Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Det værste var angsten for at dø

Den hurtige hjælp fra en psykolog og sammenholdet mellem Røde Kors- medarbejderne har gjort, at Charlotte Dong Jensen kan sove om natten uden at være plaget af det mareridt, hun gennemlevede i Tjetjenien. Lidt på afstand af begivenhederne har hun stadig brug for at tale om den traumatiske oplevelse, men hverken hun eller kollegaen Karen Nilsson er blevet skræmt fra at rejse ud igen.

Sygeplejersken 1997 nr. 2, s. 6-8

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

''Mærkeligt nok føles det, jeg har oplevet, som om det er sket for lang tid siden,'' fortæller Røde Kors-sygeplejerske Charlotte Dong Jensen, ti dage efter hun er kommet hjem fra Tjetjenien efter tragedien i december, hvor seks Røde Kors-medarbejdere blev dræbt af ukendte gerningsmænd. Hun mener, at den hurtige intensive hjælp fra den psykolog, som blev fløjet ned til Tjetjenien straks efter attentatet, har betydet, at hun ikke har ligget søvnløs om natten og genoplevet den angst, hun følte, da hun sad bag en låst dør og hørte sine kolleger blive skudt i værelserne ved siden af.

Om natten d. 17. december lidt over klokken tre brød en gruppe bevæbnede personer ind i det norskbyggede hospital i Novje Atagi, hvor Charlotte Dong Jensen havde været udsendt for Røde Kors i tre uger for at arbejde som operationssygeplejerske. Hun vågnede ved lyden af støvletramp, døre der blev sparket op, skud fra lyddæmpede våben, skrig og kroppe, der faldt om. Selv overlevede hun, fordi hun havde låst sin dør, og gerningsmændene havde åbenbart for travlt til, at de ville bruge tid på at sparke låsen op.

Da skyderierne var overstået, vågede hun sig ud af værelset og kunne sammen med sine kolleger konstatere, at seks Røde Kors-medarbejdere var dræbt og én såret.

''Vi var stille i et stykke tid, fordi vi stadig frygtede, at gerningsmændene var i nærheden. Over radioen kaldte vi efter hjælp. I timerne indtil vi blev hentet og bragt ud af byen, forsøgte vi at trøste hinanden,'' fortæller Charlotte Dong Jensen.

De udenlandske Røde Kors-medarbejdere blev transporteret til Røde Kors-delegationen i Tjetjenien i byen Naltjik.

Her opholdt den anden danske Røde Kors-sygeplejerske Karen Nilsson sig også. Hun havde arbejdet på hospitalet i tre måneder og var rejst fra Novje Atagi, dagen inden attentatet fandt sted, for at tage hjem til Danmark på juleferie. En psykolog fra Genève blev fløjet til Tjetjenien, og alle Røde Kors-medarbejderne var samlet i et par dage. Inden de rejste hver til sit, holdt Røde Kors en mindehøjtidelighed for de dræbte i lufthavnen i Genève torsdag d. 19. december, hvor de 14 medarbejdere, der havde overlevet, også tog afsked med hinanden. Dagen blev erklæret officiel sørgedag over hele verden af den Internationale Røde Kors Komité og blev markeret ved flag på halv ved Røde Kors hovedkvartererne.

De to danske sygeplejersker, der har været gode veninder i mange år, blev ved ankomsten til København mødt af pressen ved et pressemøde hos Dansk Røde Kors. På det tidspunkt var det tydeligt, at de begge var meget påvirkede af hændelsen. Nu, hvor oplevelsen er kommet lidt på afstand, har Charlotte Dong Jensen ikke svært ved at tale om den.

''Debriefingen hos psykologen har gjort, at jeg trods alt er kommet godt over det. Det var vigtigt, at vi, der havde oplevet overfaldet, kunne blive så længe sammen som muligt og bruge hinanden til at få talt oplevelsen ordentligt igennem. Familie og venner er også vigtige, men det er umuligt for andre at sætte sig ind i den oplevelse. Karen og jeg er heldige, at vi har hinanden. Hun kendte de samme personer som jeg, og vi har talt sammen dagligt, siden vi kom hjem. Det er i det hele taget vigtigt, at få lov at fortælle sin historie om og om igen til så mange som muligt, der gider høre på den.

Det værste ved oplevelsen var angsten for at dø. Da jeg sad bag min dør, tænkte jeg bare, at nu dør jeg. Jeg vidste, at de nemt ville kunne sparke døren op, og der var intet, jeg kunne gøre. Det var en slags passiv dødsangst. Jeg tænkte på dem derhjemme, at de ville blive kede af det. Derefter var der rædslen over at se dem, der var skudt ned med koldt blod. Man forestiller sig ikke, at verden kan være så grusom. Hvis jeg havde været sendt ud med militæret, var det måske noget andet. Så ville jeg kende betingelserne. Men vi var rejst ned for at hjælpe,'' siger Charlotte Dong Jensen.

Side 7

SY-1999-02-7aCharlotte Dong Jensen glemmer aldrig den angst, hun følte, da hun sad bag en låst dør og hørte sine kolleger blive skudt.

