Husk fagets værdier

Bo Andersen: ''Man taler om djøficering. Men djøf'erne udfylder det tomrum, der bliver, når politikerne ikke kan forstå, hvad læger og sygeplejersker siger.'' Foto: Kirstine Theilgaard.

Vær konkret. Stil krav, og gerne krav, der rækker ud over næste budgetår. Men husk altid at tage udgangspunkt i det, der gjorde, at man i sin tid valgte at blive sygeplejerske.

Det er sundhedsøkonomen Bo Andersens råd til de sygeplejersker, der følger Dansk Sygeplejeråds opfordring til at deltage i den sundhedspolitiske debat.

Han hilser Sygeplejerådets oplæg til medlemsdiskussion meget velkommen. Efter hans opfattelse kan det føre til en gavnlig afklaring af Dansk Sygeplejeråds rolle i den offentlige debat.

Værdifællesskab

''Hvis jeg skal kommentere den udvikling, jeg har set i de senere år, så kan jeg godt forstå, hvis den enkelte sygeplejerske har svært ved at forholde sig til den politiske proces i forbindelse med sundhedsvæsenet.

I organisationen har man fokuseret på mere i løn. Og det tror jeg ikke, nogen sygeplejerske er uenig i. Problemerne opstår, hvis man ikke samtidig har værdidimensionen med.

Hvis man glemmer at forholde sig til, hvad der overhovedet har fået medlemmerne til at uddanne sig til sygeplejersker, så kommer organisationen til at fremstå som en, der kun varetager egne og ikke patienternes interesser.

For der er ingen, der har valgt at blive sygeplejerske for lønnens skyld. Derfor er Dansk Sygeplejeråd heller ikke kun en lønmodtagerorganisation. Der er i allerhøjeste grad tale om et værdifællesskab.

Hvis man ikke får defineret det på en måde, som sygeplejerskerne ude i patientleddet kan identificere sig med, så skal man ikke regne med, at organisationsprocenten bliver ved med at være så høj.''

Patienten er målet

Meget enkelt kan det fælles mål for alle, der arbejder i sundhedsvæsenet, defineres som 'at gøre det så godt for patienten som muligt', mener Bo Andersen.

Det er ganske vist hverken præcist, operationelt eller måleligt, men det bliver så de enkelte faggruppers opgave at konkretisere det overordnede mål – hver ud fra den viden og faglighed, de har med sig.

''Når Dansk Sygeplejeråd fx taler om et offentligt sundhedsvæsen som et mål, er det lønmodtagerorganisationen, der taler,'' siger Bo Andersen.

''Jeg er slet ikke uenig i argumenterne for, at sundhedsvæsenet skal være offentligt. Men hvis man tager patienten som udgangspunkt, så er det væsentlige for patienten ikke, om sundhedsvæsenet er privat eller offentligt.

Patienten ønsker den bedst mulige behandling. Det er målet. Så kan man bagefter diskutere, om den bedste behandling opnås i et offentligt eller privat system. Det er snarere en diskussion om strategi.''

Konkret og offensiv

Når sygeplejerskerne er enige om værdigrundlaget, må de til gengæld meget gerne formulere krav, som både er mere konkrete og mere offensive end dem, der indgår i Dansk Sygeplejeråds debatoplæg.

''Man kan fx definere sine mål som rettigheder for patienterne, ret til den og den sygepleje, som man ud fra sin faglige viden og det daglige arbejde med patienterne ved vil gavne dem.

Og det skal være mål, man kan følge op på. Et mål som 'patientens selvbestemmelse skal være reel' er for diffust. Den slags mål skaber masser af dialog, men ingen konsekvens.

Hvis man opstiller for mange mål, bliver opfølgningen også et problem. Det, vi har brug for, er de få, virkelig betydende mål, som for patienten er de vigtigste.''  

Fag eller fagforening

Bo Andersen, der har været økonomichef på Hillerød Sygehus og i dag er hospitalsdirektør på Københavns Kommunehospital, har erfaring for, at sygeplerskerne sagtens kan finde ud af at markere sig i den interne debat på sygehusene. Men han savner deres indlæg i den offentlige debat.

''Lægerne har været gode til at fremstå som patienternes advokater. Men vi har brug for andre faggruppers vinkler også.

Og vel at mærke med faglige argumenter. Ellers står man som udenforstående tilbage med spørgsmålet: Siger de det her for patienternes skyld eller for at forsvare deres egne stillinger?

Et eksempel er konverteringsdebatten, som jeg har oplevet i Frederiksborg Amt. Og hvor jeg personlig ikke syntes, jeg blev overbevist af sygeplejerskernes argumenter for, at der kun skulle være sygeplejersker på afdelingerne.

Et andet eksempel er den holdning, at det kun er sygeplejersker, der kan uddele medicin. Dér savner jeg en faglig argumentation for, hvordan den politik understøtter det fælles mål – patientens bedste.''

Djøficeringen

Bo Andersen understreger, at det ikke kun er sygeplejerskerne, han gerne ser argumentere fagligt for deres krav og forslag. Det gælder alle faggrupper.

''Uanset hvilke faggrupper der er tale om, har man ikke været særlig gode til at knytte sine forslag op på, hvad der gavner patienten. I stedet for en saglig debat får man en diskussion, hvor det gælder om at råbe højest.

