Lad sundhedsplejen komme på banen som praktiksted

''Der vil altid være børn med ekstra behov for sundhedspleje, og fordi jeg fik lov til at deltage i de tværfaglige møder, fik jeg indsigt i, hvordan man kan være med til at skabe en bedre hverdag for et barn,'' skriver Randi Dam Nielsen. Foto: 2. maj.

Da jeg satte kursen op mod det nordlige Als på min første dag i min nye praktik i sundhedsplejen i Nordborg, var jeg fuld af forventning, men jeg var også meget skeptisk over for denne form for praktik. Hvordan ville det være at gå op og ned ad sine vejledere hele dagen? Hvordan ville familierne tage imod mig? Hvordan ville jeg nogensinde komme til at udfolde mig selvstændigt?

Jeg havde forsøgt at fortælle mig selv, at jeg i den første tid kun skulle observere hvad sundhedsplejerskerne lavede, og stor var lettelsen derfor, da vi startede med en indskolingsundersøgelse af en børnehaveklasse. Der var mange opgaver, som jeg var i stand til at varetage – selv på min første dag – og mens jeg vejede, målte, lavede syns- og høretest, voksede min fornemmelse af at have valgt det rette praktiksted. Jeg nyder, når børn kan svare for sig, og jeg syntes, det var herligt at opleve alle deres forskelligheder. Da dagen var omme, havde jeg en fin fornemmelse af vægtkurver, motorik, sprog og intellektuel udvikling for denne aldersklasse. Og det var blot starten på to en halv måned med børn i alle aldre. 

Spædbørnene

I hjemmene med de nyfødte ligger en af de væsentligste arbejdsopgaver for sundhedsplejersken – og her kom jeg nok til kort for første gang. Jeg havde en fornemmelse af, at det stod skrevet på ryggen af mig, at jeg aldrig havde haft så små børn i hænderne før, men både mødrene og mine to vejledere tog det utrolig flot. Uanset hvor kluntet og famlende jeg oplevede mig selv, så havde de en tålmodighed, jeg sent vil glemme. Som tiden gik befandt jeg mig ganske godt med at være med som påhæng, og jo flere spædbørn jeg fik lov at pusle, lege med og afprøve reflekser på, desto mere sikker blev jeg over for disse små størrelser.

Uanset hvor hjælpeløse vi er tilbøjelige til at tro spædbørn er, så fascineres jeg til stadighed over, hvilke egenskaber de bringer med sig til verden, og det havde jeg rig lejlighed for at iagttage. Selvom sprogudviklingen først for alvor tager fart efter det første leveår, så fødes de alligevel med en evne til at kommunikere. De er i stand til selv at tage initiativ til kontakt med øjnene, og besvares den, kan man fastholde de små, udforskende øjne, indtil de selv beder om en pause i mængden af stimuli. Det lille barn gaber os højt og inderligt op i hovedet, og respekterer vi ikke dette, drejes ansigtet væk – og sidste udvej, hvis vi stadig ikke har fattet budskabet, er gråden. Og alt efter hvilket behov barnet ønsker opfyldt, er der forskel i styrke og intensitet af gråden, og de opmærksomme forældre kan efter kort tid fornemme, om barnet ønsker mad eller måske bare kontakt og nærhed. Spædbarnet kommunikerer altså logisk til os – hvis vi vel at mærke også tænker logisk og forsøger at forstå signalerne!

Sammenholdt med de mange udviklingsteorier, der anskuer barnet fra forskellige vinkler, har jeg oplevet en forståelse baseret på egne oplevelser. Jeg har haft et fundament i nogle udvalgte udviklingsteorier og forsøgt at sortere, hvad jeg selv føler, jeg har kunnet bruge fra teorierne. Med den grundlæggende teori fra skolen i baghovedet har det været spændende at komme i de forskellige hjem og opleve børn i alle aldre. En optimal måde at kombinere teori med praksis på, fordi jeg har haft med samtlige aldersklasser at gøre.

Forskellige normer

At komme på besøg i hjemmene er ikke kun et spørgsmål om vægt og udviklingsspecifikke behov for barnet. For mig har det især været givende at opleve de forskellige normer, der hersker, hver gang man træder over en ny dørtærskel. Man er til stede på familiens præmisser i deres omgivelser, og jeg tror, det gør at man får større mulighed for at forstå helheden i barnets – og familiens – trivsel.

Jeg har siddet i indvandrerfamiliers stuer og spekuleret over, hvordan de kan holde ud at se på det overdådige flor af lyserøde kunstblomster året rundt, mens den nybagte mor, der på sit gebrokne dansk forsøgte at gøre sig forståelig, med største gæstfrihed serverede cappuccino i små porcelænskopper med endnu flere lyserøde roser . .! Jeg har undret mig over, hvor inkonsekvente forældre kan være i opdragelsen af guldklumpen. Jeg har oplevet hjem, hvor jeg bitterligt fortrød, at jeg havde taget skoene af, fordi strømperne blev hængende på det beskidte parketgulv. Men det er altsammen netop et bevis på, at de respektive familier har forskellige måder at indrette sig på – og at der gælder forskellige spilleregler i ethvert hjem. Jeg er ofte blevet konfronteret med mine egne normer og har med fordel måttet tage dem op til revision.