Side 8

Efter hjemkomsten og pressemødet tog Charlotte Dong Jensen og Karen Nilsson hjem til deres familier for at holde jul og være i fred.

''Man kan ikke sidde og tude hele dagen, så jeg har foretaget mig de samme ting, som jeg ellers gør, når jeg holder ferie – løber, laver gymnastik, går ud og drikker og spiser. Men selvfølgelig er det ikke en ferie, ligesom det plejer at være. Efter jeg er kommet hjem, har jeg talt med en psykolog i tre timer, og det er i øjeblikket nok. Jeg tænker på hændelsen og på de kolleger, jeg har mistet, men jeg tror, det er individuelt, hvor meget hjælp man har brug for efter sådan en oplevelse. Man mærker selv sit behov. Ud over professionel hjælp er det vigtigt med hjertevarme fra familie, venner og kolleger. Jeg har tænkt på, at der vil komme et kritisk tidspunkt, når interessen for min historie holder op – når jeg pludselig er lige så uinteressant for medierne og for andre mennesker som sædvanlig.''

SY-1997-02-8Charlotte Dong Jensen og Karen Nilsson mødte straks pressen ved ankomsten til Danmark. Selv om de var tydeligt påvirkede af hændelsen, var det en hjælp at fortælle historien.

Stof til eftertanke

Da Røde Kors i sin tid spurgte Charlotte Dong Jensen, om hun ville sendes til Tjetjenien, blev hun advaret om, at det ikke var det mest behagelige sted. Opgaven på hospitalet gik blandt andet ud på at få det fire måneder gamle hospital til at fungere. Mange af patienterne var børn og voksne, der var kommet til skade på landminer eller ved skudulykker.

''Når Røde Kors siger, at det ikke er noget behageligt sted, så ved man, at det er alvorligt ment. Tjetjenerne er ikke nemme at have med at gøre, det er et folk, der kræver deres ret – et krigerfolk, hvor der er mange, der ikke har lyst til at opgive krigen. På grund af situationen havde vi fået nøje instrukser om sikkerheden. Vi måtte ikke gå uden for lejren, og vi havde altid en bærbar radio på os, så vi kunne kalde hjælp.''

Charlotte Dong Jensen følte sig ikke truet, mens hun arbejdede på hospitalet.

''Tre uger før jeg tog derned, havde der været en hændelse, hvor en lokal hjælpearbejder blev kidnappet, og der blev stjålet noget radioudstyr. Den slags metoder er desværre meget brugt, og det er en dagligdags trussel, at der kan ske indbrud. Men derudover følte jeg mig ikke truet. Der var mange mennesker, og hele hospitalet var under opbygning, så dagen igennem var der mange beslutninger og en masse oplysninger at tage stilling til, så jeg har ikke opfattet en eventuel trussel. I øvrigt brugte vi tolk, hvilket gør det svært at opfange nuancer i det, der bliver sagt. Men det er helt sikkert, at havde vi fået en direkte trussel, så havde Røde Kors sørget for, at vi var blevet trukket ud af området.

Der er ingen tvivl om, at denne episode har givet Røde Kors i Genève stof til eftertanke. Noget lignende er aldrig sket, og det bringer hele spørgsmålet om sikkerhed op igen. Røde Kors har altid stået for ingen våben, og hvis vi skal til at bære våben, ryger noget af ideen med Røde Kors. Personligt vil jeg ikke bryde mig om at bære våben, så kunne jeg lige så godt være i hæren. Jeg ved også, at attentatet i Tjetjenien har betydet meget for andre Røde Kors-udsendte verden over. En god veninde, der er udsendt til Sierra Leone, ringede til mig, efter jeg var kommet hjem og fortalte, hvor meget hændelsen har rystet de udsendte dernede,'' siger Charlotte Dong Jensen.

Netop fordi Tjetjenien er et af de mindre behagelige steder at blive sendt ud, var det kun erfarne Røde Kors-medarbejdere, der blev sendt dertil. Både Karen Nilsson og Charlotte Dong Jensen har tidligere været udsendt i Afrika.

På trods af den traumatiske oplevelse i Tjetjenien er de begge parate til at blive sendt ud igen.

''Det går én i blodet, at man skal ud og se andre steder – ud og prøve sine egne grænser af. Forskellen på at arbejde ude og hjemme er blandt andet, at man kommer meget tæt på sine kolleger, når man er sammen med dem døgnet rundt. Selv om jeg kun havde været i Tjetjenien i tre uger, føler jeg, at jeg kendte mine kolleger godt,'' siger Charlotte Dong Jensen.

Foreløbig holder hun og Karen Nilsson ferie, men spørgsmålet om 'hvad nu' er allerede aktuelt.

''Vi har stadig kontrakt med Røde Kors, men vi har ikke besluttet, hvad der skal ske. Jeg har fået tilbud om at vende tilbage til mit gamle arbejde på operationsafdelingen på Nyborg Sygehus, men jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg har lyst til at komme ud igen – men ikke til Tjetjenien, det vil rippe for meget op i sårene,'' siger Charlotte Dong Jensen.•

Nøgleord: Røde Kors, Tjetjenien.