Man taler meget om djøficering af sundhedsvæsenet. Men djøf'erne udfylder det tomrum, der bliver, når politikerne ikke kan forstå, hvad læger og sygeplejersker siger.

Politikerne har brug for et konkret beslutningsgrundlag, så de tager djøf'erne til sig i det håb, at de kan forklare dem, hvad lægerne og sygeplejerskerne mener. Det er ikke nogen misundelsesværdig rolle, og der går meget tabt i den oversættelse.

Der er brug for, at faggrupperne begynder at tale et sprog, politikerne kan forstå, og præcist beskriver, hvad konsekvenserne af de forskellige politiske valg vil være.

Så bliver debatten pludselig kvalificeret, og man undgår den overdrevne fokusering på økonomien, som har været en følge af djøficeringen.

Nogle vil måske undre sig over at høre det fra en økonom som mig, men man skal passe på, at der ikke går for meget økonomi i den politiske proces.

Sundhedsvæsenet skal ikke indrettes på baggrund af, hvad vi har råd til, men på baggrund af, hvad vi gerne vil med det.

Først må vi blive enige om nogle mål, så kan vi bagefter diskutere, hvor meget vi har råd til at opfylde.''

Nuancér debatten

Bo Andersen er ikke i tvivl om, at faggrupperne vil få større gennemslagskraft, hvis de kan konkretisere deres mål. Men de skal samtidig passe på ikke at stille målene for firkantet op, dvs. for generelt.

''Jeg er fx meget skeptisk over for ideen om en generel ventetidsgaranti på tre måneder. Jeg er ikke sikker på, at det er det, patienterne ønsker.

Oftere er problemet måske selve usikkerheden, at man ikke ved, hvornår man kommer til. Måske er patientens behov i virkeligheden noget andet end det meget firkantede, man lægger sig fast på politisk.

Et andet eksempel er kontinuiteten, som bestemt er vigtig for nogle patientgrupper. For vores geriatriske patienter her på Kommunehospitalet er der fx ingen tvivl om, at det er vigtigt at blive fastholdt i en dagligdag uden for mange forandringer.

Men for yngre, elektive patienter er behovet for kontinuitet måske snarere en frygt for, at information kan gå tabt. For dem er det ikke så afgørende, at det er den samme læge, de ser, hvis man fx med en elektronisk patientjournal kan sikre, at informationen forbliver i systemet.

Et tredje eksempel kunne være inddragelse af pårørende. Det er utrolig vigtigt for vores gamle demente patienter, at de pårørende og netværket på et meget tidligt tidspunkt lærer at håndtere situationen.

I visse dele af psykiatrien er det derimod afgørende, at man ikke inddrager de pårørende.

Hvis sygeplejerskerne og andre, der kender patienterne, ikke bringer disse ting ind i debatten, så får vi de firkantede løsninger.''

Aldrig uforpligtende

For en sundhedsøkonom som Bo Andersen er den politiske debat grundlæggende en prioriteringsdebat. Det har ikke ændret sig, selv om der er begyndt at komme flere penge til sundhedsvæsenet i de seneste år.

''Det er jo det samme valg, der skal tages, hvad enten man diskuterer, hvor man skal tilføre penge, eller hvem man skal tage pengene fra: Hvor gør det mindst ondt på patienterne? Og hvor får patienterne mest gavn af pengene?

Det er en fejltagelse at tro, at man kan tage en uforpligtende snak om, hvad sundhedsvæsenet skal indeholde. Når man beskriver dét, har man også valgt, hvordan ressourcerne skal bruges.

Derfor må man aldrig nøjes med at definere et enkelt område som indsatsområde. Man er nødt til at se på, hvad konsekvensen bliver fx for den medicinske og den psykiatriske patient, når man vælger at udbygge hjertekirurgien.''

Det er også i den lokale prioriteringsdiskussion, han i høj grad savner de menige sygeplejerskers bidrag.

At turde vælge fra

Mens Dansk Sygeplejeråd har en rolle at spille i den landspolitiske debat, er det mindst lige så væsentligt at få de lokale bidrag på bordet.

''Prioritering er jo hele tiden et spørgsmål om at se på, hvem der har mest brug for pengene i år.

I den forbindelse må man huske, at forholdene ikke er ens. Det kan godt være, at der er brug for en styrkelse af psykiatrien på landsplan. Men i HS, hvor man har gjort meget for psykiatrien i de seneste år, er det måske en speciel gruppe medicinske patienter, som har størst behov.

Her er der virkelig mulighed for at kvalificere den politiske debat med et fagligt input. Men det kræver, at man også tør sige, hvem der ikke skal have pengene. Vi kan alle sammen bedst lide at vælge til. Men det er også nødvendigt at vælge fra.''

Problemet er imidlertid at få debatten om det største behov flyttet fra det, der umiddelbart er til at måle, tilføjer Bo Andersen.

''Det er jo en proces i sig selv at acceptere, at vi også må måle på de kvalitative dele af vores aktiviteter. Det har vi altid vægret os ved.

Men hvis vi fx mener, at livskvalitet må tælle, må vi også kunne gøre op, om patienten fik en bedre eller dårligere livskvalitet af det, vi gjorde.''

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, interview, konference, sundhedspolitik, sundhedsøkonomi.