Sygeplejens tid er kommet

Ainna Fawcett-Henesy: ''Standarder for sygepleje var et vigtigt skridt på vejen, men i dag må vi konstatere, at vi nok har set mere på sygeplejersken end på patienten. Vi må se på resultater og sammenligne på tværs af afdelinger.'' Foto: Kirstine Theilgaard.

Sundhedsreformerne rundt om i Europa vil give sygeplejersker en mere central rolle end nogensinde før, vurderer den ledende sygeplejerske i WHO Europe, Ainna Fawcett-Henesy. Udbygning af primærsektoren, rationaliseringer af det eksisterende sundhedsvæsen og en række andre dybtgående ændringer kan kun gennemføres med sygeplejerskernes aktive medvirken, siger den irske sygeplejerske, der siden 1995 har været leder af sygeplejekontoret i WHOs europæiske afdeling på Østerbro i København.

''De spørgsmål, der er på den aktuelle dagsorden, råber på sygeplejerskers deltagelse. Med reformerne får sygeplejen virkelig mulighed for at komme til deres ret.''

Men sygeplejerskerne skal ikke regne med at komme sovende til deres nye hovedrolle. De må gøre op med traditionsbunden praksis og ritualer uden dokumenteret virkning.

Vidensbaseret praksis bliver lige så aktuelt et krav til sygeplejerskerne som til lægerne. Lægernes engagement i medicinsk teknologivurdering og evidence based medicine må også have et sidestykke, der hedder evidence based nursing.

''Reformerne giver muligheder. Men vi vil også møde forstærkede krav om, at sygeplejersker dokumenterer deres resultater og forholder sig kritisk til traditionerne,'' siger Ainna Fawcett-Henesy.

Sundhedsreformerne

''Jeg har en tilbøjelighed til at missionere for sygepleje,'' siger hun i en skæv sidebemærkning.

Det er sådan set også en del af hendes job som rådgiver og repræsentant for sygeplejen i et halvt hundrede lande i Europa og det gamle Sovjetunionen.

Men hun er oprigtig overbevist om, at sygeplejerskernes tid er kommet med de gennemgribende ændringer af sundhedsvæsenet, som allerede er gennemført i en række europæiske lande og er på vej i andre.

Hun fremhæver tendensen til at flytte opgaver fra hospitalerne ud i primærsektoren, nødvendigheden af en bedre ressourceudnyttelse, nødvendigheden af at lære folk at leve med de kroniske sygdomme, der ikke kan helbredes, og ønsket om at inddrage patienterne.

''I alle lande anerkender man efterhånden, at sygdomsorientering ikke er nok. Man kan ikke blive ved med at kanalisere flere og flere penge ind i selve behandlingen.

Man bliver nødt til at tænke mere i sundhed. Vores hidtidige fokus på sygdom og behandling er kun en lille del af billedet. Og hvis man skal udpege den gruppe professionelle, som virkelig forstår holisme, forebyggelse og sundhedsfremme, så er det sygeplejersker.

Sygeplejersker er dygtige til at undervise og støtte folk, så de får en oplevelse af at have kontrol. Og det bliver stadig vigtigere i forhold til de sygdomme, som vi ikke kan helbrede, diabetes, astma, apopleksi og cancer. Hvor det handler om at lære folk at håndtere deres sygdom og leve med den.

Sygeplejersker har også altid været dygtige til at tilpasse deres ydelser til patienternes behov, og de vil få en vigtig rolle at spille som patientens advokat, fordi de simpelthen er tættest på patienterne.

Det er nemlig også et gennemgående punkt i reformerne, at vi er på vej mod en større anerkendelse af brugernes rettigheder.''

Større primærsektor

Primærsektoren har altid været WHOs første prioritet, og et af sygeplejekontorets aktuelle projekter er et katalog med eksempler på fornyelse i hjemmeplejen og sundhedsplejen.

Det nye er, at primærsektoren også er ved at få en mere og mere fremtrædende rolle i de enkelte europæiske landes sundhedspolitik, påpeger Ainna Fawcett-Henesy.

''Se på de rationaliseringsprogrammer, der bliver gennemført på hospitaler over hele verden. Mindre sygehuse, færre senge, udlægning af opgaver, pleje og omsorg i hjemmet.

I dag ved vi, at folk kan få den nødvendige pleje i deres eget hjem, hvis personalet har den rigtige uddannelse og de rigtige færdigheder. I nogle lande, fx Holland, har man udviklet hjemmeplejen så langt, at patienter med apopleksi og hjertetilfælde kan blive plejet hjemme helt fra starten. De behøver ikke indlægges. Nogle lande har også meget veludviklede pædiatriske tilbud, så forældre med støtte kan passe deres børn hjemme og man undgår de traumer, der opstår i forbindelse med indlæggelse. I nogle lande ser man også sygeplejersker besøge folk i hjemmet

Side 17

før indlæggelsen, tage prøver og forberede dem, så de ved, hvad de kan vente under indlæggelsen, og når de kommer hjem igen.''

Balance i indsatsen

Ainna Fawcett Henesy fremhæver umiddelbart Holland og Island som lande, der er langt fremme med en udvikling af primærsektoren.

