Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Den ultimative behandling
Dødshjælp er forbudt i Danmark, og begreber som aktiv og passiv dødshjælp anerkendes ikke, hverken i lægeloven eller Sundhedsstyrelsen. Overlæge i Sundhedsstyrelsen Michael von Magnus præciserer i dette interview med sygeplejefaglig medarbejder Anne Vesterdal, at morfindrop er den ultimative behandling, der først må gives i den terminale fase. Hvis patienten ikke har smerter eller ikke er i en tilstand af angst eller uro, må man ikke benytte morfindrop.
Sygeplejersken 1997 nr. 49, s. 6-10
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Lindring med morfindrop kan betyde, at livet bliver en smule afkortet. Derfor må droppet først gives så sent i forløbet, at der er tale om den terminale fase. Foto: Søren Svendsen
Affødt af Plejebosagen er diskussionen om forskellen mellem smertelindring og dødshjælp blusset op blandt sygeplejersker. Nogle har følt sig usikre og urolige, andre har hævdet, at smertelindring til døende patienter jævnligt har karakter af dødshjælp.
Der synes også at være tale om nogen sammenblanding af begreberne. Vi har åbenbart at gøre med en gråzone, hvor grænserne mellem det tilladte og det utilladelige trænger til at blive trukket skarpere op.
Selv om sygeplejersker ikke har fagligt ansvar for medicinsk behandling, vil de ofte være så dybt involveret i den lindrende, terminale behandling ved at administrere lægeordinationerne, at de i praksis er medansvarlige for behandlingen.
En læge skal udøve sin gerning omhyggeligt og samvittighedsfuldt og efter evne lindre smerte og hjælpe den syge med at genvinde sit helbred,'' står der i de etiske regler for læger (1).
Den medicinsk-teknologiske udvikling har imidlertid medført, at læger i visse situationer kan komme til at føle sig i klemme mellem straffeloven og de etiske regler for læger, idet tilstrækkelig smertebehandling i nogle situationer kan forkorte en patients liv, typisk fordi fx opioider i større doser virker respirationshæmmende. Nogle læger har også frygtet at komme i konflikt med straffeloven, hvis de ophørte med at behandle en døende patient, fx ved at slukke for en respirator eller ved at seponere livsvigtig medicin.
For at kunne sikre døende patienter tilstrækkelig smertebehandling i deres sidste levetid, uden at lægen risikerer at gøre sig skyldig i en strafbar handling, er lægeloven ændret den 20. juli 1995 med virkning fra 1. januar 1996.
Under 'Lægens pligter' (2) står der nu, at læger ikke må indlede eller fortsætte en behandling mod patientens vilje. I situationer, hvor en patient er uafvendeligt døende, kan lægen undlade at påbegynde eller fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet for dødens indtræden. I de samme situationer kan lægen give smertestillende og beroligende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre, at døden fremskyndes. Dette gælder også i situationer, hvor patienten hverken er i stand til at udtrykke sin vilje eller i forvejen har udtrykt denne i et livstestamente. (Se boksen om lægens pligter side 8).
Denne sidste udgave af lægeloven er resultatet af såvel lægers som interesseorganisationen 'Landsforeningen Mit Livstestamente's årelange argumenter for at få legaliseret en udbredt og i vid udstrækning accepteret praksis.
De etiske og medicinske problemstillinger har dog ikke været fuldt afklarede med denne ændring af lægeloven.
Der har været forskellig praksis, hvad angår behandling med opioider til døende patienter. Der er også eksempler på, at opioidinfusion, i daglig tale morfindrop, er blevet administreret på en måde, der ikke har kunnet begrundes med patientens behov for smertelindring.
En konkret klage fra nogle pårørende førte til, at Sundhedsstyrelsen i december 1995 udsendte en vejledning til landets sygehuse om, hvordan intravenøs opioidbehandling til terminale patienter bør administreres. ( Se boksen med Sundhedsstyrelsens vejledning af 6. december 1995).
