Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mikrokredit mod fattigdom

Smålån til kvinder breder sig i den tredje verden. Kvinderne er gode til at låne og spare op. De bruger pengene på familiens trivsel.

Sygeplejersken 1997 nr. 31, s. 24

Af:

Annagrethe Skov, journalist

SY-1997-31-0-1
Når kvinder får adgang til kapital, bliver de økonomisk aktive og bevidste om deres børns sundhed. De er mere opmærksomme på bedre ernæring og hygiejne og sørger også for, at børnene bliver vaccinerede, når tilbuddet melder sig. I december 1996 foregik der en stort anlagt vaccinationskampagne mod polio i en række asiatiske lande. Under ledelse af de nationale regeringer med bistand fra Verdenssundhedsorganisationen WHO og FNs Børnefond, UNICEF, blev millioner af børn vaccineret samme dag på skoler, sundhedsklinikker og i forsamlingsbygninger over hele Sydøstasien. Billedet er fra en skole i et slumkvarter i Bangladesh's hovedstad, Dhaka. Foto: Stefan Kai Nielsen.

Hver ugedag mødes tusindvis af kvinder i den tredje verden for at betale af på deres lån. Gruppemøderne er deres faste tilhørsforhold til den organisation eller kooperative bank, der har specialiseret sig i långivning til kvinder. Deres indtægter er beskedne. De har ikke ret mange penge mellem hænderne, men de er meget samvittighedsfulde lånere.

Over 90 pct. af kvinderne betaler afdragene til tiden og kan også klare en lille opsparing. For et beløb svarende til nogle få hundrede kroner om året holder mange af dem gang i småvirksomheder med investeringer, der forøger deres indtægter og frigør dem fra de private pengeudlånere, som stadig behersker lånemarkedet for de fattige i ulandene.

Mindre end to pct. af verdens 1,3 milliarder fattige har mulighed for at få banklån. De lever for under en US-dollar om dagen. Af dem er de 900 millioner kvinder.

Men mikrofinansieringsinstitutionerne (MFI) breder sig. Ifølge Verdensbanken er der i dag over 7.000 MFIer med tilsammen 16 millioner lånere. Kvinderne tegner sig for en stadig større andel af lånegrupperne i Asien, Latinamerika og Afrika. På tværs af kontinenter og landegrænser med vidt forskellige kulturelle og politisk-økonomiske forhold er princippet i långivningen den samme. Den foregår tæt på den enkelte borger betinget af et gruppefællesskab, hvor lånerne hæfter solidarisk for hinanden.

Verdensbanken sadler om

Mikrokredit til kvinder er ikke en ny opfindelse. Den blev sat på dagsordenen for over 20 år siden under FNs første internationale kvindekonference i Mexico af bl.a. Ela Bhatt fra SEWA (Self Employed Women's Association) i Indien og fremtrædende kvinder fra andre dele af verden.

I dag har stort set alle NGO'er (ikke-statslige organisationer) mikrokredit på deres program med støtte fra bilaterale og multilaterale donorer i den rige verden. Også Danmark støtter gennem Danida-projekter, der giver lån til fattige kvinder og mænd, bl.a. i Bangladesh.

Her ligger den berømte Grameen Bank, der har over to millioner jordløse kvinder i sin lånerkreds. Bankens stifter og leder, professor Muhammad Yunus, har siden 1976 rusket gevaldigt op i verdenssamfundets dårlige samvittighed. Efter flere års kritik af Verdensbankens restriktive udlånspolitik over for ulandene fik den karismatiske mand i 1995 banken til at sadle om og oprette en fond, der støtter de fattige låntagere.

Verdensbanken skød straks 30 millioner dollars ind i CGAP, der står som en forkortelse af Den Rådgivende Gruppe til Hjælp for de Fattigste, og siden er andre donorer kommet til. Den samlede kapital er ca. 300 mill. dollars.

Første mikrotopmøde

Muhammad Yunus var også blandt initiativtagerne til verdens første mikrotopmøde i Washington i februar i år. Mødet havde et punkt på dagsordenen: En aktionsplan for at nå 100 millioner

Side 30

fattige med mikrokredit inden år 2005. Mødet, der havde op imod 3.000 deltagere, var et PR- og vækkelsesmøde på højt plan med repræsentanter for NGO'er, stats- og regeringschefer, fortrinsvis fra den tredje verden, og topledere fra FN-systemets førende udviklingsinstitutioner.

Det kontante udbytte lader sig ikke måle. Det vigtigste var formentlig, at folk mødtes og udvekslede erfaringer fra det praktiske arbejde i deres respektive lande. De fik også et kritisk modspil fra økonomer, der fortalte om problemerne med at få kreditinstitutioner til at løbe rundt samt om vanskelighederne med at nå den fattigste målgruppe.

I u- som ilande vil det altid være de bedst egnede, de motiverede, der tager imod tilbuddene. Derfor skal der mere til end penge, først og fremmest sociale reformer og uddannelse. Men at kvinderne er kommet på banen som låntagere, er der ingen tvivl om. De er gode til at tilbagebetale og spare op. De tænker mere på familiens trivsel end mændene. De sætter meget ind på, at deres børn får sundhed og skolegang. Spørgsmålet er, om de selv kommer videre med en personlig udvikling, så de også begynder at stille krav om ligestilling inden for familien og i samfundet.•

Nøgleord: Den tredje verden, mikrokredit, Verdensbanken.

Tema: Indien

Kvindernes liv er en kamp

Mikrokredit mod fattigdom