Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Politiet altid klar til en uforpligtende snak
Hvis man føler sig usikker på, om der foregår noget kriminelt på ens arbejdsplads, kan man altid få en uforpligtende dialog med en ledende medarbejder i kriminalpolitiet. Der sættes ikke automatisk papir i maskinen eller oprettes sag, fordi man har brug for rådgivning, fortæller chefkriminalinspektør Per Larsen i et interview til Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder på 'Sygeplejersken'.
Sygeplejersken 1997 nr. 44, s. 4-7
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Jeg havde ingen steder at gå hen med mistanken.''
''Han rådede mig til ikke at gøre noget. Det ville bare skade mig selv.''
To citater fra personale, der er afhørt i sagen om plejehjemsassistenten, der er sigtet for drab og bedrageri under udførelse af sit arbejde på et plejehjem.
To skræmmende udtryk for, at der i den offentlige sektor dels eksisterer frygt for repressalier, hvis man følger sin overbevisning om, hvad der er ret og uret. Dels uvidenhed om, hvordan man kan og skal forholde sig ved mistanke og rygter om kollegers eller samarbejdpartneres kriminelle handlinger. En frygt og en usikkerhed, der tilsammen kan være med til at skabe rum og grobund for, at kriminelle handlinger kan foregå i stilhed, uden at der gribes ind.
Kriminalitet foregår sjældent i sundhedsvæsenet. Vi har ingen erfaringer, og selv om kommandovejene formelt set er klare, kan der være tusinde andre hindringer, som gør det svært at handle rigtigt, hvad det så end er. En hindring kan fx være, at mistanken er rettet mod en anden faggruppe eller mod en leder højere i hierarkiet. Eller mod en kær kollega.
At mærke en mistanke gro inden i sig kan være slemt nok, og vi kan være tilbøjelige til at benægte og bruge forsvarsmekanismer. Skyllerumssnak er et lidt snusket begreb, men der må også være et uformelt forum for udveksling af tanker. Den første, spæde og usikre mistanke kan ikke bare kastes i hovedet på en kollega: ''Besynderligt, som du altid får fornyet garderoben, når beboerne lige har fået udbetalt pension.''
Det begynder måske med en morsom, kammeratlig bemærkning om en sær sammenhæng. Næste gang vogter man sig for at gentage morsomheden, for det er ikke rart at såre en kollega, der måske er trykket af, at sære sammenfald af hændelser kan kædes sammen med hendes person.
Ens undren vokser med tiden. Er der noget galt? Man har brug for at tale med kolleger om det. Vil de lytte? Har de undret sig på samme måde? Vil man selv blive stemplet som en, der sætter grimme rygter i gang? Man venter, er iagttagende, bortforklarer, er usikker, lukker øjnene. Måske bliver man afvist, hvis man henvender sig til sin ledelse. Måske finder man det klogest at vente med at orientere ledelsen, til man er lidt mere sikker.
Men kan man tillade sig at vente? Kan man tillade sig at være passiv og så blot håbe, at den kriminelle handling ikke bliver gentaget. Og hvis den formodede kriminelle handling bliver gentaget, er man så medskyldig?
Nu begynder det at blive rigtig svært, for har man sat sig selv i rollen som efterforsker, har man også taget et ansvar. Det har vi ingen kompetence til, og vi er heller ikke ansat til det.
Hvor går man hen med en mistanke, så længe man kun har lidt at have den i?
At følge ledelseshierarkiet opad, indtil man finder, at der bliver taget tilfredsstillende vare om mistanken, må være det ideelle. Der er bare det men, at der ofte skal en betragtelig portion mod til, før man lufter en mistanke til en leder; især hvis man i forvejen ikke sidder for fast i sin stilling, og den mistænkte måske har en højere stilling eller er mere påskønnet. En henvendelse til ledelsen kan ikke undgå at blive opfattet som noget officielt. Omvendt kan man risikere, at ens henvendelse bliver bagatelliseret.
