Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tværfagligt landsdækkende kvalitetsudviklingsprojekt

Med udgangspunkt i de 67 forslag til kvalitetsstandarder formuleret i debatoplægget 'Den Gode Medicinske afdeling' (1) fra DSIM – Dansk Selskab for Intern Medicin i 1995, er et landsdækkende kvalitetsudviklingsprojekt iværksat.

Sygeplejersken 1997 nr. 44, s. 36

Af:

Karin Brems, oversygeplejerske,

Inge-Lise Aarøe, oversygeplejerske

Formålet er at udvikle redskaber til afdækning og belysning af kvalitetsniveauet på danske sygehuses intern medicinske afdelinger. Som en nødvendig forudsætning indgår såvel læger som sygeplejersker i et tværfagligt samarbejde om beskrivelse af relevante kriterier, standarder samt indikatorer i henhold til Sundhedsstyrelsens definitioner for samme i 1996-udgivelsen af 'Kriterier, standarder og indikatorer for kvalitet'.

Udgangspunktet er en overordnet fælles målsætning for kvalitetssikring og -udvikling af arbejdsgangene i afdelingerne. Et konkret mål er udarbejdelse af relevante måle- og styringsredskaber, som respekterer de enkelte afdelingers kulturer.

De seneste års fokus på den holistiske indfaldsvinkel til patientpleje og -behandlingsforløb, samt et ofte omfattende lokalt ressourceforbrug til sikring og udvikling af kvaliteten i egen afdeling, forsøges inddraget i et bredt landsdækkende tværfagligt samarbejde.

Projektets faser

Projektet strækker sig over tre faser: Fase 1 i 1997 og fase 3 formentlig i 1999.

Det vil primært være de enkelte projektafdelingers personalemedlemmer, der er knyttet til den daglige drift, som med deres dybdegående indsigt i det typiske patientforløb vil være drivkraften i udviklingsarbejdet.

Fase I beror på bearbejdning af de 67 forslag til præcise kvalitetskriterier, valg af kvalitetsindikatorer samt valg af metoder til dataindsamling.

En landsdækkende spørgeskemaundersøgelse til belysning af de 105 intern medicinske afdelingers interesse for deltagelse i udviklingsarbejdet, deres prioritering af de 67 forslag til kriterier samt suppleringer af samme er gennemført i foråret 1997. Undersøgelsen viste bred tilslutning til projektet.

Sluttelig iværksættes en variationsundersøgelse af en række forhold og hændelser forbundet med patientforløb i medicinske afdelinger. Undersøgelsen har en lægelig såvel som en sygeplejefaglig indfaldsvinkel.

Variationsundersøgelsen foretages første gang i efteråret 1997 og skal synliggøre variationer i pleje- og behandlingsforløbet mellem intern medicinske afdelingers patientklientel på en given dag.

I fase II vælger den enkelte afdeling at arbejde med et mindre antal af de fælles standarder. Afdelingen skal efterfølgende udvikle og afprøve de målemetoder, der knytter sig til det/de af de enkelte afdelinger udvalgte kriterier og indikatorer. Den første dataindsamling skal belyse den aktuelle standard. På baggrund af afdelingens fortolkning af datamaterialet iværksættes undervisning, ændring af arbejdsgange og andre tiltag til implementering af standarden. Efterfølgende gentages dataindsamlingen.

Ideen er, at man i 'generationer' af involverede afdelinger inden for en overskuelig tid kan afprøve implementering og dokumentation af samtlige kriterier. Materialet i forbindelse hermed arkiveres lokalt og i en fælles elektronisk databank, således at fremtidige projektafdelinger vil kunne drage nytte af andre afdelingers erfaringer med arbejdet tilknyttet et givent kriterium.

Indikatorer og målemetoder skal valideres, således at der ved projektets afslutning resterer valide redskaber for indikatorregistreringen, som den enkelte afdeling fortsat kan benytte til fastholdelse og udvikling af kvaliteten. Denne proces foregår som følge af projektets struktur sideløbende med selve udviklingsarbejdet, da flere afdelinger vil koncentrere sig om forskellige standarder, hvoraf visse vil være gengangere. Standarderne bliver således implementeret og indikatorer samt målemetoder valideret gentagne gange, inden projektet afsluttes.

I fase III gentages variationsundersøgelsen for belysning af effekten af implementeringen af standarderne.

Projektets struktur

Udviklingsarbejdet tager udgangspunkt i fem motiverede afdelinger – projektgruppens, der hver især arbejder med et eller flere af de beskrevne kriterier fra debatoplægget, 'Den Gode Medicinske afdeling'. Hver af de deltagende afdelinger er selvbestemmende, m.h.t. hvilke kriterier de ønsker at udvikle standarder for. Det forventes dog i projektsammenhæng, at alle bidrager til implementeringen af samtlige standarder.

Til hver af de deltagende afdelinger vil der knytte sig to observatører fra to fremtidige og tidligere projektafdelinger.

Et sådant projektarbejde på tværs af fag- og sygehusgrænser vil være kilde til inspiration, udveksling af erfaring og kontinuerlig samordnet opdatering af viden om kvalitetsniveauet på danske sygehusafdelinger, samt til fremtidig kontrol af samme i egen afdeling.

Projektet er iværksat af DSIM i samarbejde med DSI – Institut for Sundhedsvæsen, der indgår i projektet med henblik på metodeudvikling, implementering og validering. Projektet ledes til daglig af en tværfaglig projektgruppe. Der er opnået økonomisk støtte fra Fokus og Apotekerfonden. 

Nøgleord: Dansk Selskab for Intern Medicin, kvalitetsudvikling.