''Og Spanien er godt på vej – ligesom Slovenien. Men tendensen er generel. I alle lande falder liggetiden, og tendensen er, at man plejer folk så tæt på deres hjem og arbejdsplads som muligt.

Det er virkelig essensen af sygepleje! At arbejde ved siden af folk i lokalsamfundet, hjælpe dem til den viden, de har brug for, gøre for dem, hvad de ikke selv kan.''

Ainna Fawcett-Henesy understreger, at hun ikke ønsker at undervurdere de store fremskridt, der bliver gjort af sygeplejersker, der arbejder i de lægelige specialer.

''Vi har brug for deres indsats og den ekspertise, de udvikler. Den er lige så vigtig, og i alt, hvad jeg siger, er det underforstået, at folk selvfølgelig skal have sygehusbehandling, når de har brug for det. De skal bare ikke have sygehusbehandling, fordi primærsektoren er utilstrækkelig.

Tidligere blev der fokuseret for meget på den sidste del af patientforløbene, den del, der foregik på institutionerne. Den behandlingsmæssige afslutning på forløbene.

Vi må have en bedre balance – og det er da i øvrigt mit indtryk, at et land som Danmark i dag har en rimelig balance mellem de to sektorer.''

Kortere liggetider giver besparelser, men udviklingen skyldes egentlig ikke et ønske om at skaffe sig af med folk på hospitalerne.

''Det er en udvikling, som skyldes den teknologiske og farmakologiske udvikling. Og vi må aldrig glemme, at forudsætningen er, at folk kan få den nødvendige støtte, når de kommer tidligt hjem fra hospitalet.''

Ældres værdighed

I WHO er man opmærksom på, at udlægningen af opgaver også kan skabe vanskeligheder.

''Der er to grupper, som vi virkelig må passe på at tage hånd om. De ældre og de mentalt syge, som også er meget sårbare.

Det kan være svært her at skelne mellem, hvad der er sundhedstilbud, og hvad der er sociale tilbud, og derfor er det meget anderledes at arbejde på et plejehjem end på et stort sygehus.

Her må sygeplejersker igen tage udgangspunkt i den enkeltes behov. Og når vi forholder os til, hvad der er kvalitet i plejen for den enkelte, må vi være opmærksomme på, at disse mennesker, der måske ikke selv kan udtrykke deres behov, har slægtninge, som kender dem, og som man kan tage med på råd.

Jeg betragter det danske sundhedsvæsen som et af de førende i Europa. Men jeg er opmærksom på, at der selv i Danmark er kritik af den pleje, man tilbyder de ældre.

Disse klager kan man tit komme i møde, uden at det behøver at koste mange penge, for meget ofte handler patientklager om værdighed, ikke om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med ydelser.

Men samtidig er det vigtigt, at sygeplejersker har kanaler for deres utilfredshed, hvis de oplever tilbuddene som dårlige. Så er det vigtigt for faget, at vi har etiske retningslinjer eller andre regelsæt, som giver os ret til at pege på de ting, der er uacceptable.

En anden vigtig ting er, at sygeplejersker, der arbejder på disse områder, skal have netværk, hvor de kan diskutere de faglige problemer med kolleger. For mange sygeplejersker i primærsektoren står meget alene i deres daglige arbejde.''

Dokumenteret virkning

Selv om Ainna Fawcett-Henesy fastholder, at liggetiderne ikke skal ned af hensyn til sundhedsvæsenet, men af hensyn til patienterne og familierne, er hun alligevel meget opmærksom på den nære sammenhæng, der er mellem bedre og billigere.

''Besparelser er et af de store spørgsmål i sundhedsreformerne, og et, vi ikke kan tillade os at ignorere.

Vi har mange eksempler fra hele Europa på, at sygeplejersker har forbedret plejen på en måde, som både var klinisk effektiv og udnyttede ressourcerne bedre.

Bedre patientpleje på sygehusene med færre infektioner til følge, bedre smertekontrol,

Side 18

færre tryksår. Uden disse forbedringer havde man ikke kunnet udskrive patienterne hurtigere. For så var de bare blevet genindlagt.

Patienterne får bedre livskvalitet, og de kan udskrives tidligere.''

Til kravet om bedre udnyttelse af ressourcerne hører også et krav om at dokumentere sygeplejens virkning, siger Ainna Fawcett-Henesy.

''Vi lever i en tid, hvor vi er nødt til at se kritisk på personalesammensætningen, og hvor alle professionelle er nødt til at dokumentere virkningen af deres arbejde.

For patienterne vil have den bedst mulige pleje og behandling. Og politikerne vil have noget for pengene.

Men det ser jeg som noget positivt, noget der er godt for udviklingen af sygeplejen. I dag er vidensbaseret praksis (evidence based practice) det store spørgsmål, og det burde det nok have været længe.

Vi ved, at kun omkring 30 pct. af de lægelige interventioner har dokumenteret virkning, og på samme måde ved vi, at meget i sygeplejerskers arbejde nærmest har karakter af ritualer.