Så kan man selv vaske hænder. Eller kan man?
Følelsesmæssigt vanskeligt
'Sygeplejersken' har spurgt chefkriminalinspektør Per Larsen om, hvordan politiet arbejder, og hvordan vi kan gøre brug af det.
- Ved mistanke om kriminalitet: Hvornår bør man så foretage en direkte henvendelse til politiet, og hvornår er det embedslægens bord?
''Kommunikationsvejen er rimelig nem og fastslået. Der er klare kompetencelinier, medmindre der er nogle helt specifikke årsager til, at man må gå uden om hierarkiet.
Egentlig burde det være ligegyldigt, hvilken rækkefølge man gjorde tingene i. Hvis det er en alvorlig sag som drab, vil den alligevel havne på vores bord. Hvis en sygeplejerske i sygehusvæsenet, på et plejehjem eller lignende har et problem af sundhedsmæssig karakter, som hører under embedslægen, vil embedslægen køre videre med sagen.
I tilfælde af kriminelle handlinger, der falder inden for straffeloven, er det naturligvis politiet, man skal henvende sig direkte til. Snakker vi om bedrageri, tyveri og underslæb, har det ikke noget at gøre med embedslægen.''
- Det, der kan gøre en sag så vanskelig, er, at der kan gå så lang tid, fra en mistanke fødes, og til den ender som en rigtig mistanke – en mere begrundet mistanke. Der kan måske komme et tidspunkt, hvor man synes, at man
Side 5
ikke ved nok til at kunne foretage en officiel henvendelse, men man kunne egentlig godt tænke sig at snakke med nogen. Kan man få lejlighed til at tale med politiet i fortrolighed, uden at risikere at komme til at sætte det helt store apparat i gang?
Jeg synes, man i vid, vid udstrækning kan have en enorm tillid til det, der foregår i sundhedsvæsenet. Så er der nogle enkelte vildskud, som der er i alle verdener, men det er ikke noget problem, vi spekulerer over til daglig. Den aktuelle sag er jo helt enestående, siger chefkriminalinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen. Foto: Nordfoto.
''Jeg kunne godt tænke mig at drage en sammenligning til en debat, vi har haft i forbindelse med mishandling af børn og unge. Her i politikredsen har vi helt konkret drøftet problemstillingen med social- og sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune, hvor vi har lavet nogle spilleregler.
Når der fx er tale om vanrøgt af børn, har man nogle forpligtelser i henhold til bistandsloven, der betyder, at man skal rette henvendelse til politiet.
Men det kan være utrolig svært at vurdere, om man nu er nået dertil. Og følelsesmæssigt er det utrolig vanskeligt. Man vil jo nødig starte bål og brand, uden at der er lidt hold i tingene.
Min holdning – som deles af systemet – er, at en henvendelse ikke automatisk betyder, at vi sætter papir i maskinen og skriver, når vi fører en dialog med folk om ting og sager.
Vi har nogle forpligtelser efter retsplejeloven, der punkt et siger, at får vi kendskab til, at der foregår en forbrydelse, så skal vi efterforske. Men det kræver en klar fornemmelse af, at der foreligger en forbrydelse. Punkt to har vi en forpligtelse, der siger, at hvis vi foretager en afhøring, så skal vi nedfælde den i en rapport på et stykke papir, og dermed indirekte starte en sag.
Men en samtale, en uforpligtende dialog, en rådgivning, som politiet laver tusindvis af hver dag, det er der ikke noget i vejen for. Vi sætter ikke automatisk papir i maskinen, når en, der føler sig usikker, retter henvendelse og godt vil have en snak.
Til gengæld må vi erkende, at hvis det i løbet af samtalen viser sig, at vi står over for noget, som vi virkelig bør sætte ind over for, så gør vi det. Det er vores pligt.
På børne- og ungdomsområdet har vi netop klart givet udtryk for, at den uforpligtende dialog er en mulighed, hvis der opstår problemer fx i forbindelse med hjemmebesøg.
