Sygeplejersken
Handicapsex er tabusex
Følelser, lyster og seksuelle behov er en grundlæggende del af den personlige udvikling, også for udviklingshæmmede, som blot har sværere ved at administrere dem og forstå, hvor og hvornår man gør hvad. Det skyldes dels manglende muligheder for at eksperimentere, når man konstant er overvåget af voksne, dels at udviklingshæmmede har svært ved at forstå abstrakte ting og har en korttidshukommelse. Derudover er omgivelsernes holdninger til handicappedes seksualitet en af de mest hæmmende faktorer, mener seksualvejleder og sundhedsplejerske Charlotte Voetmann, der derfor taler for, at støtte i den seksuelle udvikling bør ligestilles med alle andre områder af personalets arbejde på institutioner for udviklingshæmmede unge.
Sygeplejersken 1997 nr. 31, s. 12-15
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
Handicapsex er et emne, der er sprængfyldt med tabuer. Nogle udviklingshæmmede unge tisser på toiletgulvet i forsøg på at onanere, nogle propper legoklodser op i skeden, og andre kradser deres peniser til blods. Nogle ønsker at få børn med deres kæreste, selv om personalet synes, det ville være uheldigt. Nogle tænder seksuelt på dyr. Nogle reagerer blot på den seksuelle udvikling med at udvise voldsomhed eller uro.
''Hidtil har man på institutionerne ofte fejlopfattet de handicappedes seksuelle signaler – for eksempel deres uro – og forsøgt at dæmpe i stedet for at stimulere deres seksuelle udvikling. Én af forklaringerne er, at de handicappedes seksuelle udvikling virker grænseoverskridende for personalet, og man er usikker på, hvordan man skal støtte de handicappede.
Omgivelsernes holdninger til handicappedes seksualitet er én af de mest hæmmende faktorer, for eksempel når forældre og andre pårørende har vanskeligt ved at acceptere, at deres barn er ved at blive voksen, og at den unges seksuelle følelser og behov forandres,'' siger sundhedsplejerske og seksualvejleder Charlotte Voetmann.
Hun er ikke i tvivl om, at pædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker og andre faggrupper, der kommer på institutioner for udviklingshæmmede, har en pligt til at hjælpe de handicappede – også på det seksuelle område.
''Når en ung mand slår på sin penis, så er det typisk, fordi han ikke ved, hvad han skal gøre ved den. Nogle steder løser man den destruktive adfærd ved at give ham en bodystocking på, så han ikke kan røre ved sig selv, eller man giver ham medicin, der fjerner hans drifter. Men på den måde lærer han jo aldrig at forstå sin krop, når han ikke kan komme til at røre.
På samme måde med kvinder, der propper skarpe og spidse genstande op i skeden, og hvor man ikke fortæller dem, hvad de for eksempel kan bruge i stedet. Jeg mener, at vi skal lære de unge, hvordan de får udløsning for deres drifter uden at skade sig selv. I mit arbejde som sundhedsplejerske har jeg oplevet vigtigheden af, at alle mennesker kender deres kropssignaler for at forstå, hvad der sker med kroppen. Det kan kun ske ved, at man får en viden,'' siger Charlotte Voetmann.
Der, hvor normalt fungerende unge er hurtige til at lære, hvad man gør hvor og hvornår omkring de seksuelle fantasier, viser de udviklingshæmmede deres behov, lyster og følelser helt åbenlyst.
Etik og respekt
Charlotte Voetmann mener, at seksualitet skal ligestilles med alle andre områder i personalets arbejde i dagligdagen. Det betyder dog ikke, at den enkelte ansatte skal overskride sine egne grænser, hvis man ikke synes, det er naturligt at lære andre om seksualitet, fordi man synes, at emnet er dybt privat.
''Etikken og respekten for den enkeltes forskellighed skal fortsat fylde i arbejdet med dette emne. Det er vigtigt ikke at pådutte personale eller brugere bestemte holdninger,'' siger Charlotte Voetmann, der er én af de 50 nyuddannede seksualvejledere i Nordjyllands Amt. Ud over sin funktion som seksualvejleder har hun indtil i sommer undervist pædagogstuderende i sundhedsfag på Hjørring Seminarium. Fra 1. august begynder hun nyt job som sundhedsplejerske i Sæby Kommune.
De fleste seksualvejledere er pædagoger, men der er også enkelte sygeplejersker. Deres opgave er fremover at vejlede personale på forskellige slags institutioner i, hvordan man støtter op om brugernes seksuelle udvikling. Charlotte Voetmann, der har en baggrund som hjemmesygeplejerske i Frederiksberg Kommune og sundhedssygeplejerske i Hirtshals Kommune, har især specialiseret sig i unge.
