Sygeplejersken
Forbedringer på vej
Patienterne på de psykiatriske sengeafsnit er klemt, viser ny rapport fra Sundhedsministeriet, men nu skal antallet af enestuer øges med 400 og en række andre forbedringer sættes i værk, når psykiatrien tilføres godt én milliard kroner ekstra.
Sygeplejersken 1997 nr. 16, s. 19
Af:
Niels Seeberg, journalist
Forholdene skal forbedres for de sindslidende. Regeringen, Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner har netop indgået en aftale, der udmønter, hvordan de 480 millioner, som er afsat på finansloven som ekstrabevilling for 1997, skal anvendes. Beløbet rundes op af amter og kommuner, så den samlede ekstraindsats bliver på godt en milliard kroner.
Det er navnlig pladsforholdene, der er stærkt problematiske rundt om på de psykiatriske institutioner. Derfor vil man øge antallet af enestuer med omkring 400, eller næsten en fjerdedel flere.
Sundhedsministeriet udsendte i marts rapporten 'De fysiske rammer på de psykiatriske afdelinger i Danmark', der bygger på en udførlig spørgeskemaundersøgelse.
Undersøgelsen skulle give et øjebliksbillede af de fysiske forhold på de psykiatriske afdelinger, og samtlige psykiatriske institutioner har deltaget (se tabel 1).
Rapporten opstiller fire overordnede principper for, hvordan det psykiatriske behandlingsmiljø skal udformes.
Afdelingerne bør være fleksible, så patienterne kan inddeles i mindre, eventuelt afskærmede enheder. Der skal være god plads på afdelingen både med hensyn til terapeutiske og rekreative aktiviteter. Målet må være enestuer til alle indlagte psykiatriske patienter, og miljøet skal være så boliglignende som muligt.
Lang vej endnu
Undersøgelsen viser, at der er lang vej endnu, før institutionerne kan leve op til målsætningen.
Den dokumenterer, at de psykiatriske afdelinger generelt er meget ufleksibelt indrettet. Der findes i alt 4.148 psykiatriske heldøgnssengepladser i Danmark fordelt på 316 sengeafsnit. Kun en procent af samtlige senge kan afskærmes, og kun i alt 1.740 af sengene står på enestuer. Heraf har de 87 procent ikke bad eller toilet.
Mange af afsnittene råder ikke over fælles opholdsrum, og generelt er der dårlig mulighed for rekreative aktiviteter som tv, musik, besøgs- og spiserum.
Ud over en forøgelse af enestuer lægger aftalen op til en række andre forbedringer for de sindslidende. Det psykiatriske døgnberedskab skal udbygges, så de psykisk syge får let tilgang til behandling også i aften- og nattetimerne i alle amter.
Børne- og ungdomspsykiatrien skal styrkes, så børn og unge kan blive undersøgt og behandlet på særlige afdelinger. Samtidig skal der oprettes døgninstitutionspladser og dagbehandlingstilbud til psykisk skrøbelige børn og unge. Her er ventetiden i dag uforholdsmæssig lang.
Endelig skal der efter planen uddannes flere speciallæger i psykiatri.
Nøgleord: Sundhedsministeriet, psykiatri.