Dødshjælp forbudt
Overlæge i Sundhedsstyrelsen Michael von Magnus har kommenteret og uddybet lægeloven af 1995 og 'Vejledning vedrørende
Side 7
kontinuerlig intravenøs opioidinfusion til terminale patienter'.
– I lægeloven benyttes ikke begreber som 'passiv og aktiv dødshjælp'. Begrebet 'dødshjælp' synes kun at eksistere blandt lægfolk og i medier. Hvilke overvejelser ligger bag fravalget af disse almindeligt anvendte udtryk?
''Loven taler ikke om dødshjælp, fordi dødshjælp er forbudt. Loven kom til at indeholde bestemmelser om retten til at frasige sig livsforlængende behandling på foranledning af 'Landsforeningen Mit Livstestamente'. Bag disse bestemmelser lå det problem, at nogle læger anså det som deres pligt at behandle aktivt og intensivt, selv om man kunne forudse, at døden var uafvendelig. Det blev også i loven præciseret, at læger måtte afhjælpe patientens smerter og uro, selv om denne behandling kunne fremskynde dødens indtræden. Derfor er der ikke tale om dødshjælp, men om behandling, som i visse situationer vil kunne medføre, at døden indtræder lidt tidligere, end hvis man ikke havde givet behandlingen.
Denne behandling kan bestå i at hjælpe patienten med smertestillende medicin og/eller i at undlade behandling. Udgangspunktet er patientens interesse.
Det vil så af nogle kunne tolkes, som at man giver aktiv eller passiv dødshjælp, men det er ikke det, der er tale om. Der er tale om, at man hjælper patienten i den sidste stund.
Aktiv og passiv dødshjælp er begreber, der bruges i pressen og i visse fagkredse, men det bruges ikke i loven, og det bruges ikke i Sundhedsstyrelsen.''
Eksakte doser
– 'Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende kontinuerlig intravenøs opioidinfusion til terminale
Side 8
patienter' af 6. december 1995 indeholder forslag til både præparater og dosering, og hvordan stofferne kan administreres.
''Morfindrop anvendes i situationer, hvor man står over for en patient, som uafvendeligt vil dø inden for kort tid, og med kort tid menes der dage. Det er for at skåne patienten for smerter, angst eller uro i disse sidste dage, man anvender morfindrop.
Vi er efterfølgende blevet klar over, at man måske skulle have undgået at angive eksakte doser, men det er kun en vejledning.
Vejledningen er da også blevet kritiseret, bl.a. af børnelæger, og vi burde måske have undgået dosisangivelserne og have overladt sådanne beregninger til lægerne selv. Men vejledningen er ment som en hjælp til afdelingerne, fordi vi var bekendt med, at man anvendte forskellige doser. I vejledningen angives en brugbar dosis, men der er andre muligheder.''
– Al anden medicin skal seponeres, når opioidinfusion tages i brug. Hvad er forklaringen herpå? Nogle former for behandling kan i sig selv være lindrende, fx diuretika, nitroglycerin og laksantia.
''Når en patient får morfin på denne måde, vil det tage alle former for smerter, og så er der ikke brug for anden medicin. Hvis man fortsatte med at give anden medicin, ville det betyde, at man havde en eller anden tro på, at patienten havde en mulighed for bedring, dvs. at man ikke anså patienten som uafvendeligt døende, uanset behandling.
Det er nok det, folk har så svært ved at forstå. Morfindrop er den ultimative behandling, der først må gives så sent i forløbet, at der er tale om den terminale fase, da denne lindring kan betyde, at livet bliver en smule afkortet. Hvis patienten ikke har smerter eller ikke er i en tilstand af angst eller uro, må man ikke benytte morfindrop.''
– Er der lavet opgørelser over, hvor lang tid der går, før døden indtræder, når der er givet opioidinfusion som angivet i vejledningen?
''Det mener jeg ikke, der foreligger nogen opgørelser over. Det kan heller ikke være særlig relevant, da der i alle tilfælde er tale om så korte forløb, dvs. få dage, hvor nogle timer fra eller til ikke vil have betydning.''
