Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Første russiske sygeplejerskeorganisation

'Foreningen af sygeplejersker i Rusland', RNA, er Ruslands første frie fagforening for sygeplejersker, og på fem år har organisationen fået ca. 7.000 medlemmer.

Sygeplejersken 1997 nr. 42, s. 36

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-1997-42-36''Vi vil bevise, at sygeplejen er en selvstændig profession, som eksisterer parallelt med lægeprofessionen,'' siger formanden for RNA, Valentina Antonovna Sarkisova. Foto: Søren Svendsen.

Svaret var nej, da den russiske sygeplejeorganisation 'Foreningen af sygeplejersker i Rusland', RNA, i begyndelsen af 90'erne bad om optagelse i den internationale sygeplejeorganisation, ICN. Begrundelsen fra ICN lød blandt andet, at den russiske sygeplejeuddannelse ikke levede op til internationale normer. Siden er udviklingen gået stærkt i det nye Rusland, og i løbet af fem år har Rusland fået en helt ny sygeplejerskeuddannelse, hvor de første hold allerede har fået deres eksaminer.

''Med reformen af den russiske sygeplejerskeuddannelse, håber vi, at vi efterhånden lever op til ICNs krav, og vi har bedt om optagelse på ny,'' siger formanden for den første uafhængige sygeplejeorganisation i Rusland, Valentina Antonovna Sarkisova. Indtil hun blev valgt som formand for RNA, arbejdede hun som oversygeplejerske på regionssygehuset i Sankt Petersborg.

RNA blev dannet i 1992 af en initiativgruppe bestående af ni oversygeplejersker, og den blev officielt registreret som en uafhængig organisation i 1994. RNA har hovedkontor i Sankt Petersborg af den simple grund, at formanden bor der. I løbet af de første fem leveår har RNA fået ca. 7.000 medlemmer. Organisationen eksisterer udelukkende på medlemsbidrag og sponsorater. Medlemmerne er enten kollektivt meldt ind gennem regionale sygeplejeorganisationer, som betaler ti procent af deres indtægter til RNA, eller de er individuelle medlemmer, som betaler fem procent af deres løn i kontingent.

''Der er ca. 870.000 sygeplejersker i hele Rusland, og 7.000 medlemmer lyder måske ikke af meget, men foreløbig er vi godt tilfredse. Man skal tænke på, at sygeplejersker skal betale kontingent ud af en meget lille løn, og at de ofte slet ikke har fået løn i lange perioder. Det vil også tage tid at udbrede kendskabet til RNA,'' siger Valentina Antonovna Sarkisova.

Hvert tredje år holder RNA kongres, og hvert år sender formanden en økonomisk beretning til medlemmerne. Derudover får medlemmerne information om organisationens arbejde gennem bladet 'Sygeplejerskens Virke', som udgives af en selvstændig redaktion, men hvor RNA køber nogle sider. De 21 medlemmer i RNAs bestyrelse har som opgave at tage rundt i landet og afholde informationsmøder for sygeplejersker.

''Tidligere har der ikke været nogen fri fagforening for sygeplejersker i Rusland, der har kun eksisteret en officiel medlemsorganisation for alle medicinske faggrupper. Ønsket om en fagforening for sygeplejersker opstod, da vi begyndte at få kontakt med udenlandske sygeplejersker efter kommunismens fald og blandt andet blev inviteret på studieophold til USA. Det gik op for os, at de amerikanske sygeplejersker har højere uddannelser, de har en selvstændig profession og helt andre arbejdsbetingelser, og desuden har deres fagforening eksisteret i næsten 100 år,'' siger Valentina Antonovna Sarkisova.

RNAs formål

RNAs overordnede formål er at højne sygeplejerskers faglige prestige ved at støtte professionaliseringen af uddannelsen og faget.

''Vi vil bevise, at sygeplejen er en selvstændig profession, som eksisterer parallelt med lægeprofessionen,'' siger Valentina Antonovna Sarkisova.

RNA arbejder på at få indflydelse på Ruslands sundhedspolitik, og organisationen arbejder også for at bedre arbejdsmiljø og for at højne kvalitetsudviklingen i sygeplejerskers arbejde. RNA har blandt andet udarbejdet et etisk kodeks for sygepleje og er i gang med at udarbejde standarder for sygeplejen med henblik på at skabe et ensartet højt niveau i sygeplejen i alle Ruslands regioner.

Amerikansk hjælp

RNA har været inspireret af de amerikanske sygeplejersker, og har fået økonomisk hjælp, for eksempel i form af sponsorater, tilbud om studieophold til russiske sygeplejersker i USA og teknisk udstyr. Takket være hjælpen fra USA er RNAs kontor i Sankt Petersborg velforsynet med nye computere, fax og kopimaskine. Ifølge Valentina Antonovna Sarkisova er det en tilfældighed, at det netop er amerikanerne, som har været samarbejdspartnere og dermed fået indflydelse på udviklingen inden for sygeplejen i Rusland.

''Jeg ved ikke, hvad de selv får ud af at hjælpe os, men det er mit indtryk, at amerikanerne stræber efter at hjælpe ud fra uegennyttige hensyn, og vi er meget taknemmelige. Vi er bestemt interesserede i at samarbejde med alle vores søsterorganisationer i de nordiske og europæiske lande, jeg har for eksempel selv været på studieophold i Norge. Vi vil meget gerne inviteres på studieophold, og vi vil også gerne arrangere studieophold for udenlandske sygeplejersker, som ønsker at komme her,'' siger Valentina Antonovna Sarkisova.•

Nøgleord: Rusland, tema.

Tema: Rusland

Nabo i nød                 

Rundepleje og sære terapier     

Den syge mand i øst                

Infektionssygdomme i udbrud             

Et sundhedsvæsen fra århundredeskiftet              

Finske og russiske sygeplejersker krydser grænser      

En ukuelig evne til at overleve   

Nye sygeplejersker til det nye Rusland           

Første russiske sygeplejerskeorganisation    

Sygeplejersken nr. 43 1997     

Den gode cirkel       

Eksemplarisk hjemmepleje         

Daglig kamp for at skaffe medicin         

Motivationen har hårde vilkår            

Håb for russisk sundhed