Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Erstatning: 493 patienter fik erstatning

Antallet af patientskader, der bliver anmeldt til Patientforsikringsforeningen, stiger, men en stor del af sagerne kan stadig afgøres inden for et halvt år, fremgår det af Patientforsikringsforeningens årsberetning for 1995. De fleste skader sker som før i forbindelse med ortopæd- og neurokirurgi. Af særlig interesse for sygeplejersker er en mindre gruppe anmeldelser, der handler om fald under hospitalsophold.

Sygeplejersken 1997 nr. 2, s. 16-17

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

Patientforsikringsordningen er oprettet for at give patienter, der kommer til skade under behandling på sygehusene, mulighed for en erstatning. Selv om der egentlig ikke er sket fejl under behandlingen.

Derfor er det heller ikke overraskende, at en stor del af erstatningerne tilkendes efter den såkaldte rimelighedsregel, nemlig hvis skaden i form af infektioner eller andre komplikationer er større, end patienten med rimelighed må tåle i forhold til sygdommens alvor og patientens helbredstilstand i øvrigt.

I 1995 fik patienterne tilkendt erstatning i 34,6 pct. af de 1.430 afgjorte sager. 13,9 pct. fik erstatning efter rimelighedsreglen. 14,6 pct. fik erstatning efter specialistreglen, nemlig hvor en erfaren specialist ville have handlet anderledes, og skaden dermed kunne være undgået.

Derimod fik meget få erstatning med henvisning til apparatursvigt, ulykker eller til, at skaden kunne være undgået ved brug af en alternativ, lige så god behandlingsmetode. 7,7 pct. var omfattet af mulighederne for erstatning, men lå under patientforsikringens bagatelgrænse på 20.000 kroner og fik derfor ingenting.

Tager seks måneder

I sammenligning med Patientklagenævnet er Patientforsikringsforeningen lynhurtig i sin sagsbehandling. De tre måneder, der oprindelig var målsætningen for Patientforsikringsforeningens

Side 17

sagsbehandling, er dog ikke realistisk, fremgår det af årsberetningen. Der går stadig tid med at afvente sygehusets anmeldelse, når patienten har indleveret sin, med at undersøge patienten, indhente materiale hos egen læge, andre sygehuse og speciallæger osv.

Derfor må man formentlig acceptere, at det kun er 20 pct. af sagerne, der kan afgøres inden for tre måneder, fremgår det af årsberetningen. Derimod skulle det være muligt at få flere sager afgjort inden for seks måneder end i dag, hvor det lykkes i godt og vel halvdelen af sagerne.

Selv om patienterne forholdsvis hurtigt får besked om, at de er berettiget til erstatning, kan det tage lang tid, før erstatningen bliver udbetalt. Der kan gå op til to år, fordi en endelig beregning af erstatningens størrelse kræver, at patientens tilstand er stabil. Defor får patienten i mange tilfælde udbetalt en acontoerstatning.

Flest kirurgiske skader

Patientforsikring gør årligt op, hvordan de anmeldte skader fordeler sig på 30 forskellige skadetyper.

I 1995 som tidligere stammede de fleste skader fra ortopædkirurgien, nemlig 371. Næsthyppigst var skader fra området neurokirurgi, 121. Opgørelsen over skadetyper følger stort set de lægelige specialer. Men med henblik på kvalitetssikring bliver en række skadetyper registreret særskilt.

Det gælder lejringsbetingede nervelæsioner (24), infektioner generelt (79), infektioner ved prolapsoperationer (14), fødselskomplikationer (47), Boneloc-skader (54) og ulykker (32). Under den sidste overskrift bringer årsberetningen en omtale af en række faldulykker på sygehuset.

Faldulykker

Fald under toiletbesøg:

En 72-årig kvinde, der gennem længere tid havde døjet med svimmelhed og sortnen for øjnene, hvilket i flere tilfælde havde medført faldulykker, blev akut indlagt med konstateret blodtryk på 200/130. Dagen efter blev patienten ledsaget af en sygeplejer til toilettet, hvorefter sygeplejeren lod patienten være alene i forbindelse med toiletbesøget. Under toiletbesøget blev patienten svimmel, hvorefter hun faldt og pådrog sig et højresidigt lårbensbrud. Patienten blev senere opereret for lårbensbruddet, og efterfølgende gennemgik hun genoptræning.

Sygehuset var ikke i stand til at fremkomme med nærmere oplysninger om omstændighederne i forbindelse med toiletbesøget og faldulykken. Patientforsikringen lagde herefter i overensstemmelse med de almindelige bevisbyrderegler patientens ubestridte forklaring til grund ved vurdering af sagen.

