Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Hårdt pressede hjemmehjælpere

Klagerne over manglende rengøring forstummer først, hvis hjemmehjælperne får lov at koncentrere sig om det, de er gode til, nemlig rengøring og lettere plejeopgaver. De tunge plejeopgaver må andre tage sig af.

Sygeplejersken 1997 nr. 20, s. 19

Af:

Ingrid Enert, leder af Visitationsteam, Københavns Kommune, indre by

Der har igennem lang tid været rejst kritik af hjemmehjælpen, ofte på grund af manglende rengøringshjælp. Klagerne er for så vidt fuldt ud berettigede, idet hjælpen til rengøring gennem de senere år enten er blevet reduceret eller aflyst. Nu er der mange grunde til disse uheldige forhold. Forhold som sjældent kommer frem i debatten, og som er væsentlige i denne sammenhæng.

Begrebet hjemmehjælp startede egentlig under betegnelsen husmoderafløsere der, som navnet angav, var beregnet som afløsere for husmoderen, der pga. sygdom eller lignende ikke kunne påtage sig sin opgave. Det kunne være for en kortere eller længere periode. Opgaverne bestod i almindeligt husarbejde såsom rengøring, vask, indkøb og madlavning.

Husmoderafløseren havde ingen speciel uddannelse eller kvalifikationer bortset fra at være en god husmoder. Senere fik husmoderafløseren titel af hjemmehjælper, der med samme baggrund skulle varetage samme funktion, samt lettere plejeopgaver under vejledning og kontrol af kommunalt ansatte tilsynsførende. Der blev samtidig indført kortere kurser, som desværre ikke alle fik tilbudt. Dette forhold bevirker, at mange 'gamle hjemmehjælpere' ikke på nuværende tidspunkt kan opskoles til social- og sundhedshjælpere.

Efter indførelsen af begrebet 'længst muligt i eget hjem' har hjemmehjælpernes opgaver skiftet karakter i væsentligt omfang. Hvor hovedvægten af opgaver inden for den daglige arbejdstid tidligere var rengøring og almindelig husholdning, består opgaverne i dag af tunge plejeopgaver, som hjemmehjælperne slet ikke er uddannet til at varetage. Dertil kommer rengøringsopgaver.

Plejeopgaverne omfatter så forskellige områder som fx daglig pleje og omsorg til kronisk syge, fx skleroseramte, til uhelbredeligt syge og døende, til psykisk syge og demente.

Fysisk og psykisk pres

I den nye Social- og sundhedshjælperuddannelse er hovedvægten fortsat lagt på rengøring og kun i mindre udstrækning på plejeopgaverne. Dermed er uddannelsen langtfra tilstrækkelig til at imødekomme kravene til det fysiske og psykiske pres, som arbejdet medfører. Problemet bliver ikke mindre af, at den enkelte hjemmehjælper i løbet af dagen let kan have klienter inden for alle nævnte kategorier og derfor skal være i stand til at omstille sig mellem hver klient, hvilket stiller endog meget store krav.

At mange hjemmehjælpere har svært ved en sådan omstilling, anser jeg for helt naturligt. Som sygeplejerske vælger eller fravælger man de specialer, som ikke passer til ens psyke. Den mulighed eksisterer ikke for hjemmehjælperne, der nødvendigvis i vid udstrækning må påtage sig de opgaver, som de får tildelt. Ud over de oftest urimelige arbejdsmiljøforhold, som hjemmehjælperne udsættes for, og med de deraf følgende gener, er der således god grund til, at hjemmehjælperne føler arbejdet utroligt belastende, hvilket kan medføre en relativt høj sygdomsfrekvens.

At ingen hjemmehjælpere vil udsætte svage klienter for manglende personlig pleje er klart. I sygdomstilfælde har opgaverne med personlig pleje derfor førsteprioritet. Rengøringsopgaverne bliver af den grund udskudt eller aflyst. Og at mange borgere, der for flere år siden fik tildelt hjemmehjælp til rengøring efter helt andre kriterier, ikke finder det rimeligt, at de i dag ikke får den sædvanlige service, er forståeligt. Men med de nuværende regler for rengøringshjælp er det kun meningen, at hjælperen skal afhjælpe de problemer, som de tabte funktioner har medført. Der er altså ikke tale om at vedligeholde en måske tidligere høj boligmæssig standard.

Jeg har fuld forståelse for klienternes ønske om øget rengøringshjælp, og jeg har ligeledes fuld forståelse for, at den enkelte længst muligt skal forblive under værdige forhold i eget hjem. Men skal det gennemføres, må forholdene ændres radikalt.

For det første må det være rimeligt, at hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælpere får lov til at beskæftige sig med det, de er uddannet og ansat til, og som de både er glade for og dygtige til. For det andet kan det ikke være rimeligt, at hjemmehjælperne pålægges opgaver med pleje og omsorg hos svært plejekrævende klienter, som de føler sig utrygge ved at tage ansvar for. Disse klienter bør i stedet plejes af personer med tilstrækkelig faglig baggrund, som for eksempel sygehjælpere, social- og sundhedsassistenter eller plejehjemsassistenter. At denne personalekategori selvfølgelig skal varetage alle de visiterede opgaver hos klienten må være klart. Kun dermed kan totalpleje af klienten varetages. Man bør med andre ord tage stilling til de forhold, hvorunder man forventer, at vore syge og svage medborgere skal leve en menneskeværdig tilværelse.

Først når man har fået forståelse for de reelle problemer – herunder plejetyngden, ansat det relevante personale, og løst de uddannelsesmæssige problemer for de gamle hjemmehjælpere, vil man med rette kunne forvente, at klagerne over hjemmehjælpen forstummer.

Ingrid Enert er ansvarshavende sygeplejerske for en hjemmehjælpsgruppe i Helsingør Kommune.