Sygeplejersken
Giv de demente en ledsager i systemet
Demenskonsulent Jessy Hjorth-Hansen er glad for udsigten til regler for tvang. Men hun savner en bestemmelse, der sikrer de demente en repræsentant til at varetage deres interesser i tvangssituationerne og i forhold til systemet i det hele taget. For det største overgreb er i virkeligheden for lidt hjælp. Demente er så nemme at snyde.
Sygeplejersken 1998 nr. 10, s. 16-17
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Jessy Hjorth-Hansen: ''Jeg kan specielt gode lide, at man går fra låste døre til mere individuelle foranstaltninger som sladremåtter og brikker i skoene.'' Foto: Kissen Møller Hansen.
Når vi somme tider er imod regler, er det, fordi man stritter imod at få godheden og fornuften regelsat. Man kan jo ikke lovgive det gode menneske,'' siger Jessy Hjorth-Hansen om den debat, der i årenes løb har været for og imod en legalisering af tvang i demensplejen.
Hun har selv tyve års erfaring med demente og er ikke i tvivl: Det er godt, at der nu bliver lavet regler. Det vil bringe orden i den tvangsanvendelse, der rent faktisk finder sted.
På nogle områder er der mangler i det regelsæt, som Socialministeriet har fremsat forslag til. Men intentionen er rigtig, siger hun:
''Jeg kan specielt godt lide, at man nu går fra en generel overvågning til mere individuelle sikkerhedsforanstaltninger. Nej til låste døre, men ja til sladremåtter og brikker i skoene. For i dag sker der megen generel frihedsberøvelse af hensyn til nogle få.
Så bliver opgaven at få udformet de individuelle foranstaltninger på en måde, så de bliver humane. Så vi ikke får en grim overvågning med ukritisk anvendelse af tyverialarmer.''
Rutiner og bevidsthed
Jessy Hjorth-Hansen har tidligere arbejdet i psykiatrien, hvor der i mange år har været regler for magtanvendelsen. Derfor er hun ikke bekymret for, at en legalisering vil føre til øget brug af tvang.
''Da man indførte et regelsæt, der betød, at man skulle registrere sin tvangsanvendelse, skete der det, at den ligegyldige tvang forsvandt. Tvang for en sikkerheds skyld. At man som rutine satte en plade for stolen, så folk ikke kunne rejse sig op.
At anvendelsen af tvang i psykiatrien siden er steget, er der andre årsager til. Patienterne er generelt dårligere end for 25 år siden, og derfor er der også flere tilfælde af tvangsanvendelse pr. patient. Men den rutinemæssige tvang forsvandt, fordi man måtte tage stilling til den.
Derfor er jeg vældig tilfreds med, at man også skal til at registrere, hvad man gør i demensplejen. Og at det kan afprøves.''
Hvad Jessy Hjorth-Hansen til gengæld savner i Socialministeriets forslag, er en bestemmelse om, at der skal være nogen, der kan varetage de dementes – og andre svage gruppers – interesser over for de offentlige omsorgsgivere.
Det lovforslag om patienters retsstilling, der er på vej, giver de på-rørende ret til at forvalte patientens selvbestemmelse i spørgsmål om lægelig behandling, når patienten varigt er ude af stand til selv at tage stilling.
Og i psykiatrien er der allerede en bestemmelse om, at patienterne skal have en udenforstående rådgiver eller bisidder i de situationer, hvor der anvendes tvang.
Men en tilsvarende repræsentant for det menneske, der ikke selv kan tage stilling til, hvilken pleje og omsorg han eller hun har brug for, indgår ikke i Socialministeriets forslag.
''Det betragter jeg som en fejl,'' siger Jessy Hjorth-Hansen. ''Når man skal planlægge indsatsen for en person, der hverken kan sige ja eller nej, er der brug for en person, der kan varetage vedkommendes interesser.''
Kan ikke selv klage
Alle andre borgere kan klage, hvis de ikke er tilfredse med den plan, kommunen har lagt for, hvordan de skal hjælpes, uddyber Jessy Hjorth-Hansen.
''Det kan demente ikke, og ifølge forslaget er det kun i spørgsmål
Side 17
om direkte tvang, at det sociale nævn kommer ind.
Med omsorgspligten får det offentlige både en pligt til omsorg og en ret til at udføre den. Men man har ikke sikret den enkelte en repræsentant, der kan varetage hans eller hendes interesser imod – eller i forhold til – systemet.
Det er der altså brug for, ikke mindst fordi det er så let at snyde demente. De husker jo ikke. Og de bliver snydt – med for lidt hjælp.
Hvis jeg skal være lidt polemisk, så er det største overgreb mod demente i virkeligheden ikke tvang, men fravær af hjælp. Fraværet af den omsorgsfulde handling.
Demente har brug for en ledsager gennem hele demensforløbet, og jeg kan egentlig godt lide den generalfuldmagt, som Det Etiske Råd foreslår.
Hvor man som 65-årig kan bestemme, at hvis man ikke længere er i stand til at varetage sine egne interesser, så skal den og den person spørges.
Og hvor andre kan indberette det for en domstol, hvis den person ikke lever op til sine forpligtelser.
I dag er det familierne, der går ind som de dementes repræsentanter, og generelt gør de det da også fint.
Men der er jo nogle, der ingen familie har, og der er også nogle, der har forkerte familier.''
Tvang og normeringer
''Jeg synes også,'' fortsætter Jessy Hjorth-Hansen ''at omsorgsforpligtelsen bør følges op af nogle overvejelser om, hvad der skal til, for at kommunerne kan leve op til forpligtelsen. Jeg tænker på uddannelse, normeringer og fysiske rammer.
Vi har jo stadig nogle elendige fysiske rammer rundt omkring og nogle stygge normeringer.
I forslagene ligger der ingen standarder for, hvad god pleje er. Men vi ved, at når demente og sindslidende siger nej, er der en sammenhæng med det generelle miljø og den generelle omsorg.
Hvis personalet er for fremmed, går det galt. Hvis de demente bliver overladt for meget til sig selv, bliver de frygtsomme, og så siger de nej. Så jeg håber, man vil bruge indberetningerne til også at stille spørgsmålstegn ved normeringer og kvalitet.
Reglerne bør følges op med undersøgelser af sammenhængen mellem fysiske rammer, viden, normering og tvangsanvendelse.''
Nøgleord: Demens, lovforslag, magtanvendelse, tvang.