Lægens pligter
§6. En læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v.
Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der ikke er grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse patienten om dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.
Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet. Dette gælder også, hvor patienten ved et livstestamente har udtrykt ønske om fritagelse for livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende.
Stk. 4. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.
Stk. 5. I en situation, hvor patienten er uafvendeligt døende, men hvor livstestamente ikke foreligger, kan lægen undlade at påbegynde eller fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet for dødens indtræden. Lægen kan under samme omstændigheder indgive de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.
Kilde: Lægeloven nr. 632 af 1995, kapitel 2.
Fælles beslutning bedst
– Hensigten med opioidinfusion, som angivet, er smertelindring i den sidste levetid og ikke at fremskynde døden. Men ingen kan gennemskue en andens egentlige hensigter. Hvis en sygeplejerske føler sig urolig ved lægens ordination, har hun så mulighed for at gennemskue, om behandlingen foregår på ret vis?
''Sygeplejersker medvirker i forvejen til mange former for behandling, hvor de ikke fuldt ud kan gennemskue lægens motivation, så denne situation er ikke meget anderledes. En sygeplejerske har fx heller ikke mulighed for at vurdere, om indikationen for en operation eller en medicinsk behandling er tilstrækkeligt fagligt funderet. Udførelse af ordinationer må nødvendigvis og i høj grad også bygge på tillid.
Til brug af morfindrop knytter sig mere etiske, moralske og følelsesmæssige overvejelser, fordi man kan se, at nu går døden i gang, og det er altid ubehageligt. Sygeplejersker må ikke ændre en lægeordineret behandling, men de har ikke pligt til at medvirke, hvis de føler, den er forkert.
Sundhedsstyrelsen lægger vægt på, at disse beslutninger træffes i fællesskab mellem læger, sygeplejersker, pårørende og måske også patienten, hvis han kan. Der er jo patienter, som er så plagede, at de selv ønsker at få et morfindrop, fordi de hellere vil dø en halv dag tidligere uden smerter, end de vil leve en halv dag ekstra med smerter hele tiden.
Der kan være både sygeplejersker og læger, der er religiøst eller følelsesmæssigt engagerede på en helt anden måde, og som kan have svært ved at acceptere, at man er nødt til at bruge morfindrop i visse situationer.
På en god afdeling inddrager man alle i en sådan beslutning, så den er gennemdrøftet med det personale, der medvirker, og selvfølgelig helst med de pårørende, så alle er klar over, hvad der sker, og der ikke opstår myter og misforståelser bagefter.
Lægen har ikke pligt til at give denne behandling.
Grunden til, at den her problemstilling dukkede op, var en konkret sag om brug af morfindrop, hvor man på grund af uheldige omstændigheder fik et forløb, der gav anledning til, at familien klagede. Der var i den konkrete sag ikke noget principielt forkert i beslutningen, men måden, man gjorde det på, og de drøftelser, man havde indbyrdes og med de pårørende, var ikke tilfredsstillende.
Men problemstillingen har altid eksisteret, og morfindrop er en forudsætning for, at læger kan udøve en lægelig behandling i de situationer, hvor patienterne lider, og man ikke kan gøre andet for dem.''
Familien har ingen krav
– Har praksis omkring morfindrop ændret sig, siden Sundhedsstyrelsen udsendte sin vejledning?
''Der er ikke lavet nogen egentlig
Side 9
Aktiv dødshjælp (eutanasi) er forbudt i Danmark.
I henhold til lægelovens §6, stk. 5 kan en læge i en situation, hvor en patient er uafvendeligt døende, indgive de smertestillende og beroligende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selvom dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.
Mange patienter med en livstruende sygdom vil i løbet af sygdomsudviklingen gøre sig tanker om, hvordan den sidste tid vil forløbe. De vil på baggrund af sådanne overvejelser ofte spørge lægen om mulighederne for optimal smertebehandling i denne periode. Lægen skal i denne situation oplyse om de mulige smertebehandlingsmetoder.