Andre seksualvejledere har specialiseret sig i ældre, indvandrere, fysisk handicappede eller kvinder på krisecentre. Charlotte Voetmann har sammen med tre kolleger på seksualvejlederuddannelsen udarbejdet spillet 'Hvad gør du?', som er rettet mod personale på institutioner for udviklingshæmmede unge.
Spillet tager udgangspunkt i praksis og kan også anvendes til forældre til udviklingshæmmede og til personale, der arbejder med ikke- handicappede unge. I spillet skal man med udgangspunkt i sine egne normer og holdninger tage stilling til spørgsmål om etik, forældresamarbejde og personalesamarbejde omkring den unges seksuelle udvikling. Spillet er nærmere beskrevet i artiklen 'Hvad gør du?'.
Side 13
Alle unge ønsker sig en kæreste. På nogle institutioner for udviklingshæmmede prøver man ved hjælp af rollespil og flirtekurser at hjælpe den unge til at forstå, hvad det vil sige at være kærester. Foto: Billedhuset.
"Ifølge loven har handicappede ret til et så normalt liv som muligt, og i WHOs retningslinier omtales også, at alle har ret til et normalt sexliv, så det må vi forsøge, om vi kan leve op til. De, som har arbejdet som vejledere i mange år, siger, at når de handicappede får hjælp til at udvikle deres seksualitet, så vågner de også op på andre fronter og får mere mod på livet og bliver bedre til at udvikle sig sprogligt og kreativt. Selvfølgelig har vi grænser personligt for, hvad vi vil arbejde med, men hvis der er noget, vi ikke selv kan klare, så må vi bruge vores faglighed til at skaffe hjælp udefra,'' siger Charlotte Voetmann.
Doktorlege
Arbejder man på en institution for unge udviklingshæmmede, så vil man komme ud for, at unge på 12-14 år leger doktorlege, som normale børn leger i fire-seks-års-alderen.
''Det kan virke voldsomt at se unge lege doktorleg, når de har pubesbehåring, voksne kroppe og stærke bevægelser. Men man skal huske, at de i udvikling ofte er som børn, og at det, de gør, er det samme, som vi accepterer, at børn gør. Normalt ser vi dog slet ikke den slags, fordi børn eksperimenterer i det skjulte. Handicappede er derimod overvåget døgnet rundt af forældre eller pædagoger, og så kan det være svært at komme til at eksperimentere,'' siger Charlotte Voetmann, der mener, at man for eksempel kan støtte de handicappedes udvikling
Side 14
ved at lade dem være lidt i fred nogle gange, for eksempel på toilettet, deres egne værelser eller på særligt indrettede enerum.
Man kan også mere direkte hjælpe udviklingen på vej ved at benytte tegning, film eller hjælpe den handicappede til at røre ved sin egen krop.
Charlotte Voetmann understreger, at direkte støtte til en ungs sexliv skal ske efter samråd med den handicappede og eventuelt forældrene afhængigt af den unges alder. Derudover skal der laves grundige observationer på skrift som dokumentation til udarbejdelse af løsningsforslag i en handleplan.
Fodbad og massage
For nylig var Charlotte Voetmann på besøg i en institution, hvor hun som seksualvejleder skulle tale med forældre og personale om de unges seksuelle udvikling.
''Det handlede blandt andet om, hvor meget personalet skulle acceptere, at de unge eksperimenterede med dybe tungekys. Hvordan skal man få sagt til de unge, at den slags gør man ikke, når der er andre til stede, uden at det bliver til fy og skam? Vi diskuterede også, hvad et enerum skal bruges til? Hvordan man kan lære de handicappede at give og modtage? Det kan for eksempel være noget med, at man giver hinanden fodbad, nusser hinanden, giver massage på arme og i ansigt eller smører hudlotion ind i ansigtet. Mange handicappede har måske i store dele af deres liv fået hjælp til meget, og det kan være uvant for dem at give omsorg til andre,'' siger Charlotte Voetmann.
Den seksuelle udvikling handler ikke kun om den rent fysiske udløsning. Det handler også om at gennemleve kærlige følelser og intensitet. Charlotte Voetmann foreslår, at man på institutionerne ved hjælp af rollespil gennemprøver den måde, man snakker og rører ved hinanden på, hvad der er behageligt, og hvad der er ubehageligt. Det kan måske give en forståelse af, hvorfor modparten pludselig ikke vil have 'en knuser'.
''De 12-13-årige vil så gerne have en kæreste, og ved at spille rollespil kan pædagogerne hjælpe med at danne et spejl for de unge, så de kan se, at man kan komme til at tage forkert fat om en pige, hvis man på grund af spasmer kommer til at spænde for hårdt,'' siger Charlotte Voetmann.
Hun har selv været med til at holde deciderede flirtekurser for unge udviklingshæmmede, der boede i kollektiv.
