Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hjælp til de hjemvendte

Det går langsomt fremad i Bosnien, men trods alt er mange flygtninge vendt hjem. Den danske sygeplejerske Gete Bjerring har været med til at opbygge lokale kontorer, der bistår de hjemvendte. Arbejdet kræver tålmodighed, og situationen i det krigshærgede land er stadig meget skrøbelig.

Sygeplejersken 1997 nr. 48, s. 12-13

Af:

Torkil Sørensen, journalist

Genopbygningen af Bosnien er i gang, selv om det går langsommere end forventet efter Dayton-aftalen. Her er det Nationalbiblioteket i Sarajevo, der er ved at komme til live igen. Foto: Thorkil Sørensen.

Bosnien har stadig brug for hjælp til genopbygning, selv om det nu er to år siden, det lykkedes at få de stridende parter til at underskrive en fredsaftale, kendt som Dayton-aftalen. Men måske landet allermest har brug for en særdeles omfattende psykiatrisk bistand.

Dayton-aftalen fik en blandet modtagelse – og den har to år senere også vist sig at være en blanding af succes og fiasko. Våbnene har stort set hvilet, siden aftalen blev indgået, men der er fortsat langt til normale tilstande i Bosnien-Hercegovina. Det etniske had er fortsat så stærkt, at kun ganske få flygtninge har turdet rejse tilbage til områder, hvor de nu er i mindretal. Selv om genopbygningen er i gang, så kan man overalt i det bjergrige land se byer og landsbyer i ruiner. Nogle huse har ligget for tæt på krigens fronter, mens andre er blevet bevidst ødelagt af tidligere naboer, som ikke mere ønskede at bo sammen med folk fra andre etniske grupper.

Den danske sygeplejerske Gete Bjerring var i Tuzla i det nordlige Bosnien, da Dayton-aftalen blev underskrevet.

En uge før var der faldet en klyngebombe i en lille by uden for Tuzla. Ti børn blev dræbt. Gete Bjerring var tilfældigvis sammen med det lokaltansatte personale, da fredsaftalen endelig blev underskrevet. Ingen åbnede champagneflasker:

''De var lidt mistroiske og lidt bedrøvede over, at Bosnien kom til at se ud, som den gjorde. De fleste havde oplevet mængder af våbenhviler, der måske kun holdt et kvarter. Så der var skepsis,'' fortæller Gete Bjerring.

Gete Bjerring ledede Dansk Flygtningehjælps psykosociale projekter i Tuzla i 1995 (1). I efteråret 1996 tog hun igen af sted til Bosnien. I anden omgang var opgaven at hjælpe bosniske flygtninge, der valgte at rejse hjem igen – at repatriere.

Med hovedkontor i Sarajevo har Gete Bjerring opbygget en række lokale repatrieringsteam støttet af det danske Udenrigsministerium gennem de tre hjælpeorganisationer Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet og Caritas Danmark.

Plaster på såret

Selv om der stadig er spændinger, kan situationen i 1995 og 1997 ikke sammenlignes, fortæller Gete Bjerring.

''Dengang havde vi internationale hjælpearbejdere pligt til at rapportere over radioen, når vi kørte ud af byen. Sådan er det ikke mere. Jeg kan køre, hvorhen jeg vil. Dog har jeg alligevel min radio åbnet, for at høre om der sker noget. Men situationerne kan slet ikke sammenlignes. Selv om det er en tvungen fred, så er der ingen, som smider granater i Sarajevo. Der er heller ingen snigskytter mere. Der er bevægelsesfrihed i modsætning til tidligere.

Det gør stadig indtryk, når jeg kører gennem landet og ser de ødelagte huse. Men det er et land i genopbygning. Folk er myreflittige – måske for hurtigt at komme et plaster på såret. Det er ikke godt at vide, hvad der sker neden under plasteret, men kan vi ikke glemme det lidt ...''

