Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersker er særligt udsat

Bulimi er en skjult, men tilsyneladende udbredt lidelse blandt sygeplejestuderende og sygeplejersker, eftersom op mod hver 10. henvendelse i Centrum for Mennesker med Spiseforstyrrelser kommer fra denne faggruppe. Her gennemgås sygdommen ud fra en psykoanalytisk tilgang. Forfatteren giver også et bud på, hvorfor spiseforstyrrelser er udbredt blandt plejepersonale. Kodeordet er omsorg.

Sygeplejersken 1997 nr. 16, s. 22-28

Af:

Gitte Andersen, sygeplejerske

Omfanget af spiseforstyrrelser blandt sygeplejestuderende og sygeplejersker er aldrig undersøgt, ej heller problemets omfang i normalbefolkningen i Danmark. Noget kunne tyde på, at spiseforstyrrelser findes i overtal i vores faggruppe.

Bulimikerne, som denne artikel primært omhandler, regnes for at udgøre 3/4 af det samlede antal spiseforstyrrede. Der formodes at være ca. 100.000 spiseforstyrrede i Danmark, svarende til ca. 2 pct. af den samlede befolkning (1). Kilderne herfor er ikke videnskabeligt dokumenterbare og kan derfor kun opfattes som gisninger og skøn.

Min baggrund for alligevel at rejse denne problematik er, at jeg som eks-bulimiker og rådgiver i foreningen 'Centrum for Mennesker med Spiseforstyrrelser' (CMS) har talt med utroligt mange bulimiske sygeplejestuderende, sygeplejersker og pårørende til disse. CMS-rådgiverne modtager henvendelser fra hele landet, ca. hver 10. henvendelse er fra vores faggruppe!

Som sygeplejerske og praktikvejleder har jeg mødt bulimiske sygeplejestuderende. To af dem har uafhængigt af hinanden udtalt, at de i hvert fald kunne pege på 4-5 medstuderende i klassen med spiseproblemer. En tilfældighed – måske – en overvejelse værd mener jeg. Flere psykologer har specialiseret sig på området, én af dem er Anette Poulsen med klinik i Esbjerg og Århus. Anette Poulsen har arbejdet med spiseforstyrrelser siden 1983.

Hun skønner, at en stor procentdel af hendes klienter er sygeplejestuderende og sygeplejersker.

En anden erfaren psykolog på området er Ziggy Møller med klinik i København.

Hun oplyser ligeledes, at sygeplejestuderende og sygeplejersker gennem årene har udgjort en betydelig del af klientellet.

Det skal understreges, at ovennævnte vurderinger udelukkende er baseret på skøn.

Min intention er at skabe åbenhed, forståelse og diskussion om problemet, i håb om at flere erfaringer kan komme frem i lyset og derved retfærdiggøre en egentlig undersøgelse og stillingtagen til problemet.

Min intention er også at vise medfølelse og solidaritet til dem, der lige nu er fanget i madtyranniets skjulte verden, og vise, at der findes et konstruktivt alternativ.

Jeg vil ud fra min forståelse og erfaringer som bulimiker igennem seks år, og som eks-bulimiker de sidste syv år og rådgiver i CMS, give mit bud på, hvad i alverden det er, der foregår, når bulimien griber om sig og bliver styrende for snart alt i livet. Min teoretiske inspiration herfor er Ziggy Møller, som grundlæggende er jungiansk inspireret. Det er min overbevisning, at viden om spiseforstyrrelsens egentlige udtryk er en vigtig forudsætning for at kunne støtte eller hjælpe en studiekammerat eller kollega.

Til sidst vil jeg belyse mulige årsager, sammenhænge og konsekvenser i sygeplejen for den bulimiske kvinde.

Definitioner

I det følgende vil en del ikke-spiseforstyrrede kvinder sandsynligvis genkende nogle af de personlighedsproblemer og konflikter, jeg beskriver. Jeg vil derfor gøre det klart, hvad det afgørende er for, om man har udviklet en spiseforstyrrelse eller ej:

  1. I hvor høj grad tanker og handlinger om mad og krop fylder og styrer ens liv.
  2. Om disse tanker får afgørende betydning for tilbagetrækning fra socialt samvær.
  3. Om selvværdet måles og opretholdes på evnen til at kontrollere og fornægte maden (2).

