Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Medicingivning på eget ansvar

Social- og sundhedsassistenten har selvstændigt ansvar og kompetence ved medicingivning, og sygeplejersken kan derfor hverken uddelegere eller tage ansvaret for dette. Begge faggrupper mangler korrekt og relevant viden på området.

Sygeplejersken 1997 nr. 46, s. 21-22

Af:

Bo Kristian Nielsen, social- og sundhedsassistentelev

Lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser m.v. står der blandt andet, at ''social- og sundhedsassistentuddannelsen har til formål at kvalificere til selvstændigt at varetage grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver i social- og sundhedssektoren.''

Hvad er så selvstændighed for en social- og sundhedsassistent? Ja, det står ganske præcist forklaret i Sundhedsstyrelsens 'Vejledning til ansættelsesmyndigheder om muligheder for at anvende social- og sundhedsassistentens kvalifikationer'.

Heri står: ''Ved selvstændighed forstås, at social- og sundhedsassistenten selv kan tage initiativer inden for sit arbejdes område, selv har ansvar for kvalificeret udførelse af sine opgaver og selv tager initiativ til at indhente fornøden oplysning og supervision.''

Det hedder videre: ''Social- og sundhedsassistenten er som alle andre personalegrupper underlagt ledelsens arbejdstilrettelæggelse og arbejdsfordeling og skal følge de for stedet gældende retningslinier.''

Specifikt om medicingivning står der i uddannelsesbekendtgørelsen:

''Ansættelsesstederne kan forvente, at en social- og sundhedsassistent kan udføre medicingivning efter gældende retningslinier herom.''

Det vil med andre ord sige, at social- og sundhedsassistenten selv har ansvaret for opgaver, som han/hun har udført, herunder medicingivning, samt at det er ledelsen på det pågældende arbejdssted (og altså ikke den menige sygeplejerske!), der bestemmer, hvilke opgaver – fx medicingivning – social- og sundhedsassistenten skal tildeles.

Da social- og sundhedsassistenten således har et selvstændigt ansvar og en selvstændig kompetence i forhold til medicingivning, kan sygeplejersker altså ikke uddelegere medicingivningsopgaver til social- og sundhedsassistenterne. Følgelig kan de ej heller have ansvaret for dette.

Sundhedsstyrelsens vejledning udtrykker sig klart om delegeringsproblematikken: ''Der er således ikke tale om delegation fra sygeplejerskens virksomhedsområde i tilfælde, hvor social- og sundhedsassistenten, på basis af sin generelle parathed fra uddannelsen, får konkret oplæring for at kunne varetage grundlæggende sygeplejeopgaver, herunder tilhørende medicingivningsopgaver.''

Det er derimod sygeplejerskernes juridiske ansvar at sikre kvaliteten af oplæringen i medicingivning, forudsat det er dem, som står for dette. Det er ikke nyt for sygeplejerskerne at skulle dokumentere sygeplejen, og også ved opgaven medicinoplæring af social- og sundhedsassistenterne vil behørig dokumentation af følgende tre punkter være vigtig:

  • At der er givet den relevante undervisning/oplæring.
  • At social- og sundhedsassistenten har vist, at han/hun har forstået undervisningen og kan udføre den i praksis.
  • At social- og sundhedsassistenten har accepteret kompetencen. Samtidig med sygeplejerskens ansvar for oplæringen, har social- og sundhedsassistenten også selv et ansvar for at sikre sig kvalificeret oplært til opgaven.

Ledelsen bestemmer

Da dét at oplære social- og sundhedsassistenter til selvstændig kompetence er et nyt område, vil det være hensigtsmæssigt, at ansættelsesmyndighederne i samarbejde med social- og sundhedsskolerne, sygeplejerskerne, social- og sundhedsassistenterne samt embedslægen udarbejder nogle mere formelle retningslinier på området.

Dette skulle ske

  • for at tilgodese social- og sundhedsassistentens behov for at kunne dokumentere sin kompetence fx ved ansættelse på anden arbejdsplads og i forbindelse med lønforhandling og
  • for at tilgodese den oplærende parts behov for juridisk dokumentation for oplæringen.

Også andre faggrupper, som oplærer social- og sundhedsassistenter – fx ergoterapeuter og pædagoger, vil selvsagt skulle involveres i et sådant samarbejde.

Det skulle hermed fremgå klart, at proceduren er:

  1. ledelsen bestemmer, hvilke medicingivningsopgaver social- og sundhedsassistenten skal have på det pågældende arbejdssted
  2. efter dette oplæres og kvalificeres social- og sundhedsassistenten i de pågældende medicingivningsopgaver, og oplæringen dokumenteres
  3. herefter har social- og sundhedsassistenten selv ansvaret, og har desuden selv både pligt og ret til at søge supervision på området, ligesom han eller hun selv har pligt og ret til at sige fra over for opgaver, som han/hun ikke oplever sig kvalificeret til.

Dette betyder, at såfremt uheldet er ude, og der fx sker en fejl, når social- og sundhedsassistenten giver medicin, og sygeplejersken har dokumentation for, at kvalificeret oplæring af social- og sundhedsassistenten har fundet sted, så står sygeplejersken ikke

Side 22

juridisk til ansvar for fejlen. Hvis der som følge af fejlen skulle blive indgivet en klage, er social- og sundhedsassistenten omfattet af klageadgangen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og står selv til ansvar.

For at sygeplejerskers og social- og sundhedsassistenters fremtidige samarbejde skal være velfungerende, er det vigtigt, at der er en gensidig forståelse for og indsigt i hinandens arbejde, således at man har en respekt for kvaliteterne ved såvel det specialiserede arbejde som det brede og helhedsorienterede arbejde.

Sådanne forhold kan bl.a. iværksættes ved, at de to faggrupper undervises i relevant og korrekt viden.

Fejl i lærebog

På sygeplejeskolen i Århus undervises de sygeplejestuderende imidlertid i medicin blandt andet med udgangspunkt i bogen 'Lægemiddellære og akutte forgiftninger', Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1993. Heri hedder det: ''Det er sygeplejerskens ansvar at sikre sig, at social- og sundhedsassistenter udfører medicingivning i overensstemmelse med deres ansvars- og kompetenceområde.''

Ud fra tidligere nævnte lov og bekendtgørelse på området må det fastslås, at denne bogs citat er et ukorrekt og uhensigtsmæssigt udgangspunkt for sygeplejerskerne at samarbejde med social- og sundhedsassistenterne på.

Det er vigtigt for sygeplejerskernes arbejdsmiljø, at de føler sig afklarede omkring spørgsmålet 'hvem har ansvaret for hvad?' Desuden er det uhyre vigtigt for social- og sundhedsassistenternes motivation for løbende at kvalificere sig med hensyn til medicingivning samt overvejelser omkring at påtage sig arbejdsopgaver, at de véd, at de selv har ansvaret for udførelsen af og kvaliteten af disse.

Bo Kristian Nielsen er social- og sundhedsassistentelev på Hold A7, Århus Social- og Sundhedsskole.