Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kvindernes liv er en kamp

For fattige kvinder i vest-Indien er deres krop lig med deres kapital. De er medlemmer af en fagforeningsbevægelse, som mobiliserer græsrødderne, skaffer kvinderne indtægter og giver dem lån gennem deres egen bank til markedshandel og hjemmeindustri.

Sygeplejersken 1997 nr. 31, s. 20-23

Af:

Annagrethe Skov, journalist

SY-1997-31-20-1aDen vest-indiske by Ahmedabad, der er hovedstad i delstaten Gujarat, er ét trafikalt kaos. Lastbiler med store anhængere, gamle personbiler og små totakters autorickshaws overhaler hinanden indenom og udenom i rasende fart mellem oksekærrer og hellige køer.

Ahmedabad er en verden af kultursammenstød og forurening med tusindvis af mennesker i konstant bevægelse. Og så har byen alligevel sine holdepunkter. På fortovet over for hotellet står en kvinde og stryger vasketøj. På et bræt med et kulbækken til opvarmning af et strygejern på størrelse med dem, vi for længst har sendt på museum i Danmark, holder hun støt og roligt gang i sin forretning. Hun nikker og smiler til den fremmede og bekræfter, hvad man senere skal erfare, at fattige kvinders ukuelighed er stor.

Strygekonen kunne være – og er måske – medlem af de selverhvervende kvinders forbund SEWA (Self Employed Women's Association), der har til huse et par gader længere henne. Udefra set en ydmyg lokalitet i en gammel bygning. Indefra set et af de mest levende miljøer, man kan forestille sig med medarbejdere travlt optaget af at administrere og organisere de mange sociale aktiviteter rundt om i foreningens lokalområder.

Det er herfra, torvekonerne og gadesælgerne, papirindsamlerne, cigaretrullerne og de mange tusinde kvinder, der driver småvirksomheder i deres hjem med syning, vævning, pottemageri og andre slags håndarbejder, får opbakning og styrke til at skaffe sig en indtægt til familiens eksistens.

SY-1997-31-20-1b
Kvindegrupperne blomstrer i Kheda, og gamle håndværk genoplives, bl.a. vævning, der i mange generationer var knyttet til bestemte landsbyer. Med støtte fra SEWA (Self Employed Women's Association) til indkøb af garn og undervisning i nyt design, har mange vævefamilier etableret sig med små hjemmeindustrier, der forsyner det lokale marked med tekstiler. Foto: Stefan Kai Nielsen.

Ud af isolationen

SEWA er deres holdepunkt. Den har været med til at synliggøre kvinders arbejde i den uformelle sektor. Ikke bare i det overbefolkede Ahmedabad og i de fire andre delstater, hvor organisationen har slået rødder med omkring en kvart million medlemmer. Også på internationalt plan omtales den med respekt og som forbillede for andre NGO'er (ikke-statslige organisationer) i deres arbejde for de marginaliserede samfundsgrupper.

I år er det 25 år siden, juristen Ela

Side 21

Bhatt opgav sit job i Tekstil Arbejdernes Forbund (Textile Labour Association) for at støtte de fattige og kasteløse kvinder uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Inspireret af landsfaderen Mahatma Gandhi, der i mange år ledede Indiens selvstændighedskamp fra sin Ashram i Ahmedabad, så hun en opgave i at hjælpe de mange kvinder, der mistede deres eksistensgrundlag, da tekstilmøllerne blev industrialiserede i 60erne. Hun hjalp dem med at oprette faggrupper og kooperativer på markeder, først i byen og siden på landet. Hun skabte Indiens første fagforbund for kvinder i den uformelle sektor.

''Jeg troede først, det var muligt at få kvinderne inddraget i de etablerede fagforeninger,'' siger Ela Bhatt, 56 år, der netop har trukket sig tilbage som generalsekretær. Men mændene ville ikke vide af dem.