Vi har forskning, der viser, at vores praksis på nogle områder er forældet, men alligevel fortsætter vi. Vi er nødt til at være meget mere opmærksomme på, hvad der virker, og hvad der er godt for patienterne.

I 80'erne var fastsættelsen af standarder det store tema, og det var et vigtigt skridt på det tidspunkt.

I dag må vi nok konstatere, at vi har været for introspektive. Vi har interesseret os meget for input og proces, og vi har nok i virkeligheden set mere på sygeplejersken end på patienten.

Vi må være mere opmærksomme på, hvilke behov patienterne har, og hvor godt vores pleje virker, vi må se på resultaterne og sammenligne på tværs af afdelingerne.''

Ritualer og ledelse

Et af WHOs aktuelle projekter er udvikling af kvalitetsindikatorer på udvalgte områder som kronisk syge og ældre med sygdomme som diabetes og apopleksi.

Det er en kompliceret opgave at finde de indikatorer eller checkpunkter, der siger noget væsentligt om kvaliteten af sygeplejen til en bestemt gruppe patienter, siger Ainna Fawcett-Henesy.

''Men i hverdagen findes der faktisk en række simple indikatorer, som man kan bruge som udtryk for sygeplejens kvalitet. Antallet af infektioner, antallet af genindlæggelser, smertekontrol. Man kan også benytte patienttilfredshedsundersøgelser.

Nogle vil mene, at det er alt for grov en målestok, men for mig er patienternes opfattelse vigtig. De er gode til at bedømme vores ydelser, og de ved, hvad der er godt for dem.

Vidensbaseret praksis behøver ikke altid at være noget, der foregår på et højt videnskabeligt niveau.

Når vi ikke er længere med at dokumentere virkningen af vores sygepleje, tror jeg ofte, det handler om en vis dovenskab hos professionen som sådan i forhold til at tænke i forskning, viden og dokumentation.''

Hvis ledelsen er god, er der ingen problemer, svarer Ainna Fawcett-Henesy, når man spørger, hvor hun ser vanskelighederne for udbredelsen af en sygepleje, der bygger på dokumenteret viden.

''Men der er steder, hvor man finder en meget regel- og traditionsbunden indstilling til arbejdet. Ritualer er vigtige – nu har vi gjort sådan i 20 år, derfor fortsætter vi.

Vi har desperat brug for ledelse i disse spørgsmål, og derfor ser jeg gerne sygeplejerskeorganisationerne gå i spidsen for en udvikling af vidensbaseret sygepleje.

En organisation som Dansk Sygeplejeråd – en af de stærkeste i Europa – har jo fantastiske muligheder for at gå i spidsen for sådan en udvikling, fordi alle sygeplejersker ude i praksis føler sig knyttet til organisationen og forventer ledelse og retning af den.

Den har virkelig mulighed for at formidle ny tænkning – sætte pilotprojekter i gang og udvikle retningslinjer sammen med folk i praksis.''

Kompetenceudvikling

Sygeplejens ledelse er i det hele taget et emne, som sygeplejekontoret lægger megen vægt på. Ikke mindst at få sygeplejersker repræsenteret på de niveauer, hvor sundhedsplanlægningen foregår, og de politiske beslutninger bliver forberedt.

''Sygeplejersker opfattes gerne som en praktisk orienteret faggruppe, der arbejder ved sengekanten. Og vi hører somme tider fra planlæggere og politikere, at sygeplejersker ikke har forstået at yde et særlig godt bidrag, når man har ansat dem på de politikskabende niveauer.

Efter min mening går planlæggerne glip af en kæmpechance for at få en gruppe meget vidende personer med på holdet, fordi de ikke selv har gjort sig klart, hvilken indsats de vil have sygeplejerskerne til at levere.

Vi går nu i gang med et projekt, hvor vi vil bede planlæggere og politikere fortælle, hvad de ønsker af sygeplejersker på disse niveauer. Så kan vi med deres arbejdsbeskrivelse som udgangspunkt prøve at udforme modeller for karriereforløb, som giver ledende sygeplejersker fra sygehuse og lokalsamfund de kompetencer, der skal til for at fungere på det politiske niveau.

Det er en model, man har brugt med stor succes i Storbritannien. Men i mange europæiske lande er sygeplejersker rent faktisk dårligt repræsenteret der, hvor politikken udformes.''

Derfor er det også med stor tilfredshed, at Ainna Fawcett-Henesy kan fortælle, at der nu er oprettet et officielt samarbejdsforum for WHO og de europæiske landes sygeplejerskeorganisationer: 'European Forum of Nursing and Midwifery Associations and WHO'.

Et tilsvarende officielt samarbejde mellem WHO og de europæiske lægeorganisationer har eksisteret i mange år, og hun har undret sig over, hvorfor et sygeplejerskeforum ikke er oprettet for længst.

''Jeg har været meget glad for Dansk Sygeplejeråds støtte til at få dette forum i gang. Samarbejdet kan være med til at udforme overordnede strategier, målsætninger og retningslinjer, som de enkelte regeringer kan forholde sig til.

Det er vigtigt, især i lande, hvor sygeplejen ikke står så stærkt i officielle sammenhænge.''

Nøgleord: Sygepleje, WHO.