Ved mange øvrige problemer i sundhedssektoren kan man også tage en uforpligtende snak med folk i vores drabsafdeling, der beskæftiger sig med voldssager og den slags ting. Der er ingen problemer i det. Det viser erfaringerne også fra den konkrete sag.''
Gråzone
''På den anden side skal man også gøre sig klart, at hvis der foreligger en forbrydelse, så fanger bordet. Men der er en gråzone der, hvor man på en eller anden måde også kan prøve at styrke sig selv, uden at vi kommer farende med håndjern.
Jeg kan godt forestille mig, der selvfølgelig er et dilemma, hvis man står i en situation. Hvem søren skal man snakke med for ikke at skabe unødig panik eller utryghed i en afdeling eller på et hospital? Hvis man virkelig er i tvivl, så må det da være rart at få sonderet terrænet lidt.''
- Hvis man ønsker en sådan uforpligtende snak med politiet, hvor går man så hen? Nærmeste politistation?
''Hvis det er problemer af kriminel karakter, så synes jeg, man skal gå op og tale med en ledende medarbejder i kriminalpolitiet. Det vil være den rigtige måde at gøre det på, hvis man er i tvivl. Det, det drejer sig om, er at få afdækket, om der i det hele taget er basis for at starte en efterforskning af mulig kriminalitet. Mit råd ville være:
Prøv at finde en ledende medarbejder i kriminalpolitiet, med hvem man kan tage en ganske uforpligtende snak.''
Hvem vil blive underrettet, hvis politiet inddrages i en sag om en person i sundhedsvæsenet?
''Hvis vi starter en konkret efterforskning, vil hele det apparat, som har tilsyn og kontrol med sundhedssektoren, blive inddraget.
Hvis der er tale om uregelmæssigheder i forbindelse med udøvelsen af gerningen, inddrages Sundhedsstyrelsen i efterforskningsfasen. Det vil jo også til sidst være dem, som skal være den lægefaglige sagkundskab over for os, for det har vi jo ikke en pind forstand på.''
Indirekte underretningspligt
- Er det politiet, der har pligt til at underrette de forskellige instanser, eller er det bare noget, der sker af sig selv, efterhånden som efterforskningen skrider frem?
''Inden for nogle områder har politiet en forpligtelse til at underrette. Altså har vi et eller andet problem på et hospital eller på et plejehjem, vil vi helt automatisk inddrage stadslægen – eller embedslægen, som han hedder ude i landet – og bede om en vurdering. Derefter vil sagen formentlig
Side 6
også gå videre til Sundhedsstyrelsen til endelig vurdering. Derfor er der i systemet og i den ekspertbistand, der ligger der, indbygget en indirekte underretningspligt. Det kommer af sig selv.''
- Hvis der nu er en sag, der ikke er kød på, som måske aldrig er kommet længere end den der fortrolige samtale? Ligger der så alligevel en sag et sted?
''Nej. Enten er der en sag, eller også er der ikke en sag. Så længe dialogen har karakter af en opklarende samtale, så er det og bliver det en samtale mellem to mennesker, og hvis ikke det udmønter sig i en sag, så er der ikke nogen sag.''
- Hvordan ser politiet på anonyme tips?
''Dem er vi jo ikke så begejstret for. Jeg har den grundholdning, at folk skal stå ved deres ansvar. Jeg synes, at folk er nogle krystere, når de kryber i ly bag anonymitet. Nu taler jeg i bred almindelighed. Jeg synes, det er for dårligt, at folk trykker sig, for efter min bedste overbevisning er der ingen som helst risiko for voldelige overgreb, hvis man er et tilfældigt vidne, der tilfældigt overværer en eller anden historie. Næste gang er det måske en selv, det går ud over, og så er der brug for, at nogle andre vil stille op, for at vi kan få neutraliseret en gerningsmand.''