De mente ikke, de hørte til på arbejdsmarkedet, skønt enhver kunne se, at de sled i det fra tidlig morgen til sen aften. Og så lavede vi vores egen fagforening,'' ler hun, der stadig har meget at se til i den store kvindeforening. Desuden er hun centralt placeret i det internationale arbejde, bl.a. inden for ILO (Den internationale Arbejdsorganisation) og som præsident for Kvindernes Verdensbank (Women`s World Banking), der har mere end 50 filialer i 40 lande.

SY-1997-31-20-4Også den unge generation er med i det lokale vævekollektiv. Pigen bag væven, der, siden hun var barn, har arbejdet i tobaksmarkerne, håber nu på en fremtid som selvstændig væver med sin egen lille virksomhed. Generalsekretær Mirai Chatterjee dementerer den udbredte opfattelse af, at fattige kvinder er svage. ''Tværtimod, de er stærke. Det kræver opfindsomhed og udholdenhed at skaffe mad til familien hver dag."

Kampen for selvstændighed

Ethvert tilløb til forestillingen om, at fattige kvinder er svage og magtesløse, dementeres af den nye generalsekretær, Mirai Chatterjee, 37 år, der har en universitetsuddannelse i sundhedsvidenskab. Hun mener, det er en udbredt opfattelse i såvel den indiske middelklasse som i de vestlige lande, at fattige kvinder er hjælpeløse ofre for fattigdom og undertrykkelse. At de er uvidende, fordi de er analfabeter, at de mangler gåpåmod og fantasi.

''Billedet er stereotypt. Det svarer ikke til virkeligheden. Vores erfaring er, at kvinderne har mange ressourcer. Hvordan skulle de ellers kunne overleve i et land, hvor halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen,'' spørger hun.

''Det kræver opfindsomhed og udholdenhed at skaffe mad til familien hver dag. Hovedproblemet for fattige kvinder i Indien er arbejde. Hvis ikke de har arbejde, sulter deres børn. Igen og igen siger vore medlemmer: Vores krop er vores eneste kapital.

Men de er oppe imod stærke kræfter i et samfund, hvor arbejdsløsheden stiger i trit med liberaliseringen, og kløften mellem rige og fattige bliver stadig dybere. Indien har økonomisk vækst. Vi producerer fødevarer nok til, at vi kan eksportere til andre lande, men vi kan ikke brødføde vort eget folk.

De fattige har ikke råd til at købe maden.

Derfor er kvindernes liv en kamp. Ofte ejer de ikke deres egne arbejdsredskaber. Kvinder, der sidder hjemme og syr for forretninger, må leje deres symaskiner. Kvinder, der går på markedet om morgenen for at sælge frugt og grøntsager, må låne trækvogne til ågerpriser og betale lejen, når arbejdsdagen er forbi. Det gælder for bykvinder, og det gælder for landbokvinder. Måske har de et lille stykke jord, som de er nødt til at sælge eller bortforpagte, når deres børn bliver syge og skal have medicin og behandling.

Det er denne udvikling, vi vil vende. Vi arbejder for, at kvinder skal have ejendomsret, hvad enten de går i marken, på markedet eller arbejder i deres hjem. Hvis ikke du er økonomisk selvstændig, er du ingenting.''

Stærke markedskvinder

På en markedsplads møder vi nogle af de kvinder, Mirai taler om. De har organiseret sig i et kooperativ og tilkæmpet sig faste stadepladser på torvet efter langvarig tovtrækkeri med myndighederne.

Der er over 100.000 gadehandlere i Ahmedabad, og de færreste får licens. Næsten dagligt farer politiet rundt og rydder fortove og torve, men kvinderne demonstrerer for deres ret til at drive forretning.

''Byen kan ikke fungere uden markedspladserne. Det er os, der forsyner husholdningerne med mad hver dag, siger kvindekooperativets leder, Raji, der hver morgen bringer frisk frugt og grøntsager til torvet. Hendes forretning er ikke stor, men hun klarer sig og holder en pæn lille indtægt, der rækker til børnenes skolegang.

