Sygeplejersken
Hjemmesygepleje i statsfængsel
Jyderup Statsfængsel har som det eneste fængsel i landet tre sygeplejersker fra den kommunale hjemmesygepleje tilknyttet. Deres fornemste opgave er at forsøge at fastholde de indsatte i den virkelighed, som de skal tilbage til efter afsoningen. Men det er ikke nogen let opgave.
Sygeplejersken 1997 nr. 16, s. 16-18
Af:
Niels Seeberg, journalist
Taxaen får kun lov til at køre lige til den høje ståltrådslåge, der sidder i hegnet rundt om fængslet. Porten står åben, så fangerne kan gå deres vej, hvis de har lyst. Alligevel bliver de fleste inden for hegnet. Hvis de smutter en tur ned i Jyderup på egen hånd, er næste station sandsynligvis en forsvarligt aflåst afdeling i et af landets lukkede fængsler, og der er de færreste fanger interesserede i at ende afsoningen.
'Sygeplejersken' besøger det åbne Statsfængsel i Jyderup med 109 indsatte mænd – et fængsel der med sine lave træbygninger mest af alt minder om et kollegium. Faciliteterne har da også en fortid som ungdomsskole engang i halvfjerdserne.
I den lille klinik er sygeplejerske Anne-Marie Mainz Møller netop i gang med at tilse dagens sidste patient. En ung mand skal have kontrolleret gipsforbindingen på den ene arm, og han ser ikke umiddelbart ud til at være generet af, at behandlingen foregår i et fængsel. Anne-Marie kommer kun ud i cellerne, hvis de indsatte er for syge til selv at komme hen på klinikken.
Anne-Marie Mainz Møller arbejder fast på fængselsklinikken i otte timer mandag, tirsdag og torsdag. To af dagene er der samtidig lægelig konsultation, og en enkelt gang om ugen kommer den tilknyttede psykiater. En dag ugentligt arbejder Anne-Marie i lokalsamfundet som 'almindelig' hjemmesygeplejerske. To andre sygeplejersker, Anne Møller Ronex og Steen Nielsen, er tilknyttet klinikken som afløsere, når Anne-Marie en sjælden gang må lægge sig syg, er på ferie eller på kursus. De er alle tre ansat af Tornved Kommunes hjemmeplejeservice, som fængslet så betaler for sygeplejen.
Fangerne får tillid
Ordningen med at benytte kommunalt ansatte sygeplejersker i fængslet begyndte som et forsøg på fængselsledelsens initiativ, men er nu gjort permanent. Alle andre fængsler i Danmark har faste sygeplejersker tilknyttet, men fordelen ved ordningen i Jyderup skulle ifølge fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo netop være, at sygeplejerskerne ved at bevare tilknytningen til et arbejdsliv uden for det indhegnede område bidrager til at normalisere de indsattes hverdag. Samtidig er det langt lettere at skaffe afløsere, når man har den kommunale hjemmepleje at trække på.
''Jeg tror også, at jeg ville føle mig meget isoleret rent fagligt, hvis jeg udelukkende arbejdede her i fængslet,'' siger Anne-Marie Mainz Møller. ''Det betyder meget at have kontakt til en sygeplejefaglig gruppe, så vi kan udveksle erfaringer, og det giver en grad af frihed, at vi ikke er underlagt det samme system som det øvrige fængselspersonale. På den måde kan vi få et mere tillidsfuldt forhold til de indsatte. Samtidig siger loven om hjemmesygepleje jo, at vi skal kunne arbejde bredt og varetage alle funktioner i lokalområdet. Det ville være svært at leve op til, hvis man udelukkende arbejdede her i de 24 timer om ugen, som stillingen er normeret til. Det ville også være svært at finde en sygeplejerske, der kunne nøjes med så få timer,'' siger hun.
Skrøbelige individer
''Dagligdagen består for en stor del af rutineopgaver. Der går meget tid med at bestille konsultationer hos læger, tjekke tider og sørge for de ugentlige doseringer af medicinen. Men selvfølgelig adskiller arbejdet sig alligevel en del fra rutinen ude i samfundet. Sygeligheden her er meget højere. De indsatte er efter min mening tit meget skrøbelige mennesker, der
Side 17
har et stort behov for opmærksomhed. De kommer til os med det mindste problem – selvfølgelig også fordi de har rigelig tid til at fokusere på deres skavanker. Vi ser mange psykosomatiske lidelser. Ondt i maven, udslet, søvnproblemer og angstsymptomer. Vores opgave er i høj grad også sammen med lægen og psykiateren at observere, om de indsattes helbredstilstand bliver alvorligt forringet af fængselsopholdet. Vi kan for eksempel anbefale, at en indsat får enestue, hvis vi mener, at det kan hjælpe på hans helbredstilstand.
Anne Marie Møller i gang med at tilse forbindingen hos en ung indsat. 24 timer om ugen bruger hjemmesygeplejersken på klinikken i Jyderup Statsfængsel. Den resterende tid – svarende til én arbejdsdag – arbejder hun som almindelig hjemmesygeplejerske. Foto: Poul Rasmussen.
Det gjorde et stort indtryk på mig, da en flot, solbrændt og sportstrimmet fyr kom herind og var helt ude af den på grund af en bums. Den lille bagatel slog ham helt ud af den, og det viser måske noget om, hvor forskelligt man oplever virkeligheden som indsat i forhold til folk udenfor. De indsatte har meget tit en uhyre lille selvfølelse, som der næsten ikke skal noget til at vælte helt,'' fortæller Anne-Marie Mainz Møller.
Truet med tæsk
Anne Møller Ronex, der er mødt op i konsultationen i anledning af vores besøg, bryder ind:
''Mange af de indsatte forventer, at vi straks kan løse alle deres problemer. Når de finder ud af, at de selv må gøre en indsats, bliver de tit desperate og aggressive. Men det er meget vigtigt, at vi ikke tager alt initiativ og ansvar fra dem. Jeg spørger dem for eksempel om, hvad de ville gøre, hvis de havde fået en fodvorte hjemme hos sig selv. Om de så straks ville rende til lægen for at få den behandlet, eller om de måske ville prøve nogle af de håndkøbsmidler, der er til rådighed. Men mange af de indsatte har netop adfærdsproblemer, der gør, at de ikke kan sætte grænser. De kan blive meget urimelige, når de ikke føler, at de får tilstrækkelig opmærksomhed. Når de så har tænkt sig lidt om, så hører vi fra fængselsfunktionærerne, at de alligevel er kede af deres opførsel.''
Under sygeplejerskens bord i konsultationen sidder en alarmknap, der alarmerer fængselspersonalet, hvis en indsat skulle blive voldelig. Men den har endnu ikke været i brug.
''De indsatte kan kalde os de mest uhyrlige ting, hvis de får et nej, men det er kun Steen, der ligefrem er blevet truet med tæsk. Det er jo
Side 18
nok, fordi han er en mand, at den lige får den sidste tand. Det var meget ubehageligt for ham, men faren drev over,'' siger Anne-Marie Mainz Møller.
''De indsatte er klar over, at vi kunne få dem overført til en lukket afdeling med minutters varsel, men den magt har jeg ikke haft lyst til at benytte mig af. Jeg er klar over, at det også kan være svært at sidde i et åbent fængsel. De indsatte kan jo i princippet bare gå deres vej, så det kræver en del selvdisciplin at holde sig i ro,'' siger hun.
Indsatte er mennesker
Anne-Marie Mainz Møller startede i Jyderup Statsfængsel den 1. januar 1996 og deltog som introduktion til det nye job i et kursus for ansatte i Kriminalforsorgen.
''Fængselspersonalet har jo mange betroede opgaver i forhold til de indsatte. Blandt andet funge-rer fængselsfunktionærerne som sagsbehandlere, og har det samme holistiske menneskesyn på de indsatte som os,'' siger hun.
''Men jeg er nu glad for, at vi ikke er en del af fængselsfunktionen,'' indskyder Anne Møller Ronex.
''Jeg tror, at det er vigtigt at fastholde de indsatte i den virkelighed, som vi selv oplever, når vi arbejder i hjemmesygeplejen ude i kommunen. Fængslet er i sagens natur en meget lukket verden, og hvis man kun arbejder inden for murene, så tror jeg, at man kan komme til at glemme, at de indsatte også er mennesker, der på et tidspunkt skal kunne fungere og tage et ansvar for deres liv. I stedet for bare at ordinere sovepiller, så taler vi med den indsatte om, hvad han ellers kan gøre for at blive sine søvnproblemer kvit. Måske motionere eller prøve at få bearbejdet nogle af de problemer, der holder ham vågen. Det er jo også den måde, vi angriber problemerne på over for patienterne ude i lokalområdet,'' siger hun.
''Vi bliver da somme tider blandet ind i nogle ubehageligheder,'' fortæller Anne-Marie Mainz Møller.
''For eksempel skal nogle af de indsatte have antabus for at få udgang, og de bliver så henvist til os. De bliver stiktossede, men vi må så prøve at forklare dem, at det altså ikke er os, der forlanger, at de skal have det, og det lykkes som regel også.''
Solstrålehistorier
Mange af de indsatte i Jyderup Statsfængsel er som i andre fængsler gengangere med flere ophold bag sig.
''Det kan da godt være trist at se, hvordan mange af fangerne faktisk har det som en livsstil at sidde inde. Her er de sikre på en vis omsorg og faste rammer, og til sidst kan de slet ikke begå sig ude i samfundet. Men heldigvis er der en solstrålehistorie indimellem. Jeg talte på et tidspunkt i lang tid med en ung mand, der efter samtalen strålede af lykke. Det var første gang nogen overhovedet havde gidet at lytte til ham. Han kom ud af sit misbrug og flyttede til Norge, hvor han i dag arbejder og trives helt fint. Og så er der selvfølgelig også folk, der har kørt spritkørsel eller lavet lidt fusk med momsregnskaberne. De tredive dage, de som regel sidder her, er yderst belastende for dem, og det er helt sikkert, at de aldrig får lyst til at gentage succesen,'' fortæller Anne-Marie Mainz Møller.
Anne Møller Ronex indskyder:
''Nogle af de mere garvede indsatte prøver at fremprovokere en reaktion. Jeg husker én, der havde mistet nogle fingre og som sagde, at det var da bare fedt, for så kunne han snart få førtidspension og slippe for at arbejde. I de tilfælde prøver jeg stille og roligt at give udtryk for, at jeg har svært ved at se kvaliteten i sådan en holdning, og nogle gange lykkes det at få folk på andre tanker.''
Metadon og misbrug
Anne-Marie Mainz Møller uddeler kun metadon til fire af fængslets 109 indsatte for øjeblikket.
''Jeg tror, at vi har været oppe på otte indsatte i metadonbehandling, men reelt er mange flere afhængige af et eller andet. Det kan være alkohol, sovepiller eller angstdæmpende medicin, men det ser vi jo også en del til ude i hjemmeplejen,'' siger hun.
''Jeg er glad for, at jeg ikke arbejder i et lukket fængsel. Det må være meget hårdt for eksempel at arbejde i et kvindefængsel, hvor der er børn involveret. I et åbent fængsel er det jo de indsatte, der er mindst belastede og har mest tjek på sig selv, der afsoner, så jeg føler ikke, at jeg tager for meget af arbejdet med mig hjem.''
''Men det ville være en fordel, hvis vi kunne komme og tilse patienterne uden for den almindelige åbningstid. Hvis en indsat for eksempel har et plejekrævende sår, skal han enten selv skifte forbinding uden for åbningstiden eller også må han lade sig indlægge på det lukkede Vestre Fængselshospital. Det kan man jo på en måde godt kalde en tillægsstraf, og det synes jeg ikke er helt rimeligt, hvis meningen er at normalisere forholdene for de indsatte,'' siger Anne-Marie Mainz Møller
Nøgleord: Fængselssygepleje, hjemmesygepleje, Jyderup, kriminalitet.