- Jeg tror, frygten for at henvende sig ligger et andet sted, hvis det drejer sig om noget inden for sundhedsvæsenet. Det kan fx være svært at sige, at man har mistanke til sin leder.
''Det rigtige vil være at inddrage det system, man er ansat i, og få gjort den ledelse, man er ansat under, ansvarlig. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det er et problem, hvis det er ledelsen, man har mistanke til, men så må det rigtige være at hoppe et led over og gå videre til det næste led. Jeg mener, at der deri ligger indbygget en sikkerhed for, at der vil ske en reaktion. Hvis der er nogle, som bliver bekendt med, at der foregår nogle ting og sager, man bør tage sig af, tror jeg også reaktionen vil komme, for der er vel ikke nogen, der tør lukke øjnene, hvis det er noget alvorligt.
Omvendt må vi også sige, at alternativet må selvfølgelig også være, at man går direkte til politiet og rapporterer om det, man har oplevet. Når jeg indledningsvis har sagt, hvad jeg mener om anonyme vidner, må jeg også sige, at jeg vil foretrække en anonym henvendelse frem for slet ingen henvendelse. Så selv om jeg i princippet er modstander af, at folk dækker sig under anonymitet, kan der være så tungtvejende grunde, at jeg alligevel hellere vil have et anonymt tip end slet ingenting.''
- Reagerer I på et anonymt tip?
''Ja, det er helt oplagt. Alt efter karakteren af det tip, vi får, og alvoren i den forbrydelse, man tipper os om. Så vil der blive iværksat en undersøgelse, hvis ellers henvendelsen har været kvalificeret nok.
For det er klart, at man skal hele tiden afveje, specielt når det er anonyme henvendelser, om det bare drejer sig om at gå ud og genere nogen. Små søde hævntogter, fordi nogen bare har væltet kaffen i en eller anden sammenhæng, eller er kommet til at sige noget grimt til en. Det skal vi prøve at få sorteret fra, og det er selvfølgelig dér, vi har vores problemer med anonyme henvendelser.
Er der nu nogle, der driver gæk med os? Er det nogle, der spilder vores tid, eller er der noget virkelig seriøst i det? Det afhænger jo lidt af øjnene, der ser, og ørerne, der hører. Hvis der ikke sker nogen reaktion fra vores side, så må man vende tilbage og være lidt mere præcis. Der er ikke noget, der er sort eller hvidt i den her sammenhæng. Det er meget et spørgsmål om menneskelig følelse, og det er svært.''
Efterforskningen
- Hvad er egentlig en efterforskning? Hvad sker der, når man har kontaktet jer?
''Når vi får en anmeldelse om en forbrydelse, uanset om det er af den ene eller den anden karakter, starter vi selvfølgelig en efterforskning, og det betyder, at vi vil prøve at få klarlagt omstændighederne omkring forbrydelsen så godt som overhovedet muligt.
Hvis der er et gerningssted, vil vi prøve at få sikret gerningsstedet og få undersøgt og sikret de spor, der måtte være, tekniske spor eksempelvis. Hvis der er tale om berigelse eller transaktioner i pengeinstitutter eller lignende, vil vi sikre alle de bevægelser og alle de ting, der så godt som muligt viser, hvad der rent faktisk er foregået.
Derefter vil vi prøve at få fat i nogle implicerede personer, vidner og ofre, og hvad ved jeg, og som i den udstrækning, det nu kan lade sig gøre, vil kunne give os et billede af, hvad der foregår. Alle disse forklaringer vil selvfølgelig blive nedfældet i rapporter. Til sidst forsøger vi at stykke hele materialet sammen og se, om det er bæredygtigt nok til at rejse en sigtelse, og derpå gå ud og konfrontere den pågældende med en sigtelse.''
- Er det en rækkefølge, du har skitseret her?
''Ja, stort set. Først gerningsstedet og så afhøring af vidner.''
- Afhøring af vidner kommer altså ret hurtigt ind i billedet?