For at forstå begrebet bulimi bredt skal de to andre spiseforstyrrelser nemlig anoreksi og tvangsspisning også nævnes, idet der ikke findes en klar skillelinie imellem dem.

Mange bulimikere debuterer først med en anorektisk periode på nogle måneder, før bulimien så bryder løs.

Hos nogle bulimikere er spisemønstret i perioder udelukkende som ved tvangsspisning, og derefter genoptages bulimimønstret med opkastningerne.

Side 23

SY-1997-16-22-1Udadtil er bulimikeren glad og humoristisk, en tilsyneladende stabil og harmonisk kvinde, der udviser viljestyrke og selvstændighed. Hun stiller store og ofte urealistiske krav til sig selv på mange af livets områder. Indadtil fungerer kontrolsystemer og tvangsritualer i det skjulte.
Illustration: Birgitte Ahlmann.

Side 24

Anoreksi er defineret ved:

  • Vægttab til under 85 pct. af normalvægten.
  • Personen sulter sig og er meget bange for at tage på.
  • Har en urealistisk opfattelse af egen kropsstørrelse og stiller urealistisk store krav til sig selv.
  • Sultfølelsen undertrykkes i et forsøg på at slippe af med følelserne og opnå selvværd.
  • Adfærden er præget af kontrol.

Tvangsspisning er karakteriseret ved:

  • Overvægt fra 10-50 kg
  • Der opstår ofte et stort tomrum – tolket som sult, som må fyldes ud med mad. Følelser som er forbundet med smerte eller forbud og derfor svære at rumme, fx svigt, sorg, ensomhed og savn, tolkes som sult. Mæthedsfornemmelsen tjener det formål at dulme smerten og følelserne – at trøste sig selv.
  • Tvangsspiserens umiddelbare oplevelse er, at hun elsker mad og ikke kan undvære at spise meget. Maden fungerer som tryghedskilde til fejlopfyldelse af mange andre behov.
  • Mønstret er overspisningsperioder med dårlig samvittighed afløst af faste- og slankekure. Der er store vægtsvingninger. Tanker om og kontrol af mad er lige så udtalte som hos anorektikeren og bulimikeren.

Tvangsspisere er sandsynligvis den mest oversete og ikke accepterede gruppe af spiseforstyrrelserne. Tvangsspisere får ofte at vide, at de jo bare kan tage sig sammen, prøve en ny kur etc.

Tvangsspisere er nøjagtig lige så dårligt stillet i forhold til at komme ud af madmisbruget som anorektikere og bulimikere, før ny selvindsigt og konstruktive redskaber giver mulighed for at kunne forandre reaktionsmønstre.

Bulimi er defineret ved:

  • Normalvægt eller let overvægt
  • Personen søger som anorektikeren at sulte sig til selvværd ved at undertrykke sultfølelsen, spiser dog mere end anorektikeren, men er lige så kontrolleret.
  • Forud for overspisningen opstår der pludselig en dårlig samvittighed. Denne dårlige samvittighed kan både fremkomme i forbindelse med, at man føler sult, men også under selve madindtagelsen eller når man er færdig med at spise.

En usynlig grænse er overskredet, og nærmest som en besættelse opstår en helt ustyrlig trang til at spise enorme mængder mad meget hektisk og hurtigt.

Spisetrangen afløses til sidst af en altdominerende mæthedssmerte, som er uudholdelig, hvorefter så meget som muligt af maden brækkes op igen ved at stikke to fingre i halsen. Herefter følger lettelse og udmattelse. Sådanne episoder foregår i det skjulte, og bulimikeren lover sig selv gang på gang, at dette var sidste gang.

Hyppigheden af episoderne kan variere fra to gange om måneden til tyve gange om dagen. Adfærden er således en vekselvirkning imellem kontrol og kontroltab/kaos.