Det sidste siger Gete Bjerring med et skævt smil. Som sygeplejerske er hun naturligvis helt bevidst om, at et sår ikke automatisk forsvinder af at blive dækket til. Og som psykiatrisk sygeplejerske ved hun, at traumer ikke forsvinder af at blive fortrængt. Men det bliver faktisk af og til diskuteret, hvordan folk vil reagere, hvis krigen vender tilbage til Sarajevo:

''Nogle af de lokaltansatte siger, at de ikke holder til, hvis krigen starter igen. Ikke en uge uden vand og elektricitet og med granatangreb. De vil rejse. Hvis krigen bryder ud igen, tror jeg, at man kan forvente en enorm flygtningestrøm. Almindelige mennesker er trætte af krigen, og vil ikke udsættes for mere. Jeg har haft det på samme måde. Der var forskellige tragiske hændelser, mens jeg var i Tuzla. Der faldt en bombe midt på torvet og en anden ramte en kaserne. Det var tragisk, men i hverdagen udvikler man en form for rå humor som overlevelsesstrategi. Her i anden omgang vidste jeg fra starten, at hvis krigen startede igen, så ville jeg tage hjem. Det vil jeg ikke udsættes for en gang til.''

Gete Bjerring kom tilbage til Bosnien i oktober 1996 for at opbygge repatrieringsenheder tilknyttet eksisterende, danske projekter:

''I 1996 kom 240.000 flygtninge tilbage og af dem var mindretallet hjemvendte fra udlandet. De fleste var altså internt fordrevne, som måske blot flyttede nogle kilometer. Men det kan være lige så besværligt at flytte to som tusind kilometer, specielt her. Det betyder fx vanskeligheder, hvis de som muslimer flytter til en kommune, der er kroatisk. Men ud over de officielle hjemrejser er der også mange, der blot spontant kommer tilbage. Nogle bliver godt modtaget af gamle naboer – andre ikke. Nogle kommuner føler, de har nok problemer med internt fordrevne, så de ønsker ikke, at folk vender tilbage. Jeg hørte en borgmester sige, ''skal vores mænd, der har været udsat for overgreb fra den anden side, igen bo sammen med dem.''

Jeg tror ikke, det er let at komme

Side 13

tilbage, og jeg tror, processen kommer til at tage mange år. Alligevel tror jeg, mange vil vende tilbage. Måske ikke så meget fra Danmark, men internt fordrevne eller flygtninge fra lande som Ungarn og Tjekkiet.'' 

SY-1997-48-12-1cGete Bjerring, der netop er tiltrådt som vicechefsygeplejerske på Fjorden i Roskilde, har i to omgange fulgt udviklingen i Bosnien. Langsomt er det blevet fredeligere, men der er mange forhindringer for flygtningenes hjemrejse.

Familiesammenhold

Det er ikke kun følgerne af krigen, der gør tilværelsen i Bosnien forskellig fra hverdagen på et dansk sygehus:

''Ting tager lang tid her. Nogle gange må man bare trække vejret og vente fjorten dage. Den skandinaviske mentalitet med hurtigt at ville ordne noget, der er i stykker, er ikke umiddelbart holdningen her. På den anden side er jeg imponeret over familiesammenholdet. Familierne er store, men man har styr på kusiner og fætre. Jeg har kusiner og fætre, som jeg ikke har set i 30 år, men det ville ikke forekomme her. Folk er høflige og venlige. Nogle gange er det høflig fernis, men andre gange er det dybtfølt ment. Jeg vil ikke gøre mig klog på den bosniske folkesjæl, men sommetider kan den næsten virke grundtvigiansk. Det er Europa. Der er noget fremmed i det barbari, der kunne starte krigen, men der er også noget her, der er meget dansk.

Gete Bjerring blev færdig som sygeplejerske i 1977. Siden 1980 har hun været psykiatrisk sygeplejerske. Samtidig har hun arbejdet med undervisning, og haft forskellige lederstillinger. Bl.a. har hun været oversygeplejerske på psykiatrisk-psykoterapeutisk afdeling på Stolpegården i Gentofte. Selv om Bosnien som nævnt kunne se ud til at bruge psykiatrisk bistand, så har Gete ikke så meget direkte brugt sin sygeplejefaglige baggrund. I de to job som udsendt har hun mere udnyttet sin erfaring. Især har hun været glad for ledelses- og undervisningserfaring:

''Her har jeg dog arbejdet med ledelse under helt andre omstændigheder. Nogle bliver lidt forskrækket over det at tage til et sted som Bosnien, men der er absolut noget at hente i at prøve sig selv af i omgivelser, der er helt anderledes end de vante. Man må lære at rumme sig selv på en anden måde – også i stresssituationer.''