''Ja, men alligevel kan man ikke line tingene op i en rækkefølge. Mange af tingene kan jo ske samtidig, alt afhængigt af, hvilken forbrydelse der er tale om. Hvis vi snakker om en drabssag, så sætter vi jo en frygtelig masse ting i gang på én gang. Populært sagt smider vi det helt store net ud – og det er lidt af filosofien bag vores efterforskning – for jo hurtigere, vi får fat i tingene, desto større er chancen for, at vi kan opklare det. Derfor kan det heller ikke nytte, at man sidder og trykker sig for længe.
Med for eksempel en drabssag som det ultimative laver vi gerningsstedsundersøgelser, tekniske undersøgelser, undersøgelser af ofre på Retsmedicinsk Institut, forhør i området, konkrete vidneafhøringer, vi forsøger at udarbejde baggrundsundersøgelser osv. i ét hug. Vi sætter simpelthen alle mand af hus, udstyret med hver sin lille delopgave, og når vi så har fået renset ud i hele foretagendet, samler vi trådene, og prøver at finde ud af, om vi har en sag, og hvilken vej vi skal gå for at få opklaret sagen, hvis vi ikke har opklaret den eller løst den i første hug. Så det vil sige, at du kan ikke regne med en helt konkret rækkefølge, men at det vil ske på én gang eller i tilfældig rækkefølge, afhængigt af sagens karakter. Men det er de elementer, der vil indgå i vores afdækning, inden vi skrider til at vurdere, om vi kan rejse en sigtelse.
Gør vi det, så kommer næste fase, hvor vi bliver nødt til at vurdere, om dette er så alvorligt eller kompliceret, at vi skal begære pågældende varetægtsfængslet, og hvis det er tilfældet, fortsætter vi med en fængsling, og så prøver vi som regel at gøre sagerne færdige, så vi kan forelægge dem til domfældelse i et ret hurtigt forløb.''
- Hvad med metoder som skjult kamera og telefonaflytning?
''Det bruger vi så sandelig, når der er mulighed for det, igen afhængigt af, hvad det er for en sag, vi står over for. Retsplejeloven har nogle helt klokkerene regler for, hvornår man kan det.
Hvis vi snakker om en forbrydelse med en strafferamme på over seks år – det er typisk de alvorligste forbrydelser som narkotikaforbrydelser, drabssager, de tungeste røverisager og de groveste voldssager – har vi en mulighed for at gå ind og efterforske med nogle tekniske ting, hvis det er
Side 7
nødvendigt for at føre til opklaring af sagerne. Det skal vi så overbevise en dommer om, inden vi får lov til det. Vi præsenterer mistankegrundlaget for en dommer, der så giver os en kendelse om, at det må vi gerne. Der er en mangfoldighed af muligheder i den her sammenhæng. Man kan lave videoovervågning, rumaflytning og ransagning, så på den måde indeholder retsplejeloven et helt katalog af efterforskningsmuligheder. Strafprocessuelle tvangsindgreb, som det hedder med et fint ord.''
Tillid til sundhedsvæsenet
- I den aktuelle sag har I været i gang med efterforskning i et halvt år, uden at der er sluppet noget ud til offentligheden. Det er ret usædvanligt i sundhedssektoren, hvor ting plejer at løbe hurtigt.
''Jeg er også meget tilfreds med det og synes, det er flot, at det er lykkedes at holde sagen meget tæt ind til kroppen. Og det er jo utrolig vigtigt at undgå at skabe panik og at skade efterforskningen, og så kan vi jo glæde os over, at det faktisk er muligt, selv om der har været inddraget så mange. Det understreger jo også, at det rent faktisk ikke behøver at betyde bål og brand lige med det samme, men at man prøver at skabe sig ordentligt fodfæste, inden man går ud og tager rigtig fat. Til gengæld startede panikken, da man så gik frem.
