringen af social- og sundhedsassistentuddannelsen spinkelt, hvad angår praksis' udtalelser både i forhold til uddannelsen af eleverne og i forhold til de uddannede. Bortset fra det bygger evalueringen, i lighed med evalueringen af hjælperuddannelsen, på et bredt udsnit af besvarelser fra henholdsvis elever, lærere og skoleledere. Elevernes vurdering af den praktiske del af uddannelsen fremgår af figur 3. Evalueringen bygger på 380 elevers besvarelser.
50 procent af dem har været i praktik i primær sundhedstjeneste, heraf vurderer halvdelen perioden som god. To tredjedele af de 380 elever har været i praktik på de somatiske sygehuse, og af dem var cirka 66 procent glade for forløbet. 56 procent af eleverne har været i praktik i psykiatrien. Af dem giver 80 procent udtryk for, at praktikperioden var tilfredsstillende.
I det hele taget fremgår det af evalueringen, at psykiatri både som fag og som praktisk område er det, som eleverne værdsætter mest i uddannelsen. Det, eleverne fremhæver ved psykiatrien, er, at de føler sig velkomne, og at vejlederne er lette at komme i kontakt med.
De uddannede social- og sundhedsassistenter føler sig også godt tilpas i det psykiatriske område, hvor de oplever, de er blevet bedst modtaget som faggruppe.
I somatikken synes eleverne, at der er for lidt tid til dem, og at de går for meget ind i normeringerne, specielt i ferieperioderne. Endelig oplever de, at de på de somatiske sygehuse og i kommunerne kun i begrænset omfang må bruge deres kompetence. En social- og sundhedsassistent udtrykker det på denne måde:
''Psykiatrien er det eneste sted, de virkelig har accepteret assistenterne, sygehusene tager ikke mange stadigvæk, de er stadig lidt bange for dem, og på de somatiske plejehjem får man ikke lov til at lave mere end en sygehjælper.'' (2, s. 171).
Mangelfuld vejledning
Det er forskelligt, hvor længe eleverne følges med deres praktikvejleder, før de selvstændigt begynder at udføre grundlæggende sygeplejeopgaver og sammensatte aktiverings- og omsorgsopgaver. Mest almindeligt er det dog, at eleverne følges med praktikvejlederen i 1-2 uger. Eleverne giver udtryk for, at de får mere vejledning i psykiatrien end i somatikken, og at primær sundhedstjeneste ligger et sted derimellem.
I det hele taget opleves vejledningen forskelligt af eleverne, men generelt efterlyser de pædagogisk uddannelse af vejlederne. Noget tilsvarende giver de uddannede social- og sundhedsassistenter udtryk for. De mener, at praktikvejlederkurser vil gøre vejlederne bedre forberedt på at skulle have elever og bedre i stand til at gennemføre de obligatoriske samtaler og evalueringer. Både elever og uddannede social- og sundhedsassistenter mener, at man på praktikstederne ikke har viden nok om uddannelsen, herunder teoridelen og social- og sundhedshjælpernes ansvars- og kompetenceområde. Eleverne er af den opfattelse, at der er en god sammenhæng mellem den teoretiske og den praktiske del af uddannelsen.
Dårlig kommunikation
Til forskel herfra fremgår det af evalueringen, at en betydelig del af eleverne på både social- og sundhedshjælper- og social- og sundhedsassistentuddannelsen overvejende oplever samarbejdet mellem skole og praksis som dårligt.
Kommunikationen mellem dem er for ringe. Eleverne savner en mere personlig kontakt mellem lærerne og praktikvejlederne, og de giver udtryk for, at de to verdener kender for lidt til hinanden. Dermed bliver tilbagemeldingerne til eleverne, blandt andet på deres skriftlige, obligatoriske praktikopgaver, for dårlige. Mange steder får eleverne blot at vide, at de har bestået opgaven. Der er tale om en kvantitativ tilbagemelding. Den kvalitative mangler. Et problem i den forbindelse er også, at skole og praksis ikke mødes for at vurdere opgaverne.
Side 36
Desuden er det ikke ualmindeligt, at skole og praksis vurderer opgaverne forskelligt og er uenige om niveauet i dem. Et andet problem med de skriftlige, obligatoriske praktikopgaver er, at de fylder uforholdsvis meget i elevernes praktikuddannelse og virker hæmmende for deres øvrige læring.
En social- og sundhedsassistentelev beskriver det meget rammende sådan: ''Praktikopgaven fylder utrolig meget, den hæmmer læringen i praktikken. Man kan ikke få øje på, hvad der sker omkring en. Allerede fra første dag begynder man at udse sig en patient, som kan bruges i opgaven.'' (2, s. 165).