''De kan både læse og skrive og hjælpe mig med regnskaberne,'' udbryder Raji, der næppe har fået ret meget skolegang. Det forhindrer hende ikke i at være økonomisk aktiv. Med smittende selvtillid fortæller hun om sit organisatoriske arbejde både på det lokale marked og i andre byer, hvor SEWA kæmper for selvstændige kvinders rettigheder.

''Når først vi kvinder opdager, vi kan selv, er der ingen grænser for, hvad vi kan udrette,'' udbryder hun på vej til den kooperative kvindebank.

Låner i eget navn

Mikrokredit, smålån til kvinder, var et ukendt begreb i Indien, da SEWA startede banken i 1974. I dag er den bevægelsens største aktiv, både mentalt og økonomisk. Den har givet kvinderne mulighed for at frigøre sig fra pengeudlånernes skyhøje renter. Den har givet dem mulighed for at udvide deres forretninger, og den har givet dem status i familien.

''Når en kvinde låner penge og sparer op, står hun stærkere end før. Så er hun ikke mere totalt afhængig af manden og svigerfamilien,'' siger Yashree Vyas, der i 1984 blev ansat som bankens første fuldtids direktør. Bankens udlåns- og indlånsaktivitet var efterhånden så stor, at det krævede en professionel ledelse.

''Hun låner i sit eget navn, og vi betinger os, at hun har ejendomsret til de ting, hun anskaffer sig. Det kan være alt muligt fra en symaskine til en trækvogn eller et stykke jord, familien har bortforpagtet, fordi den var i pengenød. Køber hun et hus, skal det også være i hendes eget navn. Det kan give hende problemer i familien, i hvert fald i starten, men som regel bøjer den af, fordi den har brug for penge. Drejer det sig om at tilbagekøbe et stykke jord, er det jo også i mandens interesse. Det er et spørgsmål om at have og ikke have.''

Fri for pengeudlånerne

SEWA Bank blev oprettet som alternativ til de kommercielle banker, der afslog at give lån til kvinder, der ikke kunne stille sikkerhed i fast ejendom. Kvinderne blev hånet ud af bankerne, når de endelig vovede sig ind. Bankfolkene forsøgte også at bremse oprettelsen af en selvstændig kvindebank. ''Det vil aldrig gå at låne penge til fattige kvinder, der ikke kan skrive deres eget navn,'' lød et af argumenterne. ''Det er rigtigt, vi er fattige, men vi er mange,'' svarede kvinderne, der efterhånden var så velorganiserede, at de pressede på for at få deres egen kooperative bank.

Side 22

SEWA Bank fungerer efter lån og spar-princippet. Når en kvinde tager et lån, forpligtiger hun sig samtidig til at spare et lille beløb op. Hun låner måske 500 rupees (ca. 125 kr.) første gang, og når det er tilbagebetalt, kan hun få et nyt lån. Lånene skal afdrages en gang om måneden, men de fleste betaler en gang om ugen. Tilbagebetalingsprocen er høj. Af bankens 70.000 kunder betaler de 95 pct. rettidigt.

Problemerne med den personlige kvittering for det ugentlige afdrag er til at overse, selvom man ikke kan læse og skrive. Det får vi et indtryk af i den store bank i Ahmedabad. Nye lånere 'kvitterer' med et foto af sig selv, der sættes ind i bankbogen som dokumentation, og i et hjørne af lokalet hjælper frivillige medarbejdere fra kvindegrupperne deres medsøstre med at udfylde blanketter og ansøgningsskemaer.

Det er en hyggelig bank, fuld af liv og atmosfære. Et mødested på vej til og fra arbejde. I virkeligheden er den mest et ekspeditionskontor, der klarer det formelle. Nye låntagere er allerede anbefalet og indstillet af kvindegrupperne ude i de lokale foreninger.

''I vores bank skal kvinderne ikke stille sikkerhed i fast ejendom. Men de kan heller ikke låne på deres glatte ansigter. De skal vise moralsk ansvarlighed. Vi må være sikre på, at pengene investeres fornuftigt. Vi gør meget ud af den personlige rådgivning. Står en kvinde fx i gæld til en pengeudlåner, er det ikke usædvanligt, at vi arrangerer et møde med ham for at få deres mellemværende afklaret,'' fortæller bankdirektøren.

