Sygeplejersken
Loyale mod patienter eller arbejdsgivere
Privatansatte sygeplejersker står på herrens mark, hvis de er usikre på, om forholdene på arbejdspladsen fagligt er i orden. Hvis de ikke reagerer, svigter de deres selvstændige ansvar. Hvis de på den anden side henvender sig til embedslægen uden meget god grund, kan de afskediges for illoyal optræden, siger ekspert i funktionærret. Problemet blev aktuelt i Carpe Diem-sagen.
Sygeplejersken 1997 nr. 2, s. 10-14
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Ilustration: Poul Holck
Side 11
Illoyal optræden indgik som en del af begrundelsen, da en af sygeplejerskerne på det nu lukkede Carpe Diem Hospice blev fyret for et halvt år siden. For hende har sagen rejst det principielle spørgsmål: Hvad gør man som privatansat sygeplejerske, hvis man er usikker på, om den pleje og behandling, man er med til at give, er forsvarlig?
Den illoyale handling, som hendes arbejdsgiver ikke kunne acceptere, bestod nemlig i en henvendelse til en embedslæge. Sygeplejersken var usikker på, om smertebehandlingen af en bestemt patient foregik på forsvarlig vis, og ville gerne høre en kvalificeret vurdering fra en udenforstående.
Da hun netop var i tvivl, ønskede hun ikke at foretage en officiel henvendelse til embedslægen i det amt, Carpe Diem Hospice lå i. Hun henvendte sig uofficielt og fortroligt til en embedslæge i et naboamt. I en diskussion på arbejdspladsen refererede hun senere til denne samtale. Kort tid efter blev hendes henvendelse til embedslægen og et fagligt spørgsmål, der angik samme patient, brugt som begrundelse for en afskedigelse.
På sygeplejerskens vegne gjorde Dansk Sygeplejeråd Carpe Diems ledelse opmærksom på, at man ikke fandt afskedigelsen berettiget. Men da sygeplejersken havde været ansat på stedet i mindre end et år, var der ikke mulighed for at anlægge sag mod Carpe Diem med krav om erstatning efter funktionærlovens bestemmelser. Siden da er Carpe Diem desuden gået i betalingsstandsning.
Afskedigelsen står altså uantastet, og sygeplejersken synes, hun var stærkt i klemme. Nu kom anklagen mod hende til at lyde på illoyalitet. Men havde hun intet foretaget sig, havde hun svigtet sit selvstændige ansvar som sygeplejerske.
Loyalitetskravet
Sygeplejersken fra Carpe Diem Hospice fandt hurtigt andet arbejde, og for hende er sagen ikke længere et personligt anliggende. Men det problem, hun peger på, er ikke forsvundet med lukningen af det private hospice i Bjæverskov.
Problemet bunder i, at der gælder andre regler for privatansatte end for offentligt ansatte, når det gælder loyalitet, tavshedspligt og ytringsfrihed. En privatansat sygeplejerske – det være sig på et privat plejehjem, et privathospital eller en evt. udliciteret hjemmesygepleje – har en mere omfattende loyalitetsforpligtelse over for sin arbejdsgiver end den offentligt ansatte sygeplejerske. Og derfor står hun i en vanskelig situation, hvis hun er betænkelig ved kvaliteten af plejen.
Som autoriseret sundhedsperson har hun et selvstændigt ansvar for sine handlinger. Hun kan ikke undskylde sig med, at hun handlede på ledelsens eller lægens ordre.
Men selv om hun er utryg ved, hvad der foregår på arbejdspladsen og betænkelig på patienternes vegne, skal hun være meget forsigtig med at gå til offentligheden eller embedslægen, siger en ekspert i funktionærret, advokat Lars Svenning Andersen til 'Sygeplejersken'.
Bortvisning berettiget
Offentligt ansatte må gerne udtale sig generelt om deres arbejdsforhold.
Forvaltningsloven siger udtrykkeligt, at en offentligt ansat kun kan pålægges tavshedspligt, når det er nødvendigt af hensyn til bestemte offentlige og private interesser. Fx når det gælder enkeltpersoners rent private forhold, eller forhold, hvor offentlige økonomiske interesser er på spil.
I modsætning til de offentligt ansatte har de privatansatte ikke nogen lovsikret ytringsfrihed, som kan begrænse arbejdsgiverens krav om loyalitet. Loyalitetskravet står ikke direkte beskrevet i funktionærlovens paragraffer, men i en række retlige afgørelser har der været tale om en temmelig vidtgående fortolkning af loyalitetsforpligtelsen.