''De emner, der blev diskuteret meget, var ''om man er kærester efter én øl – eller hvor mange øl der skal til. Hvornår boller man – er det efter fem øl? Hvordan byder man op til dans, og hvornår kysser man?'','' fortæller Charlotte Voetmann.
Hænderne over dynen
Charlotte Voetmann mener, at den seksuelle udvikling traditionelt har været et forsømt område på institutioner for unge.
''Selv om vi med ord siger ét, så kan vores kropssprog meget vel udtrykke, at vi har den holdning, at vi helst ser de unge sove ''med hænderne over dynen.'' Nogle professionelle – pædagoger, sygeplejersker og andre – er for generte til at tale med andre om sex, og det skal man respektere. Det er meget vigtigt, at hver enkelt kender sin egen grænse, og at den grænse bliver respekteret af andre. Man kan ikke hjælpe den unge, hvis man overskrider sin egen grænse, for så mærker den unge, at det her område er tabubelagt, og at der er noget forkert ved det. Uanset hvor frigjort man er over for emnet, så slider det hårdt på én selv at blive involveret i andres seksualliv, for eksempel at se på andre, der går og rører ved sig selv, eller hvis man skal tørre op på toilettet. Af hensyn til én selv skal man selvfølgelig også sætte en grænse for, hvad man vil være med til,'' siger Charlotte Voetmann.
Hun mener, det er vigtigt, at personalet forholder sig til alle de aspekter og konsekvenser, der er i at skulle støtte de unge.
''Hvis man et sted har valgt den løsning, at det er en bestemt kontaktperson, der taler med den unge om seksualitet og om, hvordan man kan røre ved sig selv, så tror den unge måske, at hver gang kontaktpersonen kommer, så skal emnet drøftes. Man skal være opmærksom på det og finde ud af, hvilken måde der er mest hensigtsmæssig, måske skal man finde en person udefra,'' siger Charlotte Voetmann.
I socialstyrelsens retningslinier om ''Vejledning om seksualitet – uanset handicap'' fra 1995 siges blandt andet:
''Seksualitet er en integreret del af personligheden hos alle mennesker, også hos mennesker med handicap.
Seksualitet er et grundlæggende behov og en del af vores trang til kærlighed, til kontakt, varme og intimitet. Seksualitet påvirker vore tanker, følelser, handlinger og samspillet med andre mennesker.''
I en situation, hvor en handicappet beboer på en institution skal hjælpes i forbindelse med seksuelle problemer, findes der en fire-trins vejledning i Socialstyrelsens retningslinier:
- Der udarbejdes en grundig vurdering af den enkeltes niveau, viden og behov for derved at sikre, at årsagen til beboerens frustration skyldes et uforløst seksualbehov.
- Er der tale om et seksuelt problem udarbejdes et forslag til et handlingsforløb, der dels hjælper beboeren til at få løst sit seksuelle behov – og om muligt lærer ham/hende selv at løse det.
- Planen drøftes og godkendes i det tværfaglige behandlerteam forud for igangsættelsen, således at man ikke risikerer unødig kritik eller fejlagtig mistanke fra kolleger.
- Planen forelægges for og accepteres af beboeren, således at seksualoplæring sker i fuld forståelse med beboeren.
Sygeplejerskers rolle
Charlotte Voetmann mener, at sundhedsplejersker fremover vil få mere berøring med handicappede unge som følge af, at sundhedsplejersker har fået en ny arbejdsopgave, der indebærer, at de skal føre tilsyn med kommunale institutioner. Selv om det først og fremmest er pædagoger og medhjælpere på institutioner for handicappede, der arbejder med de unge, så mener Charlotte Voetmann, at også sygeplejersker fremover i stigende grad vil blive involveret i arbejdet med handicappede unge.
''Jeg ser rundt omkring, at man er begyndt at ansætte sygeplejersker på institutionerne, blandt andet fordi der er meget sygepleje forbundet med de forskellige handicap, og mange af de handicappede unge får meget medicin, blandt andet på grund af epilepsier.
Der er også handicappede, der bor i boenheder, hvor der kommer hjemmesygeplejersker.
Sygeplejersker har den fordel, at de kender medicinens indvirkning på kroppen. For eksempel har noget medicin for epilepsi den bivirkning, at den ophæver p-pillers virkning. Der er også noget medicin, der har den bivirkning, at den unge ikke kan få seksuel udløsning. De bivirkninger er selvfølgelig vigtige at kende i forbindelse med
Side 15
tolkningen af nogle observationer.
Den seksuelle udvikling er lige så vigtig som den forstandsmæssige, sproglige og sociale udvikling. Det handler ikke kun om den fysiske udløsning, men også om at gennemleve kærlige følelser og intensitet. Foto: Billedhuset.