SY-1997-31-20-2
Jorden er frodig og tobaksavlen stor i Kheda-distriktet syd for Gujarats hovedstad, Ahmedabad, men kløften mellem rige og fattige er dyb. En halv snes familier ejer tobaksplantagerne og fabrikkerne. Over halvdelen af arbejderne er kvinder, der først inden for de senere år er kommet op i nærheden af mindstelønnen på 6-7 kroner om dagen i kraft af, at de har organiseret sig i deres egen fagforening.

Hver en rupee tæller

Kredit er mere end kredit, hvis långivning til fattige kvinder skal virke. Den omfatter også faglig træning, alfabetiseringskurser, sundhedsklinikker, børnehaver og en stadig politisk kamp for at holde mindstelønnen på omkring 30 rupees ( ca. 7 kr.) om dagen. Et billede på deres udsatte position får vi ved skranken i bankens forsikringsafdeling, der blev åbnet for et par år siden i samarbejde med et par af landets store forsikringsselskaber. Kvinderne står i kø for at forsikre familien mod sygdom, ulykker og død. For 75 rupees (ca. 20 kr) i årligt kontingent har foreløbig 20.000 kvinder givet deres familie et minimum af sikkerhed, og bankdirektøren tvivler ikke på, at tallet vil stige.

Krisen i tekstilindustrien skubber stadig flere arbejdere over i den uorganiserede sektors usikre verden. Over halvdelen af lånerne i SEWA Bank kommer fra familier, der er afhængige af kvindernes indtægter. De har hverken tid eller råd til at være syge. Hver en rupee tæller.

Som nu hjemme hos familien Widuh i et af byens slumkvarterer, hvor kvinderne ruller cigaretter fra morgen til aften. Tre generationer

Side 23

lever sammen i to små rum uden vinduer, og mændene er arbejdsløse. Den ældste mand mistede sit job, da tekstilfabrikken gik konkurs for otte år siden. Hans søn har aldrig haft fast arbejde.

Han siger, han tager sig af børnene og hjælper sin kone med at hente den groftskårne tobak hos arbejdsgiveren om morgenen. Men rulningen tager hun sig af, for det kræver et særligt håndelag at vikle tobakken ind i bladene fra Tendu-planten og samle dem med en tynd tråd.

Når aftenen kommer, har hun rullet 1.000 af de meget billige efterspurgte Bidi-cigaretter. Det giver hende en dagløn på 28 rupees (ca. 7 kr.), og hvis ikke hendes svigermor rullede en tilsvarende portion, kom der ikke mad på bordet hver dag.

''Jeg er glad for, vi har noget at leve af, og at SEWA har hjulpet os med at få et ID-kort, så vi bliver registrerede som arbejdere, men jobbet er usundt,'' siger den unge kone. ''Jeg får ondt i ryggen af at sidde i den samme stilling hver dag, og mine fingre smerter.''

SY-1997-31-20-3a
Kvindebank på hjul. Hver dag ruller Taraben Marthek fra SEWAs mobile kvindebank ud til kunderne i Ahmedabads fattigkvarterer. Kunderne, dvs. kvinderne, møder op for at betale af på deres lån og lægge penge til side. Hos Taraben er de i sikre hænder, siger kvinderne.

Velstand for de få

Tobakken kommer fra det frodige Kheda-distrikt et par timers kørsel syd for Ahmedabad, hvor kvinderne er løsarbejdere på fabrikkerne og i tobaksmarkerne. Provinsen er kendt for sin velstand, men rigdommen er ulige fordelt. En lille gruppe fabriksejere sidder på den økonomiske og politiske magt med stærke forbindelser til regeringen.

Alligevel lykkedes det for nogle år siden SEWA at skaffe kvinderne bedre lønvilkår efter lange og seje forhandlinger, der endte med en sejr ved Arbejdsretten.

