Sygeplejersken
Hvad gør du?
Hvordan skal man reagere over for voldsomme pubertetsbørn, der begynder at hive tøjet af sig selv og hinanden for at eksperimentere med deres begyndende seksualitet? Spillet 'Hvad gør du?' skal hjælpe personale på institutioner for udviklingshæmmede unge til at finde ud af, hvor langt de vil gå, og hvad de kan gøre for at støtte de handicappedes seksuelle udvikling.
Sygeplejersken 1997 nr. 31, s. 16-17
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
''Den unge trækker tissemanden ud af bukserne for at vise den til dig, hvad gør du?''
''Jeg siger, at det gør man ikke, når der er andre mennesker til stede. Det er vigtigt, at drengen ikke får følelsen af, at det er fy-fy – selv om det er det jo. Men jeg vil sige, at det er noget, man gør på toilettet eller på værelset,'' siger en ung kvindelig socialpædagog fra Skibstedsskolen, der er en institution for unge udviklingshæmmede i Nordjylland.
''Hvad så hvis han gør det på et værelse, hvor der er andre?'' spørger en lidt ældre mandlig kollega.
''Jeg vil sige, at det er noget, man gør på sit eget værelse,'' siger kvinden.
Situationen med unge, der smider tøjet eller knapper bukserne op, inden de er nået ud på wc'et, er ikke uvant for personalet på Skibstedsskolens fritidsordning. Skolen er en amtskommunal skole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder.
Seksualdriften spiller naturligvis en lige så stor rolle for børnene med indlæringsvanskeligheder som for alle andre børn, men vilkårene for at eksperimentere med sex og intime situationer er meget begrænsede for børn, der ikke kan være alene. I erkendelse af, at den seksuelle udvikling er vigtig for børnene, men samtidig er svær at tackle for personalet, har personalet valgt at bruge en eftermiddag på at spille 'Hvad gør du?'
Spillet er udviklet af en gruppe nyuddannede seksualvejledere i Nordjylland Amt, og målgruppen er personale på institutioner for udviklingshæmmede unge. Spillet findes kun i få eksemplarer, da der endnu ikke er bevilget penge til at sætte det i produktion.
Et klap i enden
Der er fem-seks spillere ved hvert bord, og hver gruppe har en bunke kort med spørgsmål, som de skiftes til at trække af. Hver gruppe har også en instruktør, som er en af de fire seksualvejledere, der har udviklet spillet. Instruktøren observerer spillet og kan komme med supplerende spørgsmål eller bemærkninger undervejs.
''En ung klapper dig i enden, hvad gør du?''
''Jamen, jeg tror ikke, at jeg gør noget. Det kommer an på måden, det sker på,'' siger en af spillerne.
Personalet er tit ude for, at børnene tager fat i dem og for eksempel kan finde på at give dem et klap i enden, når de hjælper dem med at tage tøj af og på. Afhængig af om man føler, at børnene 'tager på én', siger deltagerne, at de ikke vil reagere på det.
''Der er en af drengene på ti år, der får rejsning, når vi skifter hans ble, og han ligger og leger med sig selv. Jeg oplever ikke, at det har noget med mig at gøre. Det er helt tydeligt, at han nyder, at man er én til én med ham, og at han nyder at få sin ble af. Netop fordi vi prøver at vise børnene, at seksualitet er en privat sag, så skifter vi aldrig børnene i opholdsstuen, men derimod på toilettet, hvor vi ikke lader andre børn komme ind imens,'' siger en spiller.
Til spørgsmålet ''To unge ligger og kæler på sofaen, hvad gør du?'' er socialpædagogerne enige om, at de vil forklare de unge, at det heller ikke er noget, man gør i skolen i fuld offentlighed. ''Men hvad så, hvis de unge går ned på stranden og ser et par, der ligger og kysser og krammer hinanden, vil de unge så ikke undre sig over, hvorfor de gør det?'' spørger en af spillerne.
Efter lidt snak frem og tilbage over bordet enes man om, at grænsen må gå der, hvor man direkte ligger oven på hinanden. Lidt holden i hånd og nusseri på offentlige steder er i orden, men det er vigtigt for de unges socialisering i samfundet, at de kender nogle faste regler for, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er.
''Taler du med unge om sex, hvis de selv bringer spørgsmålet på bane?''
Det spørgsmål kan alle deltagerne om bordet svare ja til. En mandlig socialpædagog mener dog, at der er en forskel på, om man snakker om sex med drenge eller piger.