Som sygeplejerske ved jeg også, hvordan forskellige fysiologiske faktorer har indvirkning på kroppen, for eksempel kan en fyldt blære eller forstoppelse i mave/tarm-kanalen have den neurologiske effekt, at det aktiverer kønsorganerne. Hvis man som personale altid tolker den stive penis som seksuel lyst, mener jeg, der er tale om et overgreb, hvis man tror, at manden har behov for at onanere. Ligesom hvis man tolker, at det er onani, når en pige klør sig i skridtet – det kan jo være, at hun har svamp i lysken eller i skeden,'' siger Charlotte Voetmann. I sit tidligere arbejde som sundhedsplejerske er hun stødt på flere etiske spørgsmål omkring handicappedes sexliv.
''Som i psykiatrien efter decentraliseringen fra de store centralinstitutioner, så ønsker udviklingshæmmede nu at få børn som alle andre. Ifølge loven har de handicappede ret til et så normalt liv som muligt, og det forsøger vi at leve op til.
Vi er nødt til at spørge dem, om de ved, hvad det vil indebære for dem at få børn.
Det kan for eksempel betyde, at hele det offentlige system flytter ind i deres hjem, for eksempel ved at de skal have en hjemme-hos'er fra kommunen på besøg, fordi de handicappede kan have svært ved at klare forældrerollen og tage vare på et lille barn,'' siger Charlotte Voetmann.
Holdningen til, at handicappede får børn, er ifølge Charlotte Voetmann et af de meget ømtålelige emner.
''Det er vigtigt at tale om prævention, men for at den handicappe-de skal kunne forstå, hvad prævention er, er der først en masse andet, man skal forklare, og der-for kommer man som personale ikke uden om at forholde sig til handicappedes seksualliv,'' siger hun.
Brug af kondomer
På det flirtekursus, hun afholdt for fysisk/psykisk udviklingshæmmede i et kollektiv, demonstrerede hun blandt andet, hvordan man sætter kondom på.
''Det er vigtigt at bruge noget, der ligner en penis. Vi brugte penisattrapper af flamingo. Hvis man demonstrerer det på et kosteskaft, så risikerer man, at de unge tager det bogstaveligt og henter kosten, hver gang de skal have sex. Min erfaring er, at der skal bruges lang tid på demonstrationen, og de unge skal prøve at sætte kondomet på mange gange. Jeg ved fra undersøgelser af teenagere i 15-18-års-alderen og fra mit arbejde som sundhedsplejerske i folkeskolen, at unge hellere undgår at bruge kondom, hvis de er usikre i situationen. Hvorfor skulle udviklingshæmmede ikke også have denne følelse? De har ofte på grund af deres handicap en nedsat abstraktforståelse og korttidshukommelse, og det understreger, at træning er nødvendig,'' siger Charlotte Voetmann.
Hvor langt skal personalet gå for at hjælpe de unge med deres seksuelle udvikling? Det spørgsmål, mener Charlotte Voetmann, afhænger af den enkelte pædagog, medhjælper eller sygeplejerske.
''Én af mine pædagogstuderende kom hjem fra praktik og fortalte, at hun havde været ved at bade en ung mand, hvor en kollega sagde ''giv ham lige glidecremen.'' Det viste sig, at manden var vant til at onanere under bruseren, og det var bedre at give ham glidecremen, i stedet for at han måske selv fandt på at bruge skurepulver. Den pågældende studerende sagde til mig, at hun var glad for, at hun var ''sådan en gammel kone, der havde oplevet lidt af hvert,'' og det er da klart, at man ikke skal sende personale helt uforberedt ud i sådan en situation,'' siger Charlotte Voetmann.
I arbejdet med unge udviklingshæmmede undgår man ikke at komme ud for dilemmaer, hvor man er usikker på, om man fagligt skal støtte den handicappede i seksuel udvikling, eller man skal forhindre et overgreb. Charlotte Voetmann nævner et eksempel:
''En studerende fortalte, at en stor stærk fyr på en institution en dag sagde til hende, at han gerne ville være lidt alene med en bestemt pige. Pigen var lille og forsagt, og den studerende var usikker på, om samværet mellem fyren og pigen egentlig var et overgreb på pigen.
Der er situationer, hvor man kommer ud for grænseoverskridende oplevelser, hvor man må rådføre sig med andre. Én af mine egne grænser går, hvor en ungs seksualitet drejer sig om noget, jeg ikke selv kan acceptere, for eksempel at seksualiteten ikke er gensidig og ligeværdig. I det tilfælde ville jeg rådføre mig med andre om, hvad vi skulle gøre,'' siger Charlotte Voetmann.
Nøgleord: Handicappede, seksualvejledere, sex, udviklingshæmmede.