Særlige fysiske kendetegn ved bulimisk adfærd er:

   1. Når overspisningstrangen sætter ind, kan følgende observeres:

Øjnene flakker, personen er præget af fysisk uro og går på toilettet lige efter madindtagelse eller bryder pludseligt op under social sammenkomst, hun må hjem og overspise/kaste op.

   2. Konsekvenser af opkastningsseancerne:

Hævede spytkirtler, hævede øjenområder og blodskudte øjne. Sår på håndknoerne, da bulimikeren skærer hænderne på tænderne under opkastningen. Hærdede hænder pga. kontakt med mavesyren. Stort behov for salt pga. forstyrret væskebalance (2).

Hjertesmerter på grund af for lavt kalium, som i værste fald kan føre til hjertestop.

Anoreksi, bulimi og tvangsspisning kan ses som tre sider af samme sag, som på symptomsiden udtrykker et forstyrret, overdrevent og kontrollerende forhold til spisning og en utilfredshed med kroppen – uanset vægten.

Fælles er også misbrug af afføringsmidler og slankepræparater samt et tvangsmæssigt forhold til motionering. Madfantasier og kagefantasier plager tankerne.

Spiseforstyrrelsen kan generelt ses som et indadvendt, selvdestruktivt oprør imod en følelsesmæssig ubalance en manglende handlefrihed i forhold til egne behov, følelser og deraf følgende reaktioner samt besvær med at acceptere dele af sig selv.

Uanset hvilken spiseforstyrrelse det drejer sig om, er socialt samvær, der inkluderer madindtagelse, et stort problem enten i form af trussel om kontroltab eller frygt for at blive stemplet som sær ved at sige nej tak til maden.

Dybest set er dette et udtryk for ikke at kunne tage næring til sig med god samvittighed. For at undgå disse konfliktfyldte situationer bliver konsekvensen en tiltagende social isolation.

Symptomudbrud

Bulimien debuterer for de fleste i de sene teenageår eller først i tyverne.Ofte er der umiddelbart forud sket en udefra kommende påviselig hændelse – fx tab af kæreste eller familie, tab af det sociale sikkerhedsnet, ændrede roller eller nye forventninger i forhold til uddannelse/job (2).

Tidspunkter for symptomudbrud skal ikke ses som begyndelsen på problemerne, men snarere opfattes som kulminationen på dybere liggende problemer og konflikter i personligheden, som personen nu ikke længere kan leve med i sig.

Spiseforstyrrelsen bliver en overlevelsesstrategi, hvor de ubevidste konflikter nu er kamufleret i spiseforstyrrelsen (2).

Det er trods alt nemmere at forholde sig kontrollerende til mad og krop end at skulle forholde sig til en grundlæggende følelse af at være forkert eller ikke værd at elske.

Side 25

I den første fase af bulimiudviklingen forholder personen sig benægtende og negligerende til overhovedet at have et problem. Et repertoire af bortforklaringer er parat, hvis nogen anfægter det underlige forhold til mad.

Den benægtende periode kan vare fra 1/2-20 år! For de fleste varer denne periode 2-5 år.

Overspisningen/opkastningen foregår som regel i det skjulte og opleves som flovt, skamfuldt og noget værre svineri.

Forud for erkendelsen tager antallet af overspisnings/opkastningsepisoderne ofte til i antal. Tanker om mad, krop og kontrol fylder mere og mere, og det bliver svært at fungere socialt og arbejdsmæssigt.

Forværringen skal, efter min mening, ikke opfattes som et udtryk for, at bulimikeren nu er mere syg, men snarere opfattes som den eneste måde, hvorpå bulimikeren ubevidst kan tvinge sig selv til at tage problemet alvorligt.

Den fysiske smerte over at spise og brække sig måske 4-5 gange om dagen og den psykiske smerte over dette når et maksimum, hvor de altdominerende følelser er skyld, skam og mindreværd. Der hersker kaos og magtesløshed i det indre.

Situationen er uudholdelig. Herefter starter en begyndende erkendelse af, at det her er helt galt og ude af kontrol.

