Bamsefortælling

Kontakten til Marie på halvandet år blev skabt ved at snakke med hendes bamser.

Jeg vil gerne fortælle om en god oplevelse, som jeg har haft på børneafdelingen på X-købing sygehus, hvor jeg var i praktik i 1. uddannelsesafsnit.

Sygeplejersken, som jeg fulgte som føl denne dag, havde bedt mig om at gå ind til Marie på halvandet år, for at snakke lidt med hende, så hun kunne lære en fra personalet at kende. Hun var indlagt sammen med sin far, og han ville gerne på et senere tidspunkt have lov til at gå ned i kantinen for sig selv, for at få noget at spise.

Inden jeg gik ind på stuen, hvor de var, tænkte jeg på det udviklingstrin, som Marie skulle befinde sig på i forhold til sin alder, og det er jo blandt andet på dette alderstrin, at børn er lidt skeptiske over for fremmede mennesker.

Jeg gik ind til Marie, jeg smilede til hende og sagde ''hej,'' og gik derefter hen til hendes far og hilste på ham. Marie stod op i sengen og iagttog hver en bevægelse, som jeg foretog mig, og så meget skeptisk på mig. Hun var lidt ked af det og klynkende, og jeg forsøgte så at komme til at snakke med hende. Hun ville ikke kigge på mig, men ignorerede mig fuldstændigt.

I sengen havde hun tre små, forskellige bamser liggende. Dem begyndte jeg at snakke med, samtidig med at jeg bevidst undgik at kigge på Marie. I starten lod jeg bamserne ligge, men Marie begyndte at fatte interesse og kiggede på mig. Jeg tog en af bamserne op, og stod og snakkede med den og legede, at den svarede mig, ved at tage den op til mit øre. Jeg lod som om, jeg kunne forstå, hvad den sagde. Jeg tog endnu en bamse op, og lod de to bamser snakke med hinanden og med mig, og pludselig snakkede de også til Marie.

Hun begyndte at smile og tog selv den tredje bamse op, og gav mig den i hånden, samtidig med at hun forventningsfuldt kiggede på mig. Allerede der viste hun mig en stor tillid, og jeg kunne mærke, at kontakten var ved at være der. Jeg stod så og havde en stor samtale kørende mellem de tre bamser og mig selv, hvor vi snakkede om sygehuset, legestuen og hvad de ellers havde oplevet i dag.

Pludselig stod Marie lige ud for mig og tog den ene bamse ud af hånden på mig, og forsøgte at putte den i lommen på mig. Da det var gjort, gentog hun handlingen med bamse nr. to og tog så selv den tredje bamse i hånden, og førte den hen til mit øre, for at jeg kunne høre hvad den sagde.

Samtidig begyndte hun interesseret at undersøge mine lommer for kuglepenne, elevnål, lygte og hvad jeg ellers havde siddende på min brystlomme. Hver gang hun havde fat i noget af det, fortalte jeg, hvad det var, og hun fik lov til at se og røre ved det hele. Inden jeg fik set mig om, stod hun pludselig og rakte armene hen til mig, som betød at nu ville hun altså op til mig!

Væk fra tvillingbror

Faderen, som hele tiden havde været på stuen, men som havde siddet lidt derfra og bare iagttaget os uden kommentarer, blev meget positivt overrasket over Maries reaktion og over, at hun ville op til mig. Han fortalte, at hun normalt kun var tryg ved sin far og mor, og at hun derhjemme havde en tvillingbror, som hun for første gang var væk fra. Det gjorde det ekstra svært at skulle ligge på sygehuset, fordi broderen manglede.

Men da Marie først sad på min arm, ville hun ikke give slip på mig, og hun ville have, at jeg skulle vise hende alle tingene på stuen, såsom julepynten, iltapparater osv.

Da faderen senere skulle ned til frokost, passede jeg Marie, og det var hun helt tryg ved. Hun opdagede vist ikke rigtig, at faderen var væk i den halve time, for vi sad og legede med bamserne og snakkede med hinanden.

Faderen var også tryg ved at overlade Marie til mig, han havde jo selv set hvordan jeg havde fået etableret kontakten med hende.

En god dag

Da jeg kom hjem den dag, kunne jeg slet ikke få Marie ud af hovedet, det havde bare været sådan en god dag. Det, der gjorde, at denne oplevelse har betydet så meget for mig, var, at jeg fik vist denne kæmpestore tillid fra et lille barn, og at jeg åbenbart greb situationen rigtigt an ved ikke først at komme hen til hende og tvinge hende til at snakke med mig. Jeg gav mig derimod tid til at lære hendes bamser at kende først. Situationen viste mig, at jeg ikke er helt håbløs med hensyn til at tackle børn, som er i en form for krise.

Det var også rart at vide, at faderen stolede på mig, så han også fik mulighed for at få lidt tid til sig selv og på denne måde få ladet op igen. Børn kan jo udmærket mærke, hvis forældrene er tynget af situationen.•

Nøgleord: Børn, praksisbeskrivelse, sygeplejefortælling.

Dorthe Kjær Nielsen er andetårsstuderende på Sygeplejeskolen i Vejle Amt.