Det må understreges, at information herom først og fremmest bør tjene det formål at lindre patientens aktuelle frygt. Derfor må informationen lægge vægt på, at man vil gøre, hvad der er muligt for at lindre ubehagelige, påtrængende symptomer, såfremt patienten ønsker det.
Det bør derfor tilstræbes, at patienter med livstruende sygdomme i sygdoms- og behandlingsforløbet sammen med lægen gives mulighed for at forholde sig til de to afgørende udsigter: Håbet om den bedst tænkelige udvikling og frygten for den værst tænkelige udvikling.
I den terminale fase må lægen ved sin information til patienten og pårørende understrege alvoren i situationen – at døden snart kan indtræde, men at man samtidig vil gøre, hvad man kan for at lindre symptomerne.
Kontinuerlig intravenøs opioidinfusion (morfindrop) for at sikre smertefrihed hos terminale patienter og eventuelt dæmpe ledsagende angst og uro kan komme på tale i den helt terminale fase, hvis enhver mulighed for peroral behandling er ophørt, og det vurderes, at også kontinuerlig subkutan opioidinfusion er utilstrækkelig eller uhensigtsmæssig. Morfindrop er således et ultimum refugium.
Beslutningen om at behandle med kontinuerlig intravenøs opioidinfusion skal fremgå af journalen med angivelse af behandlingsindikation samt dosisberegning. Der skal ske en løbende beskrivelse af patientens tilstand i journalen, og enhver dosisændring skal begrundes og noteres i journalen.
Patienter, som ikke har været i opioidbehandling, kan i begyndelsen behandles med morfin 200 mg tilsat 1000 ml 5% glukose. Blandingen infunderes over 1 døgn med ca. 40 ml per time.
Til patienter, som allerede er i opioidbehandling, omregnes den samlede døgnopioiddosis til i.v. morfin hva. ækvipotenstabel. Den udregnede morfinmængde øges med ca. 25-50% og tilsættes 1000 ml 5% glukose. Blandingen infunderes over 1 døgn med ca. 40 ml per time.
Hvis der ikke er tilstrækkelig effekt, øges infusionshastigheden, alternativt suppleres med bolusinjektioner morfin 20-40 mg i.v. p.n. uden maksimum.
Næste døgnmorfindosis per 1000 ml 5% glukose skal herefter indeholde grunddoseringen fra det foregående døgn samt den i det foregående døgn evt. givne p.n. dosis.
Det skal understreges, at morfindosis ikke må øges automatisk, men kun efter individuelt behov.
Allerede iværksat epidural eller spinal opioidbehandling skal fortsætte uændret. Den hermed givne opioiddosis skal ikke indregnes i ovennævnte intravenøse dosisberegninger.
Hos alle patienter skal der anlægges uretralkateter, ligesom al anden medicin end opioid seponeres. Dog kan der ved uro og angst, der ikke er smertebetinget, tilsættes benzodiazepin, fx Diazepam 50-100 mg, evt. mere per liter glukose.
Kraftig toleransudvikling forekommer i nogle, men ikke i alle tilfælde. Hos enkelte patienter kan der på trods af meget høje morfindoser ikke opnås analgesi og/eller sedation. Dette kan skyldes en kraftig toleransudvikling og/eller, at patienten har udviklet universel hyperalgesi/allodyni. Denne tilstand, der kan optræde sammen med myoklonier, er vanskelig at behandle og skyldes en paradoks reaktion på morfin og/eller morfinmetabolitter. En øget morfinindgift vil sædvanligvis forværre smertetilstanden og myoklonierne. I sådanne situationer skal morfin seponeres og erstattes af andet opioid uden neuroexcitatoriske metabolitter, fx Fentanyl, Alfentanil, Sufentanil, Metadon eller Ketobemidon (vha. ækvipotenstabel). Hvis bivirkningerne ikke svinder, eller der i øvrigt ikke opnås tilstrækkelig effekt, kan der tilsættes infusionen Ketamin 1000 mg eller mere og benzodiazepin (fx Diazepam 50-100 mg eller mere).