Bulimikeren kan på nuværende tidspunkt som regel ikke se nogen sammenhæng imellem symptomet og hendes liv i øvrigt. Bulimien er som en fremmed skygge, der har trængt sig ind på hende. Bulimikeren erkender, at opgaven er uoverkommelig alene, og at hjælp er nødvendig.

Det er af afgørende betydning, at erkendelsen og ønsket om at gøre noget ved situationen kommer fra bulimikeren selv, andre kan ikke erkende dette for bulimikeren. Konfrontation vil mobilisere hendes forsvar yderligere, bulimikeren vil ofte vælge at brænde broer til de mennesker, som egentlig bare ønskede at hjælpe hende, men som i stedet blev en trussel for hendes eksistens.

Ziggy Møller siger om dette: ''At udvikle en spiseforstyrrelse er som at tage en redningsvest på, når man ikke længere kan bunde, – Den er livsnødvendig, indtil man har lært at svømme, dvs. indtil den spiseforstyrrede har lært og udviklet andre og mere livsfremmende måder at tackle og løse indre og ydre konflikter og problemer på.''

Hvis man, som forældre, veninde, kollega, studiekammerat etc., får mistanke eller viden om, at en person har udviklet bulimi, og man ønsker at hjælpe hende, vil jeg give følgende råd:

   1. Overvej om den nødvendige tillid er til stede, eller om det er mere hensigtsmæssigt at give observationerne videre til
       en, som er tættere på.

    2: Gå med listesko. Stil kun ét åbningsspørgsmål fx ''Jeg har en fornemmelse af, at du ikke har det så godt med mad, er 
        det rigtigt?'' Hvis bulimikeren selv forholder sig benægtende, vil hun sandsynligvis afvise håndsrækningen.

Den afsløring, der ligger i spørgsmålet, opleves således som at blive taget på fersk gerning. Er der noget om snakken, vil sådan et spørgsmål alligevel rodfæste sig og kunne medvirke til hendes egen erkendelse – når hun er parat.

Undgå for alt i verden at presse bulimikeren ved at fortælle hende om, hvad du har set eller hørt hende gøre. Det er så utroligt flovt for hende.

Er bulimikeren derimod selv på vej mod en erkendelse, er der mulighed for, at hun tager imod den åbne håndsrækning, og måske for første gang i sit liv fortæller om sine problemer.

Det er et stort skridt for bulimikeren at åbne op første gang, og meget vigtigt at hun mødes med tillid og forståelse, i modsat fald kan der gå flere år, før hun igen tør at vove sig frem.

   3: En anden og mindre direkte måde at hjælpe på er at få fat i CMS' folder 'Det handler ikke om mad' og placere den inden 
       for rækkevidde, fx på sygeplejeskolen. Bulimikeren vil helt sikkert se den, når hun er klar til det.

Det kan være forfærdelig svært stiltiende at se på, at et medmenneske, man holder af, mishandler sig selv i dette madmisbrug.

Når de åbne invitationer er givet, er der faktisk ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed og fortsat vise, at man er der. Ansvaret for erkendelsen tilhører ene og alene den bulimiske kvinde.

Den bulimiske psyke

Om end bulimikere har vidt forskellige barndomsoplevelser, familiemæssige påvirkninger og forskellige socialt betingede erfaringer, ser det ud, som om at der overordnet har været nogle lighedstræk i opvækstmønstret, ligesom vi senere i voksenlivet udvikler slående ens reaktionsmønstre.

Den bulimiske psyke fungerer på to planer:

Ansigtet udadtil viser en glad, sød, humoristisk og med på noderne-type, en tilsyneladende stabil og harmonisk kvinde, som udviser viljestyrke, udadvendthed og selvstændighed.

Bulimikeren stiller store ofte urealistiske krav til sig selv på mange af livets områder. Hun viser sjældent tegn på svaghed, bider dårlige oplevelser og nederlag i sig, som om de slet ikke påvirkede.

Den bulimiske kvinde er perfektionistisk, i uddannelsesmæssig sammenhæng er intet mindre end det bedste acceptabelt, alt andet opfattes som nederlag, man er ikke god nok, og selvfordømmelsen raser.