''I starten var kvinderne bange for at miste deres arbejde. De blev truet af arbejdsgivernes håndlangere i landsbyerne, og vi modtog også anonyme opringninger med mordtrusler,'' beretter projektleder Jyoti Macwan, der søger at modvirke arbejdsgivernes strategiske manøvrer. For tiden forsøger de at køre kvinderne ud på et sidespor ved at importere billigere arbejdskraft udefra som løntrykkere.

''Men vore medlemmer er ikke sådan at bide skeer med længere,'' siger hun smilende. ''De er blevet mere bevidste om deres rettigheder, og de har fået nogle sociale goder, der styrker dem i deres kamp.''

SY-1997-31-20-3b
Indiens og formentlig også verdens første kvindebank så dagens lys i 1974, da det omsider lykkedes SEWA at få myndighederne med på at oprette en institution, der gav lån til kvinder uden sikkerhed i fast ejendom. Kvinderne får lån i deres eget navn og dermed også ejendomsret til de ting, de anskaffer sig for at forbedre deres forretninger. Banken hjælper dem med at komme ud af pengeudlånernes favntag. Over 90 pct. af kvinderne tilbagebetaler lånene rettidigt. Desuden benytter mange sig af muligheden for at tegne livs- og sygeforsikringer. 

Vuggestuer er vejen

Kvindegrupperne i Kheda har oprettet vuggestuer og børnehaver, så de ikke mere behøver at tage børnene med på arbejde i marken og på fabrikken. Det har ikke bare givet børnene et bedre liv. Det har også stabiliseret mødrenes tilknytning til arbejdsmarkedet.

Jyoti ser en nøje sammenhæng mellem de sociale institutioner og långivningen. For få år siden lavede hun sammen med Mirai Chatterjee en undersøgelse, der kortlagde grunden til, at nogle kvinder ikke kunne tilbagebetale deres lån.

''Den viste, at de var ramt af sygdom. Enten var de selv syge, eller deres børn var syge,'' fortæller hun.

''Børnedødeligheden er høj i Kheda-distriktet, den næsthøjeste i Indien. Det officielle tal fra regeringens sundhedsstatistik siger, at 130 ud af 1.000 børn dør, men vores undersøgelse, der dækker 469 SEWA-medlemmer i tre landsbyer, viste, at hver tredje barn døde.

Det chokerede os også at se, hvor mange kvinder der mistede livet under graviditet og fødsel. Vi vidste, at mødredødeligheden er stor i Indien, men vi vidste ikke, den var så stor i vores region her i Gujarat. Omkring 20 ud af 500 døde af forskellige sygdomme, og 15 af dem døde i barselsseng. Vi er altså et af de områder i landet, der har den højeste mødredødelighed i verden. Det fik os til at starte et sundhedsprogram med familieplanlægning og forebyggelse af sygdomme.

Mange af vore medlemmer er nødt til at gå i marken to uger efter fødslen, og de tager børnene med, fordi de ikke har andre muligheder. De tager dem også med på fabrikkerne eller på arbejde i andre folks huse. Det er et stort problem, som regeringen fuldstændig har ignoreret.

Derfor må vi tage fat,'' siger Jyoti, der har gjort den samme erfaring som Mirai: Når kvinderne kan få børnene forsvarligt passet, bliver de opmærksomme på deres andre behov. De tager sig mere af dem. Leger med dem, sørger for at de holdes rene, at de får bedre kost og bliver vaccineret mod smitsomme sygdomme. De får i det hele taget et bedre liv og tjener mere end før, fordi de har ro i sindet og tid til at passe arbejdet.

Som en kvinde udtrykte det: ''Før fik vi kun et stykke brød en gang om dagen. Nu kan vi spise to gange om dagen og har endda penge til at købe grøntsager. Jeg håber, vuggestuen og børnehaven vil fortsætte. De har været en stor hjælp for mig og min familie.''

Nøgleord: Indien, kvindebanker, SEWA.

Tema: Indien

Kvindernes liv er en kamp

Mikrokredit mod fattigdom