Faglig kommentar: Rødt lys eller rundkørsler

Jeg er skyldig. Medskyldig i hvert fald. Jeg har sandsynligvis været med til at supplere et uofficielt medicinskab på et plejehjem et sted i Danmark.

Jeg var engang med til at rydde op efter et dødsfald i familien. Der stod jeg så med nogle medicinrester og syntes egentlig, det var synd at sende det hele til destruktion, da der både var ubrudte pakninger og boblepakninger, der var taget af, men stadig med tydelig angivelse af indholdet. Jeg spurgte sygeplejersken, om hun kunne finde anvendelse for medicinen, så en anden patient kunne spare nogle kroner. Det kunne hun godt, og så skiltes vore veje.

Man kan sige meget godt om den snart ti år gamle ordning med, at beboere på plejehjem skal have egen læge og egen medicin og dermed ligestilles med andre gamle, som bor hjemme, men bøvlet kan det ikke undgå at være for de sygeplejersker, der skal ud og ind af private medicinskabe hver dag. Bøvlet er det også, hvis man lige står og mangler et eller andet, som man førhen kunne hente i institutionens medicinskab. Så det forarger mig ikke alvorligt, hvis nogle sygeplejersker har haft et lille nødlager. Jeg tvivler ikke på, at ansvarsfulde sygeplejersker har kunnet administrere en sådan lille uregelmæssighed fuldt forsvarligt.

Men det må man altså ikke, og det er nok også rimeligt at stramme op på denne praksis efter begivenhederne på Plejebo.

Til gengæld kan jeg frygte, at man går over gevind og i panik og måske også efter politisk pres indfører restriktioner og kontroller, der ikke blot gør hverdagen endnu mere bøvlet, men også overser, at sygeplejersker som hovedregel lever ganske godt op til deres professionelle ansvar og både kan tænke selv og vurdere risici i forbindelse med medicinhåndtering.

Rigide regler og forbud virker på samme måde som trafiklys:

Enhver kan fatte det fornuftige og rationelle i, at man skal holde for rødt lys. Men vi mærker også irritationen og stresset, når vi ikke glider glat igennem. Trafiklysene synes at skifte til rødt bare for at genere os, og vi kan blive tilbøjelige til at tage chancer. Skal vi speede op, når det skifter til gult, eller skal vi hugge bremserne i og risikere at få en op i bagsmækken?

Færre ulykker

Rundkørslen blev genopfundet om end i en ny og mindre udgave. Vejkryds, der tidligere kunne få blodtrykket til at stige, passeres nu uden stop, irritation og forsinkelse.

Forskellen, som jeg ser den, er, at rundkørslen ud over at give god oversigt, signalerer, at jeg har hovedansvaret for, at der ikke sker ulykker. Der appelleres til min hensyntagen, mit overblik og almindelig vigepligt. Jeg betragtes som en ansvarlig person, der kan tænke selvstændigt og er i stand til at vurdere en situation med dens muligheder og risici. Jeg vises tillid.

Trafikken glider, trafikanterne er gladere, og der sker færre ulykker, hvad der selvfølgelig er hovedformålet.

Sådan kan jeg også godt lide at have det i forhold til mit arbejde, og vis mig den sygeplejerske, som ikke har det magen til.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at diktater og snærende foranstaltninger, som udtænkes højere oppe i systemet og fjernt fra praksis, fører til større sikkerhed og bedre sygepleje. Nødvendige og fornuftige sikkerhedsforanstaltninger må udtænkes af dem, der skal arbejde med dem. Det kan også føre til selvjustits, selvkontrol og registrering. Til gengæld er der så større sandsynlighed for, at man overholder de regler, man selv har indset fornuften i.

Man kan frygte, at Plejebosagen fører til panikhandlinger. Men jeg kan også frygte, at denne helt usædvanlige sag med hele sit indhold af dramatik og chok kommer til at overskygge en anden sag, der er vores fag langt mere vedkommende. Sagen om den påståede vanrøgt af beboerne på plejehjemmet i Solna bør i langt højere grad føre til selvransagelse blandt sygeplejersker og andet plejepersonale, i amter og kommuner.

Her lige før kommunevalget var det måske på sin plads at spørge politikerne direkte, hvilken standard de accepterer på sygehuse og plejehjem. Hvor mange procent af patienterne må få tryksår og få for lidt at spise, og hvor ofte skal de have tilbudt bad? Man kunne også spørge, om de kender standarden på institutioner, de har ansvar for, for det var måske helt godt at få frem i lyset.