Bulimikeren er meget god til intuitivt at fornemme andre menneskers usagte forventninger og signaler om følelser, behov og konflikter. Uselektivt indlever bulimikeren sig i alle andres problemer og forsøger at løse disse. Dette

Side 26

medvirker til opretholdelse af selvværdet og fjerner opmærksomheden fra hende selv. Der øses ud og stilles ikke krav om gensidighed. Rettes omsorg og opmærksomhed direkte imod hende, har hun svært ved at tage imod.

Bliver hun nødt til at lave en afvisning, udløses ofte skyldfølelser over at måtte skuffe og svigte. I personen eksisterer en overdimensioneret frygt for, om andre mennesker bliver vrede på hende, så hun indordner sig derfor enhver konflikt. Alle skal kunne lide hende.

Indadtil fungerer kontrolsystemer og tvangsritualer i det skjulte. Al madindtagelse er på forhånd kontrolleret kaloriemæssigt, mængden, der tillades at indtage, er på forhånd vurderet og planlagt, fedtholdige og kalorierige fødevarer er blacklistede. Man er sin egen indre bøddel.

Den naturlige appetitregulering er sat ud af kraft, sult- og mæthedsfornemmelser er helt forstyrret. Jo bedre man er til at sulte sig, jo mere føler man sig værd som menneske.

Målet er at tabe et vist fastlagt antal kg. Illusionen går ud på, at når man bliver tynd nok, kan man leve op til sine forventninger om, hvordan det er rigtigt at være. Formålet er, at man på det ukendte plan kan kontrollere de uønskede følelser og uacceptable sider af sig selv og præstere det bedste.

Opfattelsen af rimeligheden i egne krav og forventninger er urealistisk. Dagligt skrives ekstremt lange lister med gøremål, der skal nås. Signaler fra kroppen om træthed, svimmelhed og udmattelse opfattes som acceptable nederlag, som må straffes.

En del af overlevelsesstrategien er netop illusionen, som er uopnåelig, heri ligger dens beskyttelsesfunktion. Var illusionen opnåelig, ville man jo sande dens løgn! Således beskytter bulimikeren sig imod uoverskuelige oplevelser af farlige forbudte følelser og behov.

Til bevarelse af illusionen sker der i praksis det, at grænserne for hvornår bulimikeren er tynd nok, dygtig nok, sød nok, etc. hele tiden flyttes uden for rækkevidde. Kravene stiger i takt med anstrengelserne for at nå dem.

Hvad symptomet fortæller

Overspisning/opkastning henviser til det ikke at kunne sige nej, for derefter uselektivt at sige ja til det hele, for til sidst at forkaste det hele igen.

Overspisningen fortæller om ikke at have selvbestemmelse til at sige nej, og derfor tages alt ind.

Et eksempel:

En veninde siger til bulimikeren, at hun er egoistisk og selvoptaget. Denne stempling går direkte ind, fordi bulimikeren råder ikke over de redskaber, som skal sortere og sige fra over for andres udsagn eller forventninger, nemlig følelserne og selvrespekten.

Selvværd og identitet defineres i høj grad af omverdenens meldinger i ord og reaktioner hvilket forklarer, hvorfor hun arbejder så hårdt på, at alle skal kunne lide hende samt forklarer, hvorfor reklameverdenens tyndhedsideal får overvældende stor betydning.

Den selvinducerede opkastning fortæller om bulimikerens behov for straks at måtte skille sig af med det indoptagede igen. Hun forkaster, at hun er egoistisk og selvoptaget, men uden held. For kernen i problemet består i, at stemplingen overhovedet fik lov at gå ind.

Opkastningerne bliver således en effektiv og rituel fraspaltning af det, hun ikke kan forene sig med i sig selv, nemlig:

  1. Andres vurderinger om hende, som hun ikke kan forlige sig med men heller ikke sige fra over for.
  2. Følelser hun ikke magter at rumme fx skyld, skam, vrede, usikkerhed, utryghed, sorg, savn, forladthed, ensomhed samt det at være ked af det.
  3. Konflikter. Bulimikeren kommer meget nemt til at føle skyld i konflikter, hvor hun er tvunget til at sige fra. Dette er angstprovokerende.
  4. Uaccepterede dele af sig selv, fx ikke altid at kunne være stærk, ikke altid at have energi, ikke altid at kunne tage ansvar for andre, ikke at kunne undgå sygdom (influenza og lign.).