Det er jo derfor, man er nødt til at have et solidt fodfæste, inden man kommer frem, så man undgår, at folk kommer til at gå rundt med en stor plakat på ryggen, hvis sagen ikke holder. Derfor er vi også i den slags sager utroligt forsigtige med ikke at gå ud for tidligt og sætte det større tog i gang, for det kender vi godt konsekvensen af. Vi har jo lige så meget hensyn at tage over for den sigtede som over for ofrene. Så længe man kun er sigtet, er vores arbejdsmetode i princippet, at vi skal arbejde lige så ihærdigt for, at en skyldig bliver dømt, som at en uskyldig ikke bliver dømt. Det er det, man kalder objektivitetskravet til os. Derfor træder vi meget forsigtigt indimellem.''
- Hvor ofte får politiet henvendelser om mistanke om kriminalitet fra og om ansatte i sundhedssektoren?
''Bredt set er det forsvindende lidt. Jeg synes ikke, vi oplever meget af den slags, og jeg synes, at det siger noget generelt om kvaliteten i sundhedsverdenen. Jeg synes, man i vid, vid udstrækning kan have en enorm tillid til det, der foregår. Så er der nogle enkelte vildskud, som der er i alle verdener, men det er ikke noget problem, vi spekulerer over til daglig. Den aktuelle sag er jo helt enestående.''
- I bliver vel heller ikke indblandet i almindelige sager om forsømmelighed?
''Jo, det gør vi. Vi har indimellem undersøgelser, hvor der er sket uforklarlige dødsfald i forbindelse med operationer og den slags ting, og hvor det handler om ansvar efter lægeloven. Der bliver vi helt bestemt også indblandet. Men når man tænker på det helt fantastiske flow, der er igennem hele sundhedssektoren, så er det jo promiller, mikropromiller, vi snakker om, når det drejer sig om bevidste fejl, hvor man kan gøre ansvar gældende. Når du har med mennesker at gøre, opstår der i alle sammenhænge fejl. Men én fejl er selvfølgelig en fejl for meget.
Når alles øjne hviler på én, som det nu gør på sundhedsvæsenet og ofte også på politiet, må vi se på os selv og vores etik og spørge, hvad det egentlig er, vi går rundt og laver. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi prøver at sætte os ud over de blufærdighedsgrænser, der er på en arbejdsplads, og i stedet snakke om tingene. Jeg tror faktisk, du kan undgå en masse sladder og en masse myter, hvis man havde mod og mandshjerte til at sige: ''Ved I hvad, venner, nu sidder vi her på en afdeling, og vi er en lille smule utrygge og har en fornemmelse af, at der måske er et eller andet, der er galt. Lad os sætte os ned og snakke om det og være åbne over for hinanden.'' Det kræver selvfølgelig, at man er så voksen og har så meget ballast, at man også kan modtage de signaler og måske reagere afslappet på dem i stedet for at blive hysterisk.
Det kunne også godt tage trykket af nogen, som går og har det rigtig skidt, fordi de har noget, de gerne vil fortælle, noget de gerne vil betro en kollega eller en foresat, men hvor de måske ikke tør, fordi de er bange for, at de vil blive misopfattet. Det kan godt være, at det bare er nogle myter, men hvis man på den anden side ikke tager fat om dem, så risikerer man, at en lille fjer bliver til fem høns. Og inden man ser sig om, kommer der en undersøgelse buldrende, for nu har man hørt rygterne andre steder og måske på et højere niveau, og inden man har set sig om, har man næsten den store katastrofe kørende, som viser sig at være startet på et fuldstændig vildt grundlag. Omvendt, hvis der er noget om snakken, så har man også en mulighed for at få sat en kæp i hjulet, inden læsset vælter.
Så jeg synes, der er mange gode grunde til at bruge det her positivt på trods af den tragiske baggrund. Det er så mit hyrdebrev til alle sygeplejersker.''
Nøgleord: Aktiv dødshjælp, drab, interview, kriminalitet, Per Larsen, Plejebo.