Sagen blev anerkendt efter PFL (Patientforsikringsloven, red.) § 3, stk. 2, idet den sygeplejer, der ledsagede patienten i forbindelse med toiletbesøget, ikke havde udvist den fornødne agtpågivenhed i forbindelse med opgavens udførelse. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at patientens væsentligt forhøjede blodtryk, hendes udprægede svimmelhedstendens og hendes angst for at skulle færdes alene tilsagde, at hun var blevet ledsaget også under selve toiletbesøget og ikke blot i forbindelse med transporten til og fra toilettet.

Fald på badeværelsesgulv:

En 80-årig kvinde, der var svært invalideret efter blodprop i hjernen med efterfølgende venstresidig lammelse og talebesvær, blev af sygehusets plejepersonale i forbindelse med toiletbesøg kørt i kørestol og hjulpet over på toilettet med kørestolen placeret foran sig, hvorefter hun fik klokkesnoren placeret i den ikke-lammede hånd. Derefter fik patienten lov til at være alene, og ved tilsyn 2-3 minutter efter fandt man patienten liggende på gulvet. Som følge af faldet havde patienten pådraget sig et brud på venstre lårbenshals.

Sagen blev afvist efter PFL § 3, stk. 2. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at det var sygehusets sædvanlige praksis at lade patienter være alene uden opsyn under toiletbesøg, idet man fandt, at opsyn under toiletbesøg var generende og uværdigt, hvorfor opsyn burde undgås i de tilfælde, hvor det skønnedes muligt. Personalets faglige skøn fandtes herefter at have været forsvarligt.

Fald ud af hospitalsseng:

En 79-årig kvinde blev indlagt efter pludseligt opstået temperaturforøgelse samt ringe kontaktbarhed, og man konstaterede ved indlæggelsen, at patientens funktionsniveau var præget af svære sendiabetiske komplikationer, herunder blindhed samt uro og sengeflygtighed, hvorfor man opsatte en sengehest på hospitalssengen. Senere i indlæggelsesdøgnet fandt personalet patienten siddende i sengen med benene ud gennem sengehestens tremmer. Personalet fandt dog, endnu senere på indlæggelsesdøgnet, at patienten var faldet til ro, og skønnede således, at en eventuel sengeflugt uden sengehest ville være mindre risikobetonet, idet faldafstanden til gulvet i så fald ville være mindre. Man fjernede derfor sengehesten. Natten efter indlæggelsesdøgnet faldt patienten ud af sengen og pådrog sig brud i lænden.

Sagen blev anerkendt efter PFL § 3, stk. 2, idet patientens tilstand umiddelbart forud for faldulykken indebar, at sengeflugt med stor sandsynlighed kunne forudsiges, samt at personalet, da man fjernede sengehesten, burde have indset risikoen for sengeflugt og de dermed mulige konsekvenser. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at selve fjernelsen af sengehesten har øget risikoen for, at patienten kunne falde ud af sengen og pådrage sig kvæstelser, samt at en fjernelse af sengehesten ikke har været en tilstrækkelig foranstaltning til imødegåelse af risikoen herfor.

Da det samtidig af personalet på sygehuset er blevet oplyst, at man havde en fast ordning med vagt ved patienter, der var alvorligt syge, sengeflygtige og konfuse, er det tillige Patientforsikringens opfattelse, at det er en fejl, at man undlod at sætte en fast vagt ved patientens seng.

Fald ud af hospitalsseng:

En 76-årig mand fik konstateret cancer i tyktarmen og fik derfor foretaget tarmresektion, hvorefter han blev indlagt på intensiv afdeling til justering af optimal smertebehandling. I forbindelse hermed var patienten tilsluttet afdelingens elektroniske alarmsystem, og snoren til patientkaldesystemet var fæstnet til patientens skjorte med en sikkerhedsnål. Sengehesten var slået op på begge sider. Om natten efter operationen faldt patienten ud af hospitalssengen, hvorved han pådrog sig et brud på venstre lårbenshals.

Sagen blev afvist efter PFL § 3, stk. 2, idet patienten umiddelbart før vagtskiftet kl. 23.30 var vågen og klar, og idet patienten ikke havde fået medicin, der eventuelt kunne medføre konfusion.

Der blev ved vurderingen tillige lagt vægt på, at sengekaldet ikke blev aktiveret, idet patienten selv havde løsnet det fra skjorten og undlod at trække i snoren. Endvidere fandt man, at observationsforholdene på uheldstidspunktet var tilstrækkelige, da man havde placeret patienten på en enestue med stort vindue og åben dør, der begge vender ud til afdeling og gangareal, ligesom stuen var placeret over for afdelingens kontrolrum, der har glasvæg i begge sider.•

Nøgleord: Faldulykker, patientforsikring.