Problemet er, at mængden af de uaccepterede følelser, behov, konflikter, vurderinger og dele af hende selv snart igen vil fylde så meget, at hun må gentage mønstret om og om igen.

Årsager

De fleste bulimikere har på en eller anden måde været udsat for grænseoverskridende adfærd i fysisk eller psykisk forstand eller begge dele. Det kan handle om vold, seksuelle overgreb (incest), ikke at have haft nogen selvbestemmelse, ikke at være blevet set eller hørt, og det kan handle om urimeligt store krav og forventninger i forhold til at tage ansvar for nogen eller noget.

Der ligger en stor krænkelse i at blive invaderet i fysisk eller psykisk forstand, uden at kunne eller turde gøre modstand, for derved at kunne risikere:

  1. Mangel på accept, at blive overhørt, ligegyldiggjort eller hånet.
  2. Truslen om tab af kærlighed og sikkerhed og dermed angsten for at blive forladt.
  3. Skyldspålæggelse fx ''Der sker snart noget forfærdeligt, hvis du ikke snart lærer at opføre dig ordentligt'', der henviser til at skulle opfylde en forventning om at være sød, glad og artig hele tiden.
  4. Trussel om eller decideret korporlig afstraffelse eksempelvis for at vise følelser eller reaktioner, der ikke kan accepteres.

Bulimikere har været børn, som ofte har indgået meget store kompromiser med sig selv på et tidligt tidspunkt, og allerede her er amputationen af de uaccepterede sider begyndt.

Andre og meget tydelige fællestræk er: at vi alle har fået meget lidt trøst, forståelse og tilgivelse, når vi var kede af det, lavede fejl

Side 27

eller følte os misforståede. Udtrykket 'Der er ingen kære mor' er ganske sigende. Vi lærte, at nederlag var vores egen skyld, fordi vi ikke var gode nok.

Denne hårdhed eller manglende omsorg, som vi blev mødt med, blev internaliseret i personligheden, sådan at når vi senere mærkede de uacceptable følelser, behov eller sider af os selv, kunne vi ikke tilgive os selv for dette, fordi disse områder blev til en inderliggjort erfaring om at være forkerte og ikke noget værd.

Personligt eksempel:

Jeg lærte at min vilje sad i min fars lomme, og at min vrede var forbudt. Hvis jeg nægtede at gøre, som mine forældre sagde, jeg skulle, fx at sige undskyld, når de syntes, jeg havde sagt noget forkert og jeg altså ikke syntes det, blev dette straffet med røvfuld. Det er i sig selv krænkende, men det mest krænkende var, at jeg blev tvunget til at tage bukserne af selv.

Dvs. jeg lærte at medvirke i min egen afstraffelse når jeg ofte, uden helt at forstå hvorfor, blev tildelt en straf. Dette mønster var ét af flere, der senere skulle få store konsekvenser for mig, når jeg straffede mig selv for at være forkert og ikke noget værd.

Terapiforløb

Hvorfor bulimikere netop vælger spiseforstyrrelsen som et udtryk for vore psykiske trængsler, er svært at svare på. Jeg mener, at der er tale om et sammensurium af mange oplevelser og påvirkninger, både inden for og uden for familien.

For mig havde maden en særlig betydning. At få mad når jeg var sulten, var nok det behov, jeg med størst sikkerhed vidste blev opfyldt. Når jeg senere forkastede maden, i bulimien, var det bl.a. en reaktion på og en protest over at skulle undvære den psykiske næring, jeg savnede og manglede i form af omsorg, tillid, respekt, trøst, kærlighed og ret til at være.