Fordele i praktikken

Den største fordel i sundhedsplejen har været muligheden for at få vejledning hele tiden. Der var konstant en person til rådighed, som jeg kunne diskutere fagligt med. Det har jeg anset som et stort plus, fordi sundhedsplejerskerne samtidigt har været gode til at lade mig komme på banen selvstændigt.

Baglandet var altid i orden, når jeg drog af sted alene – stolt som en pave – på selvstændige besøg sidst i praktikperioden. Mødrene, som jeg kendte i forvejen efter flere besøg forud, tog flot imod mig, og jeg hentede mange succesoplevelser

Side 29

hjem på den konto i de sidste uger af praktikken. Mødrene var selvfølgelig forberedte på, at jeg kom alene, og at sundhedsplejersken altid var i baghånden, hvis der dukkede noget op, som jeg ikke kunne svare på. Til min overraskelse oplevede jeg faktisk, at besøgene forløb ganske naturligt med fornuftigt og sagligt indhold.

Undervisning i skoler og mødregrupper er bare et udpluk af de andre ting, jeg lavede i praktikken. Men især de tværfaglige møder gav mig et godt helhedsindtryk af sundhedsplejen. For ikke alle børn har det lige godt. Ikke alle børn er vant til, at mor smører madpakken – eller at der i det hele taget er noget i køleskabet. Nogle børn græder salte tårer om morgenen, inden de cykler i skole, men der er bare ikke nogen, der ser det, for mor og far er for længst taget på arbejde. Der vil altid være børn med ekstra behov for sundhedspleje, og fordi jeg fik lov at deltage i de tværfaglige møder, fik jeg indsigt i, hvordan man kan arbejde konstruktivt sammen på tværs af faggrænser – og være med til at skabe en bedre hverdag for et barn.

Hele vejen rundt

Forud for min praktik havde jeg været på studiebesøg i jordemoderkonsultation og på fødegang. Undervejs i min praktik flettede jeg flere relevante studiedage ind, så jeg nu føler, at jeg kom så vidt omkring, som det overhovedet var muligt, og det føler jeg virkelig er styrken i denne form for praktik. Jeg har oplevet børn helt fra hjertelyden blev registreret første gang hos jordemoderen, timerne på fødselsgangen, selve fødslen, hvor alt uden for stuen bliver fuldstændig ligegyldigt, dagene på barselsgangen med glæde og barselstårer, og så især den opfølgende sundhedspleje i hjemmene. Lige fra rensning af navler, vejledning om vitaminer, søskendejalousi til barnets første mundfuld skemad og Boel-prøver. Jeg har set børn øve sig på de første usikre skridt i verden, set dem løbe af sted hvinende af fryd og hørt dem sige deres første ord. Jeg har set, hvor forskellige tvillinger kan være og fulgt seks-årige ved indskolingsundersøgelse. Jeg har snakket sundhed og trivsel med børn fra hvert klassetrin til den årlige undersøgelse hos sundhedsplejersken, og jeg har moret mig over børns herlige logik. Små drenge har på skolegangene genkendt mig og tiltalt mig med navn, mens jeg måbende rødmede af benovelse. Kunne de virkelig huske, at det var mig, der var inde i klassen og undervise om sundhed? Jeg er blevet suppleret af en knægt på otte, der så noget eftertænksom ud, da jeg drog en parallel mellem bilens behov for benzin og vores behov for sund mad – han gjorde mig opmærksom på, at der også findes dieselbiler . .!

Jeg har rost den overvægtige dreng, der havde formået at tabe sig tre kg, og jeg har snakket kostvaner og motion med pubertetspigen, hvis vægtkurve pludselig ændrede retning radikalt. For tidligt fødte børn har jeg fulgt og glædet mig over, hvor hurtigt mange får indhentet den normale udvikling. Børn med allergi og astmatisk bronkitis oplevede jeg også hyppigt og vejledte i dertilhørende forholdsregler. Spiseproblemer, øjenbetændelse, hudproblemer og søvnproblemer har jeg været omkring – og ikke mindst indset vigtigheden af et solidt socialt netværk. Jo, jeg føler, at jeg kom hele vejen rundt.

Det, der nok har undret mig mest, er måske, at jeg lige fra den første dag i sundhedsplejen har genoplevet brudstykker fra min egen barndom mange gange undervejs. Jeg husker ganske klart min egen indskolingsundersøgelse og samtalerne ved sundhedsplejersken, og jeg har somme tider haft lidt svært ved at forstå, at det nu er mig, der sidder dér og spørger og snakker – for jeg synes det er så uendelig kort tid siden, at jeg selv sad på den anden side af bordet.

Det blev en praktik, hvor jeg virkelig så og oplevede børn i alle aldre. Og allerbedst: Jeg så de fleste af dem i deres hjemlige omgivelser, hvilket ofte har givet stof til eftertanke for en sygeplejestuderende – og i flere tilfælde nok også større forståelse for den enkeltes integritet og udvikling af identitet.

Mine vejledere er bevis på, at med engagement, vilje og planlægning kan man virkelig skabe en lærerig praktikplads. Lad derfor sundhedsplejen blive et naturligt tilbud som praktiksted.•

Randi Dam Nielsen er sygeplejestuderende ved Den Sønderjyske Sygeplejeskole. 

Nøgleord: Praktik, praktikvejledning, sundhedspleje, uddannelse.