Sygeplejersken
Synspunkt: Vær offensiv i sundhedsdebatten
Som sygeplejersker har vi i kraft af vores uddannelse og erfaringer de bedste forudsætninger for at indgå i den sundhedspolitiske debat. Lad os derfor blande os i diskussionerne – eksempelvis når det gælder prioritering og omsorg for de svageste patienter
Sygeplejersken 1997 nr. 44, s. 19
Af:
Aase Langvad, næstformand i Dansk Sygeplejeråd
Med udsendelsen af debatoplægget 'Sundhedspolitiske værdier og mål' i dette nummer af tidsskriftet samt afholdelsen af tre regionale sundhedspolitiske konferencer i november måned har Dansk Sygeplejeråd signaleret startskuddet til en debat om, hvilke grundholdninger det danske sundhedsvæsen bør bygges på.
Ved at sætte fokus på værdier som: Lige menneskeværd, solidaritet, tryghed/ sikkerhed, frihed/selvbestemmelse, det hele menneske og omsorg lægger Dansk Sygeplejeråd op til en sundhedspolitisk debat, hvor værdier og mål skal være styrende for udviklingen – frem for kortsigtede økonomiske 'det er vi nødt til'-løsninger, som der er alt for mange eksempler på inden for sundhedsvæsenet.
Det er min erfaring, at budgetterne ofte fastlægges mere ud fra finanspolitiske og økonomiske hensyn og mindre ud fra sundhedspolitiske hensyn. Sundhedspolitik bør være overskriften, så den sundhedspolitiske tankegang bliver mere styrende i fremtiden.
De grundlæggende værdier og mål må være udgangspunktet, når der prioriteres inden for sundhedsvæsenet. For prioriteres skal der – ingen tvivl om det. Det er bl.a.det, sundhedspolitik handler om. Og med den fortsatte medicinske og teknologiske udvikling og det deraf følgende umættelige behov og efterspørgsel på sundhedsydelser, vil der altid være begrænsede ressourcer til rådighed. Derfor er det vigtigt, at de tilstedeværende ressourcer bliver fordelt bedst muligt.
For mig at se må de såkaldt bløde ydelser som omsorg og pleje ikke blive ofret til fordel for de højteknologiske behandlinger, ligesom det er vigtigt, at der bliver taget de nødvendige hensyn til de patienter/klienter, som af forskellige årsager selv har svært ved at udtrykke deres ønsker om pleje, omsorg og behandling. Endelig er det min holdning, at det forebyggende arbejde skal opprioriteres.
Medicinsk teknologivurdering
Jeg synes, at det i prioriteringsmæssig sammenhæng også er relevant at fremhæve Medicinsk Teknologivurdering (MTV) som et af de redskaber, der kan indgå som baggrund for de politiske beslutninger og de daglige prioriteringer i sundhedsvæsenet. MTV drejer sig ikke kun om vurdering af udstyr og apparatur, men også om vurdering af lægemidler, undersøgelses-, behandlings- og plejemetoder samt rehabilitering, sundhedspædagogik og forebyggende sundhedsarbejde og har således et bredere og mere vidtrækkende perspektiv, end de hidtil anvendte analyseredskaber. Men hensigtsmæssig anvendelse af MTV forudsætter selvfølgelig, at sundhedspersonalet gives mulighed for at tilegne sig de nødvendige kundskaber i form af uddannelse/ efteruddannelse i anvendelsen af MTV.
Ved at holde sig de grundlæggende værdier og mål for øje og ved rigtig brug af MTV kan det sikres, at de svageste patient/klient-grupper ikke bliver overset, selvom det – som vi alle ved – ikke er de grupper, der råber højest. For mig er en værdi som 'Lige menneskeværd' central som en grundlæggende værdi for sundhedsvæsenet, da den fastslår, at enhver person er unik og ligeværdig i relation til fordelingen af sundhedsressourcer. Vi skal altså alle have lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser i det omfang, vi har behov for det – også de demente og de psykisk syge.
Kvalitetsforbedringer
nødvendigt
Prioritering er kun en af de problemstillinger, der tages op i debatoplægget. Der er mange andre. Spørgsmålet om offentlig eller privat styring og finansiering af sundhedsvæsenet, spørgsmålet om forebyggelse og sundhedspersonalets muligheder for at yde en forebyggende indsats, spørgsmålet om bedre sammenhæng mellem sundhedsvæsenets forskellige sektorer osv. osv. Aktuelle problemstillinger, som sygeplejersker har en kvalificeret holdning til. En holdning, der bør blive fremsat, hørt og brugt.
Sygeplejersker har i kraft af deres uddannelse, faglige viden og erfaringer de bedste forudsætninger for at indgå i debatten. Og sygeplejersker har faktisk også – i henhold til de sygeplejeetiske retningslinjer – en pligt til gennem deres arbejde at 'medvirke til og påvirke de sundhedspolitiske tiltag sygeplejefagligt såvel i sundhedsvæsenet som tværsektorielt i samfundet'.
Befolkningens tillid til det danske sundhedsvæsen er generelt stor. Derfor skal vi også være meget opmærksomme på kvaliteten af ydelserne – og for mig at se forbedre kvaliteten, hvis vi fortsat skal bevare befolkningens tillid. Kvalitetsforbedringer er nødvendige flere steder i sundhedsvæsenet.
Derfor er det også mit håb, at sygeplejerskerne vil tage godt imod det udsendte debatoplæg og starte en fælles diskussion om de grundlæggende værdier og mål for sundhedsvæsenet ude på arbejdspladserne. Vi skal som sygeplejersker indtage en mere offensiv rolle bl.a. i formuleringen af de værdibaserede mål og i forbindelse med opfyldelsen af disse. Der er for mig at se ingen tvivl om, at den sundhedspolitiske debat herigennem vil kunne løftes – og dermed også medvirke til at skabe en sund udvikling inden for det danske sundhedsvæsen. Politikerne skal give os rammerne til dette.