Vejen ud af madmisbruget nødvendiggør for de fleste et længerevarende individuelt terapiforløb. Det økonomiske aspekt kan være en begrænsende faktor, idet psykologbehandling for egen regning er en bekostelig affære. Bistandslovens paragraf 46a rummer dog mulighed for, at mindre bemidlede kan søge om økonomisk bistand, hvis de eksisterende behandlingsmuligheder er afprøvede eller hvis disse vurderes utilstrækkelige i forhold til behandlingsbehovet.

Foreningen 'Centrum for mennesker med spiseforstyrrelser' kan kontaktes for råd og vejledning om dette.

Det er ikke ualmindeligt, at spiseforstyrrede mødes med holdningen: ''Når du nu har erkendt dit problem, hvorfor holder du så ikke bare op med det der?''

Jeg har erfaret, at terapien er en smertelig og krævende proces, men også en enorm lettelse, en befriende og nyskabende proces, fordi dét, man får ud af sine anstrengelser, er selve livet.

Terapien giver rum for mødet med det indre kaos, for erindringer om smertelige følelser og oplevelser, som nu kan finde sit udtryk i ord, sorg, tårer og vrede.

Ubevidste handlingsmønstre opdages og bevidstgøres, og dette skaber mulighed for at vælge andre og mere konstruktive handlemåder.

Undervejs kan der opstå en stor indre modstand eller angst for at drukne i sit kaos af forbudte følelser. Dette kan bevirke en oplevelse af at stå i stampe i terapien. Desuden kan der ligefrem opstå symptomforværring i kortere eller længere perioder.

Ziggy Møller beskriver dét at komme i kontakt med det sårede barn i sig selv, dvs. den oprindeligt sunde og levende del af sig selv, som er blevet såret igennem svigt og mødt med kritik, nedgørelse, kontrol, invadering og krav om præstationer.

Ofte bliver det synligt for den spiseforstyrrede, at hun netop møder sig selv og sit sårede barn med samme mangel på kærlighed og accept (2).

Sorgen over denne erkendelse er smertelig, stille og kan vare måneder, men samtidig bevirker genoplevelsen af barndomssorgen en forløsende frihed til at møde sig selv og sit indre barn med imødekommenhed, omsorg og respekt. At lære at passe på sig selv i stedet for at værge sig mod sig selv.

Følelsen af at opleve reel vrede og en fralæggelse af urimelige skyldfølelser giver en oprejsning af selvfølelsen og frigiver styrke, tro og vilje samt oplevelsen af at være i sin gode ret til dette.

En psykisk frigørelse fra forældrene er ofte nødvendig. Dette er en svær proces, som både involverer vrede og sorg i erkendelsen af aldrig at opnå den kærlighed og anerkendelse, som man gik så meget på kompromis med sig selv for at få.

At vove sine inderste følelser frem, lære at mærke og rumme dem samt at stole på, at de er gode nok til at reagere efter og sætte grænser med, er i starten en angstprovokerende proces, som kræver megen mod og overvindelse både indadtil i sig selv og udadtil i verden.

Terapien giver således mulighed for at udvikle et sundt og accepterende forhold til egne følelser og behov samt et accepterende og realistisk forhold til egen formåen.

Et nyt forhold til spisning, krop og vægt læres, og efterhånden er symptomet overflødiggjort. Personen spiser nu ikke længere på kontrol eller kaos, men på kontakt til kroppens sult- og mæthedsfornemmelser (2).

Igennem år integreres nye handle- og reaktionsmønstre, evnen til grænsesætning og kontakten til egne følelser og behov, således at opmærksomheden på alt dette bliver mindre.

Mange spiseforstyrrede ender med at være deres spiseforstyrrelse taknemmelig for, at den gav mulighed for glæde og kontakt til livet (2).

Side 28

Bulimi og omsorg

Jeg vil nu beskrive mulige årsager, sammenhænge og konsekvenser for den bulimiske kvinde i relation til sygeplejen, med udgangspunkt i omsorgens betydning for sygeplejerskerne.

Kari Martinsen beskriver begreberne balanceret og generaliseret gensidighed.

Balanceret gensidighed er den relation, hvor begge parter yder og får opmærksomhed.

Generaliseret gensidighed eruegennyttig gensidighed, hvor sygeplejersken giver, uden at forvente noget til gengæld (3).