I sin lærebog 'Funktionærret' henviser Lars Svenning Andersen bl.a. til en sag fra 1987, hvor en arbejdsgivers bortvisning af en medarbejder blev kendt berettiget: ''F var til møde med en bankbestyrer om et privat lån, og under samtalen spurgte bestyreren, hvordan det gik i F's firma. F gav herefter nogle – vel korrekte, men – negative oplysninger om firmaets økonomi, hvilket afstedkom en henvendelse fra banken. Det heri liggende brud på loyalitetsforpligtelsen berettigede bortvisningen.''
Mens man godt kan argumentere for, at offentligheden har et vist krav på at få besked om kvalitetsproblemer i offentlige institutioner, er situationen anderledes, når det gælder en privat virksomhed, siger Lars Svenning Andersen.
''Hvis man som ansat er vidende om, eller ligefrem bliver inddraget i strafbare forhold, så vil man utvivlsomt kunne gå til myndighederne. Men hvis det drejer sig om, at man finder arbejdsgiverens handlemåde moralsk angribelig og uacceptabel, så vil man nok sige, at man må forlade stedet, hvis man ikke synes, man kan leve med det.''
Usikkerhed ikke nok
– Er en sygeplejerske, der er ansat på et privat plejehjem eller et privathospital, berettiget til at gå til embedslægen, hvis hun mener, at arbejdet er tilrettelagt på en måde, så hverken sygeplejersker eller andre faggrupper kan udøve den omhu og samvittighed, de skal, ifølge lægelov og sygeplejerskelov?
''Det er meget svært at svare på, for det vil blive et konkret skøn. Hvis man efterfølgende konstaterer, at der er tale om en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til ældre eller patienter, så vil en domstol givetvis ikke finde henvendelsen uacceptabel. Så vil man nok ud fra et samfundssyn sige, at det var nødvendigt.
Men hvis det nu viser sig, at embedslægen efterfølgende vurderer, at der ikke var hold i henvendelsen eller kun giver en mindre
Side 12
påtale, så tror jeg, man vil rubricere henvendelsen som illoyalitet. Så hvis det drejer sig om en tvivlssituation, er det et spørgsmål, om man ikke bør vælge en anden måde at afklare den på.
Man kunne fx gå til sin fagforening og efterlyse nogle overordnede retningslinjer på området. Spørge, om det ikke var noget, organisationen kunne få afklaret i sundhedsministeriet, eller hvor det nu var. Så medarbejderne kunne gå til arbejdsgiveren og sige: Vi har fået disse retningslinjer – sådan gør vi jo ikke her på stedet, og det er altså forkert.
For noget af det, der ofte giver problemer i disse sager, er, at domstolene lægger stor vægt på, at man har prøvet at henvende sig til arbejdsgiveren, før man gik andre steder hen. Arbejdsgiveren skal have haft en chance for selv at rette forholdet, så derfor bør man gå kommandovejen.
Selv om vi allesammen ved, at det i sig selv vil besværliggøre det videre samarbejde med arbejdsgiveren, hvis man henvender sig med en markering af, at det her efter ens mening kan være en sag for embedslægen.''
Embedslægen en risiko
– Arbejdsgiveren ville altså kunne hævde, at det var illoyalt, hvis man gik til embedslægen for at få afklaret et tvivlsspørgsmål?
''Jeg ville være nervøs for det på den pågældendes vegne. Der findes ikke afgørelser, der kan belyse spørgsmålet, men jeg ville være nervøs ud fra min almindelige fornemmelse af de krav, der bliver stillet til loyaliteten i et ansættelsesforhold. Man ville overveje, hvordan sådan en henvendelse kunne skade arbejdsgiveren – hvordan embedslægen ville reagere, og om det ville påvirke hans syn på institutionen.''
– Nu står sygeplejersker og andet autoriseret sundhedspersonale jo i en særlig situation, fordi de har et selvstændigt ansvar for deres arbejde?
''Ja, og det kan være et selvstændigt argument for, at de kan henvende sig fx til embedslægen, at de pådrager sig et medansvar, hvis de bliver pålagt at gøre noget, de selv mener er uacceptabelt. Men man kommer stadig ikke uden om, at det, man må sige til sygeplejersker i den situation, er:
Hvis det viser sig efterfølgende, at der er hold i din henvendelse, så behøver du ikke være bange for det. Men hvis det viser sig, at der ikke rigtig var noget i sagen, så løber du en risiko.''
– Der er andre måder at reagere på – man kunne fx rejse offentlig kritik i et forsøg på at påvirke de politikere eller andre, der finansierer privat virksomhed på sundhedsområdet?
''Det med at gå til offentligheden vil være meget problematisk, når man er privatansat. Det skal man holde sig fra. Så er embedslægen helt sikkert en bedre valgmulighed.''
Fyring og karantæne
De konsekvenser, det kan få for sygeplejersken, hvis hun svigter sin loyalitetsforpligtelse, er først og fremmest advarsel, afskedigelse eller bortvisning. Og så den skade, som hendes faglige og personlige omdømme kan lide.