Brug for tålmodighed

Man skal være tålmodig for at beskæftige sig med hjemrejse til Bosnien. I forholdet til forventninger om at 1997 skulle blive det helt store hjemrejseår, så går det langsommere. Situationen er stadig skrøbelig. En uge er det en succeshistorie, at 500 muslimer vender tilbage til Jajce-området nord for Sarajevo. En uge efter er de fordrevet af ophidsede kroater. Det store problem er de mange flygtninge og fordrevne, der kommer fra områder, som andre etniske grupper nu har kontrol over. Ifølge Dayton-aftalen burde der være fri bevægelighed og ret til hjemrejse, men på disse punkter svarer aftalen ikke til virkeligheden.

Gete Bjerring er trods de svære betingelser godt tilfreds med sine repatrieringsteam. Det tager tid at opbygge den slags arbejde, der er mindre synligt end genopførsel af huse, men det vil virke på sigt:

''I repatrieringsprojektet har vi især arbejdet med uddannelse og træning af samarbejdspartnere, der er små lokale hjælpeorganisationer og kommuner i områder med mange hjemvendte. En del kommuner i det centrale Bosnien er blevet delt i to – en kroatisk og en muslimsk. 11 af disse kommuner var indkaldt til rundbordssamtale. Det var første gang de var samlet til fællesmøde på tværs af de etniske skel. Det gik. Stemningen var ganske vist tung i starten, men dialogen startede langsomt, og i øjeblikket kan man ikke forvente mere end en forsigtig tilnærmelse. Men det var tydeligt, at det blev mere og mere livligt med snak i pauserne, og der var ingen, der gik fra mødet før tiden.''

Lugt af angst

Fra Tuzla kender Gete Bjerring de skoler og andre bygninger, hvor mange flygtninge inden for Bosniens grænser har været indkvarteret i årevis:

''Nogle var flygtninge for anden – eller for de ældre kvinders vedkommende – tredje gang i deres liv. Man kan kun gisne om, hvad det gør ved mennesker at efterlade historier og familiebilleder

Side 41

og alting for endnu en gang at forlade sit hjem. Mange boede indkvarteret i skoler, hvor måske 20 mennesker delte et klasseværelse, så det at kunne komme væk fra disse indkvarteringer for at foretage sig noget nyttigt havde stor betydning. Bare at komme væk fra lugten i sådan et rum. Det er ikke noget med, at flygtninge er snavsede eller ikke vasker sig, men der lugter af angst og fortvivlelse.

Man kan kun ønske, at der gradvist vil blive mindre grund til angst for morgendagen. Fortvivlelsen over den forfærdelige tid, Bosnien har været igennem, kan nemlig ikke forsvinde.''

Tilbage i Danmark

Gete Bjerring har været af sted til Bosnien i to omgange for at klare forskellige typer opgaver, der har svaret til den ændrede udvikling i landet.

Første september i år tiltrådte hun en stilling som vicechefsygeplejerske på Roskilde Amtssygehus Fjorden, der er et selvstændigt sygehus for psykiatriske patienter:

''Jeg vil ikke køre i bil resten af livet. I min anden periode i Bosnien kørte jeg tit 700 km om ugen på bosniske veje. Den sidste tid holdt jeg mig fra de serbiske områder, hvor situationen igen er mere spændt. Formentlig ville der ikke ske noget ved at køre der, men jeg havde ikke lyst til at blive hængende et eller andet mærkeligt sted, lige inden jeg skulle tilbage til Danmark,'' siger Gete Bjerring.

Torkil Sørensen er journalist i Dansk Flygtningehjælp.

Nøgleord: Bosnien, Dayton-aftalen, Gete Bjerring, udland.