I sidstnævnte ligger kravet om professionalisme via uegennyttighed. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om det i praksis forholder sig sådan.

Kan sygeplejersker generelt og spiseforstyrrede i særdeleshed sige sig fri for at have intentioner og forventninger om netop at få omsorg tilbage fra patienterne i form af tillid, anerkendelse og taknemmelighed?

Det er min påstand, at der i ønsket om at give omsorg også ligger et håb og en forventning om at få noget igen, som dermed vanskeliggør, men ikke umuliggør, kravet om uegennyttighed. Denne skjulte forventning om at få omsorg tilbage igen tror jeg ikke alene har betydning for valg af sygeplejerskeuddannelsen, men også for motivationen i arbejdet som sygeplejerske.

For den bulimiske kvinde er anerkendelsen fra patienterne, nærværet og tilliden i relation til dem en mulig og ufarlig måde for hende at indgå i omsorgsrelationer på ved at kunne yde omsorg uden at skulle forholde sig direkte til et krav om også at kunne tage imod. I relationer svarende til begrebet balanceret gensidighed har bulimikeren straks større problemer, fordi hun har så svært ved at tage imod.

En af stress-faktorerne i sygeplejen er kravet om at kunne omstille sig – ustandseligt. Sjældent kan én opgave udføres, før de næste fire opgaver har meldt sig, vi tager ansvar for mange ting på én gang. Vi skal kunne tage ind og tage ind ofte i et hastigt tempo. Vi har sjældent mulighed for at sige fra, når afdelingen står på den anden ende, og vi måske har allermest brug for det.

Vi forsøger at følge med travlheden og arbejder over, hvis det er nødvendigt, og går måske alligevel hjem med dårlig samvittighed over ikke at kunne give patienterne det, vi gerne ville!

Ovenstående mønster, som jeg tror, flere end jeg selv kender, går for mig at se fint (men farligt) i tråd med den bulimiske tankegang. Den bulimiske sygeplejerske er højst sandsynligt dygtig og pligtopfyldende i forsøget på at leve op til egne og andres forventninger til hende.

Risikoen for, at hun går hjem med en personlig nederlagsfølelse over ikke at kunne honorere kravene er stor, og underminerer hendes selvværdsfølelse.

Husk på, at bulimikerens evne til at vurdere rimeligheden i egen formåen er urimelig og urealistisk, hendes evne til at sige fra er dårlig. Dette kan jo være en fordel for afdelingen som sådan!

Konsekvensen kunne nemt blive en anledning til at gå hjem og proppe sig med mad pga. følelsen af ikke at kunne leve op til kravene for derefter at brække de nederlagsfølelser op, som er umulige for hende at rumme, så hun igen kan være klar til at gå på job den næste dag og yde sit bedste.

Litteratur

  1. Petterson, Birgit og Waaddegaard, Mette. Ugeskrift for Læger, nr. 24, 1995.
  2. Møller, Ziggy. Anoreksi Bulimi Tvangsspisning. – Oplysning og vejledning. København. Udgivet af Centrum for Mennesker med Spiseforstyrrelser, 1994.
  3. Martinsen, Kari. Omsorgens Filosofi – og omsorg i praksis. Sykepleien nr. 8, 1981.

 Nøgleord: Anoreksi, bulimi, CMS, spiseforstyrrelser, tvangsspisning.

Blå bog

Gitte Andersen er ansat som sygeplejerske i Århus. Hun var bulimiker igennem seks år herunder tre års terapi efter psykoanalytisk metode. Nu eks-bulimiker i syv år og rådgiver i foreningen Centrum for mennesker med spiseforstyrrelser, kaldet CMS.

CMS er en åben rådgivning, der drives af eks-spiseforstyrrede. Henvendelse kan ske personligt eller telefonisk til:

CMS Århus C

Mejlgade 9

8000 Århus

Tlf. 86 13 79 72

Åbningstid:

Mandage kl. 19-21.

CMS København

Sct. Pederstræde 39

1453 København K

Tlf. 33 12 17 17

Åbningstid:

Onsdage kl. 19-21