Ved almindelig afskedigelse gælder de sædvanlige opsigelsesvarsler, og hun får løn i opsigelsesperioden. Ved bortvisning sker opsigelsen øjeblikkeligt. I begge tilfælde kan der blive tale om karantæne i a-kassen, hvis sygeplejersken ikke umiddelbart får andet arbejde.
I hvert fald i første omgang, indtil sygeplejersken evt. får opsigelsen eller bortvisningen kendt uberettiget. Hvis sygeplejersken umiddelbart får andet arbejde, får sagen altså ingen større økonomiske konsekvenser. Hun kan heller ikke risikere en straffesag, sådan som offentligt ansatte, der groft overtræder deres tavshedspligt, i hvert fald i teorien kan risikere.
Hun kan måske risikere en erstatningssag, hvis arbejdsgiveren mener at kunne bevise, at hendes henvendelse har påført ham tab. Det er en mulighed, som arbejdsgivere af og til truer med, siger Lars Svenning Andersen, der er advokat for en række fagforeninger.
''Og det kan i sig selv være meget belastende for medarbejderen. Men i praksis vil det være meget svært for arbejdsgiveren at godtgøre, at han har lidt et tab. Så det er en mulighed, jeg synes, man kan se bort fra. Det gælder i hvert fald, når vi taler om at gå til en embedslæge. Hvis man vælger at gå til en avis, vil arbejdsgiveren måske bedre
Side 13
kunne argumentere for, at han har lidt et tab, fordi udtalelserne til avisen har kostet en masse patienter.''
Men hvis man kan sige, at arbejdsgiverens muligheder for at forfølge den illoyale sygeplejerske er begrænsede, så er sygeplejerskens muligheder for at få sin sag prøvet det til gengæld også. Hendes eneste chance er at anlægge en civil retssag efter funktionærlovens bestemmelser om uberettiget afskedigelse eller bortvisning. Og den mulighed har hun ikke engang, hvis hun, som sygeplejersken fra Carpe Diem, har været ansat i under et år.
Behov for afklaring
Forholdet mellem loyalitetsforpligtelsen og autorisationsforpligtelsen er så usikkkert, at Lars Svenning Andersen ser et stort behov for en afklaring.
''Ja, det vil jeg meget kraftigt støtte, at vi får afklaret. Der er et hensyn at tage til dem, der har særlige forpligtelser i kraft af deres autorisation, samtidig med, at de har en loyalitetsforpligtelse.''
– Hvordan kunne sådan en afklaring ske?
''Man kunne måske præcisere, hvordan henvendelsen fra en sygeplejerske til embedslægen kunne behandles på en måde, som både sikrede den enkeltes anonymitet, og at arbejdsgiverens legitime interesser ikke blev gået for nær. Hvis en anonym henvendelse til en embedslæge fører til, at embedslægen henvender sig til arbejdsgiveren, og det kommer frem, at det var medarbejderen, der henvendte sig, så vil det jo bremse for den slags henvendelser.
Måske kunne det indbygges i systemet, at embedslægen var forpligtet til at besvare sådanne anonyme henvendelser mere generelt uden at henvende sig til institutionen. Det ville sikre sygeplejersken en mulighed for at få en afklaring, og på en måde, så hun også kunne gå videre til arbejdsgiveren med, hvad hun havde fået at vide – fordi det var indbygget i vejledningen, at embedslægen ikke ville foretage sig noget mere konkret.
Hvis en medarbejder har fået et anonymt råd af en embedslæge, som ikke kan foretage sig yderligere, fordi henvendelsen er fortrolig, mener jeg ikke, arbejdsgiveren kan opfatte det som illoyalitet.''
– En anden mulighed var vel, at man kiggede på spørgsmålet om de privatansattes tavshedspligt og ytringsfrihed?
''Ja, man kan selvfølgelig give en større mulighed for åbenhed, ligesom i det offentlige.
Men det er en svær problematik, for det er jo privatpersoner, der driver en privat virksomhed, og som personligt og økonomisk er meget sårbare i forhold til, hvad der kommer ud.''
Fortrolig rådgivning
Tanken om at sikre autoriserede sundhedspersoner en ret til fortrolig rådgivning bryder embedslæge Søren Gustavsen, Vestsjællands Amt, sig til gengæld ikke meget om.
Det var ham, der rådgav sygeplejersken fra Carpe Diem, og hans første forbehold går på, at han i sådan en situation må rådgive uden at have indhentet en forklaring fra begge parter, som praksis ellers er.
''Jeg har hele tiden sagt til sygeplejersken, at hun var velkommen til at lægge frem, hvad hun havde drøftet med mig. Men jeg har også hele tiden rådgivet med det forbehold, at jeg med hendes fremstilling kun hørte den ene side af sagen.''