Hvis den døende ønsker at tilbringe den sidste tid i sit hjem, er der intet til hinder for, at en opioidinfusion, der er påbegyndt under en sygehusindlæggelse, kan fortsætte i hjemmet under vejledning og styring af patientens egen praktiserende læge, ligesom denne selv kan tage initiativ til indledning af en opioidinfusion. Denne behandling bør foregå i et tæt samarbejde med områdets hjemmesygepleje ved både mundtlige aftaler og skriftlig journalkommunikation i hjemmet. Hjemmesygeplejen bør tilse patienten flere gange daglig, og lægen bør mindst 1-2 gange i døgnet tilse patienten med henblik på bl.a. eventuel dosisregulering.
Side 10
undersøgelse, men det er vores vurdering, at man nu er blevet mere opmærksom på at føre journal og på at drøfte situationen med personalet og at orientere de pårørende. Der har ikke været klagesager siden. Der er ingen indikation for at tro, at man bruger morfindrop i mindre eller større udstrækning i dag, kun at man bærer sig mere fornuftigt ad.''
– Ved andre ultimative afgørelser, fx diagnosticering af hjernedød, stilles krav om mindst to habile lægers vurdering. Hvorfor stilles ikke samme krav til en beslutning om brug af morfindrop?
''Når der er tale om transplantation, ville det være katastrofalt, hvis man fjernede nyrerne på en patient, som så vågnede op af sin komatøse tilstand. Derfor har Folketinget lagt nogle retsgyldige krav om, at der skal være to læger til at konstatere hjernedød. Ved hjernedød er der ofte også tale om en akut sygdom eller et akut traume, hvor man mange gange ikke kender patienten i forvejen. Derfor har man besluttet, at der i transplantationsøjemed skal være de bedst mulige sikkerhedsgarantier. Når det drejer sig om opsætning af morfindrop, er der tale om en patient, man kender. Der er ikke tale om, at en læge i dølgsmål og uden den øvrige afdelings vidende iværksætter en smertelindrende behandling med den hensigt, at patienten dør.''
– Familie til døende vil ikke sjældent anmode om, at der opsættes morfindrop, at der 'ikke spares på smertestillende medicin', eller de beder om direkte hjælp til afkortning af livet. Hvor står familien retligt set i forhold til patienten, hvis denne ikke er i stand til at udtale sig på egne vegne?
''Pårørende kan drøfte problemstillingen med lægen, men lægen alene er ansvarlig for behandlingen. Pårørende har intet juridisk krav på en lægelig behandling, om lægen fx giver behandling eller ikke giver den. Men det er lægens pligt at fortælle de pårørende om baggrunden for behandlingen og om situationen. De pårørende kan ikke forlange, at lægen skal sætte et morfindrop op. De kan heller ikke sige, at de ikke vil have et morfindrop sat op. Hvis pårørende af etiske, religiøse eller andre motiver ønsker, at man ikke gør noget, mens lægen vurderer, at det ikke er i hans patients interesse at lide på denne måde, så er det lægens ansvar at gøre det, han finder rigtigt i situationen.''
Nej tak til behandling
'Landsforeningen Mit Livstestamente' har gjort et stort arbejde – og efter min personlige opfattelse et godt arbejde – for at fremme den holdning, at man ikke for enhver pris skal behandle, så længe der er tekniske muligheder herfor. Den teknologiske udvikling har jo gjort, at man i dag kan holde en person i live med åndedræt og hjertefunktion meget længere, end man kunne for tyve år siden. En masse mennesker ønsker ikke at blive bragt i en situation, hvor de bare ligger som en krop, der bliver holdt i live alene med det formål at holde dem i live længst muligt.