''Jeg tror, det er mere naturligt for drenge at røre ved sig selv, fordi det foregår mere synligt, og det er derfor nemmere at tale om. Jeg ville nok have svært ved at vejlede piger om onani,'' siger han.
Hvad gør du?'-spillet er udviklet af fire nyuddannede seksualvejledere i Nordjylland. Det kan blandt andet bruges som grundlag for at snakke om etiske spørgsmål i forbindelse med unges seksualitet. Spillet er endnu ikke sat i produktion. Foto: Lars Horn.
Socialpædagogerne er enige om, at man skal sætte sig selv ud over kolossale grænser, når man skal tale med de unge om sex og måske direkte give råd om onani, hjælpemidler eller få spørgsmål om sit eget sexliv.
''For mig er mit sexliv en privat sag, så der går min grænse,'' siger én, og flere af deltagerne er enige.
''Hvordan har du det med at sige frække ord, når du skal tale om seksualitet?''
''Jeg siger for eksempel ikke 'vagina', men prøver at finde nogle mere jordnære ord, men de fleste ord er stadig en slags slang, som ikke føles helt naturligt at bruge,'' siger en spiller.
''Du ser tilfældigvis en ung, der eksperimenterer med seksualitet, hvad gør du?''
''Jeg vil selvfølgelig ikke bare sige ''skrub ned på værelset,'' selv om jeg mener, at den slags må foregå, når man er alene. Jeg vil måske komme med en bemærkning som ''uha, det ser ud som om, du trænger til en pige i aften'','' siger en mandlig spiller.
Personalet fra en amtskommunal skole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder har valgt at bruge en eftermiddag på at spille 'Hvad gør du?' Efter spillet var de enige om, at det havde sat mange tanker i gang.
Frihed til at eksperimentere
Nogle af spørgsmålene giver anledning til diskussion, for eksempel hvilke muligheder handicappede egentlig har for at eksperimentere med deres krop, uden der er voksne til stede.
''Normale unge leger doktorlege som børn i al hemmelighed for at finde ud af forskellen på drenge og piger. Det har de handicappede ikke mulighed for, derfor mener jeg, at man skal starte med at forklare dem, hvad forskellen er på drenge og piger, og så hen ad vejen bygge oven på den viden og fortælle om sex og prævention,'' siger en spiller.
Spørgsmålene får ofte spillerne til at tænke på daglige situationer, hvordan de plejer at tackle dem, og hvordan de bedst muligt kan tackle dem fremover.
Socialpædagogerne fra Skibstedsskolen er nogle af de første, der afprøver spillet 'Hvad gør du?', og de er enige om, at det er et ''usandsynligt godt spil,'' og at spørgsmålene sætter mange tanker i gang, som det vil tage lang tid at få tænkt igennem. De mener, at personale og forældre kunne have gavn af at spille det sammen som grundlag for en diskussion.
Spørgsmålene er delt op i seks forskellige kategorier, der har hver deres farve. Kategorierne er: lette og svære spørgsmål om etik, lette og svære spørgsmål om personalesamarbejde, forældresamarbejde og visioner.
Ud over spørgsmålene er der også en række billeder, som deltagerne skal kigge på og beskrive, hvad de objektivt ser. Billederne viser både handicappede og normale unge, der enten ved sex, badning, solbad eller andet viser, at de nyder deres krop. Billederne viser alt det, der forekommer normalt for almindelige unge, for eksempel en mand, der holder om sin gravide kæreste, et lille barn, der sidder på skødet, et kærestepar i bad sammen, en pige i blondeundertøj, unge, der kæler med hinanden. Det slående ved billederne er, at de viser situationer, som handicappede unge sjældent kommer i, selv om de har det samme behov.
''Undervejs i spillet har vi også været inde på den psykiske seksualitet, de kærlige følelser og den intensitet, der er i en familie og mellem kærester. Får de handicappede overhovedet en chance for at opleve de ting, som er normalt for os andre, det synes jeg er meget tankevækkende,'' siger seksualvejleder og sundhedsplejerske Charlotte Voetmann, der har været med til at udvikle spillet.
Ud over Charlotte Voetmann består gruppen af seksualvejledere, der har udviklet spillet 'Hvad gør du?', af pædagog Helle Kjærgaard, socialpædagog Conni Hald og socialpædagog Lone Vibe-Pedersen.
Nøgleord: Handicappede, sex, udviklingshæmmede.