Endelig giver begge grupper elever udtryk for, at aktivitetsfagene, de undervises i på social- og sundhedsskolen, er problematiske, fordi de lægger op til noget, der ikke eksisterer i praksis. Dette kan, ifølge evalueringsrapporten, ses i sammenhæng med en generel kritik af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, der går på, at der er for megen sygeplejetænkning i dem. På social- og sundhedsskolerne er cirka halvdelen af lærerne sygeplejersker, og en stor del af praktikvejlederne er også sygeplejersker. Konsekvensen er, at eleverne har svært ved at skabe deres egen faglighed og fagidentitet.
FIGUR 3: ASSISTENTELEVERS VURDERING AF PRAKTIKPERIODER
Anmærkning: Evalueringen bygger på 380 elevers besvarelser. 50 procent af dem har været i praktik i primær sundhedstjeneste, 66 procent har været i praktik på somatisk sygehus og 56 procent af eleverne har været i praktik i psykiatrien. Kilde: Evaluering af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Undervisningsministeriets Forlag, 1996.
Vag konklusion
Hvad angår arbejdsgivernes evaluering af de uddannede social- og sundhedsassistenter, hedder det i rapporten, at det er vanskeligt at give en entydig vurdering af dem og deres kvalifikationer. De har endnu ikke fundet deres plads i systemet, forstået på den måde, at arbejdsgiverne ikke i tilstrækkeligt omfang er fortrolige med at bruge social- og sundhedsassistenternes kvalifikationer hensigtsmæssigt.
Det viser sig, at arbejdspladserne, for at få gavn af og for at blive tilfredse med social- og sundhedsassistenterne, bevidst skal have reflekteret over, hvor social- og sundhedsassistenterne kan bruges, og hvad man vil bruge dem til. Der er ikke en klar definition af deres arbejdsområde, og p.t. er der ikke nok erfaringer med social- og sundhedsassistenterne, konkluderes der i evalueringen!
Konklusionen undrer mig, da social- og sundhedsassistentuddannelsen mange steder startede i løbet af 1992, og de første social- og sundhedsassistenter derfor blev uddannede i 1993-94. De har altså været på banen i 2-1/2-3 år. For mig at se bliver konklusionen vag, fordi kun et lille antal ledere har deltaget i evalueringen, og de har oven i købet kun har få erfaringer med social- og sundhedsassistenterne. Havde evalueringsgruppen henvendt sig til arbejdspladser, der har større kendskab til at bruge social- og sundhedsassistenterne og deres kvalifikationer, er jeg af den overbevisning, at evalueringen ville være blevet mere entydig og fyldestgørende. For eksempel har vi på min arbejdsplads, der er et psykiatrisk sygehus med 120 sengepladser, ansat godt 30 social- og sundhedsassistenter.
Lærer ikke for livet
Ifølge rapporten er tidspres et kendetegn ved både social- og sundhedshjælper- og social- og sundhedsassistentuddannelsen. I begge uddannelser er der stoftrængsel og for mange opgaver, prøver og eksaminer. Samtidig giver eleverne udtryk for, at de er bange for eksaminer, idet mange af dem ikke er uddannelsesvante. Det store pensum, eleverne skal igennem, betyder i en vis udstrækning, at de lærer stoffet udenad, og det endda kun det, der er relevant for eksamen. I uddannelserne er der i alt for ringe grad tid til, at eleverne kan reflektere over og fordøje det stof, de skal lære, og derfor glemmer de hurtigt en del af det. Lærerne giver udtryk for, at der heller ikke er tid til diskussioner, hvilket ikke er befordrende for læringen.
Min opfattelse er, at disse faktorer på den ene side kan være medvirkende årsag til, at praksis med mellemrum oplever, at eleverne har huller i deres viden, og resultatet er, at eleverne lærer for eksamen og ikke for livet. På den anden side mener jeg man lidt sarkastisk kan sige, at stoftrængslen indebærer, at eleverne får en stor bredde i deres uddannelse, hvilket jo netop var hensigten med reformen af social- og sundhedsuddannelserne, da man fra politisk side ønskede medarbejdere med brede kvalifikationer!
For ringe praktikvejledere
En af hovedkonklusionerne i evalueringen er, at praktikvejledernes kvalifikationer generelt, både i forhold til social- og sundhedshjælperne og social- og sundhedsassistenterne, er for dårlige. Samtidig er der for få ressourcer i praksis, både hvad angår tid, og hvad angår antallet af praktikvejledere. Kritikken af praktikvejlederne går blandt andet på, at deres pædagogiske kvalifikationer ikke er tilstrækkelige, og at de nogle steder
Side 37
endnu ikke har sat sig ind i uddannelsernes rammer og indhold.
Problematikken hænger sammen med kurserne for praktikvejledere, der kritiseres både kvantitativt og kvalitativt. Kvantitativt, fordi de er for korte. 2-3 dage er ikke nok til at give praktikvejlederne pædagogisk kompetence. Kvalitativt, fordi kurserne i vid udstrækning kun indeholder faktuel viden om uddannelserne. For at kunne ruste praktikvejlederne er det nødvendigt, at kurserne også indeholder blandt andet teori om pædagogik, vejledning og læring i praksis.