Det er sjældent, Søren Gustavsen får fortrolige henvendelser, og i det hele taget kommer de fleste henvendelser fra offentligt ansatte. Derfor vurderer han behovet for fortrolig rådgivning som ret begrænset. Men han understreger, at embedslægens tilsynsforpligtelse ikke kan kombineres med en generel garanti for, at embedslægen ikke går videre med en fortrolig henvendelse.
''Vi har en tilsynsforpligtelse. Så vi kan pludselig høre noget, hvor vi må sige, at det kan vi ikke holde inden døre.
I en sag som denne, som egentlig hørte uden for mit geografiske område, kunne det føre til, at jeg måtte ringe til en kollega i andet amt og gøre opmærksom på, at der var noget galt. Min forudsætning – som tilsynsmyndighed og dermed som rådgiver for autoriseret sundhedspersonale – er, at loyaliteten over for autorisationen og de forpligtelser, der følger af den, vejer tungere end loyaliteten over for arbejdsgiveren.
Hvis en sundhedsperson føler sig klemt på sin faglighed, må den rimelige fremgangsmåde
Side 14
være, at man først henvender sig til den rette person på arbejdsstedet. Og hvis det ikke hjælper, må man kunne varetage sin autorisationsforpligtelse, uden at det skal komme en til skade i ansættelsesforholdet.
Jeg kan ikke se, hvordan en henvendelse fra en medarbejder, der gerne vil drøfte nogle ting, kan krænke loyaliteten. Henvendelsen sætter den pågældende i stand til bedre at opfylde sin autorisationsforpligtelse. Det kan aldrig blive en krænkelse af arbejdsgiveren. Autorisationen er jo beregnet på at sikre, at autoriserede sundhedspersoner tager forsvarligt vare på patienter og klienter. På samme måde, som chaufførens kørekort skal sikre, at han kører forsvarligt. Og i trafikken vil alle betragte chaufføren som mere forpligtet over for sit kørekort end over for sin arbejdsgiver.''•
Nøgleord: Autorisation, Carpe Diem, loyalitet, privatansatte.
For Dansk Sygeplejeråds formand Jette Søe er konflikten mellem privatansattes loyalitet mod arbejdsgiveren og autorisationsforpligtelsen kun en del af et større problem. Nemlig manglen på rammer for privat virksomhed på sundhedsområdet.
Hun finder usikkerheden om, hvor langt loyalitetsforpligtelsen gælder, helt uacceptabel:
''Den skal fjernes. Dansk Sygeplejeråd kan ikke leve med, at vores medlemmer står i sådan en situation. Det er dybt problematisk, hvis man skal være helt sikker på at have ret, før man går til en embedslæge.
For det vil helt sikkert betyde, at sygeplejersker vil trække den længere end godt er i forhold til deres eget faglige ansvar, når de skal afgøre, om de skal gøre noget ved en sag. Og det er utrolig problematisk for de patienter og klienter, som det går ud over.''
Det er hendes opfattelse, at autorisationen til enhver tid må veje tungere end hensynet til arbejdsgiveren. Og hvis retspraksis siger noget andet, er det måske et område, hvor Dansk Sygeplejeråd bør vælge at køre en sag for at påvirke retspraksis.
Men for Jette Søe er det ikke nok, at forholdet mellem loyalitetsforpligtelse og autorisationsforpligtelse bliver tydeliggjort.
''For mig er det en del af et større problem, nemlig at der bør være regler og rammer for privat virksomhed på sundhedsområdet. I dag skal Sundhedsstyrelsen godkende oprettelsen af vikarbureauer for sygeplejersker, men den skal ikke godkende oprettelsen af en privatklinik.
Man får kun godkendt et vikarbureau, hvis en autoriseret sygeplejerske er leder. Men som vi netop har set i pressen, kan man godt oprette en plastikkirurgisk klinik som elektriker. Det er da underligt! Der bør være minimumsregler, så folk ved, hvilken pleje og behandling, de som minimum kan forvente. Så kan de private selv vælge at gøre det bedre – og det er så det, de skal konkurrere på.
Vi vil i Dansk Sygeplejeråd presse meget på for at få rammer fra Sundhedsstyrelsen for hele dette grå område. Det må være vejen frem. Og i det øjeblik, der er regler og tilsyn, vil usikkerheden om sygeplejerskens stilling også være væk. I Sundhedsstyrelsen har man allerede i nogen tid arbejdet med regler for hospicevirksomhed. Det vil være let at udvide dette arbejde til at omfatte resten af den private virksomhed. Og det bliver et spørgsmål, vi vil tage op i nær fremtid.''
Der gælder andre regler for privatansatte end for offentligt ansatte, når det gælder loyalitet og tavshedspligt.