Diskussionen går på, om man skal iværksætte intensiv terapi til eksempelvis en person, som er dement og ligger med følgerne efter en hjerneblødning, hvis den pågældende får en lungebetændelse. Det er det, livstestamentet går ind i ved, at man nu kan sige: ''Hvis jeg kommer i en situation, hvor fx en penicillinbehandling kunne forlænge mit liv et halvt eller et helt år, uden at jeg har noget som helst ud af det, så vil jeg ikke behandles for en lungebetændelse eller tilsvarende. Jeg har ingen smerter, så der er ingen indikation for at opsætte et morfindrop, men I skal altså ikke behandle mig, hvis jeg kommer i en situation.''
Da loven blev vedtaget, havde lægerne langt hen ad vejen fået den holdning, at man også skulle se på patientens interesse i at blive holdt i live, når der ikke var nogen udsigt til, at den pågældende kunne opleve et minimum af livskvalitet.
Det var også de meldinger, der kom fra Lægeforeningen, at det svarede til praksis, og at der var sket et holdningsskred hen ad vejen.''
Præg af aktiv dødshjælp
– En sygeplejerske, har fortalt, at hun i 1992 sad i tre døgn hos sin mor, der var ved at dø af kræft. Den sidste dag luftede hun tanken om at tage hjem og sove, men den vagthavende læge anbefalede hende at blive, idet han lod hende forstå, at moderen ville dø samme aften. Det fik hende til at interessere sig for indholdet i dropflaskerne, og hun mente at disse var tilsat dødelige doser af morfin og klorpromazin.
I den sidste flaske på 500 ml saltvand var blandet 1000 mg morfin og 500 mg klorpromazin.
Der var blevet startet med 1000 ml væske tilsat 200 mg morfin og 100 mg klorpromazin. Infusionsflaske nr. 2 var tilsat 400 mg morfin og 200 mg klorpromazin. For hver gang, der blev sat en ny flaske op, var indholdet fordoblet. I løbet af to-tre dage var dosis sat op til 1000 mg morfin.
Moderen var fuldstændig doped og uden mimik eller nogen form for ansigtstrækninger. Datteren mente derfor ikke, hendes mor havde brug for de nævnte doser, idet hun ikke viste tegn på smerter, og der overhovedet ikke var reaktioner hos hende.
''Sundhedsstyrelsen kan ikke på det foreliggende tage stilling til den konkrete sag. Dog vil jegsige, at hvis man alene lægger sygeplejerskens opfattelse til grund, og det er foregået som beskrevet, så har de ikke opført sig korrekt. Selv i 1992, hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke havde udsendt sin vejledning, var det ikke korrekt. Hvis man gør, som angivet, får det præg af aktiv dødshjælp.''
– Hvad skal man gøre, hvis man står i en sådan situation?
''Hvis man automatisk fordobler dosis, uden der er behov for det, og uden en vurdering baseret på observation af patienten, vil det være aktiv dødshjælp. Hvis patienten kan klare sig på det, han får, skal dosis ikke sættes op.
Hvis en sygeplejerske på en afdeling skulle komme til at opleve det i dag, må hun sige fra. Det er jo netop den fælles drøftelse i afdelingen, der lægges vægt på i Sundhedsstyrelsens vejledning. Ellers kan sygeplejersken rette henvendelse embedslægen.''
Litteratur
- Etiske regler for læger. Vedtaget af repræsentantskabet den 24. september 1989.
- Bekendtgørelse af lov om udøvelse af lægegerning. Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995.
Nøgleord: Dødshjælp, livstestamente, lægeloven, morfindrop, opioidinfusion.
Palle Juul-Jensen, Michael von Magnus
Vejledningen fra Sundhedsstyrelsen er sendt til landets sygehuse d. 6. december 1995.
''Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid,'' står der i Borgerlig straffelov ¶ 237 (2).
I § 239 står, at ''Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år eller med hæfte ikke under 60 dage.''
I § 241 står, at ''Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med hæfte eller bøde, under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.''
I § 250 står, at ''Den som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, under i øvrigt skærpende omstændigheder kan stige til 8 år.''