Det kunne måske være en idé at dvæle lidt ved problemerne med praktikvejlederne og praktikvejlederkurserne, da de også er et af omdrejningspunkterne i Evalueringen af Sygeplejerskeuddannelsen (3). Det kunne tyde på, at det er vigtigt i fremtiden at arbejde med at forbedre praktikvejledernes kvalifikationer. I den forbindelse mener jeg, det er essentielt, at politikerne får øjnene op for, at det er nødvendigt at tilføre både kursusudbydere og praksis ressourcer i form af tid, personale og økonomi, hvis problemerne med praktikvejledning skal løses.
Dimensioneringen
Af evalueringen fremgår, at dimensioneringen af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser endnu ikke fungerer helt efter hensigten. Flere amter har vanskeligt ved at leve op til den, fordi der mangler et effektivt styringsredskab. Kendetegnende er, at man både i amter og kommuner kun i ringe grad har taget til indtægt, at der er tale om et sammenhængende uddannelsessystem.
Blandt andet har mange kommuner vanskeligt ved at opfylde dimensioneringen, fordi de ikke kan skaffe et tilstrækkeligt antal praktikpladser. Det fremgår af evalueringsrapporten, at det giver problemer på social- og sundhedsassistentuddannelsen, hvor det er besværligt at rekruttere elever nok, blandt andet fordi man ikke har været bevidst om, at social- og sundhedshjælperuddannelsen skulle være fødekæde til social- og sundhedsassistentuddannelsen. Videre hedder det i rapporten, at problematikken skal ses i sammenhæng med, at kommunerne har svært ved at tænke både ud fra et uddannelses- og et arbejdsmarkedsperspektiv.
De modne favoriseres
Generelt har kommunerne mest fokus på, at de skal bruge arbejdskraft her og nu. Det betyder, ifølge rapporten, at de ved ansættelse af social- og sundhedshjælperelever i høj grad vurderer, hvilke reelle kvalifikationer ansøgerne har i forhold til arbejdsopgaverne i kommunerne. Derved kommer de i nogen grad til at favorisere de modne kvinder, der er opdraget til at yde omsorg og derfor kommer med et stort omsorgspotentiale. De ved, hvad det vil sige at holde hus og hjem. Heroverfor står de unge ansøgere, som man i kommunerne ikke i nær så høj grad er tilbøjelige til at ansætte, da de ikke på samme måde kommer med et omsorgspotentiale. De unges sans for omsorg skal komme via uddannelse. Samtidig tænker de unge på, at social- og sundhedshjælperuddannelsen skal kvalificere dem til anden uddannelse på sigt. Ansætter kommunerne de unge, er der ingen garanti for, at man efter afsluttet uddannelse kan føje en social- og sundhedshjælper til medarbejderstaben. Det fører frem til det problem med dimensioneringen, at man ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for frafaldet i uddannelserne.
Det er min overbevisning, at hvis amter og kommuner vil det problem til livs, må de til at tænke anderledes i forbindelse med ansættelse og rekruttering af både social- og sundhedshjælperelever og social- og sundhedsassistentelever. Gruppen af gamle mennesker bliver øget markant de kommende år, og det er de små ungdomsårgange, der skal uddannes. Derfor vil det være af stor betydning, at der fokuseres mere end i dag på at tiltrække de unge til de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, blandt andet i form af øget oplysning om uddannelserne og deres muligheder.
Som det fremgår af ovenstående, er der ifølge evalueringen både ris og ros til de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. At der er brug for justeringer af uddannelserne er ikke så sært, da der er tale om en reform af et stort uddannelsesområde. Evalueringen ville dog have have været mere værd, hvis praksis i højere grad havde været part i den.
Jeg spørger mig selv, hvordan kan det være, at praksis i så ringe grad har deltaget i evalueringen, når to tredjedele af både social- og sundhedshjælper- og social- og sundhedsassistentuddannelsen foregår i praksis.
For at få et mere nuanceret billede af virkeligheden er det nødvendigt med en ny evaluering, hvor praksis' synspunkter bliver hørt i langt højere grad, end tilfældet er i den foreliggende, specielt hvad angår social- og sundhedsassistentuddannelsen. Hvornår kan det forventes, at en sådan bliver en realitet?
Litteratur
- Ustrup, Erik: Lov om de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser med kommentarer. Dafolo Forlag, 1993, 5. udgave.
- Evaluering af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriets Erhvervsskoleafdeling. Undervisningsministeriets Forlag, 1996.
- Evaluering af sygeplejerskeuddannelsen. Evalueringscentret under Undervisningsministeriet. Evalueringscentret, 1996.
Linda Kragelund er exam. pæd. og uddannelseskoordinator på Roskilde Amtssygehus Fjorden, sygeplejeafdelingen